Nye afgørelser fra Højesteret, Sø- og Handelsretten samt Skatterådet understreger vigtigheden af stringens i både aftalegrundlag og selskabsretlige formkrav. Fra andelsboligforeningers ventelister til varemærkekrænkelser og skattefrie fusioner er der markante faldgruber for uforberedte parter.

Dansk erhvervs- og selskabsret er i konstant udvikling, og de seneste måneder har domstolene og de administrative myndigheder truffet flere afgørelser, der trækker klare grænser i praksis. De udvalgte

Nye afgørelser fra Højesteret, Sø- og Handelsretten samt Skatterådet understreger vigtigheden af stringens i både aftalegrundlag og selskabsretlige formkrav. Fra andelsboligforeningers ventelister til varemærkekrænkelser og skattefrie fusioner er der markante faldgruber for uforberedte parter.

Dansk erhvervs- og selskabsret er i konstant udvikling, og de seneste måneder har domstolene og de administrative myndigheder truffet flere afgørelser, der trækker klare grænser i praksis. De udvalgte sager berører fundamentale problemstillinger om, hvem der overhovedet kan påberåbe sig interne foreningsvedtægter, hvornår et varemærkeforbud juridisk set er aktuelt, og hvor nidkært fusionsskattelovens datoregler håndhæves over for regnskabsmæssige fejltrin.

Ventelisterettigheder i andelsboligforeninger

Højesteret har for nylig slået fast, at en person på en ekstern venteliste i en andelsboligforening har selvstændig ret til at påberåbe sig foreningens vedtægter, uanset at vedkommende endnu ikke er medlem. Sagen udspringer af et forløb, hvor et ægtepar, der allerede ejede en andelsbolig sammen, forsøgte at erhverve endnu en andelsbolig i samme forening via den interne venteliste.

Problemet opstod, da parret, benævnt B og C i sagen, købte den nye andel af et dødsbo, hvorefter lejligheden eksklusivt blev overdraget til B. C blev boende i parrets oprindelige bolig. Dette var imidlertid i strid med vedtægternes krav om, at udnyttelse af den interne fortrinsret er betinget af, at den hidtidige andelsbolig frigøres. En ekstern ventelistenoteret, sagsøgeren A, anlagde sag mod foreningen og B for at få andelen overdraget til sig selv med påstand om vedtægtsbrud.

Højesteret kom frem til en yderst principiel anerkendelse af sagsøgers søgsmålskompetence:

"Højesteret finder, at personer på ventelisten derfor kan støtte ret på vedtægternes regler om ventelister og fortrinsret, selv om de ikke er medlemmer af foreningen."

Uanset at andelsboligforeningen beviseligt havde handlet i strid med egne vedtægter ved at godkende handlen uden krav om frigørelse af den første lejlighed, fik A dog ikke medhold i at have et juridisk krav på at overtage boligen. Retten henviste til den almindelige civilretlige bevisbyrde. Det var nemlig ikke godtgjort, at de fire foranstående personer på den eksterne venteliste rent faktisk ville have takket nej til tilbuddet. A blev dog fritaget for at betale sagsomkostninger til andelsboligforeningen i medfør af Retsplejeloven § 387 henset til foreningens overtrædelse, men skulle betale omkostninger til køberen B med forrentning efter Renteloven § 8a.

Læs mere her: Lovguiden – Ikke-andelshaver på ekstern venteliste kunne påberåbe sig andelsboligforeningens vedtægter om fortrinsret

Manglende forbudsretlig aktualitet i varemærkesag

Et andet spændingsfelt i krydsfeltet mellem erhvervsdrift og immaterielle rettigheder blev for nylig behandlet i Sø- og Handelsretten. Her forsøgte den store danske modekoncern DK Company A/S at nedlægge et midlertidigt forbud mod det norske holdingselskab Zuccarello AS, der er ejet af en kendt ishockeyspiller. Sagen omhandlede brugen af varemærket Wardrobe Essentials, som angiveligt krænkede DK Companys indarbejdede mærker My Essential Wardrobe og figurmærket W. DK Company henviste blandt andet til Markedsføringsloven § 3, stk. 1 samt Markedsføringsloven § 22 for at beskytte deres position i markedet mod snyltning.

Afgørelsen belyser de strenge procesretlige krav, der gælder for midlertidige forbud efter de generelle fogedretlige regler i Retsplejeloven § 413. Zuccarello AS var blevet stævnet alene fordi selskabet rent formelt havde fungeret som indehaver af varemærkeansøgningen af "praktiske årsager", inden selve driftsselskabet bag det nye tøjmærke var blevet stiftet. Selv om retten isoleret set fandt det sandsynliggjort, at der var sket en krænkelse ved lanceringen af tøjmærket på en modemesse i København efter Varemærkeloven § 4, stk. 2, faldt sagen på en teknikalitet: Betingelsen for forbudsretlig aktualitet var ikke opfyldt over for netop Zuccarello AS.

