Dækning af fremtidige udgifter til specialfremstillet fodtøj: To par sko/indlæg årligt ved varigt behov efter arbejdsskade

Det centrale i alle sager var, at den varige funktionsnedsættelse nødvendiggjorde hjælpemidler for at formindske arbejdsskadens følger, jf. Lov om arbejdsskadesikring § 27, stk. 4.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i alle sager og fastsatte, at sikrede med varigt behov som følge af en arbejdsskade har ret til dækning af udgifter svarende til to par individuelt tilpassede sko eller skoindlæg årligt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det var nødvendigt med dækning af to par årligt på grund af behovet for at benytte fodtøjet både til arbejde og i fritiden. Herudover blev det skiftende klima i Danmark også inddraget som en faktor, der nødvendiggør to par.

Vi fandt i alle sagerne, at sikrede havde behov for to specialfremstillede par sko/skoindlæg årligt resten af livet for at mindske arbejdsskadens følger. De sikredes varige behov for sko/skoindlæg til arbejde og fritid og det meget skiftende klima i Danmark bevirkede, at vi mente, at to par sko/skoindlæg årligt var nødvendige.

I Sag 1 vurderede Ankestyrelsen, at selv efter en Keller operation, var specialfremstillede sko nødvendige for at afhjælpe dårlig gang og smerter. I Sag 3 fastslog Ankestyrelsen, at et varigt behov for to specialfremstillede skoindlæg årligt dækkede behovet for specialfremstillet fodtøj generelt. Dækningen af fremtidige udgifter sker som et engangsbeløb, der beregnes ved at gange den forventede gennemsnitlige årlige udgift med kapitaliseringsfaktoren for erstatning for tab af erhvervsevne, jf. Lov om arbejdsskadesikring § 15, stk. 3.

Klageren, født i 1967, havde HF-eksamen og 20 års erfaring som ufaglært veterinærsygeplejerske. I 2007 pådrog hun sig forstuvninger i højre fodled under en håndboldkamp og udviklede efterfølgende kroniske smerter. Hun blev deltidssygemeldt i november 2010 og senere fuldtidssygemeldt. Selskabet havde ydet midlertidig dækning fra den 1/3 2012 til den 1/5 2013, men afviste yderligere udbetaling, da de mente, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen.

Tidligere behandling i nævnet

Klagerens sag havde tidligere været behandlet i nævnet (kendelse 80.611 afsagt den 25/6 2012), hvor nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere selskabets afvisning af udbetaling i perioden 10/1 2011 til 2/5 2011, da klageren ikke havde godtgjort en dækningsberettigende nedsættelse af erhvervsevnen.

Parternes argumenter

Klageren anførte, at hendes helbredsmæssige situation var forværret, selvom hun tidligere havde modtaget invalideudbetaling. Hun afbrød sin revalidering pga. helbredet og mente, at det var urimeligt, at udbetalingerne stoppede.

Selskabet fastholdt, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. De lagde vægt på oplysninger fra [privathospital], der viste god opheling efter en operation. Selskabet anførte, at den generelle erhvervsevne ikke anses for nedsat, hvis forsikrede skønnes egnet til revalidering/omskoling. De henviste til, at klageren var sygemeldt fra ergoterapeutuddannelsen, men at dette ikke skyldtes en ændring i helbredstilstanden, men at revalideringen ikke var forenelig med hendes lidelse. En speciallægeerklæring vurderede, at klageren burde kunne arbejde mere end halvdelen af en normal arbejdsuge i ikke-benbelastende arbejde.