Det fremgår af § 1, stk. 1, i taxibekendtgørelsen, at ved erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og offentlig servicetrafik) forstås kørsel i et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af højst 9 personer føreren medregnet,
med personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføre,
som udføres mod vederlag, idet godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger, fx udgifter til benzin eller olie, ikke anses som vederlag, eller
som udgør den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål.
Det fremgår endvidere af taxibekendtgørelsens § 1, stk. 5, at samkørselsarrangementer og kørsel ved benyttelse af køretøjer tilknyttet delebilsordninger ikke anses som erhvervsmæssig personbefordring, såfremt der alene ydes godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger.
Det foreslås i stk. 1, at denne lov skal gælde for erhvervsmæssig persontransport i dansk indregistrerede biler, der er indrettet til transport af højst 9 personer, inklusive chaufføren, hvor kørslen udføres for at opnå en fortjeneste.
Den foreslåede definition af erhvervsmæssig persontransport erstatter den tidligere definition i taxibekendtgørelsens § 1, stk. 1. Der er tale om en forenkling af definitionen, idet det fremover alene er afgørende, om en given kørsel udføres med henblik på at opnå en fortjeneste. De tidligere krav om, at der skal være tale om befordring af personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører kørslen, samt at befordringen skal udgøre den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål, er fjernet. Til gengæld er det tidligere vederlagskrav afløst af kravet om, at kørslen udføres for at opnå en fortjeneste.
Fortjeneste ved kørsel foreligger, når betalingen for kørslen overstiger de med kørslen direkte forbundne omkostninger.
Fortjenesten skal således dække alle omkostninger forbundet med kørslen, herunder også dække lønomkostninger og lignende samt afskrivninger på bilen og øvrigt udstyr m.v.
Det er således formålet om at opnå fortjeneste ved en kørsel, der er afgørende for, om der er tale om erhvervsmæssig persontransport, som kræver tilladelse. I modsætning hertil defineres samkørsel ved, at der alene må ydes godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostningerne, jf. bemærkningerne til stk. 2, nedenfor.
For at opnå fortjeneste ved kørslen skal der ske en betaling for kørslen. Ved betaling forstås enten en direkte betaling for den udførte kørsel eller en indirekte betaling, fx i form af en samlet betaling for kørslen samt for en anden ydelse, hvor kørslen er en accessorisk ydelse i forhold til den købte (hoved)ydelse. Det kan fx være i forbindelse med køb af et hotelophold, hvor kørsel til og fra lufthavnen, er en del af en samlet pakke. En sådan kørsel er erhvervsmæssig persontransport, idet der indirekte betales for kørslen. Hotellers kørsel med gæster og andre ydelser, som omfatter udførelse af persontransport, betragtes således som erhvervsmæssig persontransport, der kræver tilladelse. Tilsvarende vil fx kørsel med en pakke og lignende, hvor der samtidig er en person, der transporteres med bilen, ligeledes blive betragtet som erhvervsmæssig persontransport, der kræver tilladelse, hvis betalingen for kørslen overstiger de med kørslen direkte forbundne omkostninger. Det er uden betydning, hvorvidt betaling for udført persontransport udtrykkeligt fremgår af en faktura for et engagement. Det afgørende er, om persontransport rent faktisk indgår som en del af engagementet.
Derimod vil der ikke være tale om erhvervsmæssig persontransport og dermed tilladelsespligtig kørsel, såfremt kørslen er en integreret del af en ydelse, som foregår på områder, der ikke er tilgængelige for almindelig færdsel, fx kørsel på et lukket område med en begrænset personkreds, såsom kørsel i forlystelsesparker, dyreparker, inden for et aflukket lufthavnsområde m.v. Sådanne former for integreret kørsel, der ikke udføres i konkurrence med den øvrige persontransport, er i modsætning til fx kørsel til og fra hoteller ikke erhvervsmæssig persontransport.
Der er heller ikke tale om erhvervsmæssig persontransport, såfremt der er tale om kørsel, som en hjælper udfører for en borger som led i borgerstyret personlig assistance efter § 96 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 17. august 2017, eller andre ordninger efter serviceloven eller øvrig lovgivning, hvor der indgår hjælp til færden uden for hjemmet.
Kørsel i privat regi, hvor der ikke betales for kørslen, er ikke erhvervsmæssig persontransport.
Privat kørsel kan udføres både af privatpersoner, virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder, fx den kørsel der foregår med familie, venner og bekendte, eller kørsel i biler, som en virksomhed stiller til rådighed for dennes medarbejderes udførelse af deres arbejde. Fx den kommunale hjemmehjælper, der kører til klienterne i kommunens bil, eller en sælger, der kører i firmaets bil til kunderne. Det kan også være en situation, hvor fx et plejehjem ejer en bil, og en af de ansatte kører beboerne til private aktiviteter.
Det foreslås i stk. 2, at samkørsel ikke anses som erhvervsmæssig persontransport, såfremt der alene ydes godtgørelse for omkostninger, der er direkte forbundne med kørslen. Samkørsel er således tilladelsesfri kørsel. Ved direkte forbundne omkostninger ved en kørsel forstås passagerens andel af udgifterne til brændstof, løbende vedligeholdelse, slid på dæk og serviceeftersyn m.v. og eventuel broafgift, færgeoverfart og lignende.
Den foreslåede bestemmelse afløser bestemmelsen i § 1, stk. 5, i taxibekendtgørelsen, hvor der anvendes betegnelsen samkørselsarrangementer, og hvor der ligeledes stilles krav om, at der alene ydes godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger.
Der er således ikke tale om en ændring af definitionen af samkørsel, men der henvises nu til de gældende skatteregler for en nærmere afgrænsning af, hvilke omkostninger, der kan medregnes, uden at der bliver tale om en betaling, der vil medføre en fortjeneste for chaufføren.
Ved samkørsel forstås, at to eller flere personer, der skal samme vej, kører i samme bil og deler transportudgifterne. Det anses også for samkørsel, når en passager sættes af eller stiger på i løbet af køreturen, også selv om dette måtte føre til en mindre afvigelse fra førerens rute. Det er således ikke et krav, at føreren og passagererne starter turen samme sted eller har samme slutdestination.
De beløb, som bilejeren modtager fra en passager i forbindelse med samkørsel til dækning af passagerens andel af udgifterne til brændstof, løbende vedligeholdelse, slid på dæk og serviceeftersyn m.v. og eventuel broafgift, færgeoverfart og lignende, er skattefri, da betalingerne ikke kan anses for indkomst i skatteretlig forstand, men derimod skyldes, at bilejeren og passageren deler nogle fælles udgifter. Der henvises til de til enhver tid gældende skatteregler om samkørsel.
Overstiger passagerens betaling for kørslen dennes andel af de ovennævnte omkostninger, anses kørslen som erhvervsmæssig persontransport og kræver dermed tilladelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.
Efter den gældende taxilovs § 1, stk. 2, kan erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet, alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af transport-, bygnings- og boligministeren.
Der er på nuværende tidspunkt indgået aftaler, der giver adgang til at udføre grænseoverskridende taxikørsel mellem Danmark og Tyskland og mellem Danmark og Sverige samt kørsel i transit gennem de nævnte lande.
Overenskomst af 22. september 1981 med Norge, Sverige og Forbundsrepublikken Tyskland om internationale transporter ad landevej giver danske og tyske taxier adgang til at befordre passagerer ind i eller gennem det andet land. Aftalen giver endvidere adgang til at optage passagerer i det andet land, når aftalen om transport er indgået, før passagererne er ankommet til det andet land. Som optagelse af passagerer i det andet land anses ikke afhentning af passagerer, som samme dag er blevet bragt til det andet land af samme transportudøver.
Ifølge overenskomst af 3. marts 2000 mellem Kongeriget Danmarks regering og Kongeriget Sveriges regering, som er revideret den 17. juni 2002, har danske og svenske taxier adgang til at køre ind i eller gennem det andet land. Aftalen giver endvidere svenske taxier adgang til at optage passagerer ved særligt oprettede holdepladser i Københavns Lufthavn, Kastrup, til transport til Sverige, ligesom danske taxier har adgang til at optage passagerer ved særligt oprettede holdepladser i Sturup Lufthavn til transport til Danmark. Aftalen giver endelig danske og svenske taxier adgang til efter forudgående aftale at optage passagerer uden for de særligt oprettede holdepladser til transport til taxiens hjemland.
Der foreligger ikke internationale aftaler, der giver udenlandsk indregistrerede biler adgang til at udføre erhvervsmæssig persontransport med begyndelses- og afslutningspunkt i Danmark (cabotagekørsel).
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsmæssig persontransport, der udføres over landets grænser med udenlandsk indregistrerede biler, alene kan udføres i henhold til international aftale.
Den foreslåede bestemmelse afløser den tilsvarende bestemmelse i § 1, stk. 2, i den gældende taxilov.
Den foreslåede bestemmelse bygger således på, at udførelse af international erhvervsmæssig persontransport kan reguleres på grundlag af internationale aftaler.
Det foreslås i stk. 2, at transport-, bygnings- og boligministeren kan tillade, at større kørselsarrangementer i forbindelse med ekstraordinært store, internationale begivenheder, som ikke kan dækkes af biler omfattet af loven, udføres med udenlandsk indregistrerede biler uden tilladelse efter § 3.
Der er tale om ny bestemmelse, og formålet med bestemmelsen er at sikre et tilstrækkeligt antal biler med henblik på at kunne afvikle ekstraordinært stor efterspørgsel på persontransport, som ikke kan dækkes med biler omfattet af dette lovforslag.
Bestemmelsen vil kun finde anvendelse i helt særlige situationer, hvor en stor international begivenhed, finder sted i Danmark, fx OL eller FN’s klimakonference og lignende. Hvis Danmark måtte blive vært ved et sådant arrangement, og det vurderes, at kørselsbehovet ikke vil kunne dækkes af biler, der har en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, vil transport-, bygnings- og boligministeren kunne tillade, at kørsel i forbindelse med det pågældende arrangement udføres med udenlandsk indregistrerede biler.
Det skal bemærkes, at de internationale aftaler efter stk. 1 og tilladelser efter stk. 2 kun angår relationerne til denne lov. Derudover kræves tillige en tilladelse fra SKAT i henhold § 25 i bekendtgørelse nr. 599 af 31. maj 2017 om registrering af køretøjer, hvorefter SKAT kan tillade, at en person med bopæl her i landet fører en registreret udenlandsk bil på færdselslovens område i op til 6 uger i forbindelse med statsbesøg, store internationale begivenheder og lignende. Tilladelsen fra SKAT skal medbringes under kørslen på færdselslovens område og skal efter anmodning vises til politiet eller til SKAT.
Det foreslås i stk. 3, at transport-, bygnings- og boligministeren kan tillade, at biler, omfattet af stk. 2, føres af personer uden et chaufførkort efter § 7.
Efter den gældende taxilovs § 1, stk. 1, kræves der tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring i biler indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet. Den gældende lov opererer med tilladelser til taxi-, limousine- og sygetransportkørsel samt til offentlig servicetrafik.
Det foreslås i stk.1, at der kræves tilladelse til at udføre erhvervsmæssig persontransport i biler. Tilladelsen kan bruges til alle former for erhvervsmæssig persontransport i biler overalt i Danmark og i udlandet i de tilfælde, hvor der er indgået international aftale herom, jf. bemærkninger til § 2.
Ligesom det er tilfældet i den gældende taxilov, kræves der i lovforslaget tilladelse til udførelse af erhvervsmæssig persontransport. Lovforslaget indebærer imidlertid i forhold den gældende lov en forenkling, idet der i lovforslaget opereres med én tilladelsestype, der giver adgang til at udføre forskellige former for erhvervsmæssig persontransport, mens der i den gældende lov er fire forskellige typer af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport.
Tilladelser til taxi-, limousine- og sygetransportkørsel udstedes i henhold til § 2, stk. 1, i den gældende taxilov af kommunalbestyrelserne i det område, hvor kørslen skal foregå. I Region Hovedstaden, som omfatter alle kommuner i regionen bortset fra Bornholms Regionskommune, udstedes tilladelser af Taxinævnet i Region Hovedstaden. Tilladelser til offentlig servicetrafik udstedes ifølge § 2, stk. 5, i den gældende taxilov af Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen.
Ifølge § 3, stk. 1, i den gældende taxilov kan taxi- og limousinekørsel alene udføres i personligt regi. Sygetransport og offentlig servicetrafik kan derimod ifølge § 4 i den gældende taxilov udføres af såvel personligt drevne virksomheder som af selskaber med begrænset ansvar, fonde, foreninger m.v. og af offentlige myndigheder.
Det foreslås i stk. 2, at tilladelse til erhvervsmæssig persontransport efter ansøgning udstedes af transport-, bygnings- og boligministeren til virksomheder, som opfylder nærmere fastsatte krav, jf. nedenfor.
Ved virksomhed forstås i denne lov alle former for virksomheder, dvs. enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber, kommanditselskaber, andelsselskaber samt andre selskaber og foreninger med begrænset ansvar, iværksætterselskaber, anpartsselskaber, aktieselskaber eller lignende samt offentlige myndigheder og offentlige virksomheder. Virksomhedsbegrebet skal således forstås bredest muligt.
I modsætning til den gældende taxilov vil vognmandvirksomheder og limousinevirksomheder med den foreslåede bestemmelse kunne drives i selskabsform. I den gældende taxilov er der krav om, at virksomheder, som drives i selskabsform, skal have en ansvarlig leder.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at en virksomhed skal have en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens drift, og som skal opfylde nærmere fastsatte krav, jf. stk. 3.
Den ansvarlige leder forestår den daglige drift af virksomheden og tegner med godkendelsen som ansvarlig leder virksomheden over for den tilladelsesudstedende myndighed.
Ansøgere af tilladelser skal i henhold til § 3, stk. 1, nr. 1, i den gældende taxilov have bopæl her i landet.
Bopæl i EU eller i EØS- området er ifølge § 9 i taxibekendtgørelsen sidestillet med bopæl i Danmark.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at virksomheden skal have en ejerkreds, som har bopæl i EU eller EØS. Ved indgivelse af en ansøgning, skal der således afgives oplysninger om, hvor ejerkredsen har bopæl. Der sikres således mulighed for at føre tilsyn med personer med væsentlige interesser samt bestyrelses- og direktionsmedlemmer, jf. § 3, stk. 6, i virksomheder, som drives i selskabsform.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at den ansøgende virksomhed har fast forretningssted på dansk område. Det vil være et krav, at en ansøger er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) og har et aktivt CVR-nummer.
Ansøgere af tilladelser må ifølge § 3, stk. 1, nr. 3, i den gældende taxilov ikke være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at den ansøgende virksomhed ikke må være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs. Kravet er en videreførelse af kravet i den gældende taxilovs § 3, stk. 1, nr. 3.
Ansøgere af tilladelser må i henhold til § 3, stk. 1, nr. 4, i den gældende taxilov ikke have en betydelig forfalden gæld til det offentlige. Ved betydelig forfalden gæld til det offentlige forstås i henhold til § 4, stk. 3, i taxibekendtgørelsen forfalden gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. eller derover.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at virksomheden ikke må have forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.
I modsætning til den gældende taxilov foreslås der fastsat en beløbsgrænse i bestemmelsen. Den samme beløbsgrænse findes i lov om buskørsel og i lov om godskørsel.
Det er ikke afgørende, om gælden vedrører en tidligere virksomhed eller fra et ansættelsesforhold. Al gæld til det offentlige - uanset baggrunden for gælden - indgår i vurderingen af, om kravet kan anses for opfyldt.
Ansøgere af tilladelser skal i henhold til § 3, stk. 1, nr. 5, i den gældende taxilov have et økonomisk grundlag for at drive virksomhed forretningsmæssigt forsvarligt. Det er fastsat i § 4, stk. 1, i taxibekendtgørelsen at ansøgere af tilladelser skal have en egenkapital på i alt mindst 50.000 kr. for den første tilladelse og 25.000 kr. for hver yderligere tilladelse.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at den ansøgende virksomhed skal have en egenkapital på mindst 40.000 kr. for den første tilladelse. Ved ansøgning om yderligere tilladelser forhøjes beløbet med 20.000 kr. for hver yderligere tilladelse.
Nedsættelsen af beløbsgrænserne er en del af den politiske aftale om modernisering af taxiloven.
Hvis ansøgeren har egne kontante midler, skal kravet dokumenteres opfyldt ved en erklæring fra en registreret eller statsautoriseret revisor, ved en åbningsbalance eller ved et årsregnskab revideret eller gennemgået af en statsautoriseret eller registreret revisor. Der kan også stilles en sikkerhed svarende til det fastsatte krav til kapital af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab.
Ansøgere af tilladelser skal i henhold til § 3, stk. 1, nr. 7, 2. led, i den gældende taxilov gøre det antageligt, at de vil kunne udøve virksomheden forsvarligt og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 7, at virksomheden skal sandsynliggøre, at virksomheden udøves på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Der er tale om videreførelse af gældende taxilovs § 3, stk. 1, nr. 7, 2. led.
Kravet om ”god skik inden for branchen” indebærer, at personkredsen bag virksomheden skal kunne leve op til branchens gældende regler og kutymer for god, sædvanlig og faglig kompetent drift af virksomhed.
Den ansøgende virksomhed skal sandsynliggøre, at den kan udføre virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Vurderingen kan udover eventuelle bøder eller fængselsstraffe omfatte oplysninger, hvor der er tale om forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, og forhold hvor ansøgeren i tidligere virksomhed har tilsidesat hensynet til sine kunder. Der kan endvidere tages hensyn til oplysninger om omstændighederne ved tidligere konkurser og rekonstruktionsbehandlinger.
Kravet om at kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen er således ikke begrænset til at omfatte forhold, hvor en ansøger har været uhæderlig, men omfatter også tilfælde, hvor en ansøger i sin tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne til at drive virksomheden økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt.
Vurderingen af evnen til at udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen kan også omfatte eventuelle oplysninger om, at en ansøger tidligere har udført erhvervsmæssig kørsel omfattet af denne lov eller af bus- og godskørselsloven uden at have haft tilladelse hertil.
I § 4, stk. 2, i den gældende taxilov er der krav om, at virksomheder, som drives i selskabsform, skal have en godkendt ansvarlig leder.
Det foreslås i stk. 3, at godkendelse som ansvarlig leder er betinget af, at vedkommende opfylder en række nærmere fastsatte krav, jf. nedenfor.
Ansøgere af tilladelser skal i henhold til § 3, stk. 1, nr. 1, i den gældende taxilov have bopæl her i landet. Bopæl i EU eller i EØS-området er ifølge § 9 i taxibekendtgørelsen sidestillet med bopæl i Danmark.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at den ansvarlige leder skal have bopæl i EU eller i EØS. Dette sikrer, at EU- retlige regler om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke krænkes.
Ansøgere af tilladelser i henhold til § 3, stk. 1, nr. 2, i den gældende taxilov skal være myndige og må ikke være under værge- eller under samværgemål.
Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at den ansvarlige leder skal være myndig og ikke må være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Kravet er en videreførelse af kravet i den gældende taxilovs § 3, stk. 1, nr. 2.
Grundlaget for bestemmelsen er, at personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7, ikke bør godkendes som ansvarlig leder af en virksomhed med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport. Baggrunden er, at personer, der er under værgemål, ikke er fuldt ud i stand til at tage vare på deres egne anliggender. De skal således heller ikke have adgang til at udøve et erhverv, hvortil der kræves tilladelse eller godkendelse.
Ansøgere, der er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs, kan ifølge § 3, stk. 1, nr. 3, i den gældende taxilov ikke godkendes som ansvarlige ledere.
Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at den ansvarlige leder ikke må være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs.
Kravet er en videreførelse af kravet i den gældende taxilovs § 3, stk. 1, nr. 3.
Ansøgere med en betydelig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, kan i henhold til § 4, stk. 3 i taxibekendtgørelsen ikke godkendes som ansvarlige ledere.
Det foreslås i stk. 3, nr. 4, at den ansvarlige leder ikke må have forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.
Det er ikke afgørende, om gælden vedrører en tidligere virksomhed eller fra et ansættelsesforhold. Al gæld til det offentlige - uanset baggrunden for gælden - indgår i vurderingen af, om kravet kan anses for opfyldt.
Ansøgere af tilladelser må i henhold til § 3, stk. 1, nr. 6, i den gældende taxilov, ikke være dømt for strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, nr. 5, at den ansvarlige leder ikke må være dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. straffelovens § 78, stk. 2.
Virksomheder, der fungerer på grundlag af tilladelser i henhold til den gældende lov, er typisk mindre virksomheder med ingen eller få ansatte chauffører. Det antages, at virksomhedsstrukturen på området også fremover vil være præget af mange mindre virksomheder. Bestemmelsen om den ansvarlige leders vandelsforhold bør derfor både omfatte adfærd i forbindelse med udførelse af kørsel og adfærd i forbindelse med ledelsen af en virksomhed.
På grundlag af hensynet til at passagerer trygt skal kunne lade sig transportere i biler, der fungerer på grundlag af tilladelser i denne lov, uden at skulle bekymre sig om deres personlige sikkerhed, bør det navnlig indgå i vurderingen, hvorvidt det strafbare forhold er omfattet af gerningsindholdet i straffelovens bestemmelser i kapitel 24 om seksualforbrydelser, kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme og kapitel 28 om formueforbrydelser.
Hvis det strafbare forhold er begået i forbindelse med udøvelse af erhvervsmæssig persontransport, kan der således blive tale om at afslå en ansøgning om godkendelse som ansvarlig leder.
Ansøgere af tilladelser i henhold til § 3, stk. 1, nr. 7, 2. led, i den gældende taxilov skal kunne gøre det antageligt, at de vil udøve denne forsvarligt og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Det foreslås i stk. 3, nr. 6, at den ansvarlige leder skal kunne sandsynliggøre, at vedkommende kan udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Der er tale om videreførelse af gældende taxilovs § 3, stk. 1, nr. 7, 2. led.
Det skal vurderes, om en overtrædelse er af en sådan karakter, at det må antages, at den ansvarlige leder ikke vil kunne udøve sit erhverv i overensstemmelse med god skik inden for branchen, og at godkendelse derfor skal nægtes.
Kravet om ”god skik inden for branchen” indebærer, at den ansvarlige leder skal kunne leve op til branchens gældende regler og kutymer for god, sædvanlig og faglig kompetent drift af virksomhed.
Den ansvarlige leder skal sandsynliggøre, at vedkommende kan udføre virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Vurderingen kan udover eventuelle bøder og fængselsstraffe omfatte oplysninger, hvor der er tale om forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, og forhold hvor den ansvarlige i tidligere virksomhed har tilsidesat hensynet til passagerer. Der kan endvidere tages hensyn til oplysninger om omstændighederne ved tidligere konkurser og rekonstruktionsbehandlinger.
Kravet om at kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen er således ikke begrænset til at omfatte forhold, hvor den ansvarlige leder har været uhæderlig, men omfatter også tilfælde, hvor den pågældende i en tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne til at drive virksomheden økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt.
Vurderingen af evnen til at udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen kan også omfatte eventuelle oplysninger om, at en ansøger tidligere har udført erhvervsmæssig kørsel omfattet af denne lov, den gældende taxilov eller af bus- og godskørselsloven uden at have haft tilladelse hertil.
Efter den gældende taxilov kan taxi- og limousinekørsel kun udføres i personligt regi. Sygetransport og offentlig servicetrafik kan i henhold den gældende taxilov udføres af såvel personligt drevne virksomheder som selskaber med begrænset ansvar, fonde, foreninger m.v. og offentlige myndigheder. Virksomheder, der udfører sygetransport og offentlig servicetrafik i selskabsform, skal efter den gældende lov have en godkendt ansvarlig leder.
Det foreslås i stk. 4, at hvis en virksomhed drives som en personligt ejet virksomhed skal den ansvarlige leder være virksomhedsejeren.
Virksomhedsejere af personligt ejede virksomheder skal således opfylde de krav, der stilles til den ansvarlige leder i selskaber, jf. stk. 3, nr. 1-6 ovenfor. Det vil sige, at virksomhedsejeren skal have bopæl i EU eller EØS, virksomhedsejeren skal være myndig og må ikke være under værgemål eller samværgemål, virksomhedsejeren må ikke være dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for virksomheden og endelig skal virksomhedsejeren sandsynliggøre, at denne kan udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Afslag på at udstede tilladelse i henhold til den gældende taxilov, der er begrundet i, at ansøgeren ikke opfylder vandelskravet i henhold til § 3, stk. 2, nr. 6, kan i henhold til § 3, stk. 3, efter begæring af ansøgeren eller den tilladelsesudstedende myndighed indbringes for domstolene af anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3, hvor sagen skal behandles i strafferetsplejens former.
Det foreslås i stk. 5, at afslag på tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke opfylder vandelskravet i stk. 3, nr. 5, på begæring af ansøgeren skal kunne indbringes for domstolene af anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen skal i henhold til retsplejeloven behandles i strafferetsplejens former.
Der er tale om en videreførelse af kravet i § 3, stk. 3, i den gældende taxilov.
Det foreslås i stk. 6, at der ved vurderingen af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder de fastsatte betingelser, kan indgå oplysninger om, hvorvidt medlemmer af bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlige interesser inden for selskabet inden for de seneste 5 år er blevet nægtet godkendelse som ansvarlig leder eller har fået tilbagekaldt en godkendelse som ansvarlig leder af en virksomhed i henhold til denne lov, lov om buskørsel, lov om godskørsel eller forskrifter fastsat i medfør heraf eller har været godkendt som ansvarlig leder i eller har haft væsentlige interesser i en virksomhed godkendt i medfør af denne lov, i en bus- eller en godskørselsvirksomhed, der inden for de seneste 5 år er blevet nægtet udstedelse af eller har fået tilbagekaldt en tilladelse i medfør af bestemmelser i denne lov, lov om buskørsel, lov om godskørsel eller forskrifter fastsat i medfør heraf, har overtrådt bestemmelser nævnt i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov, eller har haft økonomiske vanskeligheder, som kan tilskrives forhold, som de pågældende var ansvarlige for.
Der er tale om en ny bestemmelse. Tilsvarende bestemmelse findes i bus- og godsloven.
Oplysninger om forløb, hvor personkredsen bag den ansøgende virksomhed tidligere har haft ansvaret for driften af en virksomhed, eller oplysninger om forløb, hvor denne i væsentlig grad har haft bestemmende indflydelse på driften af en tidligere virksomhed i henhold til denne lov, lov om buskørsel og lov om godskørsel, kan således indgå i vurderingen. Personkredsen bag en virksomhed, som i tidligere virksomhed har udvist en ringe grad af faglige kvalifikationer og manglende evne til at drive virksomhed forretningsmæssigt forsvarligt, vil således kunne anses som værende ude af stand til at drive vognmands- eller kørselskontorvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Dette vil i givet fald kunne danne grundlag for afslag på udstedelse af tilladelse til erhvervsmæssig persontransport.
Det foreslås i stk. 7, at ansøgning om tilladelse skal indgives til transport-, bygnings- og boligministeren digitalt ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som ministeren stiller til rådighed.
Der er tale om en ny bestemmelse.
Forslaget medfører, at det bliver et krav, at ansøgningen indgives digitalt. Hvis ansøgningen ikke indgives ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, vil den som udgangspunkt blive afvist af transport-, bygnings- og boligministeren. Skematvangen fraviges, såfremt den digitale selvbetjeningsløsning er ude af drift.
Kravet om, at ansøgningen skal indgives digitalt, medfører ikke, at alle bilag til ansøgningen også skal indgives digitalt. Det vil fremgå af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter der kan eller skal indgives digitalt, herunder hvilke dokumenter der kan indgives på anden måde, eller som skal fremlægges i et særligt format m.v.
Sikkerheden ved den digitale selvbetjeningsløsning vil leve op til de krav, som gælder for den offentlige forvaltning efter sikkerhedsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, og persondataloven vil blive iagttaget i sin helhed.
Det foreslås i stk. 8, at tilladelsen kun kan benyttes til kørsel med én bil ad gangen, og tilladelsesindehaveren skal være registreret som bruger af bilen.
Der er tale om en ny bestemmelse.
Baggrunden for bestemmelsen er, at en vognmandsvirksomhed skal opfylde et krav til egenkapital, hvis størrelse er afhængig af antallet af tilladelser, der benyttes i virksomheden. På biler, der bruges til taxikørsel og til kørsel for offentlige myndigheder, skal bilens tilladelsesnummer fremgå udvendigt på bilen, jf. lovforslagets § 26, nr. 2 og § 27.
Det er derfor af kontrolmæssige årsager nødvendigt at fastsætte, at tilladelsen kun kan benyttes til kørsel med én bil ad gangen. Biler, der bruges i henhold til dette lovforslag, skal således af kontrolmæssige årsager være registreret med tilladelsesindehaveren som bruger, således at politiet i forbindelse med kontrol på vejen kan fastslå, om der er udstedt tilladelse til erhvervsmæssig persontransport med den pågældende bil.
Tilladelser til erhvervsmæssig persontransport forventes udstedt som elektroniske tilladelser.
Det foreslås i stk. 9, at der ved fornyelse af tilladelser efter stk. 1, ved ombytning af taxitilladelse, jf. § 39, stk. 1, eller ved ombytning af tilladelse til limousinekørsel, sygetransport eller offentlig servicetrafik, jf. § 42, stk. 1, kan ses bort fra forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, hvis virksomheden har indgået en afdragsaftale med SKAT om indfrielse af restancen inden for en rimelig periode. Ved en rimelig afviklingsperiode forstås som udgangspunkt et år. Baggrunden for denne lempeligere regel er, at der er tale om virksomheder i drift.
Der er tale om en ny bestemmelse.
Det foreslås i stk. 10, at transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om tilladelsesindehavers afgivelse af oplysninger om anvendte biler.
Bestemmelsen skal bidrage til at sikre, at tilladelsesindehavere ikke udfører erhvervsmæssig persontransport med flere biler end antallet af udstedte tilladelser. Der vil således blive fastsat bestemmelser i bekendtgørelsesform, hvorefter indehavere af tilladelser skal oplyse transport-, bygnings- og boligministeren om, hvilke biler der anvendes.