Retten frifandt dermed den norske sagsøgte og udtalte i kendelsen:

"...det ikke er sandsynliggjort, at Zuccarello AS, der er beskæftiget med investeringer i fast ejendom, aktuelt bruger eller har planer om inden for et kortere tidsrum at bruge varemærket Wardrobe Essentials."

Afgørelsen er en løftet pegefinger til rettighedshavere. Processuelle indgreb reguleret i Retsplejeloven § 414, stk. 1 samt kravet om udførlig sagsfremstilling i Retsplejeloven § 348, stk. 2 jf. Retsplejeloven § 416, forudsætter simpelthen, at sagsøger retter sit skyts mod det rette selskab, som enten er i færd med eller har overhængende planer om at begå krænkelser. Vælger man forkert, er sagsomkostningerne dyre; DK Company måtte trods de beskyttelsesværdige varemærkeinteresser betale en kvart million kroner til modparten.

Læs mere her: Lovguiden – DK Company A/S mod Zuccarello AS – Midlertidigt forbud nægtet: Varemærket Wardrobe Essentials og manglende forbudsretlig aktualitet

Fusionsskattelovens strenge datokrav

Et tredje område, der konsekvent trækker overskrifter for sine rigide formalia, er beskatning ved selskabsomstruktureringer. I en ny bindende afgørelse fra Skatterådet har en skattefri fusion lidt endeligt skibbrud, fordi der var sløset med den selskabsretlige fusionsdato i dokumenterne. Reglerne om skattefri fusion stiller ufravigelige krav til fusionsdatoen for systematisk at forhindre utilsigtede skattefordele mellem indkomstperioder.

Sagen udsprang af et velkendt M&A-forløb, hvor et nyligt opkøbt selskab skulle fusioneres ind i koncernens eksisterende driftsselskab. Hovedreglen i Fusionsskatteloven § 5, stk. 1 kræver ret entydigt, at fusionsdatoen skal være sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår. Som en konsekvens af koncernskiftet trådte en undtagelse i lovens stk. 3 i kraft for det indskydende selskab, som dermed skulle anvende tidspunktet for etableringen af den nye koncernforbindelse som fusionsdato. Dette udspringer af kravet om delopgørelse i Selskabsskatteloven § 31, stk. 5 ved etablering af en koncernforbindelse, jf. Selskabsskatteloven § 31 C.

Fejlen bestod i, at den selskabsretlige fusionsplan, som uigenkaldeligt var anmeldt til Erhvervsstyrelsen, lod det modtagende selskabs fusionsdato falde sammen med kontroltidspunktet frem for den lovpligtige regnskabsmæssige skæringsdato. Selskabet forsøgte febrilsk at reparere fejlen ved at korrigere årsrapporten i det efterfølgende regnskabsår for derved at få datoerne til at passe.

Skatterådet var dog ubøjeligt og påpegede tørt, at en regnskabsteknisk korrektion aldrig kan tillægges selskabsretlig virkning over for en allerede fastlåst registrering. Rådet henviste desuden til, at muligheden for dispensation ifølge Fusionsskatteloven § 6, stk. 5 kræver overholdelse af netop de fundamentale datoregler:

"Den selskabsretlige fusionsdato er uændret [den pågældende dato] 202X for dette selskab. Det forhold, at selskaberne inter partes har behandlet fusionen som en skattefri fusion er ligeledes uden betydning."

Læs mere her: Lovguiden – Skattefri fusion afvist: Fusionsdato for modtagende selskab opfyldte ikke krav om sammenfald med regnskabsårets skæringsdato

Faldgruber på tværs af retsområderne

Sagerne illustrerer en markant rød tråd gennem landets rets- og myndighedsinstanser: Regler om formkrav og rette parter er ufravigelige størrelser.

Hvad enten striden står om besiddelse af fast ejendom på Vesterbro i København, rettigheden til brugen af det engelske ord for tøjgarderobe på modeuger, eller formkrav til de store selskabstransaktioner, er tilgangen streng. Et sagsanlæg mod det forkerte driftsselskab eller et uopmærksomt datovalg i en fusionsplan vil lede til prompte afvisninger ved domstolene, uagtet hvor velbegrundet den underliggende hensigt måtte have været. Rådgivere og ledelser efterlades dermed med et uomtvisteligt ansvar for at kvalitetssikre selve de underliggende formalia, længe før en given transaktion overhovedet føres ud i livet.