Fastsættelse af akkordsum efter manglende enighed – fortolkning af Bygningsoverenskomstens § 34 om akkordopgørelse

Hovedargumenter

• Klager: Anførte, at da den tidligere kendelse havde fastslået, at der ikke forelå en aftalt akkordsum, og da forhandlingerne efterfølgende mislykkedes, måtte akkordsummen fastsættes af voldgiftsretten i overensstemmelse med de fagretlige principper.
• Indklagede: Gjorde gældende, at virksomheden rettidigt havde kritiseret svendenes akkordregnskab (jf. Bygningsoverenskomstens § 34, stk. 2). Indklagede argumenterede for, at svendene havde mistet retten til videre behandling, da de ikke havde begæret mægling inden for den fastsatte 4-ugers frist efter virksomhedens kritik (jf. § 34, stk. 5).

Parterne blev under den mundtlige forhandling enige om at afslutte sagen i overensstemmelse med opmandens tilkendegivelse. Klagerens påstand om fastsættelse af akkordsummen blev taget til følge, og den endelige akkordsum blev fastsat til 943.837,01 kr.

Rettens begrundelse

Opmanden (fhv. højesteretsdommer Poul Sørensen) lagde til grund, at den tidligere voldgiftskendelse (FV2010.0076) fastslog, at der ikke var indgået en bindende aftale om akkordsummen. Opmanden fandt, at i de foreliggende omstændigheder, hvor svendenes regnskab var betegnet som et "forslag til opgørelse" og var uunderskrevet, og hvor voldgiftsretten tidligere havde henvist prisfastsættelsen til det fagretlige system, måtte det betyde, at prisen skulle forhandles mellem parterne.

• Da forhandlingerne ikke førte til enighed, skulle akkordprisen fastsættes af voldgiftsretten.
• Opmanden fandt, at selvom virksomheden havde kritiseret regnskabet, var det centrale punkt det omtvistede renoveringstillæg.
• Det blev lagt til grund, at virksomhedens repræsentant, Kent Nicolaisen, under de indledende forhandlinger havde været enig i, at de opmålte akkordpriser kunne tillægges 30 % for renovering.

Afgørelsens beregning og resultat

Akkorden skulle betales som kritiseret af virksomheden, dog medregnet det omtvistede renoveringstillæg, der skulle betales med 30 % som anført i forslaget til opgørelse.

Udregnet på denne måde er der enighed om, at akkorden i alt vil skulle opgøres til 943.837,01 kr.

Klageren indsendte efterfølgende en faktura på 100.394,22 kr. for det udførte arbejde. Selskabet udbetalte herefter 19.794,22 kr. (100.394,22 kr. minus 80.600 kr. i selvrisiko) samt 3.700 kr. for klagerens eget arbejde.

Klagerens hovedargumenter

Klageren fastholder, at selskabet er bundet af det indgåede forlig på 60.608,66 kr., da dette blev meddelt som en "fuld og endelig afgørelse". Klageren mener at have taget risikoen ved at vælge egen håndværker og selv bidrage til arbejdet. Klageren bestrider desuden selskabets opkrævning af selvrisiko pr. vindue og mener, at der kun burde opkræves én selvrisiko for én samlet skade. Klageren afviser at have handlet i ond tro eller at have opgivet en urigtig pris, og henviser til sin dokumentationspligt jf. Forsikringsaftaleloven § 22 som opfyldt.

Selskabets hovedargumenter

Selskabet anfører, at forliget blev indgået på et urigtigt grundlag, da klageren oplyste en pris på 165.600 kr., som selskabet ikke har kunnet få bekræftet. Selskabet mener derfor ikke at være forpligtet til at betale mere end de faktiske udgifter på 100.394,22 kr. fratrukket selvrisikoen. Selskabet henviser til Forsikringsaftaleloven § 39, der fastslår, at man ikke må have vinding på en forsikring. Selskabet fastholder endvidere, at selvrisikoen gælder pr. vindue i henhold til forsikringsbetingelsernes punkt 2.3.1 om generel selvrisiko, uanset forrådnelsesprocessens tidsmæssige sammenfald.

Finansiel oversigt

Selskabet har udbetalt i alt 23.494,22 kr. (19.794,22 kr. + 3.700 kr.). Klageren kræver yderligere udbetaling op til det aftalte forligsbeløb på 60.608,66 kr.