Ikke godkendt afskrivning på vindmøllepark og fradrag for konsulenthonorarer

Sagen omhandler [virksomhed3] A/S' sambeskatningsindkomst for indkomståret 2006, hvor SKAT havde nægtet godkendelse af afskrivninger vedrørende en vindmøllepark samt fradrag for konsulenthonorarer. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse på begge punkter.

Afskrivning på vindmøllepark

[virksomhed2] A/S, et datterselskab under [virksomhed3] A/S, havde foretaget skattemæssigt fradrag for afskrivninger på 59.509.036 kr. vedrørende vindmølleparken [virksomhed1]. Selskabet havde indgået en kontrakt om køb af andele i vindmølleprojektet den 27. december 2006. Ifølge selskabet var 13 af de 20 vindmøller taget i brug i 2006, og vindmølleparken havde genereret omsætning på 387.828,35 euro i 2006.

SKAT nægtede afskrivningerne med den begrundelse, at det ikke var dokumenteret, at vindmøllerne var taget i brug og dermed afskrivningsberettigede. SKAT fremhævede, at aftalen indeholdt et due diligence-forbehold, hvilket gjorde den suspensiv, og at andelene efterfølgende var tilbageleveret. Derudover anførte SKAT, at vindmøllerne knyttede sig til et fast driftssted i Tyskland, og at selskabet ikke havde valgt international sambeskatning i henhold til Selskabsskatteloven § 8 og Selskabsskatteloven § 31a.

Klageren fastholdt afskrivningerne og argumenterede for, at 13 møller var i drift i 2006, og at due diligence-forbehold var normalt i branchen. Klageren oplyste desuden, at selskabet havde valgt international sambeskatning ved at medregne indkomst fra udlandet.

Fradrag for konsulenthonorarer

[virksomhed2] A/S havde afholdt konsulenthonorarer på 6.593.333 kr. til [virksomhed14] ApS og [virksomhed15] ApS. Fakturaerne angav, at honorarerne vedrørte konsulentydelser og formidlingsprovision i forbindelse med køb og videresalg af vindmølleparken [virksomhed16] i Tyskland. Dette køb blev dog aldrig gennemført.

SKAT nægtede fradrag for udgifterne med henvisning til, at arbejdet specifikt vedrørte vindmølleparken [virksomhed16], som aldrig blev etableret. Udgifterne blev derfor anset for at være afholdt til undersøgelse af et specifikt, mislykket projekt og var ikke fradragsberettigede efter dagældende Ligningsloven § 8.

Klageren påstod fradrag for udgiften og anførte, at honorarerne var betaling for fremskaffelse af mulige vindmølleparker generelt, og at det måtte bero på en fejl, at [virksomhed1] ikke var nævnt i fakturaerne, da honorarerne også dækkede denne ydelse.

Landsskatterettens afgørelse vedrørende afskrivning på vindmøllepark

Landsskatteretten fandt, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at [virksomhed2] A/S havde erhvervet afskrivningsberettigede vindmøller. Retten lagde vægt på følgende punkter:

• Der var uafklarede forhold vedrørende due diligence, hvilket medførte, at der måtte anses at være ydet henstand med betalingen for andelene.
• Det fremgik af Anlage 2, at de omtalte vindmøller var ejet af andre end de tidligere nævnte sælgere og køber.
• Det var oplyst, at overdragelsen af vindmøllerne efterfølgende var annulleret.

Selskabet var derfor ikke berettiget til at foretage afskrivning på vindmøllerne, og SKATs afgørelse om sambeskatningsindkomsten for [virksomhed3] A/S blev stadfæstet på dette punkt.

Hvad angår spørgsmålet om international sambeskatning, fandt Landsskatteretten, at det ikke var dokumenteret, at der var valgt international sambeskatning i henhold til Selskabsskatteloven § 31a, stk. 3. Derfor kunne afskrivningerne, selv hvis de i øvrigt kunne godkendes, ikke indgå i opgørelsen af datterselskabets skattepligtige indkomst og dermed [virksomhed3] A/S' sambeskatningsindkomst.

Landsskatterettens afgørelse vedrørende konsulenthonorarer

Landsskatteretten fandt, at udgifterne til konsulenthonorarer ikke kunne anses for at være fradragsberettigede som driftsudgifter i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Retten lagde vægt på, at de to fakturaer specifikt angav, at honorarerne vedrørte køb og videresalg af vindmølleparken [virksomhed16], som ikke kunne sidestilles med [virksomhed1]. Selvom selskabets repræsentant oplyste, at det måtte bero på en fejl, at [virksomhed1] ikke var nævnt i fakturaerne, og at honorarerne også dækkede denne ydelse, blev dette ikke anset for tilstrækkeligt dokumenteret. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet på dette punkt.