Forbrugerkreditaftaler: Anvendelsesområde, harmonisering og nationale forpligtelser

Sagen omhandler en tvist mellem SC Volksbank România SA og Autoritatea Naţională pentru Protecţia Consumatorilor – Comisariatul Judeţean pentru Protecţia Consumatorilor Călăraşi (CJPC) vedrørende visse klausuler i forbrugerkreditaftaler. CJPC mente, at visse gebyrer opkrævet af Volksbank var i strid med rumænsk lovgivning, der implementerede direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler.

Volksbank anførte, at visse bestemmelser i den rumænske lov var i strid med direktivet, især da direktivet tilsigtede en fuldstændig harmonisering for at sikre fri bevægelighed for tjenesteydelser. Banken argumenterede for, at den nationale lov udvidede direktivets anvendelsesområde til aftaler, der udtrykkeligt var udelukket (såsom realkreditlån), og indførte yderligere forpligtelser for kreditinstitutterne.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om direktivet forhindrer medlemsstaterne i at udvide dets anvendelsesområde til aftaler, der er udelukket fra direktivet, og om det er i strid med EU-retten at indføre yderligere forpligtelser for kreditinstitutterne.

Domstolen fastslår, at direktivet ikke forhindrer medlemsstaterne i at udvide dets anvendelsesområde til aftaler, der er udelukket fra direktivet, og at det ikke er i strid med EU-retten at indføre yderligere forpligtelser for kreditinstitutterne, så længe det er i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper.

Afgørelse

Domstolen fastslår:

1. Artikel 22, stk. 1, i direktiv 2008/48 fortolkes således, at det ikke forhindrer en national gennemførelsesforanstaltning i at omfatte kreditaftaler, der er sikret ved pant i fast ejendom, selvom disse er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.
2. Artikel 30, stk. 1, i direktiv 2008/48 fortolkes således, at det ikke forhindrer en national gennemførelsesforanstaltning i at finde anvendelse på eksisterende kreditaftaler, der er undtaget fra direktivets materielle anvendelsesområde.
3. Artikel 22, stk. 1, i direktiv 2008/48 fortolkes således, at det ikke forhindrer en national gennemførelsesforanstaltning i at pålægge kreditinstitutter yderligere forpligtelser vedrørende gebyrer inden for forbrugerkreditaftaler.
4. EUF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national bestemmelse, der forbyder visse bankgebyrer.
5. Artikel 24, stk. 1, i direktiv 2008/48 fortolkes således, at det ikke forhindrer en national foranstaltning i at tillade forbrugere at henvende sig direkte til en forbrugerbeskyttelsesmyndighed, uden først at anvende udenretslige bilæggelsesprocedurer.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at direktiv 2008/48 tillader medlemsstaterne at udvide direktivets bestemmelser til områder, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde. Medlemsstaterne kan derfor opretholde eller indføre nationale regler, der svarer til eller supplerer direktivets bestemmelser for kreditaftaler, der falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette gælder også for aftaler om realkreditlån og for muligheden for at indføre yderligere forpligtelser for kreditinstitutterne, for så vidt angår hvilke provisioner disse kan opkræve.

Centrale EU-retlige principper

• Fuld Harmonisering: Direktiv 2008/48 indebærer en fuldstændig harmonisering inden for dets anvendelsesområde, hvilket begrænser medlemsstaternes mulighed for at opretholde eller indføre afvigende nationale bestemmelser.
• Fleksibilitet uden for Harmonisering: Medlemsstaterne har ret til at anvende direktivets bestemmelser på områder, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde, og kan indføre nationale regler, der svarer til eller supplerer direktivet.
• Fri Udveksling af Tjenesteydelser: Restriktioner på fri udveksling af tjenesteydelser er forbudt, men nationale bestemmelser, der anvendes uden forskel, og som ikke hindrer adgangen til markedet, er tilladte.
• Forbrugerbeskyttelse: EU-retten tillader medlemsstaterne at opretholde eller indføre strengere forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, så længe de er i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper.
• Udenretslig Tvistløsning: Medlemsstaterne skal sikre effektive procedurer for udenretslig tvistløsning, men kan fastlægge reglerne for disse procedurer, herunder om de er obligatoriske.