Det foreslås i stk. 11, at transport-, bygnings- og boligministeren fastsætter nærmere regler om krav til indholdet af ansøgninger, herunder den digitale løsning, jf. lovforslagets § 3, stk. 7, samt krav til egenkapital, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 6.
Det vil blive fastsat i bekendtgørelsesform, at ansøgning om udstedelse, ændring og fornyelse af tilladelse til at udføre erhvervsmæssig persontransport skal indgives ved digital selvbetjening via virk.dk.
Det vil endvidere blive fastsat, hvorledes kravet til økonomi skal dokumenteres. Der henvises til det ovenfor under stk. 2, nr. 6, anførte.
Efter § 2, stk. 4, i den gældende taxilov kan der på grundlag af en tilladelse til offentlig servicetrafik udføres kørsel for trafikselskaber omfattet af lov om trafikselskaber, jf. bekendtgørelse af lov nr. 323 af 20. marts 2015. Tilladelsen er betinget af, at ansøgeren har en kontrakt om udførelse af offentlig servicetrafik for et trafikselskab omfattet af lov om trafikselskaber.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport kan anvendes til kørsel for en offentlig myndighed, som myndigheden udfører i medfør af lov.
Den foreslåede bestemmelse afløser bestemmelserne om tilladelse til offentlig servicetrafik i den gældende taxilov, bl.a. § 2, stk. 5, hvorefter tilladelse til offentlig servicetrafik er betinget af, at ansøgeren har kontrakt om udførelse af offentlig servicetrafik for et trafikselskab omfattet af lov om trafikselskaber.
Den foreslåede bestemmelse har således et bredere anvendelsesområde, idet den omfatter al kørsel, som en offentlig myndighed udfører med hjemmel i lov. Ved udførelse af kørsel for det offentlige forudsættes det, at der foreligger en skriftlig aftale mellem parterne herom, idet aftaler indgået med en offentlig myndighed som udgangspunkt altid vil være skriftlig og dermed have karakter af en kontrakt. Det bemærkes dog, at bestemmelsen ikke indeholder et udtrykkeligt krav om kontraktligt grundlag.
Den kørsel, som en offentlig myndighed bestiller, skal være en kørselsopgave, som myndigheden enten skal udføre eller kan udføre i medfør af lov. Et eksempel kan være den offentlige servicetrafik, som et trafikselskab varetager med hjemmel i lov om trafikselskaber. Et andet eksempel er skolebuskørsel, som en kommune varetager med hjemmel i § 26 i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 23. august 2017. Når offentlige myndigheder udbyder kørselsopgaver, som myndigheden varetager i medfør af lov, har såvel vognmandsvirksomheder med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport som kørselskontorer mulighed for at byde på opgaven. En tilladelse til erhvervsmæssig persontransport kan derimod ikke bruges til at sælge taxikørsel til en offentlig myndighed, idet taxikørsel kun må sælges af et kørselskontor.
Efter § 2, stk. 1, i den gældende taxilov kræves der tilladelse til limousinekørsel. Tilladelse til limousinekørsel giver ifølge § 1, stk. 4, i taxibekendtgørelsen adgang til at udføre repræsentationskørsel, bryllupskørsel og lignende kørsel i køretøjer med særlig indretning, udstyr og lignende. Det er ikke nærmere defineret, hvilke biltyper, der kan anvendes til limousinekørsel, og hvorledes limousiner i øvrigt skal fremstå.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport skal kunne anvendes til limousinekørsel, hvorved foreslås repræsentationskørsel og lignende kørsel i biler, der er specialbyggede limousiner, jf. litra a), eller i biler, hvis almindelige handelsværdi før skatter og afgifter overstiger 500.000 kr., jf. litra b).
Specialbyggede limousiner, jf. litra a), er personbiler, der er forlænget og indrettet af et ombyggerfirma, som er godkendt af bilproducenten til dette formål. Ombygningsvirksomheder af denne art kendes især i USA, hvorfor det ofte er store amerikanske bilmodeller, der bliver specialopbygget som limousiner.
Biler, hvis almindelige handelsværdi før skatter og afgifter overstiger 500.000 kr., jf. litra b), tilhører den øverste prisklasse for personbiler, hvorfor de forventes at kunne dække behovet for repræsentativ kørsel på niveau med de specialbyggede limousiner. Også sportsbiler i den øverste prisklasse henregnes til denne limousinekategori.
For at sikre et objektivt og gennemskueligt kriterium for hvilke biler, der må anvendes til limousinekørsel, fastsætter bestemmelsen en beløbsgrænse for bilens mindste almindelige handelsværdi før skatter og afgifter. Beløbsgrænsen på 500.000 kr. er den samme for nye og brugte biler, der ønskes godkendt til limousinekørsel, og beløbsgrænsen pristalsreguleres ikke.
Værdikriteriet skal være opfyldt på tidspunktet for registreringssynet. Det forhold, at bilen i de efterfølgende år måtte miste en del af sin værdi, hindrer ikke, at bilen fortsat kan forblive registreret til limousinekørsel. Bilens ejer skal dermed ikke under de efterfølgende periodesyn dokumentere, hvorvidt bilen fortsat har en bestemt værdi, og bilens løbende værditab hindrer ikke en fortsat anvendelse som limousine, så længe registreringen til denne anvendelse opretholdes.
Det er ejerens ansvar at dokumentere, at en bil på registreringstidspunktet opfylder lovens kriterium for mindste almindelige handelsværdi før skatter og afgifter. Dokumentation forelægges ved fabriksnye biler ved en erklæring fra SKAT eller i form af en købskontrakt eller forhandlererklæring, der udviser bilens pris før skatter og afgifter. Ved brugte biler dokumenteres den afgiftspligtige værdi ved en erklæring fra SKAT på grundlag af en synsvirksomheds vurdering af bilens stand, hvilket svarer til proceduren ved toldsyn. Derimod accepteres ikke andre former for dokumentation, så som en købekontrakt vedrørende en brugt bil eller en privat indhentet sagkyndig erklæring.
Taxikørsel er ikke nærmere defineret i den gældende taxilov. Det følger imidlertid af den gældende lov, at taxitilladelser giver adgang til at udføre enhver form for erhvervsmæssig kørsel i biler indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet. Biler, der fungerer på grundlag af tilladelser til limousinekørsel, sygetransport og offentlig servicetrafik, er derimod begrænset til at udføre den kørsel, som fremgår af tilladelsen.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at der ved taxikørsel forstås kørsel, der hverken er omfattet af nr. 1 eller 2 i denne bestemmelse.
Ligesom det er tilfældet i den gældende lov, kræves der i lovforslaget tilladelse til udførelse af erhvervsmæssig persontransport. Lovforslaget omfatter imidlertid kun én tilladelsestype, som giver adgang til at udføre alle former erhvervsmæssig persontransport i biler, der er indrettet til transport af højest 9 personer, inklusive chaufføren. Den gældende lov omfatter derimod fire forskellige typer af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, nemlig tilladelse til taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og tilladelse til offentlig servicetrafik.
Efter § 10, stk. 1, i den gældende taxilov skal indehavere af taxitilladelser, der er udstedt i kommuner med ti taxier eller derover, oprette eller tilslutte sig til et bestillingskontor, der modtager og fordeler bestillinger blandt de tilsluttede tilladelsesindehavere på udførelse af taxikørsel inden for den kommune, hvor bestillingskontoret er etableret. I henhold til § 10, stk. 1 og 2, i den gældende taxilov er der mulighed for at dispensere fra denne adgang. Den gældende taxilov omfatter ikke kørselskontorer.
Det foreslås i stk. 2, at taxikørsel, kun må sælges af et kørselskontor.
Ved den foreslåede bestemmelse indføres krav om, at taxikørsel alene må sælges via et kørselskontor.
Den foreslåede bestemmelse adskiller sig væsentlig fra den gældende taxilovs bestemmelser om bestillingskontorer, idet alle, som opfylder adgangskravene i den foreslåede bestemmelse, kan få tilladelse til at drive et kørselskontor. Den foreslåede ordning adskiller sig videre fra den gældende taxilovs bestemmelser om bestillingskontorer, ved at indehavere af tilladelser til at drive kørselskontor tillige kan udføre taxikørsel på grundlag af egne tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i henhold til § 3 i dette lovforslag. Et kørselskontor kan tillige sælge taxikørsel på grundlag af en kombination af egne tilladelser og tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, som tilhører vognmandsvirksomheder, der har indgået aftale med kørselskontoret om udførelse af taxikørsel.
Der er i modsætning til den gældende taxilov ikke mulighed for at dispensere fra kravet om, at taxikørsel kun må sælges af bestillingskontorer. Det bliver således obligatorisk for indehavere af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport at være tilknyttet et kørselskontor for at kunne udføre taxikørsel.
Ved et kørselskontor forstås en virksomhed, der sælger erhvervsmæssig persontransport. For at drive et kørselskontor kræves en tilladelse i henhold til § 5.
Biler, som udfører taxikørsel, skal leve op til de krav om indretning og udstyr og funktion, der er fastlagt i kapitel 6 i lovforslaget, og skal bl.a. være udstyret med taxameter, kontroludstyr og kameraovervågning.
Det foreslås i stk. 3, at transport-, bygnings- og boligministeren kan tillade, at en bil, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2, kan anvendes til limousinekørsel, hvis bilen i kraft af sin indretning, udstyr eller historiske værdi besidder en særlig attraktionsværdi som limousine.
Der er tale om en ny bestemmelse.
Denne dispensationsmulighed forventes udelukkende anvendt på køretøjer, der er meget sjældne, og som i kraft af deres særlige indretning og udstyr har en attraktionsværdi, som gør dem egnet til limousinekørsel på niveau med specialbyggede limousiner eller biler, hvis almindelige handelsværdi før skatter og afgifter overstiger 500.000 kr.
Dispensationsmuligheden kan eksempelvis bringes i anvendelse over for køretøjer, som har en særlig historisk værdi, og som i kraft af deres indretning og udstyr samtidig skønnes velegnet til anvendelse som limousine. Dispensationsmuligheden kan endvidere komme i betragtning i forhold til ældre biler, som på trods af en høj vedligeholdelsesstand ikke opfylder værdikriteriet i stk. 2, nr. 2, litra b). Transport-, bygnings- og boligministeren afgør hver dispensationsansøgning ved at foretage et individuelt skøn i det enkelte tilfælde.
I forbindelse med en dispensationsansøgning vil det være ansøgerens ansvar at fremlægge den dokumentation, der er nødvendig for at kunne bedømme bilens særlige attraktionsværdi som limousine, herunder dokumentation for bilens eventuelle historiske værdi og dokumentation for, at bilen ikke opfylder værdikriteriet i stk. 2, nr. 2, litra b). Ansøgeren kan blive pålagt at fremstille den pågældende bil fysisk til besigtigelse og skal i så fald bære de omkostninger, der er forbundet hermed.
Efter § 10, stk. 1, i den gældende taxilov skal indehavere af taxitilladelser, der er udstedt i kommuner med ti taxier eller derover, oprette eller tilslutte sig til et bestillingskontor, der modtager og fordeler bestillinger blandt de tilsluttede tilladelsesindehavere på udførelse af taxikørsel inden for den kommune, hvor bestillingskontoret er etableret. Den gældende taxilov omfatter ikke kørselskontorer.
Det foreslås i stk. 1, at der kræves tilladelse til at drive et kørselskontor. Ved et kørselskontor forstås en virksomhed, der sælger taxikørsel.
Indehavere af tilladelser til at drive kørselskontor kan endvidere sælge andre ydelser end taxikørsel, bl.a. limousinekørsel, kørsel for offentlige myndigheder m.v.
Den foreslåede bestemmelse adskiller sig væsentlig fra den gældende taxilovs bestemmelser om bestillingskontorer, idet alle, som opfylder adgangskravene i den foreslåede bestemmelse, kan få tilladelse til at drive et kørselskontor. Den foreslåede ordning adskiller sig videre fra den gældende taxilovs bestemmelser om bestillingskontorer, ved at indehavere af tilladelser til at drive kørselskontor tillige kan udføre taxikørsel på grundlag af egne tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i henhold til § 3 i dette lovforslag. Et kørselskontor kan tillige sælge taxikørsel på grundlag af en kombination af egne tilladelser og tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, som tilhører vognmandsvirksomheder, der har indgået aftale med kørselskontoret om udførelse af taxikørsel.
Indehavere af tilladelser til at udføre erhvervsmæssig persontransport skal være knyttet til et kørselskontor, hvis de ønsker at udføre taxikørsel, da det kun er kørselskontorer, der må sælge taxikørsel.
Aftalen mellem indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport og et kørselskontor er et privatretlig mellemværende, som ikke reguleres nærmere af denne lov, men vil alene være reguleret af den kontrakt, som de to parter indgår. Spørgsmålet om, hvorvidt en vognmand kan indgå aftaler med flere kørselskontorer, er heller ikke reguleret af loven, da det ligeledes er et privatretligt mellemværende, som reguleres af kontrakten mellem parterne.
Et kørselskontor kan endvidere sælge serviceydelser til andre kørselskontorer, som ikke er i besiddelse af det administrative system til udførelse af opgaver, omfattet af bestemmelsen i lovforslagets § 20.
Transport-, bygnings- og boligministeren har med hjemmel i § 12, stk. 1, nr. 11, i den gældende taxilov bemyndiget kommunalbestyrelserne til i medfør af § 18 i taxibekendtgørelsen at godkende oprettelsen af bestillingskontorer. Godkendelse af et bestillingskontor er i medfør af § 18 i taxibekendtgørelsen betinget af, at bestillingskontoret døgnet rundt kan efterkomme bestillinger på taxikørsel hurtigst muligt. Godkendelse af et bestillingskontor forudsætter endvidere, at dette har ansat en af kommunalbestyrelsen godkendt ansvarlig leder, som opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1–4, 6 og 7, i den gældende taxilov. Det er endelig en forudsætning, at der foreligger en af kommunalbestyrelsen godkendt vedtægt, der regulerer forholdet mellem bestillingskontoret og de tilsluttede tilladelsesindehavere.
Det foreslås i stk. 2, at tilladelse til at drive kørselskontor udstedes af transport-, bygnings- og boligministeren efter ansøgning til en virksomhed, som opfylder nærmere fastsatte krav, jf. nedenfor.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at virksomheder med en tilladelse til at drive kørselskontor skal have en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens drift, og som skal opfylde nærmere fastsatte krav, jf. stk. 3. Ved virksomhed forstås i denne lov alle former for virksomheder, dvs. enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber, kommanditselskaber, andelsselskaber samt andre selskaber og foreninger med begrænset ansvar, iværksætterselskaber, anpartsselskaber, aktieselskaber eller lignende samt offentlige myndigheder og offentlige virksomheder. Virksomhedsbegrebet skal således forstås bredest muligt.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at virksomheden skal have en ejerkreds, som har bopæl i EU eller EØS. Ved indgivelse af en ansøgning, skal der således afgives oplysninger om, hvor ejerkredsen har bopæl. Der sikres således mulighed for at føre tilsyn med personer med væsentlige interesser samt bestyrelses- og direktionsmedlemmer, jf. § 3, stk. 6, i virksomheder, som drives i selskabsform.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at et kørselskontor skal have fast forretningssted på dansk område. Det vil være et krav, at kørselskontoret er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) og har et aktivt CVR-nummer.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at kørselskontoret ikke må være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs. Baggrunden herfor er, at den pågældende i denne situation ikke skønnes egnet til at drive et kørselskontor.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at den ansøgende virksomhed ikke må have forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover. Den samme beløbsgrænse findes i lov om bus-kørsel og i lov om godskørsel.
Det er ikke afgørende, om gælden vedrører en tidligere virksomhed eller fra et ansættelsesforhold. Al gæld til det offentlige - uanset baggrunden for gælden - indgår i vurderingen af, om kravet kan anses for opfyldt.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at den ansøgende virksomhed skal have en egenkapital på mindst 500.000 kr. Kravet om økonomisk grundlag skal sikre en højere grad af økonomisk forsvarlig drift.
Hvis kørselskontoret har egne kontante midler, skal kravet dokumenteres opfyldt ved en erklæring fra en registreret eller statsautoriseret revisor eller ved et regnskab revideret eller gennemgået af en registreret eller statsautoriseret revisor. Der kan også stilles en sikkerhed svarende til det fastsatte krav til kapital af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab.
Det foreslås i stk. 2, nr. 7, at den ansøgende virksomhed skal sandsynliggøre, at virksomheden vil kunne udøves på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Oplysninger om forløb, hvor personkredsen bag den ansøgende virksomhed tidligere har haft ansvaret for driften af en virksomhed, eller oplysninger om forløb, hvor denne i væsentlig grad har haft bestemmende indflydelse på driften af en tidligere virksomhed, kan indgå i vurderingen. Personkredsen bag en virksomhed, som i tidligere virksomhed har udvist en ringe grad af faglige kvalifikationer og manglende evne til at drive virksomhed forretningsmæssigt forsvarligt, vil således kunne anses som værende ude af stand til at drive vognmands- eller kørselskontorvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Dette vil i givet fald kunne danne grundlag for afslag på udstedelse af tilladelse til drive kørselskontor.
Kravet om at kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen er således ikke begrænset til at omfatte forhold, hvor en ansøger har været uhæderlig, men omfatter også tilfælde, hvor en ansøger i sin tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne til at drive virksomheden økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt.
Vurderingen af evnen til at udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen kan også omfatte eventuelle oplysninger om, at en ansøger tidligere har udført erhvervsmæssig kørsel omfattet af denne lov eller af bus- og godskørselsloven uden at have haft tilladelse hertil.
Det foreslås i stk. 3, at godkendelse som ansvarlige leder, jf. stk. 2, nr. 1, er betinget af, at pågældende opfylder en række krav, jf. nedenfor.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at den ansvarlige leder skal have bopæl inden for EU eller i stater omfattet af EØS.
Dette sikrer, at EU-retlige regler om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke krænkes.
Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at den ansvarlige leder skal være myndig og ikke må være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7.
Baggrunden for bestemmelsen er, at personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7, ikke bør godkendes som ansvarlig leder af en virksomhed med tilladelse til at drive kørselskontor. Personer, der er under værgemål, er ikke fuldt ud i stand til at tage vare på deres egne anliggender. De skal således heller ikke have adgang til at udøve et erhverv, hvortil der kræves tilladelse eller godkendelse.
Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at den ansvarlige leder ikke må være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs.
Det foreslås i stk. 3, nr. 4, at den ansvarlige leder ikke må have en forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.
Det er ikke afgørende, om gælden vedrører en tidligere drevet virksomhed eller fra et ansættelsesforhold. Al gæld til det offentlige – uanset baggrunden for gælden - indgår i vurderingen af, om kravet kan anses for opfyldt.
Det foreslås i stk. 3, nr. 5, at den ansvarlige leder ikke må være dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af stillingen, jf. straffelovens § 78, stk. 2. Hvis det strafbare forhold er begået i forbindelse udøvelse af erhvervsmæssig persontransport, kan der således blive tale om at afslå en ansøgning om godkendelse som ansvarlig leder.
Denne vurdering omfatter ikke hensynet til passagererne, men derimod strafbare forhold, der knytter sig til straffelovens kapitel 28 om formueforbrydelser.
Det skal i alle tilfælde vurderes, om en overtrædelse er af en sådan karakter, at det må antages, at den ansvarlige leder ikke vil kunne udøve sit erhverv i overensstemmelse med god skik inden for branchen, og at godkendelse derfor skal nægtes.
Det foreslås i stk. 3, nr. 6, at den ansvarlige leder skal kunne sandsynliggøre, at vedkommende kan udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Det skal vurderes, om en overtrædelse er af en sådan karakter, at det må antages, at den ansvarlige leder ikke vil kunne udøve sit erhverv i overensstemmelse med god skik inden for branchen, og at godkendelse derfor skal nægtes.
Kravet om ”god skik inden for branchen” indebærer, at den ansvarlige leder skal kunne leve op til branchens gældende regler og kutymer for god, sædvanlig og faglig kompetent drift af virksomhed.
Den ansvarlige leder skal sandsynliggøre, at vedkommende kan udføre virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Vurderingen kan udover eventuelle bøder og fængselsstraffe omfatte oplysninger, hvor der er tale om forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, og forhold hvor den ansvarlige i tidligere virksomhed har tilsidesat hensynet til passagerer. Der kan endvidere tages hensyn til oplysninger om omstændighederne ved tidligere konkurser og rekonstruktionsbehandlinger.
Kravet om at kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen er således ikke begrænset til at omfatte forhold, hvor den ansvarlige leder har været uhæderlig, men omfatter også tilfælde, hvor den pågældende i en tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne til at drive virksomheden økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt.
Vurderingen af evnen til at udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen kan også omfatte eventuelle oplysninger om, at en ansøger tidligere har udført erhvervsmæssig kørsel omfattet af denne lov, den gældende taxilov eller af bus- og godskørselsloven uden at have haft tilladelse hertil.
Det foreslås i stk. 4, at hvis en virksomhed drives som en personlig ejet virksomhed, skal den ansvarlige leder være virksomhedsejeren. Virksomhedsejere af personligt ejede virksomheder skal således opfylde de krav, der stilles til den ansvarlige leder i selskaber, jf. stk. 3, nr. 1-6 ovenfor. Det vil sige, at virksomhedsejeren skal have bopæl i EU eller EØS, virksomhedsejeren skal være myndig og må ikke være under værgemål eller samværgemål, virksomhedsejeren må ikke være dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for virksomheden og endelig skal virksomhedsejeren sandsynliggøre, at denne kan udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Det foreslås i stk. 5, at afslag på tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke opfylder vandelskravet i stk. 3, nr. 5, på begæring af ansøgeren skal kunne indbringes for domstolene af anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen skal i henhold til retsplejeloven behandles i strafferetsplejens former.
Det foreslås i stk. 6, at der ved vurdering af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder de fastsatte betingelser om at kunne drive virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, kan indgå oplysninger om, hvorvidt medlemmer af bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlige interesser inden for selskabet inden for de seneste 5 år er blevet nægtet godkendelse som ansvarlig leder eller har fået tilbagekaldt en godkendelse som ansvarlig leder af en virksomhed i henhold til denne lov, lov om buskørsel, lov om godskørsel eller forskrifter fastsat i medfør heraf eller har været godkendt som ansvarlig leder i eller har haft væsentlige interesser i en virksomhed godkendt i medfør af denne lov eller i en bus- eller en godskørselsvirksomhed, der inden for de seneste 5 år er blevet nægtet udstedelse af eller har fået tilbagekaldt en tilladelse i medfør af bestemmelser i denne lov, lov om buskørsel, lov om godskørsel eller forskrifter fastsat i medfør heraf, har overtrådt bestemmelser nævnt i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov, eller har haft økonomiske vanskeligheder, som kan tilskrives forhold, som de pågældende var ansvarlige for.
Kravet om ”god skik inden for branchen” indebærer, at personkredsen bag kørselskontoret skal kunne leve op til branchens gældende regler og kutymer for god, sædvanlig og faglig kompetent drift af virksomhed.
Den ansøgende virksomhed skal sandsynliggøre, at den kan udføre virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Vurderingen kan udover eventuelle strafferetlige forhold omfatte oplysninger, hvor der er tale om forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, og forhold hvor ansøgeren i tidligere virksomhed har tilsidesat hensynet til sine kunder. Der kan endvidere tages hensyn til oplysninger om omstændighederne ved tidligere konkurser og rekonstruktionsbehandlinger.
Det foreslås i stk. 7, at ansøgning om udstedelse af tilladelse, jf. stk. 1, skal indgives til transport-, bygnings- og boligministeren ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som ministeren stiller til rådighed.
Forslaget medfører, at det bliver et krav, at ansøgningen indgives digitalt. Hvis ansøgningen ikke indgives ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, vil den som udgangspunkt blive afvist af transport-, bygnings- og boligministeren. Skematvangen fraviges, såfremt den digitale selvbetjeningsløsning er ude af drift.
Kravet, om at ansøgningen skal indgives digitalt, medfører ikke, at alle bilag til ansøgningen også skal indgives digitalt. Det vil fremgå af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter der kan eller skal indgives digitalt, herunder hvilke dokumenter, der kan indgives på anden måde, eller som skal fremlægges i et særligt format m.v.
Sikkerheden ved den digitale selvbetjeningsløsning vil leve op til de krav, som gælder for den offentlige forvaltning efter sikkerhedsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, og persondataloven vil blive iagttaget i sin helhed.
Det foreslås i stk. 8, at transport-, bygnings- og boligministeren fastsætter nærmere regler om krav til indholdet af ansøgninger, herunder den digitale løsning, jf. stk. 7, samt krav til egenkapitalen, jf. stk. 2, nr. 6.
Det vil blive fastsat i bekendtgørelsesform, at ansøgning om udstedelse, ændring og fornyelse af tilladelse til at udføre erhvervsmæssig persontransportskal indgives ved digital selvbetjening via virk.dk.
Det vil blive fastsat i bekendtgørelse, hvorledes kravet til økonomi skal dokumenteres. Der henvises til det ovenfor under stk. 2, nr. 6, anførte.
Den gældende taxilov omfatter ikke bestemmelser om kørselskontorer i landdistrikter. Kommunalbestyrelser i kommuner, hvor der er udstedt færre end ti taxitilladelser, og som dermed ikke er omfattet af tilslutningspligten i henhold til § 10, stk. 1, i den gældende taxilov, kan med hjemmel i § 21 i taxibekendtgørelsen pålægge indehaverne af taxitilladelser i de pågældende kommuner at deltage i en af kommunen godkendt fælles telefonvagtordning, der skal tilrettelægges således, at bestilling på taxikørsel kan efterkommes på ethvert tidspunkt af døgnet.
Det foreslås i stk. 1, at ved ansøgninger fra et kørselskontor med et fast forretningssted i et landdistrikt, kan egenkapitalkravet i den foreslåede § 5, stk. 2, nr. 6, efter en konkret vurdering nedsættes til 40.000 kr. De øvrige krav for at få en tilladelse til at drive kørselskontor, jf. forslagets § 5, stk. 2, nr. 1- 5 og nr. 7, skal være opfyldt for at kunne få en tilladelse.
Der er tale om en ny bestemmelse, idet der ikke i den gældende lov stilles kapitalkrav til de nuværende bestillingskontorer.
Behandling af ansøgninger om nedsættelse af kapitalkravet finder sted på grundlag af en konkret vurdering af behovet for taxibetjening i det pågældende område. Det indebærer, at der ikke fastsættes særlige kriterier, som vil kunne danne grundlag for et retskrav om nedsættelse af egenkapitalkravet. Vurderingen skal blandt andet sikre, at der ikke sker en konkurrenceforvridning i forhold til de eksisterende udbydere af taxikørsel på tidspunktet for ansøgningens behandling.
Formålet med bestemmelsen er at tilskynde taxibetjeningen i områder, hvor det skønnes vanskeligt at etablere og drive kørselskontor på normale vilkår. Tilladelsen forventes givet til små vognmandsvirksomheder, der ønsker at køre taxikørsel inden for et landdistrikt, som en del af deres virksomhed. Vognmanden skal tillige have tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, jf. forslagets § 3, stk. 1, for selv at kunne udføre kørslen.
Vognmanden må samtidig gerne byde på kørsel, som offentlige myndigheder udbyder.
Bestemmelsen er begrundet i, at det skal være nemt at etablere et mindre kørselskontor i et landdistrikt med henblik på alene at betjene dette område. Såfremt en lokal vognmand kun ønsker at betjene det lokalområde, hvor virksomheden har til huse, og ikke har planer om at udvide forretningen til et større opland, kan vognmanden søge en tilladelse efter denne bestemmelse til at oprette eget kørselskontor.
Vognmanden skal leve op til de pligter, der gælder for kørselskontorer i henhold til lovforslagets § 20. Dog gælder dette krav først fra 3 år efter lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 43.
Det foreslås i stk. 2, at et kørselskontor, der drives på grundlag af en tilladelse efter stk. 1, kun må sælge taxikørsel inden for et nærmere geografisk afgrænset område og med maksimalt 3 biler. Kørsel må kun ske inden for dette definerede geografiske område, men kunder må gerne køres ud af området. Det vil i de konkrete tilladelser blive nærmere angivet, hvilket geografisk afgrænset område en tilladelse, i henhold til denne bestemmelse, vil omfatte. En tilladelse kan gives til et landdistrikt, som omfatter arealer i flere kommuner.
Det foreslås i stk. 3, at transport-, bygnings- og boligministeren til brug for vurderingen efter stk. 1, skal indhente en udtalelse fra den kommune, hvor ansøgeren har fast forretningssted.
Høringen af kommunen gennemføres for at afdække eventuelle konkurrenceforvridende effekter ved at imødekomme en ansøgning. Kommunen forventes således i sit høringssvar at redegøre for de kørselstilbud, som stilles til rådighed i det pågældende område, herunder muligheden for flextur, kommunens mobilitetspolitik samt hvilke målsætninger der er for taxibetjeningen af kommunen.
Såfremt det pågældende landdistrikt omfatter arealer i flere kommuner, vil samtlige berørte kommuner blive hørt. Bestemmelsen forventes kun anvendt, hvis den eller de kommuner, hvor kørselskontoret skal opererer, anbefaler dette.
Transport-, bygnings- og boligministeren træffer herefter ud fra en samlet vurdering afgørelse om, hvorvidt en ansøgning kan imødekommes. Ministeren vil i sin vurdering se på omfanget af den eksisterende taxibetjening i området. Dette vil først og fremmest ske gennem indhentning af oplysninger om taxikørsel fra de kørselskontorer, der allerede tilbyder kørsel i det område, som en ansøgning omfatter.
Det foreslås i stk. 4, at transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsesområde for og administration af de udstedte tilladelser, jf. stk. 1.
Der vil bl.a. blive fastsat regler om, at en tilladelse i henhold til denne bestemmelse vil omfatte et kort, hvoraf det vil fremgå, i hvilket område tilladelsen gælder. Der vil ligeledes blive fastsat nærmere regler om geografisk begrænsning af de tilsluttede taxiers aktiviteter m.v., herunder fx om mulighed for afhentning af kunder uden for tilladelsesområdet.
