Nordea Pensions afvisning af erhvervsevnetabsdækning efter lændeskade

Klageren, født i 1977, har en livsforsikring med dækning ved erhvervsevnetab i Nordea Pension. Han klager over selskabets afvisning af at yde forsikringsdækning for erhvervsevnetab efter den 1/8 2012.

Forsikringen dækker præmiefritagelse og månedlige udbetalinger, hvis erhvervsevnen nedsættes med mindst 2/3 pga. sygdom eller ulykke. Der er en karensperiode på 3 måneder. Ved nedsættelse af erhvervsevnen til mellem halvdelen og en tredjedel er der adgang til halve ydelser.

Klageren, uddannet klejnsmed og vicevært, arbejdede som montør, da han den 30/6 2011 fik et smæld i lænden ved løft af en generatorhub på ca. 29 kg. Han fortsatte i stillingen på nedsat tid i et arbejdsprøvningsforløb, men blev afskediget pr. 27/9 2013. I december 2011 ansøgte han om helbredsbetingede ydelser, hvorefter selskabet ydede midlertidige ydelser fra karensperiodens udløb til den 1/8 2012, hvor ydelserne blev stoppet med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at hans generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen.

Klageren anfører, at Nordea Liv og Pension løber fra deres ansvar i forhold til den arbejdsskade, han pådrog sig den 30. juni 2011. Han har ikke formået at arbejde på fuld tid siden skaden, hvilket resulterede i afskedigelse den 27. september 2013. Speciallæge vurderer, at han kan fastholdes på arbejdsmarkedet med et job på nedsat tid (3-4 timer dagligt) under hensyntagen til hans ryg.

Selskabet bemærker, at de modtog en erklæring fra forsikrede og en lægeattest fra forsikredes læge den 14. december 2011. Det fremgår, at forsikrede er kommet til skade med ryggen på arbejdet, og at han er sygemeldt på deltid fra den 11. august 2011. Selskabet tilkendte forsikrede præmiefritagelse og halv udbetaling af invalidepension fra karensudløb og en periode frem. Efterfølgende blev forsikrede indkaldt til undersøgelse ved speciallæge i neuromedicin. Selskabet vurderer, at forsikredes generelle erhvervsevne ikke er nedsat med mindst halvdelen, hvorfor forsikrede fra den 1. august 2012 ikke længere har ret til præmiefritagelse og halv udbetaling af invalidepension.

Klageren mener, at Nordea Liv og Pension vælger kun at vægte en del af de lægelige og kommunale oplysninger og overser nogle af de oplysninger, der støtter hans argumenter. Han har ikke fået tilsendt de bilag, Nordea Liv og Pension henviser til i deres svarbrev, hvorfor det er svært at give svar på de konkrete påstande.

Selskabet fastholder, at forsikredes helbredstilstand allerede i maj 2012 er afklaret, hvorfor de fra dette tidspunkt kan vurdere forsikredes generelle erhvervsevne. Samlet set vurderer de ikke, at forsikredes erhvervsevne i ethvert erhverv er nedsat med halvdelen eller mere på grund af helbredsmæssige gener og fastholder, at der ikke ved lægelig eller anden undersøgelse er påvist objektive tegn på, at erhvervsevnen er nedsat i tilstrækkelig grad.

Nævnet finder det efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke på det foreliggende grundlag godtgjort, at klagerens generelle erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen. Nævnet har i sin afgørelse bl.a. lagt vægt på oplysningerne fra det kommunale jobcenter, hvoraf det fremgår, at klageren i perioden mellem oktober 2011 og september 2013 blev arbejdsprøvet på sin arbejdsplads, og at han frem til starten af 2013 var i generatorafdelingen, hvor han også arbejdede før ulykkestilfældet, og ved hjælp af en kombination af generatorarbejde og tillidsmandsfunktioner lykkedes det ham gradvist at trappe sin arbejdsmængde op til 27 ugentlige arbejdstimer i efteråret 2012. Med virkning fra den 22/4 2013 blev han flyttet til virksomhedens lager, hvor han efter anbefaling fra en ergoterapeut fik stillet en række skånerekvisitter til rådighed i form af bl.a. arbejdsstol, stødabsorberende ståmåtte, stødabsorberende fodtøj samt en briks til aflastning, og frem til efteråret 2013 arbejdede han mellem 20 og 27 timer om ugen. Hans arbejdsgiver ønskede ikke at forlænge perioden yderligere bl.a. med henvisning til, at han ikke havde udnyttet sine hjælpemidler tilstrækkeligt, og i visse tilfælde havde fravalgt dem. Klageren er uenig i denne fremstilling, og det er desuden hans opfattelse, at arbejdsgiveren i prøveforløbet pressede ham for hårdt til at komme tilbage på fuld tid.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det af arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring af 15/10 2013 bl.a. fremgår, at klageren har beskrevet sin tilstand som gradvist forværret siden ulykkestilfældet, specielt siden sommeren 2013, hvor han oplevede tre tilfælde af lændehold i løbet af sin sommerferie, og at han synes, at smerterne nu har arbejdet sig lidt længere op i ryggen. Overlægen har endvidere anført, at han betragter klagerens tilstand som stationær, og har desuden vurderet, at der ikke er nogen aktuelle behandlingsmuligheder. Det er overlægens vurdering, at den eneste realistiske måde at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet er i en eller anden form for arbejde på nedsat tid, svarende til 3-4 timer om dagen, hvor der samtidig bliver taget hensyn til at minimere rygbelastningerne, dvs. ingen tunge løft, arbejde i foroverbøjede stillinger og vrid og drej i ryggen.

Endeligt har nævnet lagt vægt på indholdet i neurologisk speciallægeerklæring af 12/1 2015, hvoraf det fremgår, at der er tale om godartede, ikke varige gener, som siden forløftningsuheldet har været betydeligt indgribende i klagers livsfunktion, men som vil kunne bedres betydeligt ved en målrettet, støttet rygstyrkende træningsindsats, at tilstanden ikke er betinget af en varig legemlig skade, og trods den lange varighed fortsat er forenelig med tilbagevenden til arbejdsmarkedet, samt at der er et varigt skånebehov vedrørende enhver form for tung rygbelastende arbejde.

Til trods for, at klageren har en nedsat funktionsevne, finder nævnet det bl.a. på baggrund af det ovenfor anførte ikke bevist, at han ikke ville kunne opretholde en stilling på mere end halv tid, hvis de fornødne skånehensyn iagttages.

Klageren har anført, at et andet forsikringsselskab har anerkendt, at hans erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det indklagede selskab ikke er bundet af et andet selskabs afgørelse, og dette kan derfor ikke føre til et andet resultat.

Som følge heraf får klageren ikke medhold.