LBK nr 1051 af 17/09/2024
Transportministeriet
Taxiloven § 35
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
-
overtræder § 2, stk. 1, § 3, stk. 1 eller 8, § 4, stk. 2, § 5, stk. 1, § 6, stk. 2, § 7, stk. 1, § 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 10, § 20, stk. 1-9, § 21, stk. 3 eller 4, § 22, stk. 2, §§ 23-27, § 37, stk. 2 eller 3, § 38 eller § 40, stk. 2, eller
-
overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, jf. § 3, stk. 1, eller en tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, kan straffes med bøde, hvis indehaveren ikke har sikret sig, at dennes chauffører i overensstemmelse med § 7, stk. 1, er i besiddelse af chaufførkort, i besiddelse af førerkort, jf. § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v., eller i besiddelse af dokumentation i henhold til § 34, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. for at have gennemført og bestået et af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen godkendt kursus, jf. § 36 i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v.
Stk. 3. For overtrædelser af forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Der kan ved udmåling af straffen efter stk. 1 lægges vægt på, hvilke økonomiske gevinster der er opnået eller forsøgt opnået ved den pågældende overtrædelse, og karakteren af den begåede overtrædelse.
Forarbejder til Taxiloven § 35
RetsinformationI § 16 i den gældende taxilov er der fastsat straffebestemmelser for overtrædelse af bestemmelser fastsat i loven, overtrædelse af vilkår fastsat i tilladelser, godkendelser og forskrifter udstedt i medfør af loven samt overtrædelse af bestemmelser, der er indeholdt i forordninger i De Europæiske Fællesskaber.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at overtrædelse af de foreslåede § 2, stk. 1, § 3, stk. 1 eller 8, § 4, stk. 2, § 5, stk. 1, § 6, stk. 2, § 7, stk. 1, § 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 10, § 20, stk. 1-9, § 21, stk. 3 eller 4, §§ 23 eller 24, § 25, stk. 1-4, §§ 26-27, § 37, stk. 2 eller 3, § 38, stk. 1, 3 eller 4, eller § 40, stk. 2, straffes med bøde.
Formålet med forslaget er at nedsætte antallet af overtrædelser af bestemmelserne i lovforslaget.
Det foreslås, at bødeniveauet hæves betydeligt i forhold til niveauet for forhold omfattet af den gældende bestemmelse, således at det kommer på niveau med bødesatserne på bus- og godskørselsområdet. Det foreslås således at indføre bøder på 5.000 kr. for mindre alvorlige overtrædelser, på 15.000 kr. for alvorlige overtrædelser og på 35.000 kr. for meget alvorlige overtrædelser.
Det foreslås endvidere at der indføres bødesatser på 2.000 kr., 4.000 kr. og 8.000 kr. for chaufførers overtrædelse af konkrete bestemmelser i loven.
Forslagene til niveau for bødestraf for overtrædelse af de enkelte bestemmelser fremgår af bilag 1 til lovforslaget.
Som udgangspunkt skal bøden ved skærpende omstændigheder afspejle det unddragne beløb eller den uberettigede vinding, som er opnået ved overtrædelsen. Dette vil kunne medføre, at bøden for en overtrædelse, hvor der foreligger skærpende omstændigheder, fx gentagne kørsler uden tilladelse, vil kunne fordobles eller tredobles.
Udgangspunktet ved valg af ansvarssubjekt i særlovgivningen er, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan dog i en række tilfælde være anledning til – ud over tiltalen mod den juridiske person – tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Det er anklagemyndigheden, der i forbindelse med behandlingen af en straffesag tager stilling til, hvem der skal tiltales.
