Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Underemner
Dokument
Relaterede love
Sagen omhandler T, en irakisk statsborger, der kom til Danmark som 7-årig i 2003 og har haft lovligt ophold i landet i ca. 11 år. Han var tiltalt for en række forhold begået i slutningen af 2014, herunder trusler mod tjenestemænd (Straffeloven § 119, stk. 1) og simpel vold mod institutionsansatte (Straffeloven § 244).
Byretten og Landsretten fandt T skyldig i alle forhold. Straffen blev fastsat som en fællesstraf af ubetinget fængsel i 1 år, jf. Straffeloven § 61, stk. 1, som inkluderede tidligere betingede domme. T var tidligere dømt for omfattende personfarlig kriminalitet, herunder røveri, jf. Straffeloven § 288, stk. 1, nr. 1, hvoraf hovedparten var begået, inden han fyldte 18 år. Han havde dog fortsat sin kriminelle adfærd efter det fyldte 18. år og i prøvetiden for flere betingede domme.
Både Byretten og Landsretten traf afgørelse om ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år, idet betingelserne i Udlændingeloven § 22, nr. 6 blev anset for opfyldt, og da udvisningen ikke fandtes at stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
T ankede dommen til Højesteret med påstand om, at udvisningen skulle gøres betinget. Han argumenterede for, at en ubetinget udvisning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, henset til hans stærke tilknytning til Danmark, hvor han havde boet det meste af sit liv og modtaget sin uddannelse.
Højesteret skulle alene tage stilling til spørgsmålet om udvisning, da Landsrettens dom i øvrigt blev stadfæstet. Højesteret lagde til grund, at betingelserne for udvisning efter Udlændingeloven § 22, nr. 6 var opfyldt, hvilket ifølge Udlændingeloven § 26, stk. 2 medfører ubetinget udvisning, medmindre det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser (EMRK artikel 8).
Højesteret henviste til Menneskerettighedsdomstolens praksis (Maslov mod Østrig) og bemærkede, at da T kom til Danmark som 7-årig og har boet her i størstedelen af sit liv, skal der foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en ubetinget udvisning.
Retten lagde vægt på følgende faktorer:
Efter en samlet bedømmelse fandt Højesteret, at ubetinget udvisning ville udgøre et uproportionalt indgreb i T’s ret til privatliv i strid med EMRK artikel 8. Han skulle derfor udvises betinget, jf. Udlændingeloven § 24 b, stk. 1.
Landsrettens dom blev ændret, således at T:
Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsret og Højesteret.

Danmark fik medhold i udvisningssag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Kriminalitetens alvor og klagers tilknytning til Danmark og oprindelsesland blev tillagt vægt i dommen.



Sagen omhandler tre tiltalte, T1, T2 og T3, som blev dømt for et alvorligt skudattentat i København, der fandt sted den 31. juli 2016 foran Café1. Anklagemyndigheden tiltalte dem for forsøg på manddrab på fem personer, idet der blev affyret mindst 12 skud på offentlig vej.
T1 blev anset for at være den ene af de to skytter, der steg ud af en hvid personbil og afgav skuddene. T2 og T3 blev anset for medvirkende, idet de i en blå bil foretog rekognoscering og holdt løbende kontakt med gerningsmændene før og under attentatet via uregistrerede mobiltelefoner. Drabsforsøget medførte, at to forurettede blev ramt af hhv. tre og fem skud.
De tre tiltalte blev også tiltalt for overtrædelse af for hensynsløs fareforvoldelse mod personer, der befandt sig i nærheden af skyderiet, samt ulovlig besiddelse af skydevåben efter og hærværk .
Regeringen lancerer en udvisningsreform, som strammer udvisningsreglerne og grebet om udlændinge uden lovligt ophold.
Den såkaldte trappestigeordning begrænser i visse tilfælde domstolenes mulighed for at udvise en kriminel udlænding. Regeringen vil nu afskaffe ordningen for alle udlændinge, der idømmes en ubetinget fængselsstraf.
Bevisførelsen byggede især på en kombination af teleoplysninger og videoovervågning, som viste sammenfald mellem de to bilers bevægelser og kommunikationen mellem de to mobiltelefoner med næsten identiske IMEI-numre. For T1 blev der lagt vægt på fundet af hans DNA på en halsvarmer (mulig maskering) i gerningsbilen. For T2 og T3 blev det fastslået, at deres medvirken i form af rekognoscering gjorde dem ansvarlige for at have indset og accepteret muligheden for, at ofrene ville dø. Alle tiltalte påstod frifindelse, subsidiært formildelse, og T2 og T3 påstod frifindelse for udvisningspåstanden. Begge havde tidligere modtaget betingede udvisninger, og de aktuelle forhold var begået i prøvetiden herfor.

Sagen omhandler T, en pakistansk statsborger født og opvokset i Danmark, som var leder af bandegrupperingen Loyal to Fam...
Læs mere
Denne sag omhandler en nævningesag ved Vestre Landsret, hvor Anklagemyndigheden har anket en dom fra Retten i Aarhus afs...
Læs mereSkærpet straf for grov afpresning og frihedsberøvelse; ubetinget udvisning af somalisk statsborger, men advarsel til irakisk statsborger