Chauffører, der udfører kørsel i biler omfattet af den gældende taxilov, skal udover at have erhvervsmæssigt kørekort - og således være fyldt 21 år - tillige have et førerkort, der fungerer som bevis for godkendelse som fører af biler omfattet af den gældende taxilov. Godkendelse som fører i henhold til taxiloven forudsætter, at ansøgerne opfylder betingelserne i § 4 a, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, 2, 6 og 7, i den gældende taxilov samt betingelser fastsat i medfør af § 12, stk. 1, nr. 6, i den gældende taxilov, som bl.a. omfatter krav om faglige kvalifikationer, tilfredsstillende kendskab til lokalområdets geografi, og passende sproglige færdigheder med henblik på udførelse af erhvervet. Disse betingelser er fastsat i § 32 i taxibekendtgørelsen.
Førerkort i henhold til den gældende taxilov udstedes af kommunerne og gælder for kørsel med udgangspunkt i den kommune, som har udstedt det pågældende førerkort. Chaufførkort i henhold til lovforslaget er derimod landsdækkende.
Det foreslås i stk. 1, at der kræves chaufførkort for at føre en bil, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport.
Det foreslås i stk. 2, at transport-, bygnings- og boligministeren efter ansøgning udsteder chaufførkort til personer, der opfylder nærmere fastsatte krav, jf. nedenfor.
Chauffører, der fører biler omfattet af den gældende taxilov, skal i henhold til § § 4 a, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, i den gældende taxilov have bopæl her i landet. Bopæl i EU eller i EØS-området er ifølge § 9 i taxibekendtgørelsen sidestillet med bopæl i Danmark.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at chaufføren skal have bopæl i EU eller EØS.
Dette sikrer, at EU-retlige regler om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke krænkes.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at chaufføren skal være 21 år eller derover for at få udstedt chaufførkort. Kravet skal sikre en vis modenhed i forhold til udøvelsen af erhvervet som chauffør. Erhvervsmæssigt kørekort kan udstedes til personer, der er fyldt 21 år.
Der er tale om en ny bestemmelse.
Chauffører, der fører biler omfattet af den gældende taxilov skal i henhold til § 4 a, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i den gældende taxilov være myndige og må ikke være under værgemål efter værgemålsloven § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7.
Det foreslås i stk. 2. nr. 3, at chaufføren skal være myndig og ikke må være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Kravet er fastsat af hensyn til passagerernes sikkerhed.
Chauffører, der fører biler omfattet af den gældende taxilov, skal i henhold til § 4 a, stk. 4, have erhvervsmæssigt kørekort.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at chaufføren skal have haft kørekort til kategori B (almindelig bil) i mindst 3 år.
Der er tale om en ny bestemmelse.
Dette krav skal sikre, at chaufføren har rutine i kørsel i en almindelig personbil. Der er tale om et nyt krav, som skal bidrage til at sikre, at chaufføren har de fornødne evner til at udføre kørslen forsvarligt og rutinepræget under forskellige forhold. Rutinepræget kørsel øger muligheden for, at chaufføren bedre kan overskue arbejdssituationen under kørsel med passagerer.
Chauffører, der fører biler omfattet af den gældende taxilov, må i henhold til § 4 a, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, i den gældende taxilov ikke være dømt for strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at chaufføren ikke må være dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2. Hvis det strafbare forhold er begået i forbindelse udøvelse af erhvervsmæssig persontransport, kan der således blive tale om at afslå en ansøgning om udstedelse af chaufførkort.
På grundlag af hensynet til, at kunder trygt skal kunne lade sig transportere i biler, der fungerer på grundlag af denne lov, uden på nogen måde at skulle bekymre sig om deres personlige sikkerhed, bør det navnlig indgå i vurderingen, hvorvidt det strafbare forhold er omfattet af gerningsindholdet i straffelovens bestemmelser i kapitel 24 om seksualforbrydelser, kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme og kapitel 28 om formueforbrydelser.
Det skal i alle tilfælde vurderes, om en overtrædelse er af en sådan karakter, at det må antages, at chaufføren ikke vil kunne udøve sit erhverv i overensstemmelse med god skik inden for branchen, og at ansøgningen om chaufførkort derfor skal afslås.
Ansøgere af førerkort skal i henhold til § 4 a, stk. 1 og 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 7, 2. led, i den gældende taxilov kunne gøre det antageligt, at de vil udøve erhvervet forsvarligt og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Det foreslås i stk. 2. nr. 6, at chaufføren skal sandsynliggøre, at erhvervet kan udøves på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Kravet om ”god skik inden for branchen” indebærer, at en ansøger skal kunne leve op til branchens gældende regler og kutymer for god, sædvanlig og faglig kompetent udførelse af erhvervet.
Vurderingen af, om en ansøger kan sandsynliggøre, at erhvervet kan udføres forsvarligt og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, kan udover eventuelle strafferetlige forhold omfatte oplysninger, hvor der er tale om forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, og forhold hvor en ansøger tidligere har tilsidesat hensynet til sine kunder.
Oplysninger om forhold, hvor en ansøger tidligere har udvist en sådan grad af ringe faglige kvalifikationer eller manglende evne til at optræde i overensstemmelse med ”god skik inden for branchen” ved at have tilsidesat branchens regler og kutymer for god, sædvanlig og faglig kompetent udførelse af erhvervet, kan således føre til afslag på udstedelse af chaufførkort.
Chauffører, der fører taxier, limousiner og sygetransportbiler, skal i henhold til den gældende taxilov have gennemført og bestået et godkendt kvalifikationskursus i henhold til § 36 i taxibekendtgørelsen samt opfylde de i taxibekendtgørelsens § 32, stk. 1 og 2, fastsatte betingelser.
Chauffører, der er omfattet af den gældende taxilov, skal have gennemført og bestået et godkendt kvalifikationskursus i henhold til § 36 i taxibekendtgørelsen, som har en varighed af mindst 70 timer med undervisning i de i bilag 2 til taxibekendtgørelsen nævnte emner.
Det foreslås i stk. 2, nr. 7, at chaufføren skal have gennemført og bestået et af transport-, bygnings- og boligministeren godkendt kursus.
Med forslaget om ophævelse af kravet om kørekort til erhvervsmæssig persontransport forlænges kvalifikationsuddannelsen fra de nuværende 45 timer (6 dage) til 72 timer (10 dage). I dag udbydes et kursus på 5 uger i AMU-regi, der omfatter kvalifikationsuddannelsen samt undervisning med henblik på at bestå teoriprøven og køreprøven for kørekort til erhvervsmæssig persontransport.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkningers afsnit 2.4.2.
Den gældende taxilov omfatter ikke særskilte helbredskrav til chauffører.
Det foreslås i stk. 2, nr. 8, at chaufføren skal opfylde visse helbredskrav.
De nuværende skærpede helbredsmæssige krav til førere af køretøjer, der anvendes til erhvervsmæssig personbefordring, jf. bilag 2 til bekendtgørelse nr. 815 af 21. juni 2017 om kørekort, vil blive videreført i de regler, der udstedes efter denne lov, jf. stk. 5 nedenfor.
Afslag på at udstede førerkort i henhold til taxibekendtgørelsen, der er begrundet i, at ansøgeren ikke opfylder vandels-kravet i henhold til § 3, stk. 1, nr. 6, kan i henhold til § 3, stk. 3, efter begæring af ansøgeren eller den tilladelsesudstedende myndighed indbringes for domstolene af anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3, hvor sagen skal behandles i strafferetsplejens former.
Det foreslås i stk. 3, at afslag på tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke opfylder vandelskravet i stk. 1, nr. 5, på begæring af ansøgeren eller transport-, bygnings- og boligministeren skal kunne indbringes for domstolene af anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen skal i henhold til retsplejeloven behandles i strafferetsplejens former.
Det foreslås i stk. 4, at ansøgning om udstedelse af chaufførkort skal indgives til transport-, bygnings- og boligministeren ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som ministeren stiller til rådighed.
Der er tale om en ny bestemmelse.
Forslaget medfører, at det bliver et krav, at ansøgningen indgives digitalt. Hvis ansøgningen ikke indgives ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, vil den som udgangspunkt blive afvist af transport-, bygnings- og boligministeren. Skematvangen fraviges, såfremt den digitale selvbetjeningsløsning er ude af drift.
Kravet om, at ansøgningen skal indgives digitalt, medfører ikke, at alle bilag til ansøgningen også skal indgives digitalt. Det vil fremgå af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter der kan eller skal indgives digitalt, herunder hvilke dokumenter der kan indgives på anden måde, eller som skal fremlægges i et særligt format m.v.
Sikkerheden ved den digitale selvbetjeningsløsning vil leve op til de krav, der gælder for den offentlige forvaltning efter sikkerhedsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, og persondataloven vil blive iagttaget i sin helhed.
Det foreslås i stk. 5, at transport-, bygnings- og boligministeren bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler om indholdet af kursuskravet, herunder den teoretiske og praktiske prøve, jf. stk. 2, nr. 7, helbredskravene, jf. stk. 2, nr. 8, og om indholdet af ansøgninger, herunder den digitale løsning, jf. stk. 4. Der vil således blive fastlagt et kursusforløb af to ugers varighed (74 lektioner), hvor der i forhold til det nuværende kursusforløb, vil blive lagt mere vægt på undervisning i færdselslovgivning, energirigtig og passagervenlig kørsel samt brug af GPS og lignende. Der vil endvidere blive tale om at videreføre de hidtil gældende helbredskrav.
Kurset vil overordnet omfatte undervisning i færdselslovgivningen, taxilovgivningen, arbejdsmiljø, arbejdsret, befordring af borgere med særlige behov, konflikthåndtering, kundeservice, kommunikation, førstehjælp, brug af GPS samt køretimer.
Det vil blive muligt at få meritoverført enkelte dele af kvalifikationskurset.
Efter den gældende taxilov udstedes tilladelser til taxi-, limousine-, sygetransport og offentlig servicetrafik i henhold til § 11, stk. 4, i taxibekendtgørelsen med gyldighed i op til ti år ad gangen med mulighed for fornyelse. Det samme er tilfældet for godkendelse af ansvarlige ledere af virksomheder, som udfører sygetransport eller offentlig servicetrafik i selskabsform. Godkendelse af bestillingskontorer og ansvarlige ledere af bestillingskontorer kan ligeledes udstedes med gyldighed i op til ti år.
Det foreslås i stk. 1, at tilladelser til erhvervsmæssig persontransport og tilladelser til kørselskontorer udstedes for en periode i op til 10 år.
Tidsbegrænsningen af tilladelser og godkendelser har den konsekvens, at indehaveren forud for udløbet af gyldighedsperioden for en tilladelse eller en godkendelse på ny skal ansøge om tildeling af en tilladelse eller godkendelse og dermed skal dokumentere, at lovgivningens betingelser for at have en tilladelse eller godkendelse fortsat er opfyldt.
En tilladelse i henhold til den gældende taxilov skal i medfør af § 5, stk. 3, i den gældende taxilov udnyttes af den, der har opnået denne, og tilladelsen kan hverken helt eller delvis overgå til andre. Transport-, bygnings- og boligministeren kan dog under særlige omstændigheder gøre undtagelse herfra.
Det foreslås i stk. 2, at tilladelser og godkendelser alene kan anvendes af den virksomhed eller person, der har opnået tilladelsen eller godkendelsen, og at en tilladelse eller en godkendelse hverken helt eller delvist kan overdrages til andre.
Tilladelser kan, ligesom det er tilfældet efter den gældende taxilov, alene anvendes af den, der har fået tilladelsen. Forbuddet mod, at tilladelser helt eller delvist overdrages til andre, omfatter således salg, bortforpagtning, udleje, udlån pantsætning, kreditorforfølgning, arv eller lignende.
Godkendelse af chauffører omfattet af den gældende taxilov udstedes i medfør af § 4 a, stk. 4, i den gældende taxilov med en gyldighedsperiode, der svarer til restløbetiden af den pågældende chaufførs erhvervsmæssige kørekort. Det vil sige, at et førerkort omfattet af den gældende taxilov kan udstedes med en gyldighedsperiode i op til fem år svarende til en gyldighedsperioden for et erhvervsmæssigt kørekort.
Det foreslås i stk. 1, at et chaufførkort udstedes for en periode i op til 5 år.
Gyldighedsperioden for et chaufførkort kan fastsættes for en kortere periode end 5 år, hvis oplysninger om ansøgerens helbredsmæssige forhold giver belæg herfor.
Tidsbegrænsningen af et chaufførkort har den konsekvens, at indehaveren forud for udløbet af gyldighedsperioden for et chaufførkort skal ansøge om tildeling af et nyt chaufførkort og dermed skal dokumentere, at lovgivningens betingelser for at have et chaufførkort er opfyldt.
Bevis for godkendelse som chauffører i henhold til den gældende taxilov foreligger i medfør af § 32 i taxibekendtgørelsen i form af et førerkort, som i henhold til § 33 i taxibekendtgørelsen skal medbringes under kørslen og skal indeholde oplysninger om førerens navn og være forsynet med dennes foto.
Det foreslås i stk. 2, at chaufførkortet skal medbringes i bilen under kørslen og være anbragt så forsiden af kortet er synligt for passageren.
På denne måde sikres passageren en mulighed for hurtigt at kunne observere, at en given chauffør har den fornødne tilladelse til at udføre erhvervsmæssig persontransport. Kortets forside skal indeholde foto af chaufføren, kortets løbenummer og udløbsdato. På kortets bagside vil chaufførens navn og fødselsdato blive anført.
Det foreslås i stk. 3, at transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte regler om et midlertidigt chaufførkort. Bestemmelsen skal sikre en smidig administration, som giver ansøgere, der har dokumenteret opfyldelse af betingelserne for at få udstedt chaufførkort, ret til at udføre persontransport i henhold til lovforslaget i tidsrummet fra, at adgangsbetingelserne er dokumenteret, og frem til tidspunktet, hvor det permanente chaufførkort foreligger.
Et midlertidigt chaufførkort skal medbringes under udførelsen af kørsel omfattet af dette lovforslag og efter anmodning forevises for kontrolmyndighederne. Der er ikke krav om, at det midlertidige kort anbringes synligt for passagererne, idet kortet indeholder personoplysninger.
Indehavere af tilladelser i henhold til § 5, stk. 5, i den gældende taxilov skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.
Det foreslås i § 10, at indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.
Sigtet med bestemmelsen er at bidrage til udviklingen af sunde konkurrencevilkår samt - for så vidt angår de i de kollektive overenskomster indeholdte regler om arbejdstid og lignende vilkår - at fremme færdselssikkerheden. Bestemmelsen tager primært sigte på de situationer, der indebærer konkurrenceforvridning.
Der er en tale videreførelse af den gældende bestemmelse i § 5, stk. 5, i taxiloven.
I henhold til § 4 b i den gældende taxilov skal den myndighed, der har meddelt en tilladelse eller godkendelse efter denne lov, føre tilsyn med, at betingelserne for meddelelsen fortsat er til stede.
Det foreslås, at transport-, bygnings- og boligministeren skal føre tilsyn med, om betingelserne for opretholdelse af tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, tilladelse til et kørselskontor og tilladelse til chaufførkort fortsat er til stede. Dette tilsyn sker som led i ministerens hverv som tilladelsesudstedende myndighed.
Det forventes, at transport-, bygnings- og boligministeren i henhold til § 34, stk. 1, i denne lov vil delegere sin kompetence til at udstede tilladelser i medfør af denne lov til Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen, og tilsynsforpligtelsen i forbindelse med de udstedte tilladelser forventes ligeledes delegeret til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Transport-, bygnings- og boligministeren vil føre tilsyn med, at betingelserne i §§ 3 og 5 i dette lovforslag for at være i besiddelse af tilladelse til henholdsvis erhvervsmæssig persontransport i biler og til at drive kørselskontor er opfyldt. Tilsynet vil blive udført dels i form af et risikobaseret tilsyn, dels i form af et tilsyn baseret på stikprøver.
Det risikobaserede tilsyn kan fx blive iværksat i tilfælde, hvor ministeren modtager afgørelser fra politiet om overtrædelse af straffeloven, færdselsloven og taxilovgivningen begået af godkendte ansvarlige ledere eller af virksomheder med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport eller til at drive kørselskontor. Der vil i sådanne sager blive indhentet straffeattest og oplysninger om tilførsler til kriminalregistret om overtrædelse af færdselslovgivningen med henblik på vurdering af, om tilladelsen vil kunne opretholdes. Endvidere kan det kontrolleres, om virksomheder eller den ansvarlige leder har restancer til det offentlige, og om egenkapitalkravet er opfyldt.
Endvidere vil indberetninger fra det klagenævn, som taxibranchen skal oprette, jf. lovforslagets § 20, stk. 7, samt øvrige indberetninger om uregelmæssigheder kunne danne grundlag for et risikobaseret tilsyn.
Ved tilsyn baseret på stikprøve udtages tilfældige virksomheder til tilsyn. Det vil i sådanne sager typisk blive kontrolleret, om virksomheder eller den ansvarlige leder har restancer til det offentlige, og om egenkapitalkravet er opfyldt.
For så vidt angår kørselskontorer vil der endvidere løbende blive ført tilsyn med, om kørselskontoret løbende opsamler og opbevarer de i lovforslagets § 20 nævnte oplysninger om salg af taxikørsel, således at det sikres, at relevante oplysninger om et kørselskontors aktiviteter er til rådighed for myndighederne med henblik på kontrol af omsætning, skattebetaling og sikring af en forbedret forbrugerbeskyttelse.
Tilsyn kan resultere i skærpet tilsyn, advarsel eller tilbagekaldelse af tilladelser.
Der vil endvidere blive ført tilsynet med, om indehavere af chaufførkort, jf. § 7 i dette lovforslag, fortsat opfylder kravene for at have chaufførkortet. Tilsynet vil blive ført i form af et risikobaseret tilsyn.
Det risikobaserede tilsyn kan fx blive iværksat i tilfælde, hvor ministeren modtager afgørelser fra politiet om overtrædelse af straffeloven, færdselsloven og taxilovgivningen begået af en indehaver af et chaufførkort. Der vil i sådanne sager blive indhentet straffeattest og oplysninger om tilførsler til kriminalregistret om overtrædelse af færdselslovgivningen med henblik på vurdering af, om chaufførkortet vil kunne opretholdes.
Endvidere vil indberetninger fra det klagenævn, som taxibranchen skal oprette, jf. den foreslåede § 20, stk. 7, samt øvrige indberetninger om uregelmæssigheder kunne danne grundlag for et risikobaseret tilsyn.
Tilsyn kan resultere i skærpet tilsyn, advarsel eller tilbagekaldelse af tilladelser.
En tilladelse i henhold til den gældende taxilov kan ifølge dennes § 6 tilbagekaldes, hvis indehaveren af en tilladelse eller den, der har bestemmende indflydelse i virksomheden eller i øvrigt optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, bestemmelser i taxiloven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven. Det samme gælder, såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, for meddelelse af en tilladelse ikke længere er til stede.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport skal kunne tilbagekaldes, hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde kravet om at udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen som følge af, at vedkommende groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, færdselslovgivningens bestemmelser om hastighed, kørsel uden kørekort, bilens indretning, udstyr og tilbehør, arbejdsmiljølovens kapitel 9 om hvileperiode og fridøgn, lovgivningen om euforiserende stoffer, skatte- og afgiftslovgivningen eller udlændingelovgivningens bestemmelser om menneskesmugling.
Overtrædelse af de nævnte bestemmelser i færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort, bilens indretning m.v. samt arbejdsmiljølovens regler om hvileperioder og fridøgn udgør en fare for færdselssikkerheden, og grove eller gentagne overtrædelser skal derfor kunne føre til tilbagekaldelse af en tilladelse.
For så vidt angår lovgivningen om euforiserende stoffer er det specielt salg og distribution af euforiserende stoffer i forbindelse med udførelse af erhvervsmæssig persontransport, der vil være relevant i forbindelse med udførelse af erhvervsmæssig persontransport.
For så vidt angår overtrædelse af skatte- og afgiftsloven vil urigtige eller manglende oplysninger over for SKAT eller skattesvig og lignende være relevant.
For så vidt angår lovgivningen om menneskesmugling er det specielt bistand til udlændinge med ulovlig indrejse, ophold her i landet eller køb og salg - eller medvirken hertil - af mennesker mod deres vilje.
Det er transport-, bygnings- og boligministeren, som skal godtgøre, at en tilladelse tilbagekaldes som følge af omstændighederne i en konkret sag. Det skal i alle tilfælde vurderes, om en overtrædelse er af en sådan karakter, at det må antages, at indehaveren ikke længere vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, og at tilladelsen derfor skal tilbagekaldes.
Det forudsættes, at der i praksis som udgangspunkt vil blive tildelt en forudgående advarsel, inden der træffes afgørelse om tilbagekaldelse. Advarslen skal angive, at fremtidige overtrædelser vil kunne føre til tilbagekaldelse af en tilladelse. Dette er dog ikke tilfældet, såfremt der foreligger en overtrædelse, som skønnes at være af en sådan graverende karakter, at denne forudsætter en umiddelbar sanktion, og at meddelelse af advarsel således ikke forekommer at være proportionalt i forhold til det begåede forhold.
I tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at give en advarsel, men alligevel er behov for en sanktion over for virksomheden, vil virksomheden blive sat under skærpet tilsyn.
Efter § 6 i den gældende taxilov kan en tilladelse tilbagekaldes, hvis indehaveren har en betydelig forfalden gæld til det offentlige.
Efter stk. 1, nr. 2, skal der ske tilbagekaldelse af en tilladelse, hvis indehaveren har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover.
Der tilsigtes ingen ændring af den gældende retstilstand, idet det følger af forarbejderne til forslaget til den gældende taxilov, at såfremt indehaveren af en tilladelse har en forfalden gæld til det offentlige i størrelsesordenen 100.000 kr., vil dette kunne være tilstrækkeligt til at tilbagekalde tilladelsen.
Det forudsættes, at det forud for en eventuel tilbagekaldelse meddeles tilladelsesindehaveren, hvilke konsekvenser (tilbagekaldelse) en fortsat betydelig forfalden gæld kan få, således at tilladelsesindehaveren får mulighed for at indfri gælden inden for en rimelig tidsfrist.
Efter § 6 i den gældende taxilov kan en tilladelse tilbagekaldes, hvis indehaveren ikke længere opfylder denne lovs krav til egenkapital.
Efter stk. 1, nr. 3, skal der ske tilbagekaldelse af en tilladelse, hvis indehaveren ikke længere har den påkrævede egenkapital, jf. § 3, stk. 2, nr. 6.
Formålet med bestemmelsen er, at en tilladelsesindehaver, som ikke har økonomisk mulighed for at holde sine biler i forskriftsmæssig og dermed trafiksikkerhedsmæssig forsvarlig stand, får tilbagekaldt tilladelsen til erhvervsmæssig persontransport. Det forudsættes, at indehaveren i forbindelse hermed får en rimelig frist til at retablere egenkapitalgrundlaget.
En tilladelse i henhold til den gældende taxilov kan ifølge dennes § 6 tilbagekaldes, hvis en person med bestemmende indflydelse i virksomheden eller en person, der i øvrigt optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene m.v. for tilladelsen, bestemmelser i taxiloven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.
Det foreslås i stk. 2, at en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport skal kunne tilbagekaldes, hvis en chauffør eller en anden person, der optræder i indehaverens interesse i forbindelse med udførelsen af erhvervet gentagne gange groft har overtrådt bestemmelserne i § 12, stk. 1, nr. 1, og det som følge heraf må antages, at indehaveren ikke længere kan udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Der skal være tale om grove og gentagne overtrædelser, idet det ikke vil være rimeligt, at en tilladelse kan tilbagekaldes ved én grov overtrædelse, når der er tale om en ansats overtrædelser af bestemmelserne i stk. 1, nr. 1. Tilladelsesindehaveren har ikke altid i en sådan situation mulighed for at rette op på forholdene som følge af manglende kendskab til den ansattes overtrædelser af lovgivningen.
Efter forslaget skal der i almindelighed være tale om overtrædelser begået af den samme chauffør eller af samme anden person, der optræder i tilladelsesindehaverens interesse.
Det vil i denne forbindelse endvidere navnlig indgå i overvejelserne, hvilke skridt indehaveren har taget for at standse den eller de personer, som gentagne gange groft har overtrådt lovgivningen. Med formuleringen understreges tilladelsesindehaverens ledelsesmæssige ansvar med hensyn til at sikre sig, at de ansatte overholder gældende lovgivning i forbindelse med udførelsen af sit hverv i virksomheden. Der skal derfor ikke alene foretages en konkret vurdering af eventuelle overtrædelser af lovgivningen, men også en samlet vurdering af den pågældende virksomhed, herunder navnlig virksomhedens tidligere og nuværende situation, samt hvilke ledelsesmæssige dispositioner, der som følge af eventuelle overtrædelser af lovgivningen er foretaget med henblik på at sikre, at virksomheden samlet set lever op til de krav, der er en forudsætning for at have tilladelse til at drive erhvervsmæssig persontransport i biler.
I henhold til § 6, stk. 3, i den gældende taxilov kan en godkendelse af ansvarlig leder tilbagekaldes, såfremt kravet om god skik ikke længere er opfyldt.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at en godkendelse som ansvarlig leder af en virksomhed med tilladelse til at udføre erhvervsmæssig persontransport skal kunne tilbagekaldes under de betingelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2.
Overtrædelse af de nævnte bestemmelser i færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort, bilens indretning m.v. samt arbejdsmiljølovens kapitel 9 om hvileperioder og fridøgn udgør en fare for færdselssikkerheden, og grove eller gentagne overtrædelser skal derfor kunne føre til tilbagekaldelse af en godkendelse.
For så vidt angår lovgivningen om euforiserende stoffer er det specielt salg og distribution af euforiserende stoffer i forbindelse med udførelse af erhvervsmæssig persontransport, der vil være relevant i forbindelse med udførelse af erhvervsmæssig persontransport.
For så vidt angår overtrædelse af skatte- og afgiftsloven vil afgivelse af urigtige eller manglende oplysninger til SKAT eller skattesvig og lignende være relevant.
For så vidt angår udlændingelovgivningens bestemmelser om menneskesmugling er det specielt bistand til udlændinge med ulovlig indrejse, ophold her i landet eller køb og salg eller medvirken hertil af mennesker mod deres vilje.
Det er transport-, bygnings- og boligministeren, som skal godtgøre, at en godkendelse tilbagekaldes som følge af omstændighederne i en konkret sag. Det skal i alle tilfælde vurderes, om en overtrædelse er af en sådan karakter, at det må antages, at den ansvarlige leder ikke længere vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, og at godkendelsen derfor skal tilbagekaldes.
Det forudsættes, at der i praksis som udgangspunkt vil blive tildelt en forudgående advarsel, inden der træffes afgørelse om tilbagekaldelse. Advarslen skal angive, at fremtidige overtrædelser vil kunne føre til tilbagekaldelse af en godkendelse. Dette er dog ikke tilfældet, såfremt der foreligger en overtrædelse, som skønnes at være af en sådan graverende karakter, at denne forudsætter en umiddelbar sanktion, og at meddelelse af advarsel således ikke forekommer at være proportionalt i forhold til det begåede forhold.
En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis den ansvarlige leder har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. og derover. Der tilsigtes ingen ændring af den gældende retstilstand, idet det følger af forarbejderne til forslaget til den gældende taxilov, at såfremt den ansvarlige leder har en forfalden gæld til det offentlige i størrelsesordenen 100.000 kr., vil dette kunne være tilstrækkeligt til at tilbagekalde godkendelsen.
Det forudsættes, at det forud for en eventuel tilbagekaldelse meddeles vedkommende, hvilke konsekvenser (tilbagekaldelse) en fortsat betydelig forfalden gæld kan få, således at denne får mulighed for at indfri gælden inden for en rimelig tidsfrist.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at en godkendelse som ansvarlig leder kan tilbagekaldes, hvis indehaveren er blevet dømt for strafbare forhold, som begrunder en nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven.
Det betyder, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en individuel vurdering af, hvorvidt et strafbart forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at drive virksomhed med erhvervsmæssig persontransport.
Vurderingen finder sted på grundlag af oplysninger om det strafbare forholds karakter, den tid der er gået fra det strafbare forhold blev begået, og den ansvarlige leders personlige forhold.
Hvis det strafbare forhold er begået i forbindelse udøvelse af erhvervsmæssig persontransport, kan der således blive tale om tilbagekaldelse af godkendelsen.
På grundlag af hensynet, til at kunder trygt skal kunne lade sig transportere i biler, der fungerer på grundlag af denne lov, uden på nogen måde at skulle bekymre sig om deres personlige sikkerhed, bør det navnlig indgå i vurderingen, hvorvidt det strafbare forhold er omfattet af gerningsindholdet i straffelovens bestemmelser i kapitel 24 om seksualforbrydelser, kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme og kapitel 28 om formueforbrydelser.
I henhold til § 6, stk. 6, i den gældende taxilov sker tilbagekaldelse på tid fra et til fem år eller indtil videre.
Det foreslås i stk. 4, at tilbagekaldelse efter stk. 1-3 sker i en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre. Fastsættelse af tilbagekaldelsesperioden sker på grundlag af en konkret vurdering af forholdets beskaffenhed og grovhed.
Den gældende taxilov omfatter ikke tilbagekaldelsesbestemmelser for bestillingskontorer. Det følger imidlertid af § 18, stk. 4, i taxibekendtgørelsen, at godkendelsen af et bestillingskontor er betinget af, at det har ansat en af kommunen godkendt ansvarlig leder, der opfylder betingelserne i § 3 i den gældende taxilov.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en tilladelse til at drive kørselskontor skal kunne tilbagekaldes, hvis indehaveren groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf, lovgivningen om euforiserende stoffer, skatte- og afgiftslovgivningen eller udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling.
For så vidt angår lovgivningen om euforiserende stoffer er det specielt salg og distribution af euforiserende stoffer i forbindelse med udførelse af erhvervsmæssig persontransport, der vil være relevant i forbindelse med kørselskontorvirksomhed.
