Forbrugerkreditdirektivet (2008/48/EF) er til hinder for nationale krav om specificeret fordeling af hver enkelt afdragsbetaling i kreditaftalen

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Krajský súd v Prešove (retten for regionen Prešov, Slovakiet) vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler. Hovedspørgsmålet var, om direktivet – der tilstræber fuld harmonisering – er til hinder for en national lovgivning, der pålægger kreditgivere en pligt til i selve kreditaftalen at præcisere fordelingen af hver enkelt tilbagebetaling (afdrag) mellem amortisering af kapital, renter og eventuelle yderligere omkostninger.

Tvisten i hovedsagen stod mellem forbrugeren (TE) og kreditgiveren (Pohotovosť s.r.o.) om en kreditaftale indgået i 2015. Aftalen om et lån på 350 EUR til tilbagebetaling af 672 EUR manglede den detaljerede fordeling af de 12 månedlige afdrag (56 EUR), hvilket ifølge TE var en overtrædelse af den daværende slovakiske lov (§ 9, stk. 2, litra l) i lov nr. 129/2010).

Centrale spørgsmål til Domstolen

Den forelæggende ret rejste især tre spørgsmål:

• Om artikel 10 i direktiv 2008/48/EF, kombineret med princippet om fuld harmonisering (artikel 22, stk. 1), er til hinder for, at national lovgivning kræver en specificering af afdragenes fordeling i selve kreditaftalen (uanset form, altså ikke kun som amortiseringsplan).
• Om Domstolens fortolkning af EU-retten (især i lyset af C-42/15, Home Credit Slovakia) finder anvendelse på aftaler, der er indgået før den dom og før den efterfølgende nationale lovændring, der fjernede kravet om specificering.

Den slovakiske lovgivning var blevet ændret pr. 1. maj 2018 for at bringe den i overensstemmelse med Domstolens tidligere retspraksis, men den forelæggende ret skulle afgøre en sag baseret på lovgivningen før denne ændring.

Domstolen fastslog, at direktiv 2008/48/EF, på grund af princippet om fuld harmonisering, er til hinder for nationale bestemmelser, der kræver, at fordelingen af hver enkelt tilbagebetaling på kapital, renter og omkostninger skal præciseres i selve kreditaftalen.

Afgørelse vedrørende oplysningskrav

Domstolen besvarede det andet og tredje spørgsmål samlet og slog fast:

Artikel 10, stk. 2, litra h)-j), i direktiv 2008/48/EF, sammenholdt med dette direktivs artikel 22, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, ifølge hvilke det i en kreditaftale skal præciseres, hvorledes hver enkelt tilbagebetaling i givet fald fordeler sig på amortisering af kapitalen, renterne og de øvrige omkostninger.

Begrundelsen var, at artikel 10, stk. 2, litra h), kun kræver, at kreditaftalen klart og koncist angiver størrelse, antal og hyppighed af betalingerne. Oplysningerne om den detaljerede fordeling af betalinger (amortiseringsplanen) er ifølge artikel 10, stk. 2, litra i), og stk. 3, kun noget, forbrugeren har ret til at modtage gratis til enhver tid i løbet af aftalens varighed. Da EU-retten specifikt behandler dette oplysningskrav som en ret, der udløses af en anmodning, må medlemsstaterne ikke indføre en generel forpligtelse til at inkludere denne detaljerede specifikation direkte i aftalen.