Skattefri rejsegodtgørelse til murer godkendt grundet arbejdsgivers kendskab til arbejdsforhold og rejsens omfang

Sagen drejede sig om en murers skattemæssige behandling af udbetalt rejsegodtgørelse og fradrag for rejseudgifter for indkomstårene 2005-2007. Klageren arbejdede for et mindre byggefirma, primært på langvarige projekter i Østjylland og [by1], ofte langt fra sin bopæl i [by3]. På grund af arbejdets fysisk krævende karakter, lange arbejdsdage (ofte over 10 timer dagligt) og betydelig transporttid (1,5-2 timer hver vej), overnattede klageren ofte i en campingvogn på byggepladserne.

SKAT havde oprindeligt anset den udbetalte rejsegodtgørelse for skattepligtig indkomst, idet de mente, at arbejdsgiveren ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med betingelserne for skattefri udbetaling. SKAT begrænsede eller nægtede også fradrag for rejseudgifter, især for perioder hvor transporttiden (f.eks. 1 time hver vej til [by1]) ikke blev anset for at forhindre overnatning på den sædvanlige bopæl.

Klageren argumenterede for, at arbejdsgiveren, grundet virksomhedens beskedne størrelse og de få, langvarige projekter, havde tilstrækkeligt kendskab til medarbejderens arbejds- og bopælsforhold til at opfylde kontrolforpligtelsen, selvom alle detaljer ikke fremgik af et enkelt bilag. Desuden fastholdt klageren, at den faktiske transporttid var længere end angivet af online kort (Krak) på grund af lokale trafikale forhold og vejr, og at kombinationen af hårdt fysisk arbejde, lange arbejdsdage og transporttid berettigede til rejsefradrag, da det forhindrede daglig hjemkomst.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt. Retten lagde vægt på, at klageren var den eneste murer i virksomheden, og at arbejdsgiveren, i kraft af selskabets beskedne størrelse (7-8 ansatte) og få, langvarige projekter, havde et indgående kendskab til klagerens arbejds- og bopælsforhold. Dette kendskab blev anset for tilstrækkeligt til at opfylde arbejdsgiverens kontrolforpligtelse, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 1. Klagerens timesedler blev desuden anset som dokumentation for, at akkorden blev nået.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klageren kunne anses for at have været på rejse, fandt Landsskatteretten under henvisning til den af Højesteret afsagte dom af 5. maj 2009 (SKM2009.333HR) efter en konkret vurdering af klagerens arbejdsforhold, at den udbetalte rejsegodtgørelse måtte anses som skattefri. Afgørelsen byggede på en samlet vurdering af:

• Afstanden mellem klagerens bopæl og de midlertidige arbejdssteder.
• Omfanget af den samlede arbejds- og transporttid.
• Arbejdets karakter (hårdt fysisk arbejde).
• De oplyste trafikale forhold, der forlængede transporttiden ud over, hvad online kort (Krak) indikerede.