For så vidt angår overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen vil afgivelse af urigtige eller manglende oplysninger til SKAT eller skattesvig og lignende være relevante.
For så vidt angår udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling er det specielt bistand til udlændinge med ulovlig indrejse, ophold her i landet eller køb og salg eller medvirken hertil af mennesker mod deres vilje.
Det er transport-, bygnings- og boligministeren, som skal godtgøre, at en tilladelse tilbagekaldes som følge af omstændighederne i en konkret sag. Det skal i alle tilfælde vurderes, om en overtrædelse er af en sådan karakter, at det må antages, at indehaveren ikke længere vil kunne udøve sit erhverv i overensstemmelse med god skik inden for branchen, og at tilladelse i henhold til loven derfor skal tilbagekaldes.
Det forudsættes, at der i praksis som udgangspunkt vil blive tildelt en forudgående advarsel, inden der træffes afgørelse om tilbagekaldelse. Advarslen skal angive, at fremtidige overtrædelser vil kunne føre til tilbagekaldelse af en tilladelse. Dette er dog ikke tilfældet, såfremt der foreligger en overtrædelse, som skønnes at være af en sådan graverende karakter, at denne forudsætter en umiddelbar sanktion, og at meddelelse af advarsel således ikke forekommer proportionalt i forhold til det begåede forhold.
I tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at give en advarsel, men alligevel er behov for en sanktion over for virksomheden, vil virksomheden blive sat under skærpet tilsyn.
Efter stk. 1, nr. 2, kan der ske tilbagekaldelse af en tilladelse, hvis indehaveren har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover. Der tilsigtes ingen ændring af den gældende retstilstand, idet det følger af forarbejderne til forslaget til lov om taxikørsel m.v., at såfremt indehaveren af en tilladelse har en forfalden gæld til det offentlige i størrelsesordenen 100.000 kr., vil dette kunne være tilstrækkeligt til at tilbagekalde tilladelsen.
Det forudsættes, at det forud for en eventuel tilbagekaldelse meddeles tilladelsesindehaveren, hvilke konsekvenser (tilbagekaldelse) en fortsat betydelig forfalden gæld kan få, således at tilladelsesindehaveren har mulighed for at indfri gælden inden for en rimelig tidsfrist.
Efter stk. 1, nr. 3, skal der ske tilbagekaldelse af en tilladelse, hvis indehaveren ikke længere har den påkrævede egenkapital, jf. § 5, stk. 2, nr. 6.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en tilladelsesindehaver, som ikke har økonomisk mulighed for at drive kørselskontoret forretningsmæssigt forsvarligt, kan få tilbagekaldt tilladelsen til at drive kørselskontor. Det forudsættes, at indehaveren i forbindelse hermed får en rimelig frist til at retablere egenkapitalgrundlaget.
En tilladelse i henhold til den gældende taxilov kan ifølge § 6 tilbagekaldes, hvis en person med bestemmende indflydelse i virksomheden eller en person, der i øvrigt optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene m.v. for tilladelsen, bestemmelser i taxiloven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.
Efter stk. 2 kan en tilladelse til at drive kørselskontor tilbagekaldes, hvis en person, der optræder i indehaverens interesse, i forbindelse med udførelse af erhvervet gentagne gange groft har overtrådt bestemmelser omfattet af stk. 1, nr. 1.
Der skal være tale om gentagne og grove overtrædelser, idet det ikke vil være rimeligt, at en tilladelse kan tilbagekaldes ved én grov overtrædelse, når der er tale om en ansats overtrædelser af bestemmelserne i stk. 1, nr. 1. Tilladelsesindehaveren har ikke altid i en sådan situation mulighed for at rette op på forholdene som følge af manglende kendskab til den ansattes overtrædelse af lovgivningen.
Efter forslaget skal der i almindelighed være tale om overtrædelser begået af samme person, der optræder i tilladelsesindehaverens interesse.
Det vil i denne forbindelse endvidere navnlig indgå i overvejelserne, hvilke skridt indehaveren har taget for at standse den eller de personer, som gentagne gange groft har overtrådt lovgivningen. Med formuleringen understreges tilladelsesindehaverens ledelsesmæssige ansvar med hensyn til at sikre sig, at de ansatte overholder gældende lovgivning i forbindelse med udførelsen af deres hverv i virksomheden. Der skal derfor ikke alene foretages en konkret vurdering af eventuelle overtrædelser af lovgivningen, men også en samlet vurdering af den pågældende virksomhed, herunder navnlig virksomhedens tidligere og nuværende situation, samt hvilke ledelsesmæssige dispositioner, der som følge af eventuelle overtrædelser af lovgivningen er foretaget med henblik på at sikre, at virksomheden samlet lever op til de krav, der er en forudsætning for at have tilladelse til at drive kørselskontor.
I henhold til § 6, stk. 3, i den gældende taxilov kan godkendelse af en ansvarlig leder af et bestillingskontor tilbagekaldes, såfremt kravet om god skik ikke længere er opfyldt.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at en godkendelse som ansvarlig leder af et kørselskontor skal kunne tilbagekaldes under de betingelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2.
For så vidt angår lovgivningen om euforiserende stoffer er det specielt salg og distribution af euforiserende stoffer i forbindelse med udførelse af erhvervsmæssig persontransport, der vil være relevant i forbindelse med udførelse af erhvervsmæssig persontransport.
For så vidt angår overtrædelse af skatte- og afgiftsloven vil afgivelse af urigtige eller manglende oplysninger til SKAT eller skattesvig og lignende være relevant.
For så vidt angår udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling er det specielt bistand til udlændinge med ulovlig indrejse, ophold her i landet eller køb og salg eller medvirken hertil af mennesker mod deres vilje.
Det er transport-, bygnings- og boligministeren, som skal godtgøre, at en godkendelse tilbagekaldes som følge af omstændighederne i en konkret sag. Det skal i alle tilfælde vurderes, om en overtrædelse er af en sådan karakter, at det må antages, at den ansvarlige leder ikke længere vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, og at godkendelsen derfor skal tilbagekaldes.
Det forudsættes, at der i praksis som udgangspunkt vil blive tildelt en forudgående advarsel, inden der træffes afgørelse om tilbagekaldelse. Advarslen skal angive, at fremtidige overtrædelser vil kunne føre til tilbagekaldelse af en godkendelse. Dette er dog ikke tilfældet, såfremt der foreligger en overtrædelse, som skønnes at være af en sådan graverende karakter, at denne forudsætter en umiddelbar sanktion, og at meddelelse af advarsel således ikke forekommer at være proportionalt i forhold til det begåede forhold.
En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis den ansvarlige leder har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover. Der tilsigtes ingen ændring af den gældende retstilstand, idet det følger af forarbejderne til forslaget til den gældende taxilov, at såfremt den ansvarlige leder har en forfalden gæld til det offentlige i størrelsesordenen 100.000 kr., vil dette kunne være tilstrækkeligt til at tilbagekalde godkendelsen.
Det forudsættes, at det forud for en eventuel tilbagekaldelse meddeles vedkommende, hvilke konsekvenser (tilbagekaldelse) en fortsat betydelig forfalden gæld kan få, således at denne får mulighed for at indfri gælden inden for en rimelig tidsfrist.
I henhold til § 6, stk. 3, i den gældende taxilov kan godkendelse af ansvarlig leder tilbagekaldes, såfremt kravet om god skik ikke længere er opfyldt.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at godkendelse som ansvarlig leder kan tilbagekaldes, hvis denne er blevet dømt for strafbare forhold, som jf. § 78, stk. 2, i straffeloven begrunder en nærliggende fare for misbrug af virksomheden.
Det betyder, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en individuel vurdering af, hvorvidt et strafbart forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at drive kørselskontor.
Vurderingen finder sted på grundlag af oplysninger om det strafbare forholds karakter, den tid, der er gået fra det strafbare forhold blev begået, og den ansvarlige leders personlige forhold.
Hvis det strafbare forhold er begået i forbindelse med kørselskontorvirksomhed, kan der således blive tale om tilbagekaldelse af godkendelsen.
I henhold til § 6, stk. 6, i den gældende taxilov sker tilbagekaldelse i den gældende taxilov på tid fra et til fem år eller indtil videre.
Det foreslås i stk. 4, at tilbagekaldelse efter stk. 1-3 sker i en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre. Fastsættelse af tilbagekaldelsesperioden sker på grundlag af en konkret vurdering af forholdets beskaffenhed og grovhed.
Et førerkort kan i henhold til § 6, stk. 4, i den gældende taxilov tilbagekaldes, hvis indehaveren ikke længere opfylder kravet om god skik.
Det foreslås i stk. 1, at et chaufførkort kan tilbagekaldes, hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde kravet om god skik, som følge af, at vedkommende i forbindelse med udførelsen af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf, færdselslovgivningens bestemmelser om hastighed, kørsel uden kørekort, bilens indretning, udstyr og tilbehør, lovgivningen om euforiserende stoffer, skatte- og afgiftslovgivningen eller udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling.
Det er transport-, bygnings- og boligministeren, der som tilladelsesudstedende myndighed skal godtgøre, at et chaufførkort tilbagekaldes som følge af omstændighederne i en konkret sag.
Det forudsættes, at der i praksis som udgangspunkt vil blive tildelt en forudgående advarsel, inden der træffes afgørelse om tilbagekaldelse. Advarslen skal angive, at fremtidige overtrædelser vil kunne føre til tilbagekaldelse af chaufførkortet.
Der kan ifølge forslagets stk. 1, nr. 1, ske tilbagekaldelse af et chaufførkort, hvis indehaveren groft eller gentagne gange har overtrådt denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf.
Det er vigtigt, at chaufførerne overholder bestemmelserne i §§ 7 og 9. Desuden kan chaufførerne straffes med bøde for at køre uden chaufførkort eller for ikke at have medbragt chaufførkortet i bilen, jf. lovforslagets § 35.
Der kan ifølge forslagets stk. 1, nr. 2, ske tilbagekaldelse af et chaufførkort, hvis chaufføren overtræder færdselslovgivningens bestemmelser om hastighed, kørsel uden kørekort, bilens indretning, udstyr og tilbehør.
Overtrædelse af færdselslovgivningen bør have særlige konsekvenser for chauffører, der er ansvarlige for kundernes sikkerhed.
Der kan ifølge forslagets stk. 1, nr. 3, ske tilbagekaldelse af et chaufførkort, hvis chaufføren overtræder lovgivningen om euforiserende stoffer.
Det er fx salg og distribution af euforiserende stoffer i forbindelse med udførelse af erhvervsmæssig persontransport, der vil være relevant i relation til denne bestemmelse.
Der kan ifølge forslagets stk. 1, nr. 4, ske tilbagekaldelse af et chaufførkort, hvis chaufføren overtræder skatte- og afgiftslovgivningen.
Afgivelse af urigtige eller manglende oplysninger til SKAT eller skattesvig og lignende vil fx være relevant i relation til denne bestemmelse.
Der kan ifølge forslagets stk. 1, nr. 5, ske tilbagekaldelse af et chaufførkort, hvis chaufføren overtræder udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling.
Bistand til udlændinge med ulovlig indrejse, ophold her i landet eller køb og salg - eller medvirken hertil - af mennesker mod deres vilje vil være relevant i forhold til denne bestemmelse.
Det skal i alle tilfælde, dvs. ved overtrædelse af stk. 1, nr. 1-5, vurderes, om en overtrædelse er af en sådan karakter, at det må antages, at indehaveren ikke længere vil kunne udøve sit erhverv i overensstemmelse med god skik inden for branchen, og om chaufførkortet derfor skal tilbagekaldes.
Det foreslås i stk. 2, at et chaufførkort tilbagekaldes, hvis indehaveren er blevet dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af beskæftigelsen som chauffør, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven.
Det betyder, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en individuel vurdering af, hvorvidt et strafbart forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at føre biler omfattet af denne lov.
Vurderingen finder sted på grundlag af oplysninger om det strafbare forholds karakter, den tid, der er gået fra det strafbare forhold blev begået, og gerningsmandens personlige forhold.
Hvis det strafbare forhold er begået i forbindelse med udøvelse af erhvervsmæssig persontransport, kan der således blive tale om at tilbagekalde chaufførkortet.
På grundlag af hensynet til, at kunder trygt skal kunne lade sig transportere i biler, der fungerer på grundlag af denne lov, uden at skulle bekymre sig deres personlige sikkerhed, bør det navnlig indgå i vurderingen, hvorvidt det strafbare forhold er omfattet af gerningsindholdet i straffelovens bestemmelser i kapitel 24 om seksualforbrydelser, kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme og kapitel 28 om formueforbrydelser.
Det foreslås i stk. 3, at tilbagekaldelse efter stk. 1 sker i en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre. Bestemmelsen præciserer, at tilbagekaldelse af chaufførkort kan ske i en periode på 1 til 5 år eller indtil videre. Fastsættelse af tilbagekaldelsesperioden sker på grundlag af en konkret vurdering af forholdets beskaffenhed og grovhed.
Efter forslagets § 15 kan transport-, bygnings- og boligministeren i forbindelse med behandling af sager om tilbagekaldelse i nødvendigt omfang videregive tilladelsesindehaveren oplysning om overtrædelser af bestemmelser omfattet af § 13, stk. 1, nr. 1, eller § 14, stk. 1, nr. 1, begået af en chauffør eller en anden, der optræder i virksomhedens interesse, i forbindelse med udførelsen af erhvervet.
Der er tale om en ny bestemmelse.
Videregivelse af oplysninger om strafbare forhold kan ske efter persondataloven, når videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller er påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, jf. persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 3.
I forbindelse med afgørelse om tilbagekaldelse af en tilladelse, som er begrundet i chaufførers eller andre ansattes grove og gentagne overtrædelser af lovgivningen, er det ud fra almindelige retssikkerhedsmæssige principper vigtigt at sikre, at tilladelsesindehaveren er bekendt med de oplysninger, der kan medføre, at der træffes afgørelse om tilbagekaldelse.
Der henvises til afsnit 2.12. i de almindelige bemærkninger.
Efter § 7, stk. 1, i den gældende taxilov kan indehaveren af en tilladelse eller godkendelse forlange en afgørelse om tilbagekaldelse af tilladelsen eller godkendelsen indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den tilladelsesudstedende myndighed, der anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former, medmindre der er tale om tilbagekaldelse på grund af vandelsmæssige forhold.
Det foreslås i stk. 1, at indehavere af tilladelser og godkendelser kan forlange en afgørelse om tilbagekaldelse, der ikke vedrører vandelsmæssige forhold, indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, over for transport-, bygnings- og boligministeren, der anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Der er tale om videreførelse af § 7, stk. 1, i den gældende taxilov.
Efter § 7, stk. 4, i den gældende taxilov kan en afgørelse om tilbagekaldelse på grund af vandelsmæssige forhold forlanges indbragt for domstolene på begæring af den, afgørelsen vedrører, eller den myndighed, der har truffet afgørelsen. Sagen behandles i strafferetsplejens former.
Det foreslås i stk. 2, at indehavere af tilladelser og godkendelser kan forlange en afgørelse om tilbagekaldelse, der vedrører vandelsmæssige forhold, jf. straffelovens § 78, stk. 2, indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Sagen indbringes herefter for domstolene af anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen behandles i strafferetsplejens former.
Der er tale om videreførelse af § 7, stk. 4, i den gældende taxilov.
Efter § 7, stk. 2, i den gældende taxilov har anmodning om sagsanlæg opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Det foreslås i stk. 3, at anmodning om sagsanlæg vedrørende afgørelser om tilbagekaldelse truffet på grundlag af skønsmæssige afgørelser skal have opsættende virkning. Findes tilbagekaldelsen lovlig ved dommen, kan det i dommen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Ved skønsmæssige afgørelser vil udgangspunktet være, at indbringelse for domstolene har opsættende virkning. Dette udgangspunkt er begrundet i retssikkerhedsmæssige hensyn.
Retten kan imidlertid ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed tilladelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Det foreslås i stk. 4, at anmodning om sagsanlæg vedrørende afgørelser om tilbagekaldelse truffet på grundlag af objektive konstaterbare forhold ikke har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve den virksomhed, tilladelsen vedrører. Ankes en dom, hvorved tilbagekaldes ikke findes lovlig, kan den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden ikke må udøves under sagens behandling.
I sådanne tilfælde skønnes der ikke at være samme behov for opsættende virkning, som er tilfældet i forbindelse med skønsmæssige afgørelser. Retten kan imidlertid ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve den virksomhed, tilladelsen vedrører.
Efter § 7, stk. 1, i den gældende taxilov kan indehaveren af en tilladelse eller godkendelse forlange en afgørelse om afslag på fornyelse af en tilladelse eller godkendelse indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den tilladelsesudstedende myndighed, der anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former, medmindre der er tale om tilbagekaldelse på grund af vandelsmæssige forhold.
Det foreslås i stk. 1, at indehavere af tilladelser og godkendelser skal kunne forlange afgørelser om afslag på fornyelse af tilladelser og godkendelser, der ikke vedrører vandelsmæssige forhold, indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Transport-, bygnings- og boligministeren anlægger herefter sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Der er tale om videreførelse af § 7, stk. 1, i den gældende taxilov.
Efter § 7, stk. 4, i den gældende taxilov kan en afgørelse om afslag på fornyelse på grund af vandelsmæssige forhold forlanges indbragt for domstolene på begæring af den, afgørelsen vedrører, eller den myndighed, der har truffet afgørelsen. Sagen behandles i strafferetsplejens former.
Det foreslås i stk. 2, at indehavere af tilladelser og godkendelser kan forlange en afgørelse om afslag på fornyelse af tilladelser og godkendelser, der vedrører vandelsmæssige forhold, jf. straffelovens § 78, stk. 2, indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Sagen indbringes herefter for domstolene af anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen behandles i strafferetsplejens former.
Der er tale om videreførelse af § 7, stk. 4, i den gældende taxilov.
Efter § 7, stk. 2, i den gældende taxilov har anmodning om sagsanlæg opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Det foreslås i stk. 3, at anmodning om sagsanlæg vedrørende afgørelser om afslag på fornyelse af tilladelser og godkendelser truffet på grundlag af skønsmæssige afgørelser skal have opsættende virkning. Findes tilbagekaldelsen lovlig ved dom, kan det ved dom bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Ved skønsmæssige afgørelser vil udgangspunktet være, at indbringelse for domstolene har opsættende virkning. Dette udgangspunkt er begrundet i retssikkerhedsmæssige hensyn.
Retten kan imidlertid ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed tilladelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dom, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Det foreslås i stk. 4, at anmodning om sagsanlæg vedrørende afgørelser om afslag på fornyelse af tilladelser og godkendelser truffet på grundlag af objektive konstaterbare forhold ikke har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve den virksomhed, tilladelsen vedrører. Ankes en dom, hvorved tilbagekaldelsen ikke findes lovlig, kan den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden ikke må udøves under sagens behandling.
I sådanne tilfælde skønnes der ikke at være samme behov for opsættende virkning, som er tilfældet i forbindelse med skønsmæssige afgørelser. Retten kan imidlertid ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke skal have adgang til at udøve den virksomhed, tilladelsen vedrører.
Efter § 8, stk. 1, i den gældende taxilov bortfalder en tilladelse eller en godkendelse, hvis indehaveren afgår ved døden, ikke længere har bopæl her i landet, ikke længere er myndig, kommer under værgemål eller under samværgemål eller kommer under rekonstruktionsbehandling eller konkurs.
Det foreslås i stk. 1, at tilladelser og godkendelser bortfalder, hvis indehaveren afgår ved døden, kommer under rekonstruktionsbehandling eller konkurs. Det samme skal gælde, hvis indehaveren af en tilladelse og godkendelse ikke længere har bopæl i EU eller EØS, ikke længere er myndig, kommer under værgemål eller under samværgemål. Tilladelser og godkendelser bortfalder endvidere, hvis virksomheden ikke længere har fast forretningssted i Danmark.
Der er tale om en videreførelse af § 8, stk. 1, i den gældende taxilov.
Efter § 7 i taxibekendtgørelsen bortfalder en tilladelse til sygetransport eller offentlig servicetrafik, hvis den ansvarlige leder fratræder, medmindre virksomheden inden 3 måneder efter den ansvarlige leders fratræden over for den tilladelsesudstedende myndighed har dokumenteret at have ansat en ny ansvarlig leder, der opfylder de fastsatte krav.
Det foreslås i stk. 2, at tilladelser til erhvervsmæssig persontransport eller til at drive kørselskontor bortfalder, hvis den godkendte ansvarlige leder fratræder virksomheden. Transport-, bygnings- og boligministeren kan efter den ansvarlige leders fratrædelse give midlertidig tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på ansættelse af en ny ansvarlig leder.
Bestemmelsen skal give virksomheden mulighed for i en overgangsperiode ikke at have en ansvarlig leder, uden at virksomheden af den grund mister sin tilladelse.
Efter § 8, stk. 2, i den gældende taxilov kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der er under rekonstruktion, et konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål eller samværgemål, efter anmeldelse inden 14 dage til myndighed, der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen, midlertidig få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på rekonstruktion, afhændelse, afvikling eller lignende.
Det foreslås i stk. 3, at transport-, bygnings- og boligministeren kan give midlertidig tilladelse til et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der er under rekonstruktion, et konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål eller samværgemål, til at fortsætte virksomheden med henblik på rekonstruktion, afhændelse, afvikling eller lignende.
Den midlertidige tilladelse vil som udgangspunkt blive udstedt for en periode på seks måneder regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende situation indtraf. Dog kan den midlertidige tilladelse i særlige situationer forlænges i et kortere tidsrum, jf. det foreslåede stk. 4.
Efter § 8, stk. 2, i den gældende taxilov gælder adgangen til midlertidigt at fortsætte driften af virksomheden kun indtil 6 måneder fra dødsfaldet, rekonstruktionsbehandlingens indledning, konkursdekretets afsigelse eller værgemålets iværksættelse. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.
Det foreslås i stk. 4, at de midlertidige tilladelser efter stk. 3 gælder indtil seks måneder fra dødsfaldet, rekonstruktionsbehandlingens indledning, konkursdekretets afsigelse, værgemålets iværksættelse eller den ansvarlige leders fratrædelse. Transport-, bygnings- og boligministeren kan dog i særlige tilfælde forlænge de midlertidige tilladelser yderligere.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at virksomheder i drift, som på grund af de i bestemmelsen anførte ude fra kommende årsager er lukningstruede, har en rimelig frist til at tage de nødvendige initiativer med henblik på fortsættelse af driften. Formålet er ligeledes at give indehavere af luk-ningstruede virksomheder en rimelig frist til at overveje, hvorvidt en virksomhed skal afvikles eller forsøges opretholdt.
Efter § 9 i den gældende taxilov skal en tilladelse eller godkendelse, der er tilbagekaldt, nægtet fornyet, frakendt eller bortfaldet, straks afleveres til den myndighed, der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen.
Det foreslås, at tilladelser og godkendelser, der er tilbagekaldt eller bortfaldet, straks skal afleveres til transport-, bygnings- og boligministeren.
Det forventes, at tilladelser i henhold til loven vil blive udstedt elektronisk. Tilladelser i henhold til loven, der er tilbagekaldt eller bortfaldet, tilbageleveres i form af elektronisk annullering foretaget af transport-, bygnings- og boligministeren. Tilladelser i henhold til loven, der som følge af praktiske årsager måtte foreligge i fysisk form, skal ved tilbagekaldelse eller bortfald straks afleveres til transport-, bygnings- og boligministeren.
Chaufførkort vil foreligge i fysisk form med henblik på, at disse er synlige for passagererne. Chaufførkort, der er tilbagekaldt eller bortfaldet, skal straks afleveres til transport-, bygnings- og boligministeren.
Et bestillingskontor skal i henhold til § 18, stk. 5, i taxibekendtgørelsen efter kommunalbestyrelsens forlangende indsende regnskab og budget til kommunalbestyrelsens godkendelse samt dokumentere omfanget af kontorets aktiviteter ved indsendelse af ordresedler og døgnrapporter for den seneste måned. Derudover skal kontoret årligt indsende en liste over tilsluttede tilladelsesindehavere.
I henhold til § 13 i udstyrsbekendtgørelsen skal der i en taxi findes en trafikbog, der på forlangende skal forevises og om fornødent udlånes til kontrolmyndigheden.
Det foreslås i stk. 1, at et kørselskontor løbende og digitalt skal indsamle og opbevare oplysninger om den taxikørsel, der sælges af kontoret. Der skal for hver kørselsopgave indsamles oplysning om bilens registreringsnummer, chaufførkortnummer, dato for kørslen, kørslens begyndelses- og sluttidspunkt, antal kørte kilometer, betalingen, start- og slutpunkt angivet med GPS-koordinater og øvrige GPS-koordinater.
Oplysningerne om de kørte ture skal indsamles og opbevares for at kunne sikre tilsyn og kontrol med kørselskontorernes virksomhed, herunder kørselskontorenes omsætning.
Oplysninger om betalingen skal både omfatte prisen for den pågældende tur, betaling for bro- eller færgetakster m.v. og betaling for eventulle tillægsydelser.
Datoen for taxikørslen angives som den dato, hvor en kørsel starter, fx hvis en kørsel starter kl. 23.55 og den først slutter kl. 00.15 den følgende dag, i det tilfælde angives kørslen som værende foregået på den dag, hvor kørslen startede.
Start- og slutpunkt for en kørt tur angivet med GPS-koordinater samt øvrige GPS-koordinater for den kørte tur skal gøre det muligt efterfølgende at se den kørte rute på et kort.
Et yderligere formål med at indsamle oplysningerne er at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse, således at oplysningerne om en kørt tur efterfølgende kan dokumenteres. Fx hvis en kunde efterfølgende klager over en tur, fordi kunden er af den opfattelse, at chaufføren kørte en omvej for at tage sig bedre betalt for turen. I en sådan sag vil de indhentede data om henholdsvis start - og slutpunkt sammenholdt med de øvrige GPS-koordinater kunne afgøre, om der er kørt en omvej eller ej og dermed danne baggrund for, om kunden får medhold i sin klage eller ej.
Et kørselskontor kan i forbindelse med indsamling og opbevaring af oplysninger indgå en aftale med en tredjepart om, at tredjeparten står for indsamlingen og opbevaringen af de pågældende oplysninger, men det juridiske ansvar, for at der sker indsamling, påhviler uanset en sådan aftale det enkelte kørselskontor.
Indsamling af oplysninger om chaufførkortnummer er en personoplysning. Efter en konkret vurdering vil samtlige af de indsamlede oplysninger kunne være personoplysninger, som er omfattet af persondataloven. Der henvises til en nærmere beskrivelse af forholdet til persondataloven i afsnit 2.12.3. i de almindelige bemærkninger.
De i bestemmelsen nævnte oplysninger skal indsamles og opbevares for at kunne sikre kontrol med kørselskontorers omsætning og dermed muligheden for en korrekt indberetning til myndighederne. Det vurderes, at indsamlingen af oplysninger er relevant og tilstrækkelig til opnåelse af ovennævnte formål. Alle oplysningerne er nødvendige for opnåelse af formålet. Det vil blive fastsat i en bekendtgørelse, at oplysningerne skal opbevares i 5 år plus det indeværende år, jf. det foreslåede stk. 10. Opbevaringsperiodens længde er nødvendigt af hensyn til sikring af skattebetalingen, jf. bogføringslovens § 10, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006. Bestemmelsen afløser § 18, stk. 5, i taxibekendtgørelsen.
Det foreslås i stk. 2, at et kørselskontor digitalt for hver chaufførs vagt skal indsamle og opbevare oplysninger om bilens registreringsnummer, start- og sluttidspunkt, chaufførkortnummer og bilens kilometertællers visning ved vagtens start- og sluttidspunkt.
Ved en chaufførs vagt forstås det tidsrum, hvor en chauffør møder på arbejde og indtil chaufførens arbejdsdag slutter.
Bestemmelsen afløser sammen med det foreslåede stk. 1, § 13 i udstyrsbekendtgørelsen om trafikbøger og gør det nu til et krav, at indsamlingen af de krævede oplysninger skal ske digitalt. De registrerede oplysninger om den enkelte chaufførs vagt skal bruges til at kunne dokumentere anvendelsen af bilen til erhvervsmæssig persontransport.
Det foreslås i stk. 3, at et kørselskontor løbende og digitalt skal indsamle og opbevare data, der kan indgå i samordnede digitale trafikløsninger og til statistiske formål.
Det kunne fx være oplysninger om, hvor kørselskontorets biler fysisk befinder sig på et givent tidspunkt, om bilerne er ledige eller optagede osv. De samordnede digitale trafikløsninger skal udvide forbrugernes kendskab til de trafikale tilbud.
Til statistiske formål kunne det være oplysninger om, hvilke dele af landet det pågældende kørselskontor betjener, antallet af henholdsvis tilknyttede vognmænd og biler og lignende.
Det vil blive fastsat i en bekendtgørelse, hvilke oplysninger kørselskontorerne skal indsamle til samordnede digitale trafikløsninger og til statistiske formål.
Det foreslås i stk. 4, at et kørselskontors administrative systemer skal gennemgå en årlig systemrevision med henblik på at sikre datasikkerhed og datakvalitet. Der skal i den forbindelse udfærdiges en erklæring om den udførte systemrevision af en uafhængig revisor. Erklæringen skal indsendes til transport-, bygnings- og boligministeren.
Der skal ske en revision i forhold til kørselskontorets processer, systemer og interne kontroller, herunder kørselskontorets kontrol med kvaliteten af den løbende dataopsamling samt kontrol med det anvendte system.
Formålet med, at revisionserklæringen foretages af en uvildig 3. part, er at sikre, at de opsamlede data er tilgængelige og pålidelige, samt at data opbevares i overensstemmelse med de krav, der er pålagt kørselskontoret. Dette sikrer, at fuldstændige og nøjagtige data er tilgængelig på forespørgsel fra relevante myndigheder.
