Betinget udvisning af irakisk statsborger trods gentagen personfarlig kriminalitet – Proportionalitetsvurdering efter EMRK artikel 8

Proportionalitetsvurdering efter EMRK artikel 8

Højesteret henviste til Menneskerettighedsdomstolens praksis (Maslov mod Østrig) og bemærkede, at da T kom til Danmark som 7-årig og har boet her i størstedelen af sit liv, skal der foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en ubetinget udvisning.

Retten lagde vægt på følgende faktorer:

• Tilknytning til Danmark: T har haft hele sin skolegang og opvækst i Danmark, taler og skriver dansk og har en stærk tilknytning til landet, selvom han ikke længere har nær familie her (faderen bor i Sverige).
• Kriminalitet: Selvom T var idømt en lang fællesstraf, var hovedparten af de strafbare forhold, der begrundede straffen (herunder røveri), begået, mens han var mindreårig. Dette kræver særligt hensyn til barnets interesser.
• Aktuelle Kriminalitet: De nu pådømte forhold (vold og trusler mod ansatte), begået som voksen, havde efter det oplyste ikke medført skader af betydning.
• Tilknytning til Irak: T har kun en ikke ubetydelig tilknytning til Irak (statsborgerskab, mor/søster bor der, taler noget arabisk), men har mistet kontakten til sin nærmeste familie og har ingen reel social eller kulturel tilknytning til landet.

Efter en samlet bedømmelse fandt Højesteret, at ubetinget udvisning ville udgøre et uproportionalt indgreb i T’s ret til privatliv i strid med EMRK artikel 8. Han skulle derfor udvises betinget, jf. Udlændingeloven § 24 b, stk. 1.

Landsrettens dom blev ændret, således at T:

• Udvises af Danmark betinget på vilkår, at han i en prøvetid, der udløber 2 år efter løsladelse, ikke begår strafbart forhold, som kan give anledning til udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24.
• I øvrigt stadfæstes Landsrettens dom (fængsel i 1 år).

Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsret og Højesteret.

Bevistemaer

Bevisførelsen byggede især på en kombination af teleoplysninger og videoovervågning, som viste sammenfald mellem de to bilers bevægelser og kommunikationen mellem de to mobiltelefoner med næsten identiske IMEI-numre. For T1 blev der lagt vægt på fundet af hans DNA på en halsvarmer (mulig maskering) i gerningsbilen. For T2 og T3 blev det fastslået, at deres medvirken i form af rekognoscering gjorde dem ansvarlige for at have indset og accepteret muligheden for, at ofrene ville dø. Alle tiltalte påstod frifindelse, subsidiært formildelse, og T2 og T3 påstod frifindelse for udvisningspåstanden. Begge havde tidligere modtaget betingede udvisninger, og de aktuelle forhold var begået i prøvetiden herfor.