Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en fuldmægtig, der har været blind siden 1998 og anvender førerhund som et nødvendigt hjælpemiddel til mobilitet og selvstændighed. Klageren blev ansat hos en offentlig myndighed i 2017 og benyttede i de første to år sin førerhund på arbejdspladsen uden væsentlige hindringer.
I forbindelse med en planlagt organisationsændring og opgaveflytning i foråret 2019 blev klageren rokeret til et nyt kontor. Klageren havde forinden fremsat ønske om at blive placeret i et kontor, hvor hendes førerhund var velkommen, da hun er afhængig af hunden for at kunne færdes selvhjulpent. Efter rokeringen til det nye kontor viste det sig imidlertid, at en kollega i samme kontorfællesskab led af svær hundeallergi.
Som følge af kollegaens allergi besluttede arbejdsgiveren at indføre markante restriktioner for førerhundens færden. Foranstaltningerne indebar:
Klageren anførte, at restriktionerne fratog hende hendes autonomi og gjorde hende unødigt afhængig af andre mennesker. Hun foreslog fire alternative løsninger, herunder rokering til et andet kontor uden allergikere eller at forblive i sit tidligere kontor. Arbejdsgiveren afviste disse forslag med henvisning til driftsmæssige hensyn og rokeringsordningens faste struktur. Arbejdsgiveren argumenterede desuden for, at det ville stride mod reglerne om helbredsoplysninger at foretage en generel afdækning af allergier blandt alle medarbejdere for at finde en alternativ placering.
Ligebehandlingsnævnet fandt, at det var i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2 a, at indklagede indførte restriktioner for klagers brug af førerhund på arbejdspladsen. Nævnet vurderede, at klageren har et handicap i lovens forstand, og at restriktionerne udgjorde indirekte forskelsbehandling.
Nævnet lagde vægt på, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt eller afprøvet, om klageren kunne fortsætte med at udøve sin beskæftigelse på samme vilkår som før rokeringen. Centrale punkter i begrundelsen var:
Nævnet vurderede, at de tilbudte foranstaltninger med personlig assistance ikke var tilstrækkelige til at opfylde tilpasningsforpligtelsen, da de ikke tog fornødent hensyn til klagerens behov for selvstændighed.
Klageren blev tilkendt en godtgørelse på 200.000 kr. i medfør af Forskelsbehandlingsloven § 7. Ved fastsættelsen af beløbet lagde nævnet vægt på sagens forløb, herunder at de manglende tilpasninger førte til en længerevarende sygemelding og klagerens efterfølgende opsigelse.
FN’s Handikapkomité kritiserer Udlændingenævnet for et afslag på ægtefællesammenføring i en sag vedrørende en herboende ægtefælle med en hjerneskade.



Sagen omhandler en socialpædagog, der blev ansat ved et specialiseret botilbud for voksne med autisme i en kommune i 2008. Medarbejderen fik i 2012 konstateret den kroniske bindevævssygdom lupus, hvilket førte til indgåelsen af en § 56-aftale grundet forøget sygerisiko. Efter en operation for navlebrok i februar 2014 opstod der komplikationer i form af ekstrem træthed og ledsmerter relateret til hendes grundsygdom, hvilket resulterede i en længerevarende deltidssygemelding.
I foråret 2014 deltog klageren i flere fraværs- og rundbordssamtaler med ledelsen og bopælskommunens jobcenter. Klageren gav udtryk for, at hun på daværende tidspunkt kun kunne magte at arbejde mellem 15 og 20 timer om ugen. Indklagede kommune fastholdt imidlertid, at botilbuddet af hensyn til beboernes behov for struktur og forudsigelighed krævede medarbejdere på fuld tid eller med et væsentligt højere timetal (25-28 timer).
En lægeklinik får ikke kritik for at stoppe en patients behandling med Wegovy, da patienten havde opnået et normalt BMI, og medicinen ikke er godkendt til behandling af endometriose.
En ny evaluering fra VIVE peger på, at kendskabet til loven fra 2018 er mangelfuldt blandt både borgere og fagfolk.
Undervejs blev muligheden for omplacering til børne- og ungeområdet nævnt. Klageren var dog afvisende over for dette, da arbejdet med børn indebar mange fysiske løft, som hendes læge havde frarådet på grund af ledsmerter og nedsat lungefunktion. Da klageren ikke kunne angive en præcis dato for tilbagevenden på fuld tid, valgte kommunen at indlede en afskedigelsessag baseret på driftsmæssige hensyn.

Sagen omhandler en kvindelig fuldmægtig, der er stærkt synshandicappet med kun 1-2 procent af sit normale syn. Hun blev ...
Læs mere
Sagen omhandler en administrativ medarbejder, der var ansat i et fleksjob hos en politikreds i X-by. Medarbejderen lider...
Læs mere