Det foreslås, at overtrædelse af forbuddet i forslagets § 2, stk. 1, mod udførelse af erhvervsmæssig persontransport med udenlandsk indregistrerede biler inden for dansk område, som ikke finder sted på grundlag af international aftale, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 2, stk. 1, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet udførsel af kørsel med udenlandsk indregistrerede biler er en særlig undtagelse fra kravet om, at kun dansk indregistrerede biler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som er tilknyttet et kørselskontor, kan udføre taxikørsel i Danmark. En overtrædelse heraf vil påføre den danske taxibranche en uretmæssig konkurrence og er derfor en overtrædelse, der bør anses som en meget alvorlig overtrædelse.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 3, stk. 1, om at erhvervsmæssig persontransport i biler indrettet til befordring af højst 9 personer, inkl. chaufføren, kun kan udføres på grundlag af tilladelse i henhold til dette lovforslag, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 3, stk. 1, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet kravet om en tilladelse er det grundlæggende krav til udførelse af erhvervsmæssig persontransport. Overtrædelse heraf vil påføre de vognmænd, der har erhvervet sig en tilladelse og som følge heraf lever op til de krav, der stilles for at få tilladelsen, og som til stadighed lever op til disse krav, en uretmæssig konkurrence.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 3, stk. 8, om at der kun må være tilknyttet én bil til én tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, og at indehaveren af tilladelsen skal være registreret som bruger af den bil, som tilladelsen udnyttes med, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 3, stk. 8, anses som mindre alvorlig overtrædelse, idet der er tale om en forskrift, som skal tjene et kontrolmæssigt formål.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 4, stk. 2, om at taxikørsel kun må sælges af et kørselskontor straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 4, stk. 2, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet bestemmelsen er en af grundstenene i den nye regulering. Overtrædelse vil medføre, at kunder, der kører med en bil, som ikke er tilsluttet et kørselskontor, ikke er sikret mod snyd i forhold til prisloftet og ej heller har mulighed for at klage. Endvidere vil en overtrædelse medføre, at der ikke bliver sikret data til brug for myndighedernes kontrol af korrekt skattebetaling m.v. Endvidere vil overtrædelse heraf være en direkte konkurrent til de kørselskontorer, der har erhvervet sig en tilladelse og som følge heraf lever op til de krav, der stilles for at få tilladelsen, og som til stadighed lever op til disse krav.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 5, stk. 1, om at drift af kørselskontor kun kan finde sted på grundlag af tilladelse i henhold til dette lovforslag, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af det foreslåede i § 5, stk. 1, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet kravet om tilladelse til at drive kørselskontor er en af grundstenene i den nye regulering. Såfremt et kørselskontor ikke har den påkrævede tilladelse må der være en formodning for, at kravene i lovforslagets § 20 ikke bliver overholdt med den konsekvens, at der ikke er den krævede forbrugerbeskyttelse og sikring af data til brug for myndighedskontrol.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 6, stk. 2, om at taxikørsel, der sælges af et kørselskontor med fast forretningssted i et landdistrikt, jf. § 6, stk. 1, kun må udføres inden for et nærmere afgrænset område og med maksimalt 3 biler, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 6, stk. 2, anses som en alvorlig overtrædelse, idet tilladelsen er givet på lempeligere vilkår, mod at kørslen kun må ske i det pågældende landdistrikt. Kørsel uden for det område, hvor den pågældende tilladelse gælder, vil være i direkte konkurrence med øvrige kørselskontorer, som har opnået en tilladelse på normale vilkår.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 7, stk. 1, om at der kræves chaufførkort for at føre biler, der udfører erhvervsmæssig persontransport, straffes med bøde på 4.000 kr. Der er tale om et anbefalet strafniveau svarende til det, der gælder på bus- og godskørselsområdet. Udover at chaufføren kan blive pålagt en bøde for overtrædelsen, kan vognmanden tillige blive pålagt en bøde for ikke at have sikret sig, at chaufføren har et gyldigt chaufførkort, jf. § 35, stk. 2, se bemærkningerne hertil nedenfor.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 8, stk. 2, om at tilladelse til erhvervsmæssig persontransport og tilladelse til at drive kørselskontor, skal udnyttes af den, som har opnået denne, og at tilladelsen ikke kan overdrages til andre, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 8, stk. 2, anses som en alvorlig overtrædelse, idet det er vigtigt i kontroløjemed, at tilladelsen kun udnyttes af den, som tilladelsen er udstedt til.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 9, stk. 2, om at chaufførkort, jf. § 7 i dette lovforslag, skal medbringes i bilen under kørslen og skal være anbragt synligt for passagererne, straffes med bøde på 2.000 kr. Bestemmelsen skal gøre det muligt for passagererne at konstatere, at chaufføren er godkendt i henhold til denne lov. Bestemmelsen skal videre gøre det muligt for passagererne at identificere chaufføren, fx i forbindelse med en klage over en gennemført tur.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 10, om at indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i de pågældende kollektive overenskomster, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 10 i dette lovforslag anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det er vigtigt, at de indgåede kollektive overenskomster på dette område følges, således at alle konkurrerer på lige vilkår og chaufførerne sikres ordentlige vilkår.
Det foreslås, at overtrædelser af forslagets § 20, stk. 1, om at et kørselskontor løbende og digitalt skal indsamle og opbevare oplysninger om den taxikørsel, der sælges af kørselskontoret straffes med en bøde på 35.000 kr. Kørselskontoret skal således indsamle oplysning om bilens registreringsnummer, chaufførkortnummer, dato for kørslen, kørslens begyndelses- og sluttidspunkt, antal kørte kilometer, betalingen, start- og slutpunkt angivet som GPS-koordinater og øvrige GPS koordinater. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 1, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det er afgørende for myndighedernes kontrol med kørselskontorerne, at de efterlever bestemmelsen.
Det foreslås, at overtrædelser af forslagets § 20, stk. 2, om at et kørselskontor for hver chaufførs vagt skal indsamle og opbevare oplysninger om bilens registreringsnummer, start- og sluttidspunkt, chaufførkortnummer og bilens kilometertællers visning ved vagtens start- og sluttidspunkt, straffes med en bøde på 15.000 kr. Overtrædelsen af bestemmelsen anses som en alvorlig overtrædelse, idet oplysningerne om de enkelte vagter er vigtige i forhold til myndighedernes mulighed for at føre kontrol med kørselskontorernes anvendelse af bilerne.