Det foreslås i stk. 5, at et kørselskontor skal sørge for, at en kunde efter en kørt tur kan få følgende oplysninger: Bilens registreringsnummer, chaufførkortnummer, dato for kørslen, kørslens begyndelses- og sluttidspunkt, antal kørte kilometer, betalingen, kørselskontorets navn og oplysning om klageadgang. Disse oplysninger skal gives til kunden enten ved en kvittering i papirformat eller i elektronisk format, fx via en app, sms eller mail. Kunden vil kunne klage over en manglende kvittering for en kørt tur, i første omgang til kørselskontoret og senere til det landsdækkende klagenævn, som taxibranchen skal oprette, jf. det foreslåede stk. 7.
I forbindelse med en taxitur indgår kunderne således en juridisk aftale med kørselskontoret og ikke med vognmandsvirksomheden eller chaufføren. Kvitteringen er kundens dokumentation for den kørte tur og kan efterfølgende bruges i forbindelse med en klage over den kørte tur.
Det bemærkes, at bestemmelsen er tiltænkt som en supplerende bestemmelse til persondatalovens § 31.
Det foreslås i stk. 6, at et kørselskontor efter anmodning fra myndighederne skal indsende de indsamlede oplysninger efter stk. 1-3 eller dele heraf i digital form. Denne mulighed vil primært blive brugt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som transport- bygnings- og boligministeren forventes at ville delegere sine kompetencer i denne lov til, men kan bruges af andre myndigheder fx SKAT, Datatilsynet og politiet. Formålet med videregivelsen er bl.a. at kunne sikre kontrol med kørselskontorers omsætning og dermed muligheden for en korrekt indberetning til myndighederne.
Formålet er endvidere at føre kontrol med, at kørselskontorerne lever op til deres forpligtelser i denne lov ved at føre tilsyn fx i form af stikprøver af udvalgte data om et givent emne eller ved at anmode et kørselskontor om at indsende data fra en given periode.
Der vil dels være tale om de i stk. 1 nævnte oplysninger om den enkelte kørselsopgave, dels oplysninger om chaufførers vagtdata, jf. stk. 2, samt bl.a. oplysninger om tilsluttede vognmænd og anvendte biler og om oplysninger til samordnede digitale trafikløsninger og statistiske formål, jf. stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 7 indebærer, at et kørselskontor skal etablere en klageordning. Det enkelte kørselskontor skal således etablere en administrativ ordning, hvorefter det kan behandle og svare på de klager, som kontoret modtager.
Desuden pålægges kørselskontorerne at være tilsluttet et uafhængigt, landsdækkende klagenævn, som taxibranchen pålægges at oprette. Det private klagenævn skal behandle civilretlige tvister mellem et kørselskontor og en kunde. Kunderne skal først have rettet skriftlig henvendelse til kørselskontoret og forgæves have forsøgt få en tilfredsstillende løsning med kørselskontoret, inden kunden kan klage til klagenævnet. Det er forventningen, at klagenævnet ikke kun skal kunne behandle klager fra private forbrugere, men også skal have kompetence til at behandle klager fra ”forbrugende erhvervsdrivende”. Når en erhvervsdrivende køber taxiydelser, er der således ikke tale om en ydelse, som indgår i en erhvervsdrivendes produktion, men om en ydelse, som minder om et almindeligt forbrugerkøb.
Udgifterne til etablering og drift af klagenævnet vil skulle finansieres af taxibranchen. På den baggrund vil Transport-, Bygnings- og Boligministeriet som udgangspunkt lade det være op til branchen selv at stå for oprettelsen af klagenævnet, ligesom branchen i udgangspunktet selv tilrettelægger driften af nævnet, jf. dog det foreslåede stk. 12 nedenfor.
Taxibranchen kan imidlertid vælge at oprette klagenævnet som et privat tvistløsningsorgan godkendt efter forbrugerklagelovens § 6, således at de fælles procedureregler i forbrugerklagelovens kapitel 6 finder anvendelse. Såfremt taxibranchen vælger denne mulighed, skal erhvervsministeren i henhold til § 6 i forbrugerklageloven godkende oprettelsen af og vedtægterne for klagenævnet.
En mulighed kunne være, at det nye taxiklagenævn arbejder sammen eller sammenlægges med det eksisterende Ankenævn for bus, tog og metro. En sådan sammenlægning forudsætter, at parterne i de to nævn kan blive enige om en sådan løsning. En mulig løsning kunne også være et samarbejde mellem de to nævn, således at det nye taxiklagenævn køber ekspertise hos Ankenævnet for bus, tog og metro til udarbejdelse af vedtægter, forretningsorden m.v. og eventuelt deler sekretariat, administrative systemer, kontorhold osv. med Ankenævnet for bus, tog og metro.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.10.2 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 8, at et kørselskontor er ansvarlig for, at den kørsel, der sælges af kontoret, ikke udføres til en højere pris end det udmeldte landsdækkende prisloft, jf. den foreslåede § 21. Det følger af det foreslåede § 21, stk. 3, at et kørselskontors priser skal beregnes efter samme struktur, som det landsdækkende prisloft beregnes efter.
Det foreslås i stk. 9, at et kørselskontor er ansvarlig for, at de biler, der er knyttet til kørselskontoret, har en erhvervsansvarsforsikring, som bl.a. dækker skade på bagage og skader i forbindelse med, at en chauffør hjælper en kunde ud af bilen. Derudover skal bilerne have den lovpligtige ansvarsforsikring i henhold til færdselsloven.
Efter det foreslåede stk. 10 fastsætter transport-, bygnings- og boligministeren nærmere regler om de oplysninger, som et kørselskontor skal indsamle, opbevare og indsende, jf. stk. de foreslåede 1-3 og 6. Der vil blive fastsat regler om, i hvilket format oplysningerne skal være, hvordan de skal opbevares og logges m.v.
I stk. 11 foreslås en bemyndigelseshjemmel, så transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet og omfanget af den systemrevision, som et kørselskontor pålægges at udarbejde, herunder om de årlige revisorerklæringer.
Systemrevisionen skal foretages årligt og skal omfatte følgende elementer:
– Adgangskontrol: Kontroller til sikring imod uautoriseret adgang til systemer, kørselsdata og interne kontroller, procedurer for administration af adgang, opfølgning på tildelt adgang.
– Logning: Kontroller, der sikrer, at ændringer logges, samt at det ikke er muligt at tilgå loggen.
– Ændringshåndtering: Kontroller, der sikrer, at alle systemopdateringer og ændringer følger en autoriseret proces, der sikrer, at ændringerne er testet, dokumenteret og godkendt inden de implementeres.
– Dokumentation: Kontroller, der sikrer, at systemfunktionalitet, manuelle forretningsgange, processer og dataflow løbende opdateres og dokumenteres, herunder risici og interne kontroller.
– Opsamling af data: Kontroller, der sikrer, at data opsamles fuldstændigt og nøjagtigt samt løbende, og at de kommunikeres fra bil til kørselskontor (og evt. fra kørselskontor til myndighed).
– Opbevaring af data: Kontroller, der sikrer, at data opbevares på en sådan måde, at de ikke kan ændres af uautoriserede, og såfremt de ændres, at det er fuldstændigt sporbart.
– Rapportering af kørselsdata: Kontroller, der sikrer, at rapporterede kørselsdata er fuldstændige og nøjagtige og vedrører den korrekte periode/vognmand/bil/chauffør.
– Kontrol af kørselsdata: Kontroller, der sikrer, den løbende afstemning af kørselsdata, herunder at data leveres pr. chauffør, pr. bil, pr. vagt, og at disse data rapporteres pr. vognmand, pr. dag, og der etableres hensigtsmæssige kontroller (eksempelvis kørselsprocent, indkørt omsætning pr. dag etc.).
Kravene vil blive udformet i en IT-instruks om krav til systemrevision af administrative systemer for kørselskontorer. Det vil fremgå af instruksen, at den årlige revisionserklæring skal udarbejdes efter revisionsstandarden ISAE 3000.
Transport-, bygnings- og boligministeren kan herefter foretage stikprøvevis tilsyn af kørselskontorer baseret på dataanalyse af de løbende indsamlede data og de indsendte revisionserklæringer. Revisionserklæringen er, som de øvrige krav i § 20, en betingelse for at opretholde tilladelsen til at være kørselskontor, jf. lovforslagets § 13, nr. 1, litra a, på samme måde som efterlevelse af de øvrige pligter i § 20.
Det foreslås i stk. 12, at transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om klagenævnets virke, herunder regler om tilsyn med klagenævnet. Det er i første omgang Transport-, Bygnings- og Boligministeriets hensigt, at branchen på egen hånd skal stå for etableringen af klage-nævnet, herunder også fastsætte vedtægter for nævnets virke. Med bestemmelsen sikres det imidlertid, at ministeren ved en bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om klagenævnets virke, hvis det skulle vise sig nødvendigt, fx hvis det må konstateres, at nævnet på visse områder ikke fungerer hensigtsmæssigt. Det er således forventningen, at branchen opretter et nævn, som lever op til sædvanlige standarder for sådanne nævn, fx at nævnet behandler sager upartisk og uvildigt.
Endvidere sikres mulighed for at kunne fastsætte regler om tilsyn med klagenævnet, hvilket potentielt kunne benyttes, såfremt det anses at være nødvendigt for at kunne følge med i, om klagenævnets behandling af sager fungerer hensigtsmæssigt.
Det fremgår af taxibekendtgørelsens § 28, at maksimaltakster, herunder eventuelle takster for timebetaling, samt eventulle særlige tillæg til taksterne, fastsættes af kommunalbestyrelsen.
Det foreslås i stk. 1, at taxikørsel er underlagt et landsdækkende prisloft. Prisloftet udgør den maksimale pris for en taxitur, dog må der tillægges betaling for bro- og færgetakster m.v. Hvis der fx indføres betaling for kørsel på visse veje eller i visse områder, vil betalingen for denne kørsel kunne tillægges betalingen for en taxitur.
Der er tale om en ny bestemmelse, idet der i henhold til gældende regulering fastsættes maksimaltakster af kommunalbestyrelsen, jf. § 28 i taxibekendtgørelsen. Det er således noget nyt, at der fremover vil blive fastsat et landsdækkende prisloft.
Det foreslås i stk. 2, at det landsdækkende prisloft beregnes ud fra en starttakst og en samtidig anvendelse af tidstakst og afstandstakst under hele turen. Der fastsættes et prisloft for hverdagskørsel mellem kl. 6 og kl. 18 og et prisloft for kørsel aften, nat og i weekender. Desuden fastsættes et særligt prisloft på særlige dage. Prisloftet er landsdækkende, og der fastlægges således en højeste starttakst, en højeste takst pr. kilometer samt en højeste takst pr. time. Ingen af disse takster kan overskrides, men det er muligt for det enkelte kørselskontor at gå under disse takster.
Prisloftet beregnes efter følgende formler:
Pris (dag) = starttakst (dag) + km x kmpris (dag) + minutter/60 x timepris (dag)
Pris (aften) = starttakst (aften) + km x kmpris (aften) + minutter/60 x timepris (aften)
Det vil sige, at såvel den medgåede tid som det tilbagelagte antal kilometer påvirker prisloftet.
Paralleltakstsystemet er valgt for at sikre en transparens i prissætningen, som er kontrollerbar for forbrugeren.
Prisen for en 10 km taxitur, der tager et kvarter og foretages en mandag kl 13.00 vil med en starttakst på 40 kr. og en kilometertakst på 10 kr./km og en timepris på 400 kr./time udgøre:
240 kr.= 40 kr. + 10 km x10 kr./km+ 15/60 x 400 kr./time
Ved særlige dage forstås 24.-26. december, 31. december og 1. januar, hvor prisloftet forhøjes med 50 pct. i forhold til prisloftet for aftener og weekender.
Det foreslås i stk. 3, at et kørselskontor skal beregne kontorets priser efter samme struktur, som anvendes ved beregningen af det landsdækkende prisloft efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt. Kørselskontorets priser må kun ændres kvartalsvist eller sjældnere.
Det enkelte kørselskontors priser skal være opbygget efter samme struktur som de landsdækkende prislofter. Kørselskontoret kan vælge at arbejde med en lavere værdi for starttaksten og/eller kilometerprisen og/eller timetaksten, men ingen af de fastlagte værdier i det landsdækkende prisloft kan overskrides. Det følger endvidere, at et kørselskontors takster kun må ændres kvartalsvist eller sjældnere. Disse takster skal udgøre grundlaget for kørsel efter regning ved brug af taxametrets prisberegningsfacilitet, dvs. de såkaldte gadeture.
Det foreslås i stk. 4, at et kørselskontor kan opkræve betaling for tillægsydelser i tilknytning til taxikørsel, dog ikke for medbragte kørestole, førerhunde eller lignende. Der kan eksempelvis være tale om et tillæg for medtagning af cykler eller barnevogne. Det er vigtigt, at ydelsen er klart afgrænset, og at det entydigt kan konstateres, at tillægsydelsen er blevet leveret i forbindelse med kørslen. Der må således ikke opkræves drikkepenge.
Der må ikke opkræves betaling for medtagning af kørestole, førerhunde og lignende, det kan fx være andet udstyr, som det er nødvendigt, at personer med særlige behov har på en taxitur.
Prisen for tillægsydelser skal fremgå af kørselskontorets hjemmeside, jf. den foreslåede § 23, og tillige fremgå af den kvittering, der udstedes til kunden. Kunden kan ikke pålægges at betale for tillægsydelser, som ikke er annonceret på hjemmesiden og accepteret af kunden før kørslens påbegyndelse.
Det foreslås i stk. 5, at transport-, bygnings- og boligministeren fastsætter det landsdækkende prisloft. Transport-, bygnings- og boligministeren fastlægger værdierne for starttakst (dag), starttakst (aften), kmpris (dag), kmpris (aften), timepris (dag), timepris (aften). Værdierne skal fastlægges og reguleres, så branchen har mulighed for fuld omkostningsdækning, inklusive forrentning og afskrivning af den investerede kapital, herunder både for biler med plads til op til 4 passagerer og for biler med plads til 5-8 passagerer (storvogne).
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.2. i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 1, at et kørselskontor og en kunde forud for en konkret taxitur kan aftale en fast pris for kørslen. Det bliver således muligt for en kunde og et kørselskontor på forhånd at aftale en fast pris for en taxitur, der er defineret på forhånd. Det følger endvidere af bestemmelsen, at det er kørselskontoret, der skal kunne dokumentere den faste pris. Prisen skal kunne dokumenteres over for henholdsvis kunden og for kontrolmyndighederne.
Taxiture med fast pris kendes i dag fra byer i Jylland til lufthavnene i Karup, Billund m.fl. Den digitale udvikling har muliggjort, at kunden via computer, app m.m. kan indgå aftale med et kørselskontor om en tur fra en given adresse til en anden adresse, dvs. start- og slutdestinationer er kendt, og dermed på forhånd have indgået en aftale om pris og øvrige vilkår for turen.
Det er afgørende, at afstand, starttidspunkt og sluttidspunkt samt betaling for disse ture registreres i kontrolsystemet i den vogn, der udfører turen. Priserne for aftalte ture vil kunne variere, fx fra time til time eller fra dag til dag, idet disse priser ikke er underlagt lovforslagets § 21, stk. 3, om at priserne for gadeture kun må ændres kvartalvist eller sjældnere.
Af det foreslåede stk. 2, fremgår, at et kørselskontors priser for ture med en fast pris ud fra en samlet betragtning skal ligge under kørselskontorets annoncerede priser. Et kørselskontor skal således kunne dokumentere, at de faste priser fastlægges på en sådan måde, at de i almindelighed vil være lig med eller lavere end taxameterprisen for den pågældende tur. Denne dokumentation kan bestå i en sammenligning af en konkret fastpristur med priser for flere tilsvarende ture, hvor prisberegningen er foretaget ved hjælp af taxametret.
Det foreslås, at kørselskontorets priser, herunder for eventuelle tillægsydelser, skal fremgå af kørselskontorets hjemmeside.
Der er tale om en ny bestemmelse, idet der ikke i den gældende lovgivning stilles krav om annoncering af priser på hjemmesider.
Det skal på kørselskontorets hjemmeside klart fremgå, hvad kørselskontorets starttakst, kilometertakst og timetakst er for henholdsvis dagskørsel og kørsel om aftenen og i weekenden samt på særlige dage. Taksterne skal oplyses for både biler, der indrettet til transport af højest 5 personer, inklusive chaufføren og for biler, der er indrettet til transport 6-9 personer, inklusive chaufføren, såfremt det pågældende kørselskontor råder over både små biler og storvogne.
Det skal endvidere oplyses, hvordan kørselskontorets priser er i forhold til det landsækkende prisloft, og hvornår kørselskontorets priser senest er ændret.
Af hjemmesiden skal endvidere fremgå, hvilke slags tillægsydelser kørselskontoret tilbyder, og hvilken pris kunden skal betale for disse. Annonceringen skal gøre det muligt at vurdere turens pris forud for kørslens påbegyndelse.
Ifølge § 1 i udstyrsbekendtgørelsen skal biler, der anvendes til taxikørsel, limousinekørsel eller til sygetransport være godkendt og registreret til dette, ligesom biler inden for den offentlige servicetrafik i dag bliver registreret til denne anvendelse.
Det foreslås, at erhvervsmæssig persontransport kun må udføres med biler, der er godkendt og registreret til denne anvendelse. Dermed viderefører lovforslaget et princip, der allerede har været anvendt under den hidtil gældende lovgivning, jf. § 1 udstyrsbekendtgørelsen. Godkendelsen vil som hidtil foregå under et registreringssyn i en synsvirksomhed i overensstemmelse med reglerne i synslovgivningen. Registreringen vil som hidtil ske i motorregistret (DMR).
Bestemmelsen har til formål at sikre, at køretøjet er udstyret og indrettet i overensstemmelse med de regler, der er foreskrevet for den pågældende anvendelse. Registreringen sikrer, at bilen kan blive indkaldt til periodiske syn med de intervaller, som synslovgivningen foreskriver for den pågældende anvendelse, ligesom registreringen er et grundlag for tilsyn, kontrol og statistik på området for erhvervsmæssig persontransport.
Det fremgår af § 6 i udstyrsbekendtgørelsen, at en taxi skal være udstyret med taxameter. Taxametret skal til enhver tid fungere korrekt og i overensstemmelse med de gældende takster. Det skal angive det indkørte beløb og den takst, hvortil det er stillet. Disse angivelser skal uden vanskelighed kunne aflæses af passagererne og være forsynet med belysning, når taxametret slås til. Det fremgår endvidere af § 7 i udstyrsbekendtgørelsen, at en taxi skal være udstyret med et elektronisk kontrolapparat, der registrerer, hvorvidt der under kørslen har været passagerer i vognen (kontroltæller besatte kilometre, som anført i trafikbogen).
Det foreslås i stk. 1, at taxameter og andet kontroludstyr altid skal være i funktion under kørsel i biler, der er godkendt og registreret til taxikørsel. Dette indebærer, at udstyret skal være tændt, selv om bilen fx anvendes privat eller til andet erhvervsmæssigt formål, så som kørsel for en offentlig myndighed m.v. Bestemmelsen tilgodeser kontrol- og håndhævelsesformål, således at politi og SKAT under en stikprøvekontrol kan sammenholde chaufførens oplysninger med kontroludstyrets registreringer. Under taxiture fungerer taxametret desuden som et kasseapparat, der sikrer, at turens pris beregnes korrekt i forhold til kunden, samt at afregningen kan kontrolleres af vognmand, kørselskontor, klageinstans og skattemyndighed m.fl.
Det foreslås i stk. 2, at ved taxikørsel skal taxametret løbende vise turens pris, jf. dog det foreslåede stk. 3. Ved taxikørsel, hvor der ikke på forhånd er aftalt en fast pris for den pågældende tur, skal taxametret således løbende vise turens pris. Ved taxikørsel efter regning skal taxametret være tændt, og taxametret fortløbende vise prisen for den pågældende tur, dog kan der efterfølgende tillægges yderligere betaling for eventuelle bro- og færgetakster samt for eventuelle tillægsydelser i henhold til de betingelser, der er nævnt ovenfor til den foreslåede § 21.
Det foreslås i stk. 3, at ved taxikørsel, hvor der er indgået en aftale om en fast pris efter § 22, skal den aftalte pris vises på taxametrets display ved kørslens påbegyndelse og under hele turen. Der sker derved en registrering af salget i vognens kasseapparat, dvs. taxametret.
Den faste pris kan dog være 0 kr. såfremt, der er tale om en tur, hvor en kunde har indgået en aftale om, at kunden må køre op til et vist antal ture. Fx hvis en kunde har indgået en forsikringsaftale, om at kunden, i tilfælde af et bestemt kørselsbehov opstår, har ret til kørsel til fx behandling et maksimalt antal gange pr. år. Kunden har på forhånd betalt for et maksimalt antal ture, og prisen for den enkelte tur kan derfor ikke udregnes på forhånd og derfor indtastes en betaling på 0 kr. for den pågældende tur og med angivelse af en bestemt kode for forudbetalte ture med et højeste antal ture.
Det foreslås i stk. 4, at biler, der anvendes til taxikørsel, skal være forsynet med indvendig kameraovervågning. Denne bestemmelse er en videreførelse af den gældende taxilovs § 15, stk. 1, som med virkning fra 1. juli 2010 indførte en pligt til intern tv-overvågning i taxier, jf. lov nr. 485 af 11. maj 2010 om ændring af lov om taxikørsel m.v. (Obligatorisk tv-overvågning i taxier). Som en sproglig modernisering anvendes udtrykket ”kameraovervågning” i stedet for det hidtidige udtryk ”tv-overvågning”, uden at der hermed tilsigtes en indholdsmæssig ændring.
Formålet med bestemmelsen er at forebygge og bidrage til opklaring af røverier og overfald imod førere af biler, der anvendes til taxikørsel.
Optagelser fra kameraovervågning i kriminalitetsforebyggende øjemed skal som hovedregel slettes senest 30 dage efter optagelsen er foretaget, jf. persondatalovens § 26, a, stk. 2. Efter persondatalovens § 26 a, stk. 3, kan optagelserne opbevares i et længere tidsrum end 30 dage, hvis det er nødvendigt af hensyn til den dataansvarliges behandling af en konkret tvist. Den dataansvarlige skal i så fald inden for 30 dages fristen, underrette den, som tvisten vedrører, og på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende.
Med afskaffelsen af det kommunale bevillingssystem bortfalder kommunalbestyrelsens hidtil eksisterende mulighed i § 15, stk. 2, i den gældende taxilov for at fritage en taxi for pligten til at være forsynet med kameraovervågning, hvis taxien hovedsageligt anvendes til forudbestilt kørsel ifølge kontrakt, fx befordring af personale, børn, patienter, ældre m.v. Biler, der anvendes til taxikørsel, kan i stedet fremover anvendes over hele landet, hvor de bør være i stand til at tage både forudbestilte og ikke-forudbestilte ture uden hensyn til de begrænsninger, som dispensationsordningen var betinget af. Endvidere tilstræbes der fremover samme sikkerhedsniveau for alle chauffører ved taxikørsel uanset kørslens omstændigheder eller den anvendte bil.
Kameraovervågning af personer er omfattet af persondataloven og tv-overvågningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1190 af 11. oktober 2007 om tv-overvågning.
Der henvises i øvrigt til en nærmere beskrivelse af forholdet til persondataloven og tv-overvågningsloven i afsnit 2.12.4 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der udvendigt på biler, der anvendes til taxikørsel, skal fremgå prisen for en 10 kilometer-tur ved anvendelse af kørselskontorets priser, bilens tilladelsesnummer og kørselskontorets navn.
Ved at kræve disse oplysninger udvendigt på biler, der kører taxikørsel, er det muligt for kunderne at identificere bilen og dens tilhørsforhold samt danne sig et indtryk af det pågældende kørselskontors prisniveau. Pris er en vigtig information for forbrugerens valg af transport, og prisen for en tur på 10 kilometer i henholdsvis dag og aftentimerne og ved en køretid på 12 minutter svarende til en gennemsnitshastighed på 50 km/t er dermed en fordel at annoncere udvendigt på bilen på et sted, som er klart synligt for kunden. Det er forventet, at transport-, bygnings- og boligministeren vil fastsætte nærmere krav til blandt andet placeringen og størrelsen af annonceringen af kørselskontorets prisniveau i den bekendtgørelse, der udstedes med hjemmel i den foreslåede § 28.
Det skal bemærkes, at lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring (markedsføringsloven) også finder anvendelse på den annoncering, der vil følge af den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at biler, der udfører erhvervsmæssig persontransport for en offentlig myndighed, jf. den foreslåede § 4, stk. 1, nr. 1, skal være forsynet med udvendig påskrift, der oplyser nummeret på den tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, der gælder for bilen.
Bestemmelsen tilgodeser kontrolformål, og der kan i medfør af den foreslåede § 28 fastsættes nærmere regler om bl.a. påskriftens udformning og placering, herunder placering flere steder på bilen.
Det foreslås i 1. pkt., at transport-, bygnings- og boligministeren bemyndiges til at fastsætte regler om bilernes afmærkning, indretning og udstyr, samt om bilens og udstyrets anvendelse, herunder krav til miljøegenskaber og energieffektivitet samt om kontroludstyr og kontroloplysninger m.v. I denne forbindelse vil der som hidtil blive stillet særlige krav til biler, der anvendes til taxikørsel, herunder krav om taxameter og andet kontroludstyr, fx til registrering af passagerer i bilen m.v.
Bestemmelsen svarer til den gældende taxilovs § 12, stk. 1, nr. 9 og 13.
De administrativt fastsatte indretnings- og udstyrskrav vil tage udgangspunkt i den foreslåede § 1, stk. 1, hvorefter der kun må anvendes biler indrettet til transport af højst 9 personer, inkl. chaufføren. Dermed videreføres det allerede gældende princip om, at kun personbiler af klassen M1 må anvendes til den type kørsler, der er omfattet af loven. Personbiler af klassen M1 er defineret som biler, der er beregnet til befordring af højst 9 personer inkl. føreren, og har ved taxikørsel en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg.
Indretnings- og udstyrskrav til biler, der anvendes til taxikørsel, fastsættes som hidtil ud fra passende hensyn til passagerernes sikkerhed, forbrugersikkerheden og myndighedernes kontrolmuligheder, herunder navnlig en effektiv skattekontrol. Disse hensyn skal afvejes mod behovet for en fleksibel og konkurrenceorienteret transportbranche, idet vognmandsvirksomheder fremover skal kunne konkurrere på pris og service i et større omfang, end hvad der har været forudsat i den gældende taxilovgivning.
Regler om kontroludstyr forventes som hidtil kun fastsat for biler, der anvendes til taxikørsel.
Hjemlen til at fastsætte regler om kontroloplysninger omfatter både elektroniske kontroldata (fx pligter til at indsamle, opbevare, fremvise og overføre kørselsdata m.v.) og papirdokumenter i det omfang, at det i en overgangsperiode fortsat vil være tilladt at anvende trafikbøger eller andre kontroloplysninger i papirform.
Trafikbøger i papirform vil blive udfaset senest 5 år efter lovens ikrafttræden, idet kontroloplysninger fremover opsamles, fremvises og overføres i elektronisk form. Der forventes endvidere fastsat en 5-årig overgangsordning for biler, der ved lovens ikrafttræden ikke har udstyr til en elektronisk håndtering og løbende indberetning af kontroloplysninger.
Krav til miljøegenskaber og energieffektivitet for køretøjer omfattet af taxilovgivningen viderefører den gældende taxilovs § 12, stk. 1, nr. 13, som blev indsat i taxiloven ved lov nr. 533 af 12. juni 2009 om ændring af lov om taxikørsel m.v.
Denne del af bestemmelsen indebærer, at Færdselsstyrelsen løbende foretager en vurdering af, om der er opstået et behov for at justere de energi- og miljøkrav, som en bil skal opfylde ved godkendelse og registrering til erhvervsmæssig persontransport. Denne vurdering skal ikke foretages i faste intervaller, men i takt med den løbende energiteknologiske udvikling.
Da energi- og miljøkravene fastsættes i bekendtgørelsesform, udsendes de forinden i offentlig høring, hvilket giver berørte parter mulighed for at kommentere påtænkte ændringer.
De miljøkrav, der stilles til nye limousiner, er erfaringsmæssigt mere lempelige end miljøkravene til nye taxier. For historiske biler, der godkendes til limousinekørsel, vil der blive fastsat lempede miljøkrav, uden at energiforbruget og forureningsniveauet dog må overstige, hvad der er passende for en bil af den pågældende type under forudsætning af en god vedligeholdelsesstand. Dette er en konsekvens af, at disse biler normalt drives af historiske motorer, som i praksis sjældent kan opgraderes til moderne miljøstandarder.
I det omfang benzin- eller dieselmotorer måtte blive forældet som miljøstandard for biler, hjemler bestemmelsen mulighed for, at krav til miljøegenskaber og energieffektivitet fastsættes så strenge, at emission af CO2, NOx, dieselpartikler m.m. ikke længere vil være tilladt ved nyanskaffede biler. En beslutning herom vil forudsætte, at der findes passende alternativer i form af biler, der ikke anvender fossile brændstoffer, men fx anvender elektricitet eller brint som energikilde. Det er endvidere forudsat, at beslutningen ikke vil være urimeligt bebyrdende for persontransportbranchen, når der henses til en samlet vurdering af relevante bilers tilgængelighed, udvalg, udbredelse, pris, komfort og ydelse, samt driftsomkostninger og opladningsmuligheder m.v.
Transport-, bygnings- og boligministerens adgang til at fastsætte regler om kontroloplysninger m.v. omfatter også adgang til at bestemme, at bestemte oplysninger og dokumenter om biler og deres udstyr skal indberettes til kontrolformål.
Det foreslås i 2. pkt., at transport-, bygnings- og boligministeren endvidere kan fastsætte regler om, at indberetning af oplysninger om biler og udstyr skal ske i digitalt form, herunder ved anvendelse af blanketter m.v. Der kan fx stilles krav om, at bestemte oplysninger skal indsendes pr. e-mail, samt at oplysninger skal indtastes eller dokumenter uploades på Virk.dk, på en anden hjemmeside eller på Færdselsstyrelsens dokumentportal m.fl.
Det foreslås i stk. 1, at en kommune kan indgå kontrakt med et kørselskontor om at stille en eller flere taxier til rådighed i kommunen eller i en del af kommunen i et givent tidsrum.
