Godtgørelse på 200.000 kr. til blind medarbejder efter ulovlige restriktioner for brug af førerhund

Sagen omhandler en fuldmægtig, der har været blind siden 1998 og anvender førerhund som et nødvendigt hjælpemiddel til mobilitet og selvstændighed. Klageren blev ansat hos en offentlig myndighed i 2017 og benyttede i de første to år sin førerhund på arbejdspladsen uden væsentlige hindringer.

Baggrund og rokering til nyt kontor

I forbindelse med en planlagt organisationsændring og opgaveflytning i foråret 2019 blev klageren rokeret til et nyt kontor. Klageren havde forinden fremsat ønske om at blive placeret i et kontor, hvor hendes førerhund var velkommen, da hun er afhængig af hunden for at kunne færdes selvhjulpent. Efter rokeringen til det nye kontor viste det sig imidlertid, at en kollega i samme kontorfællesskab led af svær hundeallergi.

Indførelse af restriktioner for førerhunden

Som følge af kollegaens allergi besluttede arbejdsgiveren at indføre markante restriktioner for førerhundens færden. Foranstaltningerne indebar:

• Førerhunden skulle opholde sig i et separat lokale adskilt fra storrumskontoret.
• Klageren blev tilbudt personlig assistance til at bevæge sig rundt på arbejdspladsen, herunder ved toiletbesøg og gang til kantinen.
• Klageren fik stillet to arbejdspladser til rådighed; én i storrummet og én i lokalet sammen med hunden.

Parternes argumenter og løsningsforslag

Klageren anførte, at restriktionerne fratog hende hendes autonomi og gjorde hende unødigt afhængig af andre mennesker. Hun foreslog fire alternative løsninger, herunder rokering til et andet kontor uden allergikere eller at forblive i sit tidligere kontor. Arbejdsgiveren afviste disse forslag med henvisning til driftsmæssige hensyn og rokeringsordningens faste struktur. Arbejdsgiveren argumenterede desuden for, at det ville stride mod reglerne om helbredsoplysninger at foretage en generel afdækning af allergier blandt alle medarbejdere for at finde en alternativ placering.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at det var i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2 a, at indklagede indførte restriktioner for klagers brug af førerhund på arbejdspladsen. Nævnet vurderede, at klageren har et handicap i lovens forstand, og at restriktionerne udgjorde indirekte forskelsbehandling.

Manglende overholdelse af tilpasningsforpligtelsen

Nævnet lagde vægt på, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt eller afprøvet, om klageren kunne fortsætte med at udøve sin beskæftigelse på samme vilkår som før rokeringen. Centrale punkter i begrundelsen var: