Kumulering af etableringsstøtte til unge landbrugere og støtte til små bedrifter under Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)

Domstolen fastslog, at selvom kumulering af støtten til unge landbrugere og støtten til små landbrugsbedrifter som udgangspunkt er forenelig med EU-retten, har medlemsstaterne ret til at indføre et nationalt forbud mod sådan kumulering via deres landdistriktsudviklingsprogrammer.

Kumulering i henhold til forordning 1305/2013

Domstolen fandt, at:

• Artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1305/2013 ikke er til hinder for, at en landbruger kumulerer støtte til små bedrifter med støtte til unge landbrugere.
• Status som "ung landbruger" (defineret i artikel 2, stk. 1, litra n)) mistes ikke automatisk ved modtagelse af den førstnævnte støtte. Kriteriet om "første gang etablering" kan stadig være opfyldt, hvis ansøgeren ønsker at fortsætte og udvide en tidligere bedrift.
• Kumulering er kun tilladt, forudsat at det maksimale støttebeløb fastsat i artikel 19, stk. 6, overholdes, og tidligere modtaget støtte skal modregnes i det maksimale loft (70.000 EUR for unge landbrugere).

Nationalt forbud mod kumulering

Domstolen konkluderede dog, at EU-retten ikke er til hinder for en national lovgivning, der udelukker kumulering af de to støtteformer. Dette skyldes medlemsstaternes brede skønsbeføjelse ved udformningen af deres landdistriktsudviklingsprogrammer.

"[Artiklen] skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tildelingen af støtte til virksomhedsetablering til udvikling af små landbrugsbedrifter... udelukker, at der kan gives støtte til virksomhedsetablering til unge landbrugere..."

Korkein hallinto-oikeus forelagde herefter en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, bl.a. om:

• Hvordan begrebet "etablerer sig på en landbrugsbedrift for første gang som driftsleder" skal fortolkes, når landbrugsvirksomheden er en del af et selskabs virksomhed.
• Hvilke kriterier der skal anvendes ved vurderingen af, om en person har en bestemmende indflydelse på selskabet, og om hans tidligere virksomhed kan konkretiseres som ledelse af en funktionel og økonomisk selvstændig produktionsenhed.
• Om medlemsstaterne har mulighed for at præcisere kriterierne for, hvornår en person anses for at være driftsleder.

Parternes argumenter

• Anssi Ketelä argumenterede for, at han er berettiget til støtte, da hverken hans minoritetsandel i Louhikon Sikako eller hans rolle som administrerende direktør gav ham den kontrol og det ansvar, der er karakteristisk for en driftsleder.
• Etelä-Pohjanmaan työ- ja elinkeinokeskus (center for økonomisk udvikling og beskæftigelse i det sydlige Østerbotten) anførte, at EU-retten giver mulighed for, at national ret kan præcisere kriterierne for, hvornår en person anses for at "etablere sig" på en landbrugsbedrift for første gang.

Domstolens vurdering

Domstolen bemærkede, at selvom reglerne for udgifters støtteberettigelse fastsættes nationalt, gælder dette kun med forbehold for de særlige betingelser, der er fastsat i EU-forordningen. Domstolen fandt, at betingelsen om at etablere sig som driftsleder indebærer, at den berørte person skal have faktisk og varig kontrol over både landbrugsbedriften og driften heraf. Medlemsstaterne kan konkretisere betingelserne herfor, men de må ikke gå ud over den ramme, som de har til formål at præcisere.

I den konkrete sag fandt Domstolen, at Anssi Ketelä, som administrerende direktør og med en aktieandel på 30 %, ikke havde faktisk og varig kontrol over Louhikon Sikako, og derfor kunne hans tidligere virksomhed ikke hindre ham i at modtage etableringsstøtte.