Ulovlig forskelsbehandling af kvinde ved udelukkelse fra abonnementsordning til herreklip

Sagen omhandler en kvindelig klager, der forsøgte at oprette et klippeabonnement på indklagedes hjemmeside, men blev afvist med direkte henvisning til sit køn. Indklagede udbyder en service, hvor brugere via et abonnement kan få foretaget klipninger hos udvalgte frisørsaloner. Da klager forsøgte at tilmelde sig, angav systemet, at man endnu ikke tilbød abonnementer til kvinder.

Parternes argumenter og faktiske omstændigheder

Klager oplyste, at hun ønskede at benytte sig af det økonomisk fordelagtige tilbud på en "herreklipning", da hun i forvejen har en korthårsfrisure. Hun argumenterede for, at det udgjorde ringere behandling, at hun på grund af sit køn ikke kunne benytte den automatiserede abonnementsløsning på lige fod med mænd, men i stedet blev henvist til at tage direkte kontakt til virksomheden.

Indklagede gjorde gældende, at der ikke var tale om diskrimination, men at tilbuddet afspejlede karakteren af den specifikke arbejdsopgave. De anførte følgende argumenter:

• En dameklipning er statistisk set mere tidskrævende og omfattende end en herreklipning.
• Prissætningen i abonnementet var baseret på parametre for en standard maskinklipning eller herreklipning.
• Afvisningen på hjemmesiden skyldtes tekniske begrænsninger i systemet, men klager ville ikke være blevet afvist, hvis hun havde henvendt sig personligt.

Indklagede henviste desuden til retspraksis fra Østre Landsret, hvor det tidligere er lagt til grund, at dame- og herreklipning kan betragtes som to forskellige ydelser på grund af tidsforbrug.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at indklagede havde overtrådt Ligestillingsloven § 2 ved at afvise klagers ønske om at oprette et abonnement under henvisning til hendes køn.

Nævnets begrundelse og vurdering

Nævnet lagde vægt på, at klager specifikt efterspurgte en herreklipning, men blev nægtet adgang til abonnementsordningen alene fordi hun er kvinde. Dette udgjorde en direkte forskelsbehandling, da hun derved blev stillet ringere end mænd i en tilsvarende situation.

I overensstemmelse med Ligestillingsloven § 2, stk. 4 om delt bevisbyrde, fandt nævnet, at klager havde påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling. Indklagede formåede ikke at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Nævnet afviste indklagedes argument om, at det var uden betydning, da hun kunne have rettet henvendelse uden om hjemmesiden.

Afgørelse om godtgørelse