Kommune dømt for mangelfuld tilpasning og usaglig afskedigelse af ergoterapeut med handicap

Medarbejderen forsøgte ad flere omgange at genoptage arbejdet på nedsat tid med skånehensyn, herunder fritagelse for tunge løft og forflytninger. Der opstod imidlertid en konflikt mellem parterne vedrørende overholdelsen af disse hensyn. Medarbejderen anførte, at ledelsen ikke kommunikerede hendes behov tilstrækkeligt til kollegaerne, hvilket førte til manglende hjælp i pressede situationer og et psykisk belastende arbejdsmiljø.

Parternes argumenter og påstande

Klagers repræsentant gjorde gældende, at medarbejderen led af et handicap i form af de stationære knæproblemer og den efterfølgende psykiske reaktion. Det blev anført, at kommunen ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, da de aftalte skånehensyn i praksis ikke blev håndhævet, og at man ikke havde afsøgt muligheder for omplacering.

Kommunen argumenterede derimod for, at der ikke var tale om et handicap i lovens forstand på afskedigelsestidspunktet, da tilstanden ikke var endeligt udredt. De fastholdt, at de havde iværksat de nødvendige tiltag, men at medarbejderens langvarige fravær og usikre prognose gjorde det umuligt at opretholde ansættelsesforholdet af hensyn til driften.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen af ergoterapeuten var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnets vurdering af handicap og tilpasning

Nævnet vurderede indledningsvist, at klager på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Begrundelsen var de langvarige funktionsbegrænsninger i knæet, som hindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Nævnet fandt ligeledes, at kommunen vidste eller burde vide, at der var tale om et handicap.

Vedrørende tilpasningsforpligtelsen i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a lagde nævnet vægt på følgende:

• Kommunen havde ikke dokumenteret, at de aftalte skånehensyn reelt blev iværksat og håndhævet i dagligdagen.
• Det blev anset for utilstrækkeligt, at ledelsen overlod ansvaret for at håndhæve skånehensynene til medarbejderen selv, særligt efter hun havde påpeget udfordringerne herved.
• Kommunen havde ikke godtgjort, at medarbejderen ikke ville være kompetent, egnet og disponibel, såfremt korrekte tilpasningsforanstaltninger var blevet gennemført.

Resultat og godtgørelse

Da kommunen ikke kunne bevise, at de havde opfyldt deres tilpasningsforpligtelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a, blev klager tilkendt en godtgørelse.

Afgoerelsen blev truffet i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 12.

Juridiske tvistpunkter

Der blev under sagen rejst spørgsmål om:

• Hvorvidt klagers tilstand efter arbejdsskaden udgjorde et handicap i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.'s forstand.
• Om arbejdsgiveren havde tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse ved ikke at tilbyde nedsat tid eller omplacering.
• Betydningen af klagers manglende loyalitet og de usandfærdige oplysninger om hendes opholdssted og helbredstilstand.