Det foreslås at straffe med bøde på 5.000 kr. for overtrædelse af forslagets § 20, stk. 3, om at et kørselskontor skal indsamle og opbevare data, der kan indgå i samordnede digitale trafikløsninger og til statistiske formål. Da der alene er tale om krav om indsamling af data til samordnede digitale formål og til statistiske formål, anses overtrædelsen som mindre alvorlig.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 20, stk. 4, om indsendelse af en årlig erklæring om et kørselskontors administrative systemer fra en uafhængig revisor til transport-, bygnings- og boligministeren straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 4, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det er afgørende for myndighedernes kontrol med kørselskontorerne, at de efterlever bestemmelsen. Desuden er det vigtigt, at alle kørselskontorer overholder bestemmelsen, så alle konkurrerer på lige vilkår.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 20, stk. 5, om at et kørselskontor skal sørge for, at en kunde efter en kørt taxitur får de oplysninger, der fremgår af § 20, stk. 1, nr. 1–6 samt oplysning om kørselskontorets navn og information om klageadgang, jf. stk. 7, straffes med en bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 5, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke nødvendigvis medfører, at en taxikunde ikke efterfølgende kan klage over en kørt tur, men kunden får sværere ved at bevise sine påstande.
Det foreslås at straffe med bøde på 35.000 kr. for overtrædelse af forslagets § 20, stk. 6, om at et kørselskontor efter anmodning skal indsende oplysninger om kontorets salg af taxikørsel til myndighederne i digital form, oplysninger om hver chaufførs vagt samt data, der er nødvendige til samordnede digitale trafikløsninger og til statistiske formål. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 6, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det er afgørende for myndighedernes kontrol med kørselskontorerne, at de efterlever bestemmelsen.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 20, stk. 7, om at et kørselskontor skal etablere en klageordning samt være tilsluttet et uafhængigt, landsdækkende klagenævn, som taxibranchens skal oprette, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 7, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke medfører, at taxikunderne ikke kan klage over en kørt tur, men de fratages deres mulighed for at få deres klagesag prøvet ved et uafhængigt, landsdækkende klagenævn. Desuden kan overtrædelse af § 20, stk. 7, have den mere alvorlige konsekvens for et kørselskontor, at tilladelsen kan tilbagekaldes, jf. § 13, stk. 1, nr. 1, litra a.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 20, stk. 8, hvorefter et kørselskontor er ansvarlig for, at den kørsel, der udføres af kørselskontoret, ikke sælges til højere pris end prisloftet, jf. 21, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 8, anses som en alvorlig overtrædelse, idet det er vigtigt, at samtlige kørselskontorer i landet opererer inden for det udmeldte landsdækkende prisloft.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 20, stk. 9, hvorefter et kørselskontor er ansvarlig for, at biler, der er knyttet til kørselskontoret, er forsikret, straffes med bøde på 35.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 20, stk. 9, anses som en meget alvorlig overtrædelse, idet det forhold, at de påkrævede forsikringer ikke er tegnet kan have meget vidtrækkende konsekvenser for kunderne.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 21, stk. 3, om at et kørselskontor skal beregne kontorets priser efter samme struktur, som anvendes ved beregningen af det landsdækkende prisloft, jf. § 21, stk. 2, i dette forslag, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 21, stk. 3, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet overtrædelse heraf ikke nødvendigvis fører til dyrere priser for kunderne, men alene gør det uoverskueligt for disse at kontrollere beregningen.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 21, stk. 4, om at et kørselskontor kan opkræve betaling for tillægsydelser i tilknytning til taxikørsel, dog ikke for medbragte kørestole, førerhunde og lignende, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 21, stk. 4, anses som en alvorlig overtrædelse, idet det er afgørende for borgere med særlige behov at vide, at der ikke må opkræves tillæg for disse ofte helt nødvendige remedier.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 22, stk. 2, om at et kørselskontor skal kunne dokumentere, at kontorets prisberegning af fastpristure, ud fra en samlet betragtning er under de landsdækkende prislofter, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 22, stk. 2, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet der i beregningen af fastpristure indgår en række usikre elementer og forseelsen kan derfor til dels bero på misforståelser af beregningsmetoden.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 23 om, at et kørselskontors priser og priser for eventuelle tillægsydelser skal fremgå af kørselskontorets hjemmeside, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 23 anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet overtrædelsen ikke nødvendigvis har nogen større skadevirkning for kunderne.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 24 om, at erhvervsmæssig persontransport kun må udføres med biler, der er godkendt og registreret hertil, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 24 anses som en alvorlig overtrædelse. Det er vigtigt for kunderne at vide, at de biler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport er registret og godkendt til denne anvendelse.
Det foreslås, at indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, der overtræder forslagets § 25, stk. 1, om at kontroludstyret i taxier altid skal være i funktion, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 25, stk. 1, anses som en alvorlig overtrædelse, idet bestemmelsen om, at kontroludstyret altid skal være i funktion er en vigtig grundