Ophævelse og hjemvisning af sag om tilbagebetaling af etableringsstøtte til ung landbruger grundet mangelfuld sagsoplysning

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afgørelse om 80 % tilbagebetaling af tilskuddet og hjemvist sagen til fornyet behandling, jf. CAP-loven § 27, stk. 1.

Tilsidesættelse af officialprincippet og for tidlig afgørelse

Nævnet vurderede, at styrelsen havde truffet afgørelsen på et utilstrækkeligt grundlag. Da opretholdelsesperioden for projektet løber over tre år fra udbetalingen, jf. Bekendtgørelse om etableringsstøtte til unge landbrugere § 9, nr. 2, var det i februar 2025 endnu ikke muligt at fastslå den endelige tilbagebetalingsprocent.

"Nævnet finder på den baggrund, at afgørelse om tilbagebetaling af tilskud efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 2, ikke kan træffes før tidligst ved udløbet af den 18. måned, hvor klager ikke har opfyldt kravet om arbejdskraftbehov."

Da der fortsat resterede over 23 måneder af projektperioden, da styrelsen traf sin afgørelse, kunne det ikke udelukkes, at klageren ville kunne opnå en højere grad af opfyldelse af arbejdskraftbehovet end antaget. Denne mangel på sagsoplysning blev anset for konkret væsentlig for afgørelsens resultat. Nævnet begrænsede sin prøvelse til dette forhold i medfør af Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Klagerens Argumentation

Landbrugeren påklagede afgørelsen og anførte, at Landbrugsstyrelsens krav om tilbagebetaling ikke var rimeligt. Han henviste til, at styrelsens Vejledning om direkte arealstøtte 2015 var mangelfuld og ikke tilstrækkeligt konkretiserede, hvornår en ansøger anses for etableret som driftsleder. Landbrugeren mente, at han først var etableret i 2014, da han købte de resterende 50 % af interessentskabets ejendomme og oprettede sin enkeltmandsvirksomhed, og dermed fik majoriteten og fuld tegningsret. Han argumenterede for, at en 50 % ejerandel ikke muliggjorde en bestemmende driftslederrolle, da alle beslutninger krævede enighed. Han fremlagde dokumentation for anden beskæftigelse i perioden 2007-2014 for at underbygge, at han ikke havde en ledende rolle i interessentskabet.

Landbrugsstyrelsens Vurdering

Landbrugsstyrelsen fastholdt, at landbrugeren var etableret i 2007, da han ejede 50 % af interessentskabet og var registreret som fuldt ansvarlig deltager med tegningsberettigelse. Styrelsen henviste til sin fortolkning af ”etablering” baseret på spørgsmål og svar med EU-Kommissionen. Styrelsen mente, at vejledningen fokuserede på støttebetingelser, og at landbrugeren havde mulighed for at søge konkret vejledning, hvis han var i tvivl. Styrelsen understregede, at den er forpligtet til at opkræve uberettiget udbetalt EU-støtte tilbage i henhold til forordningerne, herunder Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 artikel 43, litra a og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7.

EU-regler og Fortolkning

Miljø- og Fødevareklagenævnet indhentede yderligere fortolkningsbidrag fra Landbrugsstyrelsen, herunder korrespondance med EU-Kommissionen. Det fremgik, at Landbrugsstyrelsen sondrede mellem ”førstegangsetablering” (som aktiverer den femårige frist, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a) og ”løbende etablering” som en støttebetingelse (jf. Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b). Styrelsen vurderede førstegangsetablering ud fra ejerskab, tegningsberettigelse og hæftelse, mens støtteberettigelse krævede reel driftsledelse. EU-Kommissionens svar til Danmark og Holland indikerede, at en 50 % ejerandel med gensidig vetoret kunne anses for at udgøre den krævede faktiske og langsigtede kontrol, og at medlemsstaterne ikke havde skønsbeføjelse til at afvige fra disse retningslinjer for at sikre ensartet anvendelse af betingelsen om faktisk og langsigtet kontrol. Nævnet bemærkede, at klagers situation netop udgjorde et af de tvivlstilfælde, der var søgt afklaret i korrespondancen med EU-Kommissionen.