Nationale bindende takster for procesfuldmægtiges salærer er forenelige med EU’s konkurrenceregler, når de er statsligt fastsat

Domstolen konkluderede, at den spanske takstordning for procesfuldmægtige ikke er i strid med EU’s konkurrenceregler. Domstolen erklærede sig derimod inkompetent til at besvare de øvrige spørgsmål vedrørende fri bevægelighed og Charteret, da sagerne var af rent intern karakter.

Fortolkning af Konkurrencereglerne (Artikel 101 TEUF)

Domstolen fandt, at Artikel 101 TEUF, sammenholdt med Artikel 4, stk. 3, TEU, ikke er til hinder for en national lovgivning af den omhandlede art. Dette skyldes, at den spanske stat ikke havde overdraget ansvaret for fastsættelsen af taksten til private erhvervsdrivende (de faglige sammenslutninger), men selv havde fastsat taksten som en retsnorm via et kongeligt dekret.

»Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål... besvares med, at artikel 101 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter de procesfuldmægtiges salær underlægges en takst, der kun kan hæves eller sænkes med 12%, og hvis korrekte anvendelse de nationale domstole nøjes med at efterprøve, uden at de har mulighed for under særlige omstændigheder at fravige de ved denne takst fastsatte grænser.«

Manglende kompetence vedrørende fri bevægelighed og Charteret

Domstolen afviste at behandle spørgsmålene om forenelighed med Artikel 56 TEUF (fri bevægelighed for tjenesteydelser) og Servicedirektivet, samt Artikel 47 i Charteret.

• Fri Bevægelighed: Domstolen fastslog, at de præjudicielle anmodninger ikke indeholdt konkrete elementer, der gjorde det muligt at fastslå, at der var en grænseoverskridende dimension. Uden et grænseoverskridende element falder situationen uden for anvendelsesområdet for traktatbestemmelserne om de grundlæggende friheder.
• Charterets Artikel 47: De grundlæggende rettigheder i Charteret finder kun anvendelse i situationer, der er reguleret af EU-retten. Da den nationale lovgivning regulerer et rent internt retsplejeforhold, som ikke gennemfører EU-ret, er Domstolen inkompetent til at bedømme den nationale lovgivning i henhold til Charteret.

Domstolens Kompetence

Domstolen fastslog, at den har kompetence til at træffe afgørelse om fastsættelse af omkostninger i forbindelse med retsforhandlingerne ved Retten, da den appellerede dom blev ophævet, og Domstolen selv afgjorde sagen.