Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
En advokat ydede gratis advokatbistand til forældremyndighedsindehaveren i en sag om tvangsfjernelse behandlet i Børn og unge-udvalget. Dommeren, der er medlem af udvalget, fastsatte efterfølgende advokatens salær, jf. den dagældende Serviceloven § 60.
Advokaten klagede på vegne af forældremyndighedsindehaveren over salærfastsættelsen til det sociale nævn. Advokaten argumenterede for, at dommerens afgørelse var af administrativ karakter, og derfor burde være omfattet af den normale klageadgang i det sociale system.
Nævnet afviste at behandle klagen, da der ikke fandtes lovhjemmel for klage over dommerens afgørelser om salærbetaling i serviceloven. Sagen blev indbragt for Ankestyrelsen for at afklare det sociale nævns kompetence til at behandle klager over dommerens salærfastsættelse.
Ankestyrelsen stadfæstede det sociale nævns afgørelse om at afvise at behandle klagen. Ankestyrelsen fastslog, at der ikke var hjemlet klageadgang til hverken nævnet eller Ankestyrelsen over dommerens salærfastsættelse.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at Serviceloven § 60, stk. 5 fastsætter, at salær og godtgørelse for udlæg skal følge de samme regler som i tilfælde med fri proces, jf. retsplejeloven. Det er dommeren i Børn og unge-udvalget, der fastsætter dette salær i henhold til udvalgets forretningsorden.
Ankestyrelsen henviste til de generelle kompetenceregler for de sociale nævn:
Ankestyrelsen henviste endvidere til Retssikkerhedsloven § 44, hvorefter det sociale nævn behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunen i det omfang, det er fastsat i loven.
Dommerens salærfastsættelse er ikke en afgørelse truffet af kommunen. Selvom afgørelser truffet af Børn- og unge-udvalget i henhold til Serviceloven § 123, stk. 1 kan indbringes for Ankestyrelsen, gjaldt denne klageadgang ikke dommerens beslutning om salær.
Konklusionen var, at manglende lovhjemlet klageadgang betød, at klager over salærfastsættelsen alene kunne henvises til anlæggelse af civilt søgsmål ved domstolene.
Social- og BoligministerietNår en borger klager over en kommunal afgørelse på socialområdet, er det Ankestyrelsen, der behandler klagen. Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klagesager i Ankestyrelsen, som ændres, ophæves eller hjemvises.
Social- og BoligministerietLovforslaget introducerer Barnets lov, en ny selvstændig hovedlov, der samler og erstatter de bestemmelser i serviceloven, som vedrører hjælp og støtte til børn og unge med særlige behov. Formålet er at styrke børns rettigheder, sikre en mere fleksibel og børnevenlig sagsbehandling og skabe bedre og mere stabile rammer for udsatte børn og unge.
Loven har et dobbelt formål: at forebygge sociale problemer gennem rådgivning og støtte, og at imødekomme særlige behov som følge af nedsat funktionsevne eller sociale problemer (§ 1). Hjælpen skal sikre, at børn med særlige behov opnår de samme muligheder for udvikling, læring og trivsel som deres jævnaldrende (§ 2).
Når en borger klager over en kommunal afgørelse på socialområdet, er det Ankestyrelsen, der behandler klagen. Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klagesager i Ankestyrelsen, som ændres, ophæves eller hjemvises.
Da Familieretshuset blev oprettet i 2019, var forventningerne høje. Med udgangspunkt i barnets bedste skulle man kunne løse de tvister, der opstår, når familier er i krise og falder fra hinanden. Men resultaterne er desværre trist læsning. Derfor bør vi genoverveje, om vi ikke kan finde bedre løsninger.
Loven fastslår en række grundlæggende rettigheder for barnet (§ 5):
En central nyskabelse er, at børn, der er fyldt 10 år, får partsbeføjelser i en række centrale sager, herunder anbringelse, valg af anbringelsessted og samvær (§ 3). Dette er en nedsættelse fra den tidligere aldersgrænse på 12 år. Loven introducerer også et nyt princip om, at ansvaret for at sikre barnets bedste påhviler de voksne omkring barnet, ikke barnet selv (§ 7).
For at gøre sagsbehandlingen mere proportional med sagens alvor indføres en ny tre-trins model (Kapitel 3):
Denne model erstatter den tidligere regel, hvor en børnefaglig undersøgelse var påkrævet for de fleste typer af støtte.
Loven viderefører en bred vifte af støttemuligheder (Kapitel 4), herunder:
Reglerne for anbringelse uden for hjemmet (Kapitel 5) specificeres, både med (§ 46) og uden samtykke (§ 47). Loven understreger, at kommunen skal vælge det anbringelsessted, der bedst imødekommer barnets behov, med vægt på plejefamilier og på at holde søskende samlet (§ 52). Nye tiltag som støtteperson (§ 53) og venskabsfamilie (§ 54) introduceres for at styrke barnets netværk under anbringelsen.
En væsentlig nyskabelse er muligheden for permanent anbringelse (§ 67). Efter et barn har været anbragt i mindst tre år, kan børne- og ungeudvalget beslutte, at anbringelsen gøres permanent, hvis barnet har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet. Dette kræver ikke, at de oprindelige anbringelsesgrunde stadig er til stede, og formålet er at skabe ro og stabilitet for barnet. Barnet selv (fra 10 år) får ret til at anmode om en permanent anbringelse (§ 68).
Under en anbringelse skal kommunen tilbyde støtte til forældrene med henblik på at løse de problemer, der førte til anbringelsen. Dette skal beskrives i en særskilt forældrehandleplan (§ 77).
Kapitel 8 samler reglerne for hjælp til børn og unge med nedsat funktionsevne og deres familier. Dette omfatter bl.a. dækning af nødvendige merudgifter (§ 86), tabt arbejdsfortjeneste (§ 87) og hjemmetræning (§ 85).
Loven viderefører kravet om en barnets plan (§ 91) eller en ungeplan for unge over 16 år (§ 108), som skal sætte konkrete mål for barnets trivsel og udvikling. Kommunen skal føre løbende opfølgning på alle indsatser (§ 95). For anbragte børn indebærer dette mindst to årlige tilsynsbesøg, hvor der skal føres en samtale med barnet, så vidt muligt uden ansatte fra anbringelsesstedet til stede (§ 156).
Reglerne for ungestøtte (Kapitel 13) til unge i alderen 18-22 år præciseres. Støtten skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse og kan omfatte opretholdelse af anbringelsen (§ 114, § 120) eller en fast kontaktperson (§ 115).
Kommunerne pålægges nye forpligtelser, herunder at udarbejde et beredskab til håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme (§ 15, stk. 3). Desuden skal kommunens hjemmeside have en synlig og børnevenlig indgang for børn og unge (§ 14, stk. 4).
Loven træder i kraft den 1. april 2023, med enkelte bestemmelser der træder i kraft på andre tidspunkter (§ 212). Loven indeholder overgangsbestemmelser, der sikrer, at igangværende sager og eksisterende afgørelser efter serviceloven fortsætter under den nye lov (§ 213).
Dette lovforslag er et følgelovforslag til det samtidigt fremsatte forslag til 'barnets lov'. Formålet er at gennemføre ...
Læs mereBarnets lov er en ny hovedlov, der samler og erstatter de bestemmelser i serviceloven, som vedrører særlig støtte til bø...
Læs mere
