Afslag på hjælp til hæve/sænkebord: Anses for almindeligt kontorinventar, som arbejdsgiveren skal afholde

Ankestyrelsen udtalte principielt:

Da hæve/sænkeborde måtte anses for almindeligt kontorinventar, var der ikke tale om en udgift, der lå ud over, hvad arbejdsgiveren forudsattes at afholde.

Det blev desuden præciseret, at det er uden betydning for bevillingen efter aktivloven, at der faktisk ikke fandtes hæve/sænkeborde på den konkrete arbejdsplads. Med denne afgørelse blev Principafgørelse O-29-99 ophævet, hvilket har betydning for den fremtidige praksis.

Klageren, født i 1954, har arbejdet med handel og service siden folkeskolen og var butikschef indtil sin sygemelding. Hun lider af knægener og en stofskiftelidelse. Fra 13/6 2012 til 9/11 2012 var hun i virksomhedspraktik i et rengøringsfirma, hvor hun bl.a. kørte servicebil, udførte kontrol af rengøringsarbejder og kontorarbejde. Klageren er pr. 17/4 2013 berettiget til fleksjob.

Klagerens påstande

Klageren anfører, at hun efter en knæoperation i 2011 og slidgigt i det andet knæ har været sygemeldt fra 15/3 2011 til 16/4 2013. Hun har været igennem et længere genoptræningsforløb og undersøgelser hos speciallæger, som alle er kommet til den konklusion, at hendes knæ aldrig kommer til at virke efter hensigten. Samtidig har hun to stofskiftesygdomme, som giver træthed og påvirker hendes funktionsevne. På baggrund af dette er hun bevilliget fleksjob på max 15 timer om ugen. Klageren mener, at hun i hele sin sygdomsperiode har været berettiget til udbetaling af invalidepension, og at Nordea uretmæssigt stoppede udbetalingen 31/10 2012.

Klageren forventer, at Nordea betaler det skyldige beløb fra november 2012 til og med 16. april 2013, og at de fremover overholder forpligtelserne i forsikringspolicen.

Selskabets argumenter

Selskabet fastholder sin afgørelse om at stoppe præmiefritagelsen og udbetalingen af invalidepension pr. 1/11 2012. De vurderer, at klagerens tilstand er stabiliseret, og at hendes erhvervsevne i et ikke-knæbelastende arbejde ikke er nedsat med mindst halvdelen. Selskabet har lagt vægt på en speciallægeerklæring, der viser, at klageren har problemer med sine knæ ved belastning, men at der er ens bevægelighed i begge knæ. Selskabets lægekonsulent vurderer, at klagerens erhvervsevne i tidligere erhverv som butikschef er nedsat med mindst halvdelen, men at hendes erhvervsevne i et ikke knæbelastende arbejde ikke er nedsat med mindst halvdelen.

Selskabet mener, at klagerens stofskiftesygdom er velreguleret med medicin og ikke er af stor betydning for erhvervsevnen. De fremhæver, at kommunens afgørelse om fleksjob ikke er afgørende for deres vurdering, da kommunen vurderer arbejdsevnen ud fra andre kriterier end de helbredsmæssige forhold, som selskabet lægger vægt på. Selskabet henviser til en Højesteretsafgørelse, der fastslår, at kommunens vurdering af arbejdsevnen ikke beviser eller skaber formodning om størrelsen af erhvervsevnetabet.

Selskabet bemærker, at den arbejdsprøvning, klageren har været i, ikke har været optimal i forhold til hendes knægener, da den delvist har bestået af inspektion med kørsel, hvilket har været belastende. De vurderer, at klageren formentlig ville kunne klare at arbejde mere i et ikke-knæbelastende arbejde uden kørsel og med mulighed for skiftende arbejdsstillinger.