Maskeret udlodning og skattefri kørselsgodtgørelse - Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandler en hovedanpartshaver og direktør, der er blevet beskattet af maskeret udbytte og skattepligtig kørselsgodtgørelse for indkomstårene 2010 og 2011. Klageren var direktør i selskabet, men modtog ikke løn herfra. Selskabet havde afholdt diverse udgifter til fortæring, kurser, psykolog, beklædning, vin, taxa, fysioterapi, rejseudgifter, småanskaffelser og andre indkøb.

SKAT forhøjede klagerens aktieindkomst med 64.943 kr. for 2010 og 133.974 kr. for 2011, idet udgifterne blev anset for maskeret udbytte, jf. Ligningsloven § 16 A, da de ikke var driftsudgifter for selskabet, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. SKAT forhøjede desuden klagerens personlige indkomst med 108.859 kr. for 2011 vedrørende skattefri kørselsgodtgørelse, da klageren ikke blev anset som lønmodtager i selskabet. En mindre forhøjelse vedrørende multimediebeskatning blev også foretaget, jf. Ligningsloven § 16, stk. 12.

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse af aktieindkomst og personlig indkomst. Klageren anførte, at SKATs afgørelse for 2010 var ugyldig, da den ekstraordinære genoptagelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, ikke var berettiget, idet der ikke var handlet groft uagtsomt, og 6-månedersfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 var overskredet. Det blev også anført, at udgifterne var erhvervsmæssige driftsudgifter, der relaterede sig til klagerens personlige arbejde for selskabet, og derfor skulle beskattes som løn eller være skattefri, f.eks. under Ligningsloven § 31 for kurser eller Ligningsloven § 16, stk. 1 for tøj. Vedrørende kørselsgodtgørelsen blev det gjort gældende, at den skulle anerkendes som skattefri, eller subsidiært, at der skulle anerkendes et fradrag efter Ligningsloven § 9 C. Klageren frafaldt dog klagepunktet vedrørende multimediebeskatning.

Landsskatterettens afgørelse

Formalitet

Landsskatteretten fandt, at den ordinære genoptagelsesfrist for indkomståret 2010 var overskredet, jf. Skatteforvaltningsloven § 26. Dog kunne der ske ekstraordinær genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren blev anset for at have handlet mindst groft uagtsomt ved at lade selskabet afholde en række private udgifter og undlade at selvangive udbytteværdien heraf.

Landsskatteretten vurderede, at 6-månedersfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 var overholdt. SKAT modtog det nødvendige materiale den 3. december 2013 og udsendte agterskrivelse den 28. maj 2014. Kendelsen TfS1999.34 kunne ikke føre til et andet resultat. SKATs afgørelse blev derfor anset for gyldig, og begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24 blev anset for opfyldt.

Maskeret udbytte

Landsskatteretten henviste til en samtidig afgørelse for selskabet, hvor det blev fastslået, at udgifterne til fortæring, kurser, psykolog, beklædning, vin, taxa, fysioterapi, rejseudgifter, småanskaffelser og andre indkøb ikke var fradragsberettigede for selskabet, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne blev anset for private.

Det blev ikke dokumenteret, at udgifterne ikke var afholdt i klagerens interesse. Klageren skulle derfor beskattes af en forholdsmæssig andel af de afholdte udgifter som maskeret udbytte, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1.

SKATs afgørelse blev ændret i overensstemmelse hermed.

Skattefri kørselsgodtgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende den skattefri kørselsgodtgørelse. Det blev fastslået, at godtgørelser for befordringsudgifter kun er skattefri, hvis de udbetales af en arbejdsgiver for udgifter påført af arbejdet, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9 B. En forudsætning for skattefri befordringsgodtgørelse er et indtægtsgivende ansættelsesforhold, jf. SKM2001.141.ØLR.

Da klageren ikke havde været ansat eller modtaget løn fra selskabet i indkomståret 2010, var der ikke sket befordring til eller fra et indtægtsgivende arbejdssted. Klageren var derfor ikke berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse.

Landsskatteretten kunne ikke tage stilling til spørgsmålet om befordringsfradrag i henhold til Ligningsloven § 9 C, da SKAT ikke havde behandlet dette punkt i den påklagede afgørelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 11, stk. 1.