Denne mulighed forventes mest brugt af kommuner i landdistrikter, hvor efterspørgslen efter taxier er lav, og hvor der i forvejen er ingen eller få kørselskontorer, der tilbyder taxikørsel. Kommunens køb af taxidækning påvirker ikke øvrige kørselskontorers mulighed for at sælge taxiydelser i kommunen, da en tilladelse til at drive kørselskontor gælder i hele landet.
Det kommunale indkøb af erhvervsmæssig persontransport skal ske efter en konkurrencepræget, gennemsigtig, ikke diskriminerende udbudsprocedure i overensstemmelse med reglerne om offentlige udbud.
Udbuddet skal således være åbent for alle interesserede kørselskontorer. Selve udbudsprocessen skal være gennemsigtig og alle interesserede kørselskontorer skal have adgang til information om udbudsprocessen. Behandlingen af tilbudsgivere skal være ikke-diskriminerende i alle faser af proceduren, herunder skal kriterierne for udvælgelse og tildeling af kontrakten foregå på en måde, hvor en objektiv sammenligning og vurdering er mulig.
Kommunerne får med bestemmelsen mulighed for at støtte borgernes mulighed for at have et tilbud om individuel trafik.
Det er kommunerne, der i udbudsbetingelserne bestemmer i hvilket tidsrum, den kommunalt købte taxitjeneste skal stilles til rådighed. Der er således ikke krav om, at tjenesten skal stilles til rådighed på alle tidspunkter af døgnet eller alle ugens dage.
Typisk vil tjenesten blive stillet til rådighed inden for det tidsrum, hvor der ankommer tog eller busser til kommunen, og hvor der er en vis efterspørgsel efter taxier til slutdestinationen.
Det foreslås i stk. 2, at flere kommuner, der geografisk grænser op til hinanden, kan samarbejde om at indgå en kontrakt efter det foreslåede stk. 1. Kommunerne vil i en sådan situation skulle aftale fordeling af udgifterne kommunerne imellem, typisk i forhold til, hvor stort et område der betjenes i den enkelte kommune.
Det foreslås i stk. 3, at det kørselskontor, der har indgået en kontrakt efter det foreslåede stk. 1 eller 2, skal udføre taxikørslen til samme priser, som gælder for kørselskontorets øvrige kørsel. Kørselskontoret må således hverken hæve eller sænke priserne for den taxikørsel, hvor der er indgået en kontrakt med en kommune om en fysisk tilstedeværelse i kommunen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9.2. i de almindelige bemærkninger.
Efter taxibekendtgørelsens § 36, stk. 1, godkendes udbydere af kurser for chauffører af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, såfremt kurset opfylder de i et bilag til bekendtgørelsen fastsatte indholdskrav, og såfremt kurset og prøven skønnes at kunne udføres på betryggende måde.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at transport-, bygnings- og boligministeren godkender de uddannelsessteder, der tilbyder det i det foreslåede § 7, stk. 2, nr. 7, nævnte kursus.
Ved godkendelse af uddannelsessteder vil der blive lagt vægt på, om kursusudbyderen har en undervisningsplan for kurset, hvilke undervisningsmetoder der vil blive anvendt, oplysninger om undervisernes kvalifikationer og kompetenceområder, oplysninger om undervisningslokaler, undervisningsmaterialer, udstyr til praktikdelen og køretøjspark samt deltagerantal.
Både erhvervsskoler og private virksomheder vil kunne godkendes som kursusudbydere.
Det foreslås endvidere i stk. 1, 2 pkt., at der kan knyttes vilkår til godkendelsen.
Der vil eksempelvis blive fastsat vilkår om, at uddannelsesstedet skal medvirke i forbindelse med indsendelse af elektroniske ansøgninger om udstedelse af chaufførkort.
Der er i taxibekendtgørelsen ikke fastsat bestemmelser om adgangskrav til kurser for chauffører.
Det foreslås i stk. 2, at transport-, bygnings- og boligministeren fastsætter regler om adgangsbetingelser til kurset, herunder sprogkrav, indholdet af kurset, krav til prøver og krav til godkendelse af uddannelsessteder, herunder krav til undervisere og udstyr.
Der vil i bekendtgørelsesform blive stillet som en betingelse for at kunne optages på kurset, at chaufføren har sprogkundskaber svarende til ”Prøve i Dansk 2”, jf. bekendtgørelse nr. 901 af 29. juni 2017 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Uddannelsesstedet skal således sikre sig, at kravet er opfyldt for at optage chaufføren på kurset. Det vil typisk ske på kursets første dag, hvor underviseren ved samtale med kursisterne vil kontrollere, om deltagerforudsætningerne er til stede.
Uddannelsesmål for de enkelte emner i kurset vil ligeledes blive fastsat i bekendtgørelsesform tillige med nærmere krav til prøveafvikling samt krav til udstyr, primært til bilerne, der skal anvendes til de individuelle køretimer.
Repræsentanter for Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen skal efter taxibekendtgørelsens § 36, stk. 3, gives adgang til at overvære den afsluttende skriftlige prøve i forbindelse med kurser for chauffører.
Det foreslås i stk. 1, at transport-, bygnings- og boligministeren fører tilsyn med uddannelsessteder godkendt i henhold til denne lov.
Tilsynet vil bestå dels i administrativt tilsyn baseret på vurdering af prøveresultater og eventuelle klager, dels praktisk tilsyn med de godkendte uddannelsessteder. Målsætningen med tilsynet vil være at sikre, at uddannelsesstederne lever op til de fastsatte krav.
Det foreslås i stk. 2, at et godkendt uddannelsessted skal give transport-, bygnings- og boligministeren adgang til uddannelsesstedet med tilhørende lokaler, udlevere dokumenter, som relaterer til det godkendte kursus, og bistå ved tilsynet.
Det forudsættes således, at et godkendt uddannelsessted loyalt medvirker og bistår i forbindelse med gennemførelse af et tilsyn. Det er væsentligt for tilsynet med et uddannelsessted, at uddannelsesstedet aktivt medvirker ved tilsynet, herunder udleverer dokumenter, som relaterer til det godkendte kursus.
Efter taxibekendtgørelsens § 36, stk. 4, kan godkendelse af kurser for chauffører og udbydere tilbagekaldes, såfremt udbyderen groft eller gentagne gange har overtrådt vilkår for godkendelsen.
Det foreslås, at transport-, bygnings- og boligministeren kan tilbagekalde en godkendelse udstedt til et godkendt uddannelsessted, hvis uddannelsesstedet groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for godkendelsen, eller hvis der ikke har været uddannelsesvirksomhed inden for de seneste 12 måneder.
En godkendelse vil eksempelvis kunne tilbagekaldes, hvis uddannelsesstedet ikke medvirker i forbindelse med indsendelse af elektroniske ansøgninger om udstedelse af chaufførkort. Forinden der sker tilbagekaldelse, vil der blive givet en advarsel, således at uddannelsesstedet har mulighed for at rette op på forholdet og dermed undgå en tilbagekaldelse af godkendelsen.
Med henblik på sikring af et vedvarende højt fagligt niveau foreslås det, at der skal være mulighed for at tilbagekalde en godkendelse af et uddannelsessted, hvis der ikke inden for de seneste 12 måneder har været uddannelsesvirksomhed.
Efter den gældende taxilov kan en kommunalbestyrelse opkræve et gebyr på ca. 470 kr. for behandling af ansøgning om tilladelse til taxikørsel, limousinekørsel eller sygetransport. Kommunerne kan endvidere opkræve et gebyr på ca.1.540 kr. for udstedelse af en tilladelse. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen opkræver ikke gebyr for behandling af ansøgning om udstedelse af tilladelse til offentlig servicetrafik.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at den godkendte vognmandsvirksomhed for udstedelse, fornyelse og ændring af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i biler skal betale en afgift på 1.200 kr. pr. tilladelse med gyldighed over 5 år og 600 kr. pr. tilladelse med gyldighed på 5 år eller derunder.
Afgiften vil ud over at dække omkostninger forbundet med udstedelse af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i biler også dække omkostninger forbundet med tilsyn med indehavere af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i biler og med tilsyn med kørselskontorer.
Der sker således en omlægning fra et gebyr til en afgift. Omlægningen vil betyde, at en vognmand, der ansøger om og får udstedt én tilladelse, vil skulle betale en afgift på 1.200 kr. mod i dag gebyrer på ca. 2.000 kr. En vognmand, der ansøger om og får udstedt 10 tilladelser, vil skulle betale en afgift på 12.000 kr. mod i dag gebyrer på ca. 16.900 kr.
Afgiften betales af vognmandsvirksomheden, som har ansøgt om udstedelse, fornyelse og ændring af tilladelser. Afgiften skal betales, før tilladelserne udstedes. Hvis en ansøgning om udstedelse, fornyelse og ændring af tilladelser ikke imødekommes, vil der således ikke skulle betales afgift. Virksomheder, der får udstedt tilladelse til erhvervsmæssig persontransport i overgangsordningen, jf. lovforslagets § 41, stk. 1, eller som får udstedt tilladelser efter udløbet af overgangsordningen, vil få udstedt tilladelser med gyldighed i 10 år.
Vognmænd, der har taxitilladelser og ansøger om, at de ombyttes til tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i bil, vil få tilladelserne udstedt med en udløbsdato, som svarer til udløbsdatoen i taxitilladelserne, jf. lovforslagets § 39, stk. 2. Dette sker af administrative årsager for at sprede udløbsdatoer for tilladelser efter nærværende lov.
I de tilfælde, hvor taxivognmænd i forbindelse med ombytning af taxitilladelser vil få udstedt tilladelse til erhvervsmæssig persontransport i bil med gyldighed på 5 år eller derunder, vil de kun skulle betale en afgift på 600 kr. pr. tilladelse. Taxivognmænd, der i forbindelse med ombytning af taxitilladelser vil få udstedt tilladelse til erhvervsmæssig persontransport i bil med gyldighed over 5 år, vil skulle betale en afgift på 1.200 kr. pr. tilladelse.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at afgifterne for udstedelse, fornyelse og ændring af tilladelser reguleres en gang årligt pr. 1. januar med den sats for det generelle pris- og lønindeks, der er fastsat af Finansministeriet. Transport-, bygnings- og boligministeren vil offentliggøre reguleringer hvert år, første gang pr. 1. januar 2019.
Det foreslås i stk. 2, at der kan tillægges renter i overensstemmelse med rentelovens § 5, hvis betaling for udstedelse, fornyelse og ændring af tilladelser ikke sker rettidigt.
Der påtænkes valgt en løsning, hvor afgiften skal betales, før tilladelsen udstedes, men hvis der på et senere tidspunkt vælges en anden løsning, vil der skulle tillægges renter, hvis afgiften ikke betales rettidigt.
Det foreslås i stk. 3, at overskuddet kan tilbagebetales til de virksomheder, som har betalt afgift, hvis der er oparbejdet store overskud i ordningen.
Efter den gældende taxilov kan en kommunalbestyrelse opkræve et gebyr på ca. 470 kr. for behandling af ansøgning om godkendelse af et bestillingskontor og et gebyr på ca. 1.540 kr. for udstedelse en godkendelse. For behandling af en ansøgning om førerkort kan en kommunalbestyrelse opkræve et gebyr på ca. 470 kr. og på ca. 115 kr. for udstedelse af førerkortet.
Størrelsen af afgiften pr. tilladelse er beregnet på grundlag af en række antagelser om antallet af forventede ansøgere og antallet af forventede ansøgte tilladelser. Der kan således være en vis risiko for, at afgiften er fastsat for højt i første omgang. Der åbnes derfor mulighed for, at de virksomheder, der har betalt afgift, kan få tilbagebetalt overskuddet. Det er op til en konkret vurdering, der foretages af transport-, bygnings- og boligministeren, hvornår der er oparbejdet sådanne store overskud.
Det foreslås i stk. 4, at transport-, bygnings- og boligministeren fastsætter gebyrer for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til at drive kørselskontor, for udstedelse af chaufførkort og for godkendelse af uddannelsessteder samt nærmere regler om opkrævning m.v. af afgifter og gebyrer, herunder regler om betaling for rykkerskrivelser. Gebyrerne skal dække behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til at drive kørselskontor, udstedelse af chaufførkort, tilsyn med chauffører og godkendelse af og tilsyn med uddannelsessteder. Afbrydes behandlingen af en ansøgning om tilladelse til at drive kørselskontor eller om godkendelse af et uddannelsessted, skal der betales et gebyr beregnet på grundlag af tidsforbruget ved det allerede udførte arbejde.
Der vil i bekendtgørelsesform blive fastsat gebyrer for ansøgning om og udstedelse af tilladelse til at drive kørselskontor, for udstedelse af chaufførkort og for godkendelse af uddannelsessteder.
Gebyret for ansøgning om og udstedelse af tilladelse til at drive kørselskontor og for godkendelse af uddannelsessteder vil være efter regning med en timepris på 800 kr. Gebyret for udstedelse af chaufførkort vil være på 600 kr. og vil tillige dække omkostninger i forbindelse med tilsyn med chauffører og uddannelsessteder. Gebyrerne reguleres årligt, jf. reglerne i Finansministeriets budgetvejledning.
Der vil endvidere i bekendtgørelsesform blive fastsat nærmere regler om, hvordan opkrævningen foregår, frister for hvornår rykkere skal betales, hvor mange rykkerskrivelser, der vil blive udsendt, med hvilke betalingsfrister osv.
Det foreslås i stk. 1, at transport-, bygnings- og boligministeren kan bemyndige myndigheder under Transport-, Bygnings- og Boligministeriet til at udøve ministerens beføjelser i medfør af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf.
Transport-, bygnings- og boligministeren kan således både delegere sin kompetence til at træffe afgørelser i medfør af denne lov og til at udstede forskrifter udstedt i medfør heraf.
Det forventes, at ministeren vil delegere sine beføjelser i denne lov til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, således at styrelsen skal udstede samtlige tilladelser, føre tilsyn og udstede bekendtgørelser i medfør af denne lov.
Det foreslås i stk. 2, at transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte regler om adgangen til klage over afgørelser truffet i medfør af loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, herunder at afgørelserne skal påklages inden en bestemt frist, eller at afgørelserne ikke kan påklages.
Ministeren vil fastsætte eventuelle regler om afskæring af klageadgang i delegationsbekendtgørelsen til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Der vil herefter i bekendtgørelsesform kunne fastsættes regler om afskæring af klageadgang, hvorefter afgørelser truffet i medfør af loven eller forskrifter udstedt i medfør af denne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Bestemmelserne begrænser ikke den almindelige domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser efter grundlovens § 63.
I § 16 i den gældende taxilov er der fastsat straffebestemmelser for overtrædelse af bestemmelser fastsat i loven, overtrædelse af vilkår fastsat i tilladelser, godkendelser og forskrifter udstedt i medfør af loven samt overtrædelse af bestemmelser, der er indeholdt i forordninger i De Europæiske Fællesskaber.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at overtrædelse af de foreslåede § 2, stk. 1, § 3, stk. 1 eller 8, § 4, stk. 2, § 5, stk. 1, § 6, stk. 2, § 7, stk. 1, § 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 10, § 20, stk. 1-9, § 21, stk. 3 eller 4, §§ 23 eller 24, § 25, stk. 1-4, §§ 26-27, § 37, stk. 2 eller 3, § 38, stk. 1, 3 eller 4, eller § 40, stk. 2, straffes med bøde.
Formålet med forslaget er at nedsætte antallet af overtrædelser af bestemmelserne i lovforslaget.
Det foreslås, at bødeniveauet hæves betydeligt i forhold til niveauet for forhold omfattet af den gældende bestemmelse, således at det kommer på niveau med bødesatserne på bus- og godskørselsområdet. Det foreslås således at indføre bøder på 5.000 kr. for mindre alvorlige overtrædelser, på 15.000 kr. for alvorlige overtrædelser og på 35.000 kr. for meget alvorlige overtrædelser.
Det foreslås endvidere at der indføres bødesatser på 2.000 kr., 4.000 kr. og 8.000 kr. for chaufførers overtrædelse af konkrete bestemmelser i loven.
Forslagene til niveau for bødestraf for overtrædelse af de enkelte bestemmelser fremgår af bilag 1 til lovforslaget.
Som udgangspunkt skal bøden ved skærpende omstændigheder afspejle det unddragne beløb eller den uberettigede vinding, som er opnået ved overtrædelsen. Dette vil kunne medføre, at bøden for en overtrædelse, hvor der foreligger skærpende omstændigheder, fx gentagne kørsler uden tilladelse, vil kunne fordobles eller tredobles.
Udgangspunktet ved valg af ansvarssubjekt i særlovgivningen er, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan dog i en række tilfælde være anledning til – ud over tiltalen mod den juridiske person – tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Det er anklagemyndigheden, der i forbindelse med behandlingen af en straffesag tager stilling til, hvem der skal tiltales.
Det foreslås, at overtrædelse af forbuddet i forslagets § 2, stk. 1, mod udførelse af erhvervsmæssig persontransport med udenlandsk indregistrerede biler inden for dansk område, som ikke finder sted på grundlag af international aftale, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 2, stk. 1, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet udførsel af kørsel med udenlandsk indregistrerede biler er en særlig undtagelse fra kravet om, at kun dansk indregistrerede biler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som er tilknyttet et kørselskontor, kan udføre taxikørsel i Danmark. En overtrædelse heraf vil påføre den danske taxibranche en uretmæssig konkurrence og er derfor en overtrædelse, der bør anses som en meget alvorlig overtrædelse.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 3, stk. 1, om at erhvervsmæssig persontransport i biler indrettet til befordring af højst 9 personer, inkl. chaufføren, kun kan udføres på grundlag af tilladelse i henhold til dette lovforslag, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 3, stk. 1, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet kravet om en tilladelse er det grundlæggende krav til udførelse af erhvervsmæssig persontransport. Overtrædelse heraf vil påføre de vognmænd, der har erhvervet sig en tilladelse og som følge heraf lever op til de krav, der stilles for at få tilladelsen, og som til stadighed lever op til disse krav, en uretmæssig konkurrence.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 3, stk. 8, om at der kun må være tilknyttet én bil til én tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, og at indehaveren af tilladelsen skal være registreret som bruger af den bil, som tilladelsen udnyttes med, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 3, stk. 8, anses som mindre alvorlig overtrædelse, idet der er tale om en forskrift, som skal tjene et kontrolmæssigt formål.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 4, stk. 2, om at taxikørsel kun må sælges af et kørselskontor straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 4, stk. 2, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet bestemmelsen er en af grundstenene i den nye regulering. Overtrædelse vil medføre, at kunder, der kører med en bil, som ikke er tilsluttet et kørselskontor, ikke er sikret mod snyd i forhold til prisloftet og ej heller har mulighed for at klage. Endvidere vil en overtrædelse medføre, at der ikke bliver sikret data til brug for myndighedernes kontrol af korrekt skattebetaling m.v. Endvidere vil overtrædelse heraf være en direkte konkurrent til de kørselskontorer, der har erhvervet sig en tilladelse og som følge heraf lever op til de krav, der stilles for at få tilladelsen, og som til stadighed lever op til disse krav.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 5, stk. 1, om at drift af kørselskontor kun kan finde sted på grundlag af tilladelse i henhold til dette lovforslag, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 5, stk. 1, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet kravet om tilladelse til at drive kørselskontor er en af grundstenene i den nye regulering. Såfremt et kørselskontor ikke har den påkrævede tilladelse må der være en formodning for, at kravene i lovforslagets § 20 ikke bliver overholdt med den konsekvens, at der ikke er den krævede forbrugerbeskyttelse og sikring af data til brug for myndighedskontrol.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 6, stk. 2, om at taxikørsel, der sælges af et kørselskontor med fast forretningssted i et landdistrikt, jf. § 6, stk. 1, kun må udføres inden for et nærmere afgrænset område og med maksimalt 3 biler, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 6, stk. 2, anses som en alvorlig overtrædelse, idet tilladelsen er givet på lempeligere vilkår, mod at kørslen kun må ske i det pågældende landdistrikt. Kørsel uden for det område, hvor den pågældende tilladelse gælder, vil være i direkte konkurrence med øvrige kørselskontorer, som har opnået en tilladelse på normale vilkår.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 7, stk. 1, om at der kræves chaufførkort for at føre biler, der udfører erhvervsmæssig persontransport, straffes med bøde på 4.000 kr. Der er tale om et anbefalet strafniveau svarende til det, der gælder på bus- og godskørselsområdet. Udover at chaufføren kan blive pålagt en bøde for overtrædelsen, kan vognmanden tillige blive pålagt en bøde for ikke at have sikret sig, at chaufføren har et gyldigt chaufførkort, jf. § 35, stk. 2, se bemærkningerne hertil nedenfor.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 8, stk. 2, om at tilladelse til erhvervsmæssig persontransport og tilladelse til at drive kørselskontor, skal udnyttes af den, som har opnået denne, og at tilladelsen ikke kan overdrages til andre, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 8, stk. 2, anses som en alvorlig overtrædelse, idet det er vigtigt i kontroløjemed, at tilladelsen kun udnyttes af den, som tilladelsen er udstedt til.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 9, stk. 2, om at chaufførkort, jf. § 7 i dette lovforslag, skal medbringes i bilen under kørslen og skal være anbragt synligt for passagererne, straffes med bøde på 2.000 kr. Bestemmelsen skal gøre det muligt for passagererne at konstatere, at chaufføren er godkendt i henhold til denne lov. Bestemmelsen skal videre gøre det muligt for passagererne at identificere chaufføren, fx i forbindelse med en klage over en gennemført tur.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 10, om at indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i de pågældende kollektive overenskomster, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 10 i dette lovforslag anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det er vigtigt, at de indgåede kollektive overenskomster på dette område følges, således at alle konkurrerer på lige vilkår og chaufførerne sikres ordentlige vilkår.
Det foreslås, at overtrædelser af forslagets § 20, stk. 1, om at et kørselskontor løbende og digitalt skal indsamle og opbevare oplysninger om den taxikørsel, der sælges af kørselskontoret straffes med en bøde på 35.000 kr. Kørselskontoret skal således indsamle oplysning om bilens registreringsnummer, chaufførkortnummer, dato for kørslen, kørslens begyndelses- og sluttidspunkt, antal kørte kilometer, betalingen, start- og slutpunkt angivet som GPS-koordinater og øvrige GPS koordinater. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 1, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det er afgørende for myndighedernes kontrol med kørselskontorerne, at de efterlever bestemmelsen.
Det foreslås, at overtrædelser af forslagets § 20, stk. 2, om at et kørselskontor for hver chaufførs vagt skal indsamle og opbevare oplysninger om bilens registreringsnummer, start- og sluttidspunkt, chaufførkortnummer og bilens kilometertællers visning ved vagtens start- og sluttidspunkt, straffes med en bøde på 15.000 kr. Overtrædelsen af bestemmelsen anses som en alvorlig overtrædelse, idet oplysningerne om de enkelte vagter er vigtige i forhold til myndighedernes mulighed for at føre kontrol med kørselskontorernes anvendelse af bilerne.
Det foreslås at straffe med bøde på 5.000 kr. for overtrædelse af forslagets § 20, stk. 3, om at et kørselskontor skal indsamle og opbevare data, der kan indgå i samordnede digitale trafikløsninger og til statistiske formål. Da der alene er tale om krav om indsamling af data til samordnede digitale formål og til statistiske formål, anses overtrædelsen som mindre alvorlig.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 20, stk. 4, om indsendelse af en årlig erklæring om et kørselskontors administrative systemer fra en uafhængig revisor til transport-, bygnings- og boligministeren straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 4, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det er afgørende for myndighedernes kontrol med kørselskontorerne, at de efterlever bestemmelsen. Desuden er det vigtigt, at alle kørselskontorer overholder bestemmelsen, så alle konkurrerer på lige vilkår.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 20, stk. 5, om at et kørselskontor skal sørge for, at en kunde efter en kørt taxitur får de oplysninger, der fremgår af § 20, stk. 1, nr. 1–6 samt oplysning om kørselskontorets navn og information om klageadgang, jf. stk. 7, straffes med en bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 5, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke nødvendigvis medfører, at en taxikunde ikke efterfølgende kan klage over en kørt tur, men kunden får sværere ved at bevise sine påstande.
Det foreslås at straffe med bøde på 35.000 kr. for overtrædelse af forslagets § 20, stk. 6, om at et kørselskontor efter anmodning skal indsende oplysninger om kontorets salg af taxikørsel til myndighederne i digital form, oplysninger om hver chaufførs vagt samt data, der er nødvendige til samordnede digitale trafikløsninger og til statistiske formål. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 6, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det er afgørende for myndighedernes kontrol med kørselskontorerne, at de efterlever bestemmelsen.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 20, stk. 7, om at et kørselskontor skal etablere en klageordning samt være tilsluttet et uafhængigt, landsdækkende klagenævn, som taxibranchens skal oprette, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 7, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke medfører, at taxikunderne ikke kan klage over en kørt tur, men de fratages deres mulighed for at få deres klagesag prøvet ved et uafhængigt, landsdækkende klagenævn. Desuden kan overtrædelse af § 20, stk. 7, have den mere alvorlige konsekvens for et kørselskontor, at tilladelsen kan tilbagekaldes, jf. § 13, stk. 1, nr. 1, litra a.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 20, stk. 8, hvorefter et kørselskontor er ansvarlig for, at den kørsel, der udføres af kørselskontoret, ikke sælges til højere pris end prisloftet, jf. 21, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 8, anses som en alvorlig overtrædelse, idet det er vigtigt, at samtlige kørselskontorer i landet opererer inden for det udmeldte landsdækkende prisloft.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 20, stk. 9, hvorefter et kørselskontor er ansvarlig for, at biler, der er knyttet til kørselskontoret, er forsikret, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 9, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det forhold, at de påkrævede forsikringer ikke er tegnet kan have meget vidtrækkende konsekvenser for kunderne.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 21, stk. 3, om at et kørselskontor skal beregne kontorets priser efter samme struktur, som anvendes ved beregningen af det landsdækkende prisloft, jf. § 21, stk. 2, i dette forslag, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 21, stk. 3, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet overtrædelse heraf ikke nødvendigvis fører til dyrere priser for kunderne, men alene gør det uoverskueligt for disse at kontrollere beregningen.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 21, stk. 4, om at et kørselskontor kan opkræve betaling for tillægsydelser i tilknytning til taxikørsel, dog ikke for medbragte kørestole, førerhunde og lignende, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 21, stk. 4, anses som en alvorlig overtrædelse, idet det er afgørende for borgere med særlige behov at vide, at der ikke må opkræves tillæg for disse ofte helt nødvendige remedier.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 22, stk. 2, om at et kørselskontor skal kunne dokumentere, at kontorets prisberegning af fastpristure, ud fra en samlet betragtning er under de landsdækkende prislofter, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 22, stk. 2, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet der i beregningen af fastpristure indgår en række usikre elementer og forseelsen kan derfor til dels bero på misforståelser af beregningsmetoden.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 23 om, at et kørselskontors priser og priser for eventuelle tillægsydelser skal fremgå af kørselskontorets hjemmeside, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 23 anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet overtrædelsen ikke nødvendigvis har nogen større skadevirkning for kunderne.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 24 om, at erhvervsmæssig persontransport kun må udføres med biler, der er godkendt og registreret hertil, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 24 anses som en alvorlig overtrædelse. Det er vigtigt for kunderne at vide, at de biler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport er registret og godkendt til denne anvendelse.
Det foreslås, at indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, der overtræder forslagets § 25, stk. 1, om at kontroludstyret i taxier altid skal være i funktion, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 25, stk. 1, anses som en alvorlig overtrædelse, idet bestemmelsen om, at kontroludstyret altid skal være i funktion er en vigtig grundsten i reguleringen af taxierhvervet. Såfremt kontroludstyret ikke er aktiveret er det umuligt for myndighederne at føre kontrol.
Det foreslås tillige, at chauffører, der udfører erhvervsmæssig persontransport, skal kunne straffes for overtrædelse af denne bestemmelse med en bøde på 8.000 kr. Det er meget alvorligt, hvis en chauffør slukker for kontroludstyret, idet pågældende på den måde både kan snyde sin arbejdsgiver og samtidig have mulighed for en indtjening uden om myndighedernes kontrol.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 25, stk. 2, om, at taxametret løbende skal vise turens pris, jf. dog stk. 3, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 25, stk. 2, anses som en alvorlig overtrædelse, idet det er vigtigt, at kunder ved gadeture har mulighed for løbende at følge med i prisen for den pågældende tur.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 25, stk. 3, hvorefter den aftalte pris skal vises på taxametrets display ved kørslens begyndelse og under hele turen, når der er indgået en aftale om fast pris, jf. § 22, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 25, stk. 3, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke direkte går ud over kunden, men kan gå ud over myndighedernes mulighed for kontrol.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 25, stk. 4 om, at biler, der anvendes til taxikørsel, skal være forsynet med indvendig kameraovervågning, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 25, stk. 4, anses som en alvorlig overtrædelse, idet formålet med bestemmelsen, som er at forebygge og bidrage til opklaring af røverier og overfald mod førere af biler, der anvendes til taxikørsel, er yderst vigtigt.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 26, om at biler, der bruges til taxikørsel, udvendigt skal være forsynet med oplysning om prisen for en tur på 10 kilometer ved anvendelse af kørselskontorets priser, bilens tilladelsesnummer og om kørselskontorets navn, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 26 anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke nødvendigvis har en skadevirkning over for kunderne, men gør det sværere at sammenligne priserne mellem forskellige kørselskontorer.
