Selv med autokratiske regimer omkring bordet har UNESCO sin berettigelse

UNESCO markerer sit 80-års jubilæum i en tid præget af dyb geopolitisk splittelse og fremmarch for autokratiske regimer. Selvom det internationale samarbejde er under pres, understreger forpersonen for den danske UNESCO-nationalkommission, Christine Antorini, nødvendigheden af fortsat dansk deltagelse for at forsvare grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske værdier.

Udfordringer fra autokratiske stater

Organisationen oplever i stigende grad, at autoritære lande som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea forsøger at infiltrere og præge dagsordenen. Disse nationer benytter ofte en retorik om menneskerettigheder og ytringsfrihed i internationale fora, som står i skarp kontrast til deres ageren på hjemmefronten.

• Økonomisk pres: Efter USA's udtræden er budgettet under pres, hvilket har ført til en øget afhængighed af frivillige, øremærkede bidrag fra enkelte medlemslande.
• Politisk indflydelse: Velorganiserede autokratier arbejder målrettet på at få valgt repræsentanter ind i styrende organer og arbejdsgrupper.

Uddannelse og kulturarv som fundament

UNESCO's arbejde rækker langt ud over de kendte verdensarvssteder. Organisationen fungerer som en central aktør for global uddannelse og beskyttelse af journalisters og forskeres ytringsfrihed. Et aktuelt eksempel på organisationens relevans er indsatsen i konfliktzoner som Gaza.

Dr. Ali Zidan Abu Zuhri

»Israels hær har ikke blot ødelagt alle bygninger, men også knust murbrokkerne til støv, så byen ikke længere har genkendelige træk – ingen huse, ingen veje, ingen skoler, ingen hospitaler.«

Ifølge repræsentanter fra Palæstina er over 90 procent af skolerne i Gaza ødelagt, hvilket har frataget hundredtusindvis af børn deres ret til uddannelse. UNESCO støtter her programmer, der sikrer skolegang i kriseområder.

Dansk engagement og strategisk betydning

For Danmark er UNESCO-samarbejdet afgørende, både kulturelt og politisk. Rigsfællesskabet tæller nu 12 verdensarvssteder, 87 verdensmålsskoler samt adskillige geoparker og biosfæreområder.

Ved at indgå i et tæt nordisk samarbejde kan Danmark agere som en modvægt til de totalitære kræfter. Konklusionen er klar: At forlade forhandlingsbordet ville svare til at overlade den globale scene til regimer, der modarbejder de rettigheder, UNESCO er sat i verden for at beskytte. Multilateralt samarbejde ses ikke som en luksus, men som en nødvendig strategi for langsigtet stabilitet og demokratisk udvikling.