Landsskatteretten godkender fradrag for udlæg for kunder (landmålerhonorarer og gebyrer) afholdt af ejendomsformidlingsselskab i Italien.

Sagen vedrører et selskab (Ejendomsmæglere m.v.), der beskæftiger sig med international handel med fast ejendom, primært i Italien. Selskabet havde for indkomståret 2014 påklaget Skattestyrelsens afgørelse om nægtelse af fradrag for udgifter på i alt 20.084 kr., som selskabet havde afholdt som udlæg for sine kunder i forbindelse med ejendomshandler. Disse udgifter inkluderede kommunale gebyrer for byggetilladelser og honorarer til landmålere (geometra).

Skattestyrelsen havde oprindeligt nægtet fradrag for de tre specifikke udgifter med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Styrelsen mente, at selskabet ikke var den rette omkostningsbærer, idet fremlagte standardformidlingsaftaler angav, at omkostninger til notar, geometra m.fl. skulle betales direkte af køberen. Desuden var det uklart, om udlæggene var viderefaktureret til kunden, da kundefakturaerne kun specificerede "assistance" eller "honorio assistenza".

Klagerens Argumentation

Selskabet fastholdt, at udgifterne var afholdt med henblik på at erhverve skattepligtig indkomst og var derfor fradragsberettigede som driftsomkostninger, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Repræsentanten gjorde gældende, at selskabets forretningsmodel varierede, og at det:

• Enten honoreredes med et fast beløb, hvorfra selskabet afholdt de relevante udgifter (landmåler, notar m.v.).
• Eller honoreredes med et mindre fast honorar mod at få refunderet sine udlæg af kunden.

Selskabet argumenterede for, at selvom de eksakte udlæg ikke nødvendigvis var specificeret på kundefakturaen, var de de facto inkluderet i den samlede honorering for assistancen. Det blev påpeget, at assistance i forbindelse med byggetilladelser og tekniske undersøgelser var et kerneelement i selskabets nicheforretning, nødvendigt for at danske kunder kunne gennemføre boligkøb i Italien.

Skattestyrelsens revurdering

Under klagesagen revurderede Skattestyrelsen sin holdning baseret på selskabets supplerende oplysninger og fremsendte bilag. I en udtalelse af 10. november 2020 fandt Skattestyrelsen det sandsynliggjort, at der var tale om udgifter omfattet af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og man erklærede sig enig i, at skatteansættelsen skulle nedsættes med det påklagede beløb (20.084 kr.).

Landsskatteretten bemærkede, at bevisbyrden for fradragsberettigelse påhviler den skattepligtige, jf. blandt andet SKM2004.162.HR.

Landsskatteretten tog Skattestyrelsens nye udtalelse til efterretning, hvor styrelsen fandt det sandsynliggjort, at udgifterne var fradragsberettigede.