Landsskatteretten nægter fradrag for underskud i radio- og tv-virksomhed grundet manglende erhvervsmæssighed

Skatteankenævnet begrundede afgørelsen med, at virksomheden ikke længere kunne anses for erhvervsmæssig, da der ikke var udsigt til overskud på længere sigt, og den manglede den nødvendige intensitet, jf. Statsskatteloven § 6a. Nævnet bemærkede også, at klageren havde fast pension, der kunne neutralisere underskuddet.

Klagerens repræsentant anførte, at de faldende omsætning og underskud skyldtes klagerens egen sygdom (sukkersyge og nervebetændelse), der førte til pension i 2001, samt pasning af syge forældre i perioden 2003-2005. Det blev fremført, at virksomheden tidligere havde været overskudsgivende og klagerens primære indtægtskilde fra 1992 til 2002, og at den derfor ikke kunne anses for en hobbyvirksomhed. Repræsentanten argumenterede for, at indtægter fra frivillig sikring (dagpenge) burde indgå i virksomhedens resultat, da de var relateret til sygdom og tabt indtjening. Derudover blev en stor nedskrivning af varelageret i 2005 og 2006 forklaret med den teknologiske udvikling, der gjorde reparationer mindre attraktive end nykøb. Klageren håbede på at kunne vende udviklingen gennem omlægning af virksomheden og forbedret helbred.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse og nægtede fradrag for underskud i klagerens radio- og tv-virksomhed for indkomstårene 2004, 2005, 2006 og 2007.

Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Personskatteloven § 3, stk. 2, som fastslår, at udgifter kun kan fradrages, hvis de er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. For at en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, skal den være etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Underskud fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Klageren havde haft konstante underskud i virksomheden fra 2002 til 2007.
• Omsætningen i virksomheden havde været faldende siden 2001, samme år som klageren blev tilkendt pension.
• Selvom klageren havde drevet virksomheden siden 1992, fandt retten, at virksomheden ikke længere kunne anses for erhvervsmæssigt drevet. Dette skyldtes, at:
  • Rentabilitetskravet (omsætning af en vis størrelse) ikke var opfyldt.
  • Intensitetskravet (en vis arbejdsindsats) ikke var opfyldt på grund af klagerens sygdom og pasning af forældre.
• Retten fastslog, at den pension, klageren modtog, ikke skulle indgå i virksomhedens resultat, da pensionen er almindelig skattepligtig A-indkomst, jf. Statsskatteloven § 4.

På baggrund af disse forhold fandt Landsskatteretten, at virksomheden efter klagerens modtagelse af pension ikke længere syntes drevet med det formål at opnå overskud. Klageren var derfor ikke berettiget til at fratrække underskuddene i sin skattepligtige indkomst for de påklagede år.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt fradrag for underskuddet, idet de fandt, at virksomheden ikke var erhvervsmæssig i skattemæssig forstand, jf. Statsskatteloven § 6, litra a. Nævnet lagde vægt på den meget lille udlejningsaktivitet, manglende opfyldelse af rentabilitetskravet og fraværet af markedsundersøgelser, der kunne understøtte rentabel drift. Virksomhedens omfang blev anset for meget begrænset, og selv med de budgetterede stigninger var intensiteten lav, og det var tvivlsomt, om der ville genereres et overskud.

Klageren fastholdt påstanden om fradrag for underskuddet og anførte, at der var indgået en skriftlig aftale med [golfklub1] om korttidsudlejning. Klageren havde haft planer om både korttids- og langtidsudlejning og havde annonceret i Danske Golf Unions medlemsblad. Den manglende fokus på virksomheden skyldtes klagerens søns alvorlige sygdom. Klageren havde planer om at udvide markedsføringen og anskaffe yderligere golfbiler, men disse planer var sat i bero på grund af SKATs behandling af indkomstansættelserne. Klageren fremhævede sine faglige kvalifikationer fra tidligere erhverv og indgående kendskab til golf. Klageren mente ikke, at SKAT havde forudsætninger for at vurdere virksomhedens fremtidige rentabilitet og fandt det urimeligt, at SKAT skulle bestemme virksomhedstypen. Klageren erkendte underskuddet, men anførte, at udviklingen var langsommere på grund af alder, men at arbejdet med forretningen gav glæde.