Det foreslås, at overtrædelse bestemmelsen i forslagets § 27, om at biler, der bruges til kørsel for offentlige myndigheder, udvendigt skal være forsynet med bilens tilladelsesnummer, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 27 anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke har skadevirkning over for kunderne, men gør det svært for myndighederne at kontrollere om tilladelsesforholdene er i orden.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 37, stk. 2, om at tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, i den gældende taxilov skal medbringes under kørslen og på forlangende forevises for kontrolmyndighederne, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 37, stk. 2, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke nødvendigvis har skadevirkning over for kunderne, men besværliggør myndighedernes kontrol.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 37, stk. 3, om at førerkort i henhold til § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. skal medbringes under kørslen og skal være anbragt synlig for passagererne, straffes med bøde på 2.000 kr. Bestemmelsen skal gøre det muligt for passagererne at konstatere, at chaufføren er godkendt. Bestemmelsen skal videre gøre det muligt for passagererne at identificere en chauffør i forbindelse med en klage over en gennemført tur.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 38, stk. 1, om at indehaveren af en tilladelse til taxikørsel, der er udstedt i henhold til den gældende taxilov og som i medfør heraf skulle være tilsluttet et bestillingskontor, fortsat skal være tilsluttet et bestillingskontor, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 38, stk. 1, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet bestillingskontorerne fortsat har en rolle, så længe, de opretholder deres drift.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 38, stk. 2, om at indehaveren af en tilladelse til taxikørsel, der er udstedt i henhold til den gældende taxilov ikke kan indgå aftale med et kørselskontor om udførelse af taxikørsel, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 38, stk. 2, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet man fra lovgivers side ikke ønsker en sammenblanding mellem de nye og gamle regler.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 38, stk. 3, om at indehaveren af en tilladelse i henhold til § 3 i dette forslag ikke kan indgå aftale med et bestillingskontor, jf. den gældende taxilov, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 38, stk. 3, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet man fra lovgivers side ikke ønsker en sammenblanding mellem de nye og gamle regler.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 40, stk. 2, om at indehaveren af et bevis for at have gennemført og bestået et kursus godkendt i henhold til § 32, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. skal medbringe dette under kørslen og skal på forlangende forevise dette for kontrolmyndighederne, straffes med bøde på 2.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 40, stk. 2, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke nødvendigvis har skadevirkning over for kunderne, men besværliggør myndighedernes kontrol.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at overtrædelse af vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til dette lovforslag eller forskrifter udstedt i medfør af, straffes med bøde. Det skal således fx være muligt, at straffe for overtrædelse af vilkår i tilladelser til kørselskontorer i landdistrikter, for kørsel uden for det geografiske område, som tilladelsen gælder i, jf. forslagets § 6, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, jf. § 3, stk. 1, eller en tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, den gældende taxilov, kan straffes med bøde, hvis denne ikke har sikret sig, at dennes chauffører i overensstemmelse med § 7, stk. 1, er i besiddelse af chaufførkort, i besiddelse af førerkort, jf. § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. eller i besiddelse af dokumentation i henhold til § 34, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. for at have gennemført og bestået et af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen godkendt kursus, jf. § 36 i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v.
Det foreslås, at en indehaver af en tilladelse straffes med bøde på 8.000 kr., hvis denne ikke har sikret sig, at dennes chauffører er i besiddelse af et chaufførkort, førerkort eller af dokumentation for at have gennemført og bestået et af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen godkendt kursus. Det foreslåede bødeniveau er dobbelt så højt, som den bøde, det foreslås, at chaufføren får for samme forseelse. Årsagen hertil er, at det vægtes højt, at vognmanden påser, at de ansatte chauffører har de påkrævede kvalifikationer.
Det foreslås i stk. 3, at der i forskrifter, der er fastsat i medfør af loven, skal kunne fastsættes bestemmelser om straf for overtrædelse af disse forskrifter. Bestemmelsen forventes anvendt i flere af de bekendtgørelser, der vil blive udstedt med hjemmel i denne lov, bl.a. i en generel bekendtgørelse om taxikørsel, som udstedes med hjemmel i forslagets § 3, stk. 10 og 11, § 5, stk. 8, § 6, stk. 4, § 7, stk. 5, § 9, stk. 3, § 20, stk. 10 og 11, § 21, stk. 5, § 30, stk. 2 og § 35, stk. 3.
Desuden forventes bestemmelsen anvendt i en bekendtgørelse om særlige krav til biler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport, jf. hjemmelsbestemmelsen i forslagets § 28.
Det foreslås i stk. 4, at der kan pålægges selskaber (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Bestemmelsen udelukker ikke, at der tillige kan rejses tiltale mod en eller flere juridiske personer, fx i ledelsen af den juridiske person, hvis de pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
Det foreslås i stk. 5, at der ved udmåling af straffen efter stk. 1 kan lægges vægt på hvilke økonomiske gevinster, der er opnået eller søgt opnået ved den pågældende overtrædelse, og karakteren af den begåede overtrædelse.
De i bilag 1 foreslåede bødesatser, vil kunne fordobles eller tredobles, hvis der foreligger skærpende omstændigheder i forbindelse med overtrædelse af bestemmelser i denne lov.
Der bør ved udmåling af bødestraf tillige tages hensyn til omfanget af unddragne beløb og uberettiget vinding i forbindelse hermed.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2018. Da der er tale om erhvervsrettet lovgivning, og da det er fundet hensigtsmæssigt, at loven træder i kraft hurtigst muligt, foreslås ikrafttræden af loven den 1. januar 2018.
Det foreslås i stk. 2, at lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013 ophæves samtidig med, at loven træder i kraft, jf. dog stk. 3 og 4.
Det foreslås i stk. 3, at § 1, stk. 1, og § 4 a, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, ophæves den 1. marts 2018.
Formålet med bestemmelsen er at sikre myndighederne i henhold til lov om taxikørsel m.v. tidsmæssig mulighed for at gennemføre og afslutte behandlingen af ansøgninger om tildeling af tilladelser til taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport eller tilladelser til offentlig servicetrafik, og ansøgninger om godkendelser af førerkort, der er modtaget kort tid før udgangen af 2017.
Det foreslås i stk. 4, at lovforslagets bestemmelser, bortset fra bestemmelserne i §§ 12-16, 18 og 19 om tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v. og aflevering af tilbagekaldte eller bortfaldne tilladelser og godkendelser til transport-, bygnings- og boligministeren, ikke skal finde anvendelse for tilladelser til taxi-, limousine- og sygetransportkørsel og for udførelse af offentlig servicetrafik udstedt i medfør af § 1, stk. 1, i den gældende taxilov, samt for godkendelser i henhold til § 4 a, stk.1, til at føre biler omfattet af denne lov. For sådanne tilladelser og godkendelser finder de hidtil gældende regler i den gældende taxilov og regler udstedt i medfør heraf anvendelse, indtil tilladelserne og godkendelserne udløber eller ombyttes.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at indehavere af tilladelser og godkendelser udstedt i henhold til den gældende taxilov, fortsat udøver virksomhed i overensstemmelse med de betingelser og vilkår, der er stillet for at besidde og udøve virksomhed på grundlag af tilladelser og godkendelser i henhold til denne gældende taxilov.
Formålet med at anvende lovforslagets tilbagekaldelsesbestemmelser er at sikre, at indehavere af tilladelser og godkendelser udstedt i henhold til den gældende taxilov får de forbedrede retssikkerhedsgarantier, som gælder for indehavere af tilladelser og godkendelser i henhold til dette lovforslag.
Den myndighed, der har udstedt en tilladelse og eller en godkendelse i henhold til den gældende taxilov, skal fortsat føre tilsyn med, at indehaveren af en tilladelse og eller en godkendelse lever op til de betingelser og vilkår, der er stillet for at besidde og udøve virksomhed på grundlag af tilladelser og godkendelser i henhold til denne gældende taxilov.
Dette gælder dog ikke, hvis den tilladelsesudstedende myndighed har valgt at overdrage denne forpligtelse til transport-, bygnings- og boligministeren.
De hidtidige bestemmelser i § 6, stk. 1, 2, 4 og 6, og §§ 7–9 om tilbagekaldelse, bortfald af tilladelser og godkendelser og om indsendelse af disse til den myndighed, der har udstedt disse tilladelser og godkendelser, finder således ikke anvendelse.
Det foreslås i stk. 5, at ansøgninger om tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, eller godkendelser i henhold til § 4 a, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, som er modtaget af en myndighed inden udgangen af 2017, kan imødekommes indtil den 1. marts 2018, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i § 3, eller i § 4 a. i den gældende taxilov.
De myndigheder, der i henhold den gældende taxilov, har kunnet udstede tilladelser til taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport eller til offentlig servicetrafik til ansøgere, som opfylder betingelserne i § 3 samt udstede førerkort til personer, der opfylder betingelser i § 4 a, stk. 1, i den gældende taxilov, skal fortsat have kompetence hertil indtil 1. marts 2018. Bestemmelsen sikrer, at ansøgninger, der er modtaget før årsskiftet 2017/2018, kan færdigbehandles.
Den gældende taxilov indeholder i § 12, stk. 1, nr. 13, en bemyndigelse, hvorefter transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte regler om krav til miljøegenskaber og energieffektivitet for de af loven omfattede køretøjer. Denne bemyndigelse er for tiden udmøntet i bekendtgørelse nr. 1085 af 11. september 2015 om energi- og miljøkrav til taxier m.v.
Lovforslaget opretholder en tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse i § 28, hvorefter transport-, bygnings- og boligministeren fastsætter regler om bl.a. bilernes indretning og udstyr samt om bilens og udstyrets anvendelse, herunder krav til miljøegenskaber og energieffektivitet.
Det foreslås i stk. 6, at bekendtgørelse nr. 1085 af 11. september 2015 om energi- og miljøkrav til taxier m.v., forbliver i kraft, indtil den ophæves eller afløses af bestemmelser fastsat i medfør denne lov.
Den gældende og den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, jf. § 28, om fastsættelse af regler om bilers udstyr m.v., herunder krav til miljøegenskaber og energieffektivitet har samme indhold, hvad angår bemyndigelsen til at fastsætte regler om energi- og miljøkrav bortset fra, at den foreslåede bestemmelse forpligter ministeren til at fastsætte regler, mens den hidtidige bestemmelse blot var formuleret som en mulighed for at fastsætte regler.
Det foreslås i stk. 1, at tilladelser og godkendelser udstedt i medfør af den gældende taxilov forbliver i kraft indtil udløbet af disses gyldighedsperiode.
Tilladelser og godkendelser er inden for disses gyldighedsperiode i medfør af grundlovens § 73 en beskyttet rettighed. Inddragelse inden for gyldighedsperioden kan udgøre et ekspropriativt indgreb, som forudsætter fuldstændig erstatning.
Det foreslås derfor, at tilladelser og godkendelser, der er udstedt med hjemmel i medfør af den gældende taxilov, forbliver i kraft indtil udløb. Dette gælder alle fire former for tilladelser, der udstedes i henhold til den gældende taxilov, dvs. tilladelser til taxi-, limousine- og sygetransportkørsel samt offentlig servicetrafik.
Det foreslås i stk. 2, at tilladelser udstedt i henhold til den gældende taxilov skal medbringes i bilen under kørslen og skal på forlangende forevises kontrolmyndigheder. Bestemmelsen har til formål, som det også var fastsat i den gældende taxilov, at give kontrolmyndigheder mulighed for at sikre, at den pågældende bil har den påkrævede tilladelse til den specifikke form for erhvervsmæssig persontransport, enten taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport eller offentlig servicetrafik.
Det foreslås i stk. 3, at godkendelse i henhold til § 33, stk. 1, i den gældende taxilov (førerkort), skal medbringes i bilen under kørslen og skal være anbragt synligt for passagererne.
Bestemmelsen har til formål, som det også var fastsat i den gældende taxilov, at give politiet og passagerer mulighed for at sikre, at kørslen udføres af en person, der er godkendt hertil.
Det foreslås i stk. 4, at den myndighed der har udstedt de enkelte tilladelser og godkendelser fortsat skal føre tilsyn med, at betingelserne for at besidde disse er til stede.
Det foreslås i stk. 5, at den myndighed, der har udstedt en tilladelse eller godkendelse i henhold til den gældende taxilov, kan vælge at overdrage denne forpligtelse til transport-, bygnings- og boligministeren med et halvt års varsel. Varslet gælder fra det tidspunkt, hvor anmodningen fra en kommune er modtaget af transport-, bygnings- og boligministeren. Såfremt kommunerne overdrager forpligtelsen til transport-, bygnings- og boligministeren, skal kommunerne sørge for, at ministeren får alle oplysninger om de tilladelser, som de fremover skal føre tilsyn med, herunder en kopi af de udstedte tilladelser samt andre sagsakter med relation til den pågældende tilladelse.
Det foreslås i stk. 1, at indehavere af taxitilladelser, som ifølge den gældende taxilov skulle være tilsluttet et bestillingskontor fortsat skal være tilsluttet et bestillingskontor. Dette gælder dog ikke, hvis der ikke er oprettet et bestillingskontor.
Det foreslås i stk. 2, at indehavere af taxitilladelser, der er udstedt med hjemmel i den gældende taxilov, ikke kan indgå aftale med et kørselskontor i henhold til § 5 i denne lov om udførelse af taxikørsel.
Indehaveren af en taxitilladelse efter den gældende taxilov bliver ikke frataget muligheden for at udøve sit erhverv, men får i stedet mulighed for at udøve taxierhvervet som selvstændig uden om et bestillingskontor.
Det foreslås i stk. 3, at indehavere af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, jf. § 3, ikke kan indgå aftale med et bestillingskontor om udførelse af taxikørsel.
Det skyldes, at der gælder forskellige regler for de to ordninger i henhold til henholdsvis den gældende taxilov og denne lov.
Ejerkredsen bag et bestillingskontor har mulighed for at nedlægge dette og i stedet oprette et kørselskontor, såfremt de opfylder betingelser i forslagets § 5.
Der er ikke er noget til hinder for, at et bestillingskontor i overgangsperioden tillige fungerer som kørselskontor.
Bestillingskontorer, som fortsætter driften efter den 1. januar 2018, vil blive reguleret på grundlag af den kommunale godkendelse og være omfattet af tilsyn fra den pågældende kommune, medmindre forpligtelsen er blevet overdraget til transport-, bygnings- og boligministeren.
Det foreslås i stk. 1, at indehaveren af en taxitilladelse i henhold til den gældende taxilov kan ombytte denne med en tilladelse i henhold til denne lovs § 3, såfremt indehaveren opfylder betingelserne. Det foreslås videre, at en tilladelse, der udstedes som led i en ombytning, kan udstedes til en virksomhed, der ejes af indehaveren af den tilladelse, som byttes. Det er endvidere en forudsætning, at indehaveren af den pågældende tilladelse er ansvarlig leder i henhold til denne lov af den virksomhed, som modtager tilladelse ved ombytning.
Ombytning af tilladelse finder sted ved henvendelse til transport-, bygnings- og boligministeren, som udsteder det samme antal tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, jf. § 3, hvis indehaveren opfylder betingelserne i § 3.
Det foreslås i stk. 2, at tilladelser, der ombyttes efter stk. 1, udstedes med samme udløbsdato som de tidligere udstedte taxitilladelser. Ved ombytning af flere tilladelser med forskellig udløbsdato lægges den seneste udløbsdato til grund for samtlige tilladelser. Udløbsdatoen kan dog ikke fastsættes tidligere end den 31. marts 2021.
Af administrative årsager lægges ved ombytning af flere tilladelser med forskellig udløbsdato den seneste udløbsdato til grund. Dette vil dog ikke gælde, hvis udløbstidstidspunktet for ombyttede taxitilladelser ligger inden for overgangsperioden. I sådanne tilfælde fastsættes udløbsdatoen tidligst til den 31. marts 2021 for at undgå utilsigtede konsekvenser i forbindelse med overgangsordningen.
Ved ansøgning om ombytning af taxitilladelser skal oplyses om tidspunkt for ophør af tilslutning til et bestillingskontor. Tilladelser i henhold til denne lov vil blive udstedt med gyldighed fra dette tidspunkt.
Det foreslås i stk. 3, at ved udstedelse af tilladelser, der ombyttes efter stk. 1, skal indehaveren aflevere det samme antal taxitilladelser som antallet af udstedte tilladelser til erhvervsmæssig personbefordring.
Bortset fra det i § 42 nævnte forhold kan tilladelser til limousinekørsel, sygetransport- og offentlig servicetrafik ikke ombyttes til tilladelser i henhold til denne lov.
Det foreslås i stk. 4, at transport-, bygnings- og boligministeren indtil den 31. december 2020 efter ansøgning kan ombytte taxitilladelser med tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, jf. § 3, med henblik på, at ægtefæller og livsarvinger, der i en længere årrække har deltaget i udnyttelsen af tilladelsen, sikres mulighed for at fortsætte virksomheden, hvis indehaveren af en taxitilladelse afgår ved døden eller af anden årsag mister evnen til at udnytte tilladelsen.
Formålet med forslaget er at undgå utilsigtede konsekvenser i forbindelse med overgangsordningen, hvor der årligt indtil udgangen af 2020 kun kan udstedes 500 tilladelser til erhvervsmæssig persontransport.
Det foreslås derfor, som det var tilfældet i henhold til den gældende taxilov, at personer, som i et vist omfang havde deltaget i en virksomhed, der fungerer på grundlag af taxitilladelser udstedt til disses ægtefæller, sikres mulighed for at fortsætte virksomheden, hvis den ægtefælle, som har fået udstedt taxitilladelsen, dør eller på anden måde mister evnen til at udnytte tilladelsen.
Det foreslås videre, som det var tilfældet i henhold til den gældende taxilov, at livsarvinger, der som udgangspunkt havde været fuldtidsbeskæftiget i tilladelsesindehaverens taxivirksomhed i mindst 10 år, og som ikke selv har tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, på samme måde sikres mulighed for at fortsætte en taxivirksomhed.
Det foreslås i stk. 5, at transport-, bygnings- og boligministeren indtil den 31. december 2020 efter ansøgning i forbindelse med en skilsmisse kan ombytte en taxitilladelse til erhvervsmæssig persontransport, således at tilladelsen til erhvervsmæssig persontransport udstedes til den tidligere ægtefælle, som har deltaget i udnyttelsen af taxitilladelsen, og som ønsker at overtage og fortsætte taxivirksomheden.
Registrerede partnerskab og ægteskabslignende samlivsforhold forudsættes ligestillet med ægteskaber.
Tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, der udstedes i henhold til stk. 4 og 5, vil få samme gyldighedsperiode, som de ombyttede taxitilladelser, dog ikke tidligere end 31. marts 2021.
Det foreslås i stk. 1, at chauffører, der udfører offentlig servicetrafik i henhold til § 2, stk. 5, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, og som alene har gennemført og bestået et kursus godkendt i henhold til § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v., skal kunne fortsætte denne virksomhed indtil udløbet af gyldighedsperioden for det kørekort til erhvervsmæssig kørsel, der er udstedt til den pågældende chauffør.
Den foreslåede bestemmelse sikrer førere af biler, der fungerer på grundlag af tilladelse til offentlig servicetrafik, adgang til at fortsætte denne virksomhed efter denne lovs ikrafttræden, som det er tilfældet for chauffører, der er i besiddelse af førerkort i henhold til henhold til § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v.
Såfremt chaufføren efter udløbet af gyldighedsperioden for pågældendes kørekort til erhvervsmæssig kørsel, ønsker at fortsætte i erhvervet, skal denne erhverve et chaufførkort i henhold til § 7 i denne lov.
Det foreslås i stk. 2, at bevis for det i stk. 1 nævnte kursus skal medbringes i bilen under kørslen og på forlangende skal forevises politiet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at indtil den 31. december 2020 udstedes årligt 500 nye tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i henhold til § 3 fordelt med 125 tilladelser pr. kvartal.
Fra 1. januar 2018 indtil udgangen af 2020 udstedes kun 500 nye tilladelser pr. år til erhvervsmæssig persontransport. Den årlige kvote fordeles jævnt, således at der udstedes 125 tilladelser pr. kvartal.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at ansøges der inden for et kvartal om flere end 125 tilladelser i henhold til § 3, sker fordelingen ved lodtrækning.
Det vil være en forudsætning for at få udstedt en tilladelse, at ansøgeren opfylder betingelserne i lovforslagets § 3. Lodtrækningen udføres af transport-, bygnings- og boligministeren, som kan beslutte, at der skal være offentlig adgang til lodtrækningen.
Efter afslutning af lodtrækning underrettes ansøgeren om resultatet af lodtrækningen. Ansøgere, som allerede har modtaget tilladelser ved lodtrækning, kan søge om tildeling af yderligere tilladelser i de følgende kvartaler. De kan ligeledes deltage i lodtrækning på linje med ansøgere, som ikke har fået tildelt tilladelser.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at en ansøger maksimalt kan ansøge om 20 tilladelser ad gangen pr. kvartal.
Dette skal bidrage til sikring af en jævn fordeling af tilladelserne.
Det foreslås i stk. 2, at modtageren af en tilladelse i henhold til stk. 1, inden for en frist af to måneder fra datoen for udstedelsen af tilladelsen, skal oplyse transport-, bygnings- og boligministeren om registreringsnummer for den bil, tilladelsen anvendes til. Opfyldes denne betingelse ikke, bortfalder tilladelsen.
Iagttages oplysningspligten ikke, bortfalder tilladelsen og indgår i fordelingen af tilladelser i første kvartal af det følgende år. Dette skal bidrage til, at der i overgangsperioden bliver udstedt 500 nye tilladelser om året, og at disse tilladelser bliver udnyttet, således at det sikres, at der bliver udstedt flere tilladelser til erhvervsmæssig persontransport.
Det foreslås i stk. 3, at tilladelser, der ikke er blevet udnyttet, vil blive tillagt antallet af tilladelser, der udstedes i det første kvartal året efter. Bestemmelsen skal sammen med stk. 2 ovenfor, sikre at der rent faktisk bliver udstedt 500 nye tilladelser pr. år i overgangsperioden, såfremt der ansøges om flere end 500 tilladelser.
Det foreslås i stk. 4, at ikke udnyttede tilladelser til taxikørsel i henhold til § 1, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, samt tilladelser i henhold til § 3, stk. 1, der i medfør af § 19 er afleveret til transport-, bygnings- og boligministeren, genudstedes indtil den 31. december 2020 efter ansøgning i overensstemmelse med proceduren i stk. 1 og 3. Bestemmelsen skal sikre, at væksten i antallet af tilladelser ikke udhules af, at der er ubenyttede tilladelser efter den gældende taxilov, eller tilladelser, der er tilbagekaldt eller bortfaldet efter loven. Ved ikke-benyttede tilladelser tænkes på tilladelser, som er udstedt i henhold til lov om taxikørsel, dvs. tilladelser, som ikke er ombyttet til tilladelser efter § 3, og hvor indehaveren af tilladelsen ikke benytter sin tilladelse, fx fordi pågældende ikke længere lever op til de betingelser, som blev stillet for at få og bevare tilladelsen, eller fx fordi pågældende er afgået ved døden.
Det foreslås i stk. 1, at en tilladelse til limousine-, sygetransport og offentlig servicetrafik, hvis gyldighed udløber inden udgangen af 2020, ved udløb af tilladelsens gyldighedsperiode kan ombyttes til en tilladelse i henhold til § 3, såfremt indehaveren opfylder betingelserne i § 3.
Ombytning kan først finde sted ved udløb af en tilladelses gyldighedsperiode. Adgang til at ombytte tilladelser, hvis gyldighed udløber inden udgangen af 2020, skal sikre, at indehaverne af sådanne tilladelser fortsat kan drive virksomhed og dermed kan leve op til eventuelle kontraktuelle forpligtelser. Ved ombytning af flere tilladelser med forskellig udløbsdato lægges den seneste udløbsdato til grund.
Efter de foreliggende oplysninger drejer det sig om 284 tilladelser til sygetransport, 154 limousinetilladelser og 21 tilladelser til offentlig servicetrafik.
Det foreslås i stk. 2, at tilladelser efter stk. 1 udstedes med gyldighed fra det tidspunkt, hvor tilladelsen til limousinekørsel, sygetransport eller offentlig servicetrafik udløber til og med udgangen af 2021.
Efter år 2020 er der ingen begrænsninger på antallet af tilladelser, der kan udstedes efter § 3, idet begrænsningen på antallet af nye tilladelser kun gælder i en treårig overgangsperiode, jf. § 41.
Det foreslås, at indehavere af en tilladelse til at drive kørselskontor i et landdistrikt, jf. § 6, jf. § 5, først skal efterleve kravene i § 20 fra med 1. januar 2021. Landdistrikt-kørselskontorerne skal således først leve op til de samme pligter som øvrige kørselskontorer tre år efter lovens ikrafttræden. Årsagen hertil er, at de små landdistrikt-kørselskontorer formentlig vil vælge en model, hvor de køber de forskellige påkrævede it-ydelser hos tredjepart. Eftersom disse it-ydelser ikke tidligere har været påkrævede, er det fundet rimeligt med en 3 årig udsættelse af ikrafttræden af § 20 for landdistrikt-kørselskontorerne.
Det foreslås, at i § 12, stk. 4, nr. 1, og i § 12, stk. 4, nr. 2, litra a, i lov om buskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 12. november 2012, som ændret ved § 2 i lov nr. 1639 af 26. december 2013, § 10 i lov nr. 742 af 1. juni 2015, § 2 i lov nr. 746 af 1. juni 2015 og § 4 i lov nr. 710 af 8. juni 2017, ændres ”lov om taxikørsel” til ”taxiloven”.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at loven ændrer titel.
Det foreslås, at i § 3, stk. 4, nr. 1, og i § 3, stk. 4, nr. 2, i lov om godskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012, som ændret ved § 1 i lov nr. 1639 af 26. december 2013, § 11 i lov nr. 742 af 1. juni 2015 og § 1 i lov nr. 746 af 1. juni 2015, ændres: ”lov om taxikørsel” til ”taxiloven”.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at loven ændrer titel.
Denne lov gælder for erhvervsmæssig persontransport i dansk indregistrerede biler, der er indrettet til transport af højst ni personer inklusive chaufføren, hvor kørslen udføres for at opnå en fortjeneste, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Samkørsel anses ikke som erhvervsmæssig persontransport efter stk. 1, hvis der alene ydes godtgørelse for omkostninger, der er direkte forbundne med kørslen.
Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler om, at loven ikke finder anvendelse på øer, der ikke er bro- eller landfaste, og hvor der ikke i almindelighed finder taxikørsel sted, hvis kommunen, som øen hører til, anmoder herom. 1. pkt. gælder dog ikke for Bornholm.
Erhvervsmæssig persontransport, der udføres over landets grænser med udenlandsk indregistrerede biler, kan alene udføres i henhold til international aftale.
Stk. 2. Transportministeren1) kan tillade, at større kørselsarrangementer i forbindelse med ekstraordinært store, internationale begivenheder, som ikke kan dækkes af biler omfattet af loven, udføres med udenlandsk indregistrerede biler uden tilladelse efter § 3.
Stk. 3. Transportministeren kan tillade, at biler omfattet af stk. 2 føres af personer, der ikke har chaufførkort efter § 7.
Der kræves tilladelse til at udføre erhvervsmæssig persontransport i biler.
Stk. 2. Transportministeren udsteder efter ansøgning tilladelse til erhvervsmæssig persontransport til virksomheder, der
har en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens drift,
har fast forretningssted på dansk område,
ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,
ikke har en forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,
har en egenkapital på mindst 40.000 kr. for den første tilladelse og 20.000 kr. for hver yderligere tilladelse og
kan sandsynliggøre, at virksomheden kan udøves på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder, jf. stk. 2, nr. 1, er betinget af, at vedkommende
er myndig og ikke er under værgemål eller samværgemål efter værgemålslovens §§ 5 eller 7,
ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,
ikke har en forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,
ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og
kan sandsynliggøre, at denne kan udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Stk. 4. Drives en virksomhed som personligt ejet virksomhed, skal den ansvarlige leder, jf. stk. 2, nr. 1, og stk. 3, være virksomhedsejeren.
Stk. 5. Afslag på udstedelse af tilladelse begrundet i, at lederen ikke opfylder betingelsen i stk. 3, nr. 4, skal på begæring af ansøgeren indbringes for domstolene af anklagemyndigheden. Sagen behandles i strafferetsplejens former.
Stk. 6. Ved vurdering af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i stk. 2, nr. 6, kan der indgå oplysning om, at medlemmer af bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlige interesser inden for selskabet inden for de seneste 5 år
En tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, jf. § 3, kan anvendes til
kørsel for en offentlig myndighed, som myndigheden udfører i medfør af lov,
limousinekørsel, hvorved forstås repræsentationskørsel og lignende kørsel i
a) biler, der er specialbyggede limousiner, eller
b) biler, hvis almindelige handelsværdi før skatter og afgifter overstiger 500.000 kr., og
taxikørsel, hvorved forstås kørsel, der ikke er omfattet af nr. 1 og 2.
Stk. 2. Taxikørsel må kun sælges af et kørselskontor.
Stk. 3. Transportministeren kan tillade, at en bil, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2, anvendes til limousinekørsel, hvis bilen i kraft af sin indretning, udstyr eller historiske værdi besidder en særlig attraktionsværdi som limousine.
Der kræves tilladelse til at drive et kørselskontor.
Stk. 2. Transportministeren udsteder efter ansøgning tilladelse til at drive kørselskontor til virksomheder, der
har en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens drift,
har fast forretningssted på dansk område,
ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,
ikke har en forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,
har en egenkapital på mindst 500.000 kr., jf. dog § 6, og
kan sandsynliggøre, at virksomheden kan udøves på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder, jf. stk. 2, nr. 1, er betinget af, at
er myndig og ikke er under værgemål eller samværgemål efter værgemålslovens §§ 5 eller 7,
ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,
ikke har en forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,
ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og
kan sandsynliggøre, at denne kan udøve virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Stk. 4. Drives en virksomhed som personligt ejet virksomhed, skal den ansvarlige leder, jf. stk. 2, nr. 1, og stk. 3, være virksomhedsejeren.
Stk. 5. Afslag på udstedelse af tilladelse begrundet i, at lederen ikke opfylder betingelsen i stk. 3, nr. 4, skal på begæring af ansøgeren indbringes for domstolene af anklagemyndigheden. Sagen behandles i strafferetsplejens former.
Stk. 6. Ved vurdering af, om en virksomhed, der drives i selskabsform, opfylder betingelserne i stk. 2, nr. 6, kan der indgå oplysning om, at medlemmer af bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlige interesser inden for selskabet inden for de seneste 5 år
er blevet nægtet godkendelse som ansvarlig leder eller har fået tilbagekaldt en godkendelse som ansvarlig leder af en virksomhed i henhold til denne lov, lov om buskørsel, lov om godskørsel eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller
Ved ansøgninger fra et kørselskontor med fast forretningssted i et landdistrikt kan egenkapitalkravet i § 5, stk. 2, nr. 5, efter en konkret vurdering nedsættes til 40.000 kr.
Stk. 2. Et kørselskontor, der drives på grundlag af tilladelse meddelt efter ansøgning efter stk. 1, må kun sælge taxikørsel inden for et nærmere afgrænset geografisk område og maksimalt med tre biler.
Stk. 3. Transportministeren skal til brug for vurderingen efter stk. 1 indhente en udtalelse fra den kommune, hvor ansøgeren har fast forretningssted.
Stk. 4. Transportministeren fastsætter nærmere regler om anvendelsesområde for og administration af de udstedte tilladelser, jf. stk. 1.
Der kræves chaufførkort for at føre en bil, der benyttes til erhvervsmæssig persontransport.
Stk. 2. Transportministeren udsteder efter ansøgning chaufførkort til personer, der
er 21 år eller derover,
er myndige og ikke under værgemål eller samværgemål efter værgemålslovens §§ 5 eller 7,
har haft kørekort til kategori B (almindelig bil) i mindst 3 år,
ikke er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af chaufførkortet, jf. straffelovens § 78, stk. 2,
kan sandsynliggøre, at erhvervet kan udøves på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen,
har gennemført et kursus godkendt af transportministeren og bestået en dertil hørende teoretisk og praktisk prøve og
opfylder nærmere fastsatte helbredskrav.
Stk. 3. Afslag på udstedelse af chaufførkort begrundet i, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen i stk. 2, nr. 4, skal på begæring af ansøgeren indbringes for domstolene af anklagemyndigheden. Sagen behandles i strafferetsplejens former.
Stk. 4. Ansøgning om udstedelse af chaufførkort, jf. stk. 1, skal indgives til transportministeren ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed.
Stk. 5. En chauffør, som er ved at gennemføre en erhvervsuddannelse godkendt af Undervisningsministeriet som redder eller ambulancebehandler, er fritaget fra kravet om chaufførkort i forbindelse med udførelse af erhvervsmæssig persontransport for offentlige myndigheder. Det er en betingelse, at chaufføren har gennemført og bestået det i stk. 2, nr. 6, nævnte kursus. Under kørslen skal medbringes dokumentation fra uddannelsesstedet for, at den pågældende er ved at gennemføre en erhvervsuddannelse som redder eller ambulancebehandler.
Stk. 6. Transportministeren fastsætter nærmere regler om kursuskravet, herunder den teoretiske og praktiske prøve, jf. stk. 2, nr. 6, helbredskravene, jf. stk. 2, nr. 7, og til indholdet af ansøgninger, herunder den digitale løsning, jf. stk. 4.
Tilladelse til erhvervsmæssig persontransport og tilladelse til at drive kørselskontor udstedes for en periode på op til 10 år.
Stk. 2. Tilladelsen kan alene anvendes af den virksomhed eller person, der har opnået den, og tilladelsen kan hverken helt eller delvis overdrages til andre.
Indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport skal følge de bestemmelser, der sikrer de ansatte løn, herunder særlige ydelser, samt arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område.
Transportministeren fører tilsyn med, at betingelserne for opretholdelse af tilladelse til erhvervsmæssig persontransport og tilladelse til et kørselskontor og chaufførkort fortsat er til stede.
Stk. 2. Transportministeren fastsætter regler om, hvilken dokumentation der skal indsendes til brug for tilsynet.
Kapitel 3
Tilbagekaldelse, afslag på fornyelse og bortfald af tilladelser m.v.
En tilladelse til erhvervsmæssig persontransport kan tilbagekaldes, hvis indehaveren
må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 3, stk. 2, nr. 6, som følge af at vedkommende i forbindelse med udførelsen af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i
a) loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf,
b) færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort og bilens indretning, udstyr og tilbehør,
c) arbejdsmiljølovens kapitel 9 om hvileperiode og fridøgn,
d) lovgivningen om euforiserende stoffer,
e) skatte- og afgiftslovgivningen eller
f) udlændingeloven om menneskesmugling,
har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover,
ikke længere har den påkrævede egenkapital, jf. § 3, stk. 2, nr. 5, eller
ikke længere har en nulemissionsbil tilknyttet tilladelsen, jf. § 41, stk. 2.
Stk. 2. En tilladelse til erhvervsmæssig persontransport kan tilbagekaldes, hvis en chauffør eller en anden, der optræder i indehaverens interesse, i forbindelse med udførelse af erhvervet gentagne gange groft har overtrådt bestemmelser omfattet af stk. 1, nr. 1.
Stk. 3. En godkendelse som ansvarlig leder af en virksomhed kan tilbagekaldes under de betingelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2. Det samme gælder, hvis vedkommende er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2.
Stk. 4. Tilbagekaldelse efter stk. 1-3 sker for en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre.
En tilladelse til at drive kørselskontor kan tilbagekaldes, hvis indehaveren
må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 5, stk. 2, nr. 6, som følge af at vedkommende i forbindelse med udførelsen af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen eller bestemmelser i
a) denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf,
b) lovgivningen om euforiserende stoffer,
c) skatte- og afgiftslovgivningen eller
d) udlændingeloven om menneskesmugling,
har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover eller
ikke længere har den påkrævede egenkapital, jf. § 5, stk. 2, nr. 5.
Stk. 2. En tilladelse til at drive kørselskontor kan tilbagekaldes, hvis en person, der optræder i indehaverens interesse, i forbindelse med udførelse af erhvervet gentagne gange groft har overtrådt bestemmelser omfattet af stk. 1, nr. 1.
Stk. 3. En godkendelse som ansvarlig leder af et kørselskontor kan tilbagekaldes under de betingelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2. Det samme gælder, hvis vedkommende er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2.
Stk. 4. Tilbagekaldelse efter stk. 1-3 sker for en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre.
Chaufførkort kan tilbagekaldes, hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 7, stk. 2, nr. 5, som følge af at vedkommende i forbindelse med udførelsen af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i
denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf,
færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort og bilens indretning, udstyr og tilbehør,
lovgivningen om euforiserende stoffer,
skatte- og afgiftslovgivningen eller
udlændingeloven om menneskesmugling.
Stk. 2. Chaufførkort kan endvidere tilbagekaldes, hvis indehaveren er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2.
Stk. 3. Tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 sker for en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre.
I forbindelse med behandling af sager om tilbagekaldelse af tilladelse til erhvervsmæssig persontransport eller tilladelse til at drive kørselskontor kan transportministeren i nødvendigt omfang videregive oplysninger til indehaveren af tilladelsen om overtrædelse af bestemmelser omfattet af § 13, stk. 1, nr. 1, eller § 14, stk. 1, som indehaveren, en chauffør eller en anden, der optræder i indehaverens interesse, har begået i forbindelse med udførelsen af erhvervet.
En afgørelse om tilbagekaldelse efter § 12, stk. 1-3, § 13, stk. 1-3, og § 14, stk. 1, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for transportministeren, der anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En afgørelse om tilbagekaldelse efter § 12, stk. 3, 2. pkt., § 13, stk. 3, 2. pkt., eller § 14, stk. 2, kan, inden 4 uger efter at den er meddelt den pågældende, forlanges indbragt for domstolene af anklagemyndigheden efter fremgangsmåden i straffelovens § 78, stk. 3, hvor sagen behandles i strafferetsplejens former.
Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg i forbindelse med afgørelser om tilbagekaldelse efter § 12, stk. 1, nr. 1, § 12, stk. 2 eller 3, § 13, stk. 1, nr. 1, § 13, stk. 2 eller 3, eller § 14, stk. 1, har opsættende virkning, medmindre retten bestemmer andet. Findes tilbagekaldelsen lovlig ved dommen, kan det i dommen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Stk. 4. Anmodning om sagsanlæg i forbindelse med afgørelser om tilbagekaldelse efter § 12, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 13, stk. 1, nr. 2 eller 3, har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve den virksomhed, tilladelsen vedrører. Ankes en dom, hvorved tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden ikke må udøves under sagens behandling.
En afgørelse om afslag på fornyelse af tilladelser og godkendelser efter § 3, stk. 2, nr. 4, 5 eller 6, § 3, stk. 3, nr. 3 eller 5, § 5, stk. 2, nr. 4, 5 eller 6, § 5, stk. 3, nr. 3 eller 5, eller § 7, stk. 2, nr. 5, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for transportministeren, der anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En afgørelse om afslag på fornyelse efter § 3, stk. 3, nr. 4, § 5, stk. 3, nr. 4, eller § 7 stk. 2, nr. 4, kan, inden 4 uger efter at den er meddelt den pågældende, forlanges indbragt for domstolene af anklagemyndigheden efter fremgangsmåden i straffelovens § 78, stk. 3, hvor sagen behandles i strafferetsplejens former.
Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg i forbindelse med afgørelser om afslag på fornyelse af tilladelser og godkendelser, hvis indehaveren af tilladelsen eller godkendelsen ikke længere opfylder betingelserne i § 3, stk. 2, nr. 6, § 3, stk. 3, nr. 4 eller 5, § 5, stk. 2, nr. 6, § 5, stk. 3, nr. 4 eller 5, eller § 7, stk. 2, nr. 4 eller 5, har opsættende virkning, medmindre retten bestemmer andet. Findes nægtelsen af fornyelse lovlig ved dommen, kan det i dommen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Stk. 4. Anmodning om sagsanlæg i forbindelse med afgørelser om afslag på tilladelser og godkendelser, hvis indehaveren af tilladelsen eller godkendelsen ikke længere opfylder betingelserne i § 3, stk. 2, nr. 4 eller 5, § 3, stk. 3, nr. 3, § 5, stk. 2, nr. 4 eller 5, eller § 5, stk. 3, nr. 3, har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve den virksomhed, tilladelsen vedrører. Ankes en dom, hvorved afslag på fornyelse ikke findes lovlig, kan den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden ikke må udøves under sagens behandling.
Tilladelse eller godkendelse efter denne lov bortfalder, hvis indehaveren af tilladelsen eller godkendelsen afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 3, stk. 2, nr. 2 eller 3, § 3, stk. 3, nr. 1, eller 2, § 5, stk. 2, nr. 2, eller 3, § 5, stk. 3, nr. 1, eller 2, eller § 7, stk. 2, nr. 2.
Stk. 2. En tilladelse udstedt til en virksomhed efter §§ 3 eller 5 bortfalder, hvis den godkendte ansvarlige leder fratræder virksomheden. Transportministeren kan efter den ansvarlige leders fratrædelse give midlertidig tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på ansættelse af en ny ansvarlig leder.
Stk. 3. Transportministeren kan give midlertidig tilladelse til et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der er under rekonstruktion, et konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål eller under samværgemål efter værgemålsloven §§ 5 eller 7, til at fortsætte virksomheden med henblik på rekonstruktion, afhændelse, afvikling el.lign.
Stk. 4. Midlertidige tilladelser efter stk. 3 gælder indtil 6 måneder fra dødsfaldet, rekonstruktionsbehandlingens indledning, konkursdekretets afsigelse, værgemålets iværksættelse eller den ansvarlige leders fratrædelse. Transportministeren kan dog i særlige tilfælde forlænge de midlertidige tilladelser yderligere.
Et kørselskontor skal løbende og digitalt indsamle og opbevare oplysninger om den taxikørsel, der sælges af kørselskontoret, jf. § 4, stk. 2. For hver kørselsopgave skal der indsamles følgende oplysninger:
Bilens registreringsnummer,
chaufførkortnummer,
dato for kørslen,
kørslens begyndelses- og sluttidspunkt,
antal kørte kilometer,
betalingen,
start- og slutpunkt angivet som gps-koordinater og
øvrige gps-koordinater.
Stk. 2. Et kørselskontor skal digitalt for hver chaufførs vagt indsamle og opbevare oplysninger om:
Bilens registreringsnummer,
start- og sluttidspunkt,
chaufførkortnummer og
bilens kilometertællers visning ved vagtens start- og sluttidspunkt.
Stk. 3. Kørselskontoret skal løbende og digitalt indsamle og opbevare data, der kan indgå i samordnede digitale trafikløsninger og til statistiske formål.
Stk. 4. Et kørselskontors administrative systemer skal gennemgå en årlig systemrevision med henblik på at sikre datasikkerhed og datakvalitet. Der skal i den forbindelse udfærdiges en erklæring om den udførte systemrevision af en uafhængig revisor. Erklæringen skal indsendes til transportministeren.
Stk. 5. Kørselskontoret skal sørge for, at en kunde efter en kørt taxitur kan få
de oplysninger, der fremgår af stk. 1, nr. 1-6,
oplysning om kørselskontorets navn og
information om klageadgang, jf. stk. 7.
Stk. 6. Kørselskontoret skal efter anmodning fra myndighederne indsende de indsamlede oplysninger efter stk. 1-3 eller dele heraf i digital form.
Stk. 7. Et kørselskontor skal etablere en klageordning og være tilsluttet et uafhængigt landsdækkende klagenævn, som taxibranchen skal oprette.
Taxikørsel er underlagt et landsdækkende prisloft, dog må hertil lægges betaling for bro- og færgetakster m.v.
Stk. 2. Det landsdækkende prisloft beregnes ud fra en starttakst og en samtidig anvendelse af tidstakst og afstandstakst under hele turen. Der fastsættes et prisloft for
hverdagskørsel fra kl. 6 indtil kl. 18,
kørsel aften og nat fra kl. 18 indtil kl. 6 samt i weekender fra fredag kl. 18 indtil mandag kl. 6 og på helligdage og
kørsel på særlige dage.
Stk. 3. Et kørselskontor skal beregne kontorets priser efter samme struktur, som anvendes ved beregningen af det landsdækkende prisloft efter stk. 2, 1. pkt. Priserne må kun ændres kvartalsvis eller sjældnere.
Stk. 4. Et kørselskontor kan opkræve betaling for tillægsydelser i tilknytning til taxikørsel, dog ikke for medbragte kørestole, førerhunde el.lign.
Stk. 5. Transportministeren fastsætter det landsdækkende prisloft.
Et kørselskontor og en kunde kan forud for en konkret taxikørsel aftale en fast pris for kørslen. Aftale om en fast pris skal kunne dokumenteres af kørselskontoret.
Stk. 2. Et kørselskontors priser for ture, hvor der er aftalt en fast pris, skal ud fra en samlet betragtning ligge under kørselskontorets annoncerede priser.
Under kørsel i biler, der er godkendt og registreret til taxikørsel, skal taxameter og andet kontroludstyr altid være i funktion.
Stk. 2. Ved taxikørsel skal taxameteret løbende vise turens pris, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Ved taxikørsel, hvor der er indgået en aftale om fast pris efter § 22, skal den aftalte pris vises på taxameterets display ved kørslens påbegyndelse og under hele turen.
Stk. 4. Biler, der anvendes til taxikørsel, skal være forsynet med indvendig kameraovervågning.
Transportministeren fastsætter regler om bilernes afmærkning, indretning og udstyr, om bilens og udstyrets anvendelse, herunder krav til miljøegenskaber og energieffektivitet, og om kontroludstyr og kontroloplysninger m.v. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at indberetning af oplysninger om biler og udstyr skal ske i digital form, herunder ved anvendelse af elektroniske blanketter m.v.
Stk. 2. Transportministeren fastsætter regler med henblik på gennemførelse af EU-regulering om taxametre.
En kommune kan indgå kontrakt med et kørselskontor om at stille en eller flere taxier til rådighed i kommunen eller i en del af kommunen i et givent tidsrum.
Stk. 2. Flere kommuner, der geografisk grænser op til hinanden, kan samarbejde om at indgå kontrakt efter stk. 1.
Stk. 3. Det kørselskontor, der har indgået en kontrakt efter stk. 1 eller 2, skal udføre taxikørslen til samme priser, som gælder for kørselskontorets øvrige kørsel.
Transportministeren godkender de uddannelsessteder, der tilbyder kursus som nævnt i § 7, stk. 2, nr. 6. Der kan knyttes vilkår til godkendelsen.
Stk. 2. Transportministeren fastsætter regler om adgangsbetingelser til kursus som nævnt i § 7, stk. 2, nr. 6, herunder krav om at kunne dokumentere sine danskkundskaber, om indholdet af kurset, krav til prøver og krav til godkendelse af uddannelsessteder efter stk. 1, herunder krav til undervisere og udstyr.
Transportministeren fører tilsyn med uddannelsessteder godkendt i henhold til § 30, stk. 1.
Stk. 2. Et godkendt uddannelsessted efter § 30, stk. 1, skal give transportministeren adgang til uddannelsesstedet med tilhørende lokaler, udlevere dokumenter, som relaterer sig til det godkendte kursus, og bistå ved tilsynet.
Transportministeren fastsætter regler om gebyrer for udstedelse, fornyelse og ændring af tilladelse til at udføre erhvervsmæssig persontransport og til at drive kørselskontor og for udstedelse af chaufførkort og godkendelse af uddannelsessteder. Gebyrer kan også dække omkostninger forbundet med tilsyn. Transportministeren fastsætter endvidere regler om opkrævning m.v. af gebyrer, herunder om betaling for rykkerskrivelser.
Transportministeren kan bemyndige myndigheder under Transportministeriet til at udøve ministerens beføjelser i medfør af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet i henhold til denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf, herunder at afgørelserne skal påklages inden en bestemt frist, eller at afgørelserne ikke kan påklages.
overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, jf. § 3, stk. 1, eller en tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, kan straffes med bøde, hvis indehaveren ikke har sikret sig, at dennes chauffører i overensstemmelse med § 7, stk. 1, er i besiddelse af chaufførkort, i besiddelse af førerkort, jf. § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v., eller i besiddelse af dokumentation i henhold til § 34, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. for at have gennemført og bestået et af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen godkendt kursus, jf. § 36 i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v.
Stk. 3. For overtrædelser af forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Der kan ved udmåling af straffen efter stk. 1 lægges vægt på, hvilke økonomiske gevinster der er opnået eller forsøgt opnået ved den pågældende overtrædelse, og karakteren af den begåede overtrædelse.
Stk. 2. Lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, ophæves, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. § 1, stk. 1, og § 4 a, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, ophæves den 1. marts 2018.
Stk. 4. Loven finder bortset fra §§ 12-16, 18 og 19 ikke anvendelse for tilladelser og godkendelser udstedt i medfør af lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013. For sådanne tilladelser og godkendelser finder de hidtil gældende regler i lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013 og regler udstedt i medfør heraf anvendelse, indtil tilladelserne og godkendelserne udløber eller ombyttes, jf. dog stk. 5-7.
Stk. 5. For indehavere af en tilladelse efter § 1, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, finder § 10 anvendelse fra den 1. juli 2022, jf. dog stk. 6.
Stk. 6. Transportministeren kan i særlige tilfælde efter ansøgning fra en indehaver af en tilladelse som nævnt i stk. 5 tillade, at § 10 først skal opfyldes efter 1. juli 2022.
Stk. 7. Transportministeren kan fastsætte regler om adgangen til at meddele tilladelse efter stk. 6.
Tilladelser og godkendelser udstedt i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, forbliver i kraft indtil udløb af disses gyldighedsperiode.
Stk. 2. Tilladelser omfattet af stk. 1 skal medbringes i bilen under kørslen og skal på forlangende forevises kontrolmyndighederne.
Stk. 3. Førerkort i henhold til § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. skal medbringes i bilen under kørslen og skal være anbragt synligt for passagererne.
Stk. 4. Den myndighed, der har udstedt en tilladelse eller godkendelse i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, skal fortsat føre tilsyn med, at indehaveren af tilladelsen eller godkendelsen opfylder betingelserne for at besidde denne. Myndigheden kan med ½ års varsel overdrage forpligtelsen til transportministeren. Transportministeren kan dog i særlige situationer acceptere at overtage forpligtelsen fra en myndighed med et kortere varsel end ½ år.
Indehaveren af en tilladelse til taxikørsel, der er udstedt i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, som i medfør heraf skulle være tilsluttet et bestillingskontor, skal fortsat være tilsluttet et bestillingskontor. Dette gælder dog ikke, hvis der ikke er oprettet et bestillingskontor.
Stk. 2. Indehaveren af en tilladelse til taxikørsel m.v., der er udstedt i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, kan ikke indgå aftale med et kørselskontor oprettet i medfør af § 5 om udførelse af taxikørsel.
Stk. 3. Indehaveren af en tilladelse i henhold til § 3 kan ikke indgå aftale med et bestillingskontor om udførelse af taxikørsel i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013.
En tilladelse til taxikørsel, der er udstedt i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, kan ombyttes til en tilladelse i henhold til § 3, hvis indehaveren opfylder betingelserne herfor. Tilladelsen, der er nævnt i 1. pkt., kan udstedes til en virksomhed, hvis denne ejes af indehaveren af den pågældende tilladelse til taxikørsel, der er udstedt i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, og indehaveren er ansvarlig leder af virksomheden.
Stk. 2. Tilladelser ombyttet efter stk. 1 udstedes med samme udløbsdato som de tidligere udstedte tilladelser til taxikørsel. Ved ombytning af flere tilladelser med forskellig udløbsdato lægges den seneste udløbsdato til grund for samtlige tilladelser. Udløbsdatoen kan dog ikke fastsættes tidligere end den 31. marts 2021.
Stk. 3. Ved udstedelse af tilladelse efter stk. 1 skal indehaveren indlevere et tilsvarende antal tilladelser til taxikørsel i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, til transportministeren.
Stk. 4. Afgår indehaveren af en tilladelse til taxikørsel, der er udstedt i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, ved døden eller mister denne på anden måde evnen til at udnytte tilladelsen, kan transportministeren indtil den 31. december 2020 efter ansøgning tildele en tilladelse i henhold til § 3 til indehaverens ægtefælle eller livsarving, der i en længere årrække har deltaget i udnyttelsen af tilladelsen.
Stk. 5. Bliver indehaveren af en tilladelse til taxikørsel, der er udstedt i henhold til lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, skilt, kan transportministeren efter ansøgning indtil den 31. december 2020 tillade, at taxitilladelsen ombyttes med en tilladelse i henhold til § 3, som udstedes til indehaverens tidligere ægtefælle, der har deltaget i udnyttelsen af tilladelsen.
Chauffører, der udfører offentlig servicetrafik i henhold til § 2, stk. 5, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, og som alene har gennemført og bestået et kursus godkendt i henhold til § 32, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v., kan efter lovens ikrafttræden fortsætte denne virksomhed indtil udløbet af gyldighedsperioden for det kørekort til erhvervsmæssig kørsel, der er udstedt til den pågældende.
Stk. 2. Bevis for gennemførelse af det kursus, der er nævnt i stk. 1, skal medbringes i bilen under kørslen og skal på forlangende forevises kontrolmyndighederne.
Indtil den 31. december 2020 udstedes årligt 500 nye tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i henhold til § 3 fordelt med 125 tilladelser pr. kvartal, jf. dog stk. 2. Ansøges der inden for et kvartal om flere end 125 tilladelser i henhold til § 3, sker fordelingen ved lodtrækning. En ansøger kan maksimalt ansøge om tildeling af 20 tilladelser pr. kvartal.
Stk. 2. Af de 125 tilladelser, der udstedes pr. kvartal, jf. stk. 1, udstedes de første op til 50 tilladelser til ansøgere, der vil anvende tilladelsen til kørsel med en nulemissionsbil, og de resterende tilladelser udstedes til øvrige ansøgere. Ansøgere, der har fået udstedt en tilladelse til en nulemissionsbil, må indtil den 31. december 2020 kun anvende tilladelsen til kørsel i en nulemissionsbil.
Stk. 3. Modtageren af en tilladelse i henhold til stk. 1 og 2 skal inden for en frist af 2 måneder fra datoen for udstedelsen af tilladelsen oplyse transportministeren om registreringsnummer for den bil, tilladelsen anvendes til. Opfyldes denne betingelse ikke, bortfalder tilladelsen. Transportministeren kan dispensere fra 2-månedersfristen, hvis modtageren kan fremvise en kvittering for køb, leasing eller leje af en bil.
Stk. 4. Tilladelser, der ikke er blevet udnyttet, vil blive tillagt antallet af tilladelser, der udstedes i det første kvartal året efter.
Stk. 5. Ikke udnyttede tilladelser til taxikørsel i henhold til § 1, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, og tilladelser i henhold til § 3, der i medfør af § 19 er afleveret til transportministeren, genudstedes indtil den 31. december 2020 efter ansøgning i overensstemmelse med proceduren i stk. 1, 2 og 4.
En tilladelse til limousinekørsel, sygetransport eller offentlig servicetrafik, hvis gyldighed udløber inden udgangen af 2020, kan ved udløb af tilladelsens gyldighedsperiode ombyttes til en tilladelse i henhold til § 3, hvis indehaveren opfylder betingelserne herfor.
Stk. 2. Tilladelser efter stk. 1 udstedes med gyldighed fra det tidspunkt, hvor tilladelsen til limousinekørsel, sygetransport eller offentlig servicetrafik udløber, til og med udgangen af 2021.
Indehavere af en tilladelse til at drive kørselskontor i et landdistrikt, jf. § 6, jf. § 5, skal først efterleve kravene i § 20 fra og med den 1. januar 2021.
Kapitel 13
Ændringer i anden lovgivning og territorial anvendelse
I lov om buskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 12. november 2012, som ændret ved § 2 i lov nr. 1639 af 26. december 2013, § 10 i lov nr. 742 af 1. juni 2015, § 2 i lov nr. 746 af 1. juni 2015 og § 4 i lov nr. 710 af 8. juni 2017, foretages følgende ændring:
I § 12, stk. 4, nr. 1 og nr. 2, litra a, ændres »lov om taxikørsel« til: »taxiloven«.
I lov om godskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012, som ændret ved § 1 i lov nr. 1639 af 26. december 2013, § 11 i lov nr. 742 af 1. juni 2015 og § 1 i lov nr. 746 af 1. juni 2015, foretages følgende ændring:
I § 3, stk. 4, nr. 1 og nr. 2, litra a, ændres »lov om taxikørsel« til: »taxiloven«.
Lov nr. 2395 af 14. december 2021 (Dokumentationskrav til brug for tilsyn og med hensyn til danskkundskaber for chauffører, gebyrer og overenskomstkrav for tilladelser i henhold til tidligere gældende lov om taxikørsel m.v.)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
Lov nr. 1567 af 12. december 2023 (Mulighed for at undtage visse øer fra lovens anvendelsesområde)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Transportministeriet, den 17. september 2024
Thomas Danielsen
/ Rasmus Shermer
Officielle noter
Betegnelsen for ministeriet og ministeren er i hele lovbekendtgørelsen ændret til Transportministeriet og transportministeren som følge af kongelig resolution af 27. juni 2019.
er blevet nægtet godkendelse som ansvarlig leder eller har fået tilbagekaldt en godkendelse som ansvarlig leder af en virksomhed i henhold til denne lov, lov om buskørsel, lov om godskørsel eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller
har været godkendt som ansvarlig leder i eller har haft væsentlige interesser i en virksomhed godkendt i medfør af denne lov, en buskørselsvirksomhed eller en godskørselsvirksomhed, der
a) er blevet nægtet udstedelse af eller har fået tilbagekaldt en tilladelse i medfør af bestemmelser i denne lov, lov om buskørsel, lov om godskørsel eller forskrifter udstedt i medfør heraf,
b) har overtrådt bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller
c) har eller har haft økonomiske vanskeligheder, som kan tilskrives forhold, som de pågældende var ansvarlige for.
Stk. 7. Ansøgning om udstedelse af tilladelse, jf. stk. 1, skal indgives til transportministeren ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed.
Stk. 8. En tilladelse, jf. stk. 1, kan kun være tilknyttet én bil ad gangen, og tilladelsesindehaveren skal være registreret som bruger af bilen.
Stk. 9. Ved fornyelse af tilladelse efter stk. 1, ved ombytning af taxitilladelse, jf. § 39, stk. 1, og ved ombytning af tilladelse til limousinekørsel, sygetransport eller offentlig servicetrafik, jf. § 42, stk. 1, kan der ses bort fra forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, hvis der er indgået en afdragsaftale med SKAT om indfrielse af restancen inden for en rimelig periode.
Stk. 10. Transportministeren kan fastsætte regler om en tilladelsesindehavers afgivelse af oplysninger om anvendte biler.
Stk. 11. Transportministeren fastsætter nærmere regler om krav til indholdet af ansøgninger, herunder den digitale løsning, jf. stk. 7, og krav til egenkapital, jf. stk. 2, nr. 5.
Anvendelsesområde for tilladelser til erhvervsmæssig persontransport
har været godkendt som ansvarlig leder i eller har haft væsentlige interesser i en virksomhed godkendt i medfør af denne lov, en buskørselsvirksomhed eller en godskørselsvirksomhed, der
a) er blevet nægtet udstedelse af eller har fået tilbagekaldt en tilladelse i medfør af bestemmelser i denne lov, lov om buskørsel, lov om godskørsel eller forskrifter udstedt i medfør heraf,
b) har overtrådt bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller
c) har eller har haft økonomiske vanskeligheder, som kan tilskrives forhold, som de pågældende var ansvarlige for.
Stk. 7. Ansøgning om udstedelse af tilladelse, jf. stk. 1, skal indgives til transportministeren ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed.
Stk. 8. Transportministeren fastsætter nærmere regler om krav til indholdet af ansøgninger, herunder den digitale løsning, jf. stk. 7, og krav til egenkapital, jf. stk. 2, nr. 5.
Stk. 8. Kørselskontoret er ansvarlig for, at den kørsel, der sælges af kørselskontoret, ikke sælges til en højere pris end de landsdækkende prislofter efter § 21.
Stk. 9. Kørselskontoret er ansvarlig for, at biler, der er knyttet til kørselskontoret, har en erhvervsansvarsforsikring.
Stk. 10. Transportministeren fastsætter nærmere regler om de oplysninger, som et kørselskontor skal indsamle, opbevare og indsende, jf. stk. 1-3 og 6.
Stk. 11. Transportministeren fastsætter nærmere regler om en systemrevision, jf. stk. 4.
Stk. 12. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om klagenævnets virke, herunder regler om tilsyn, jf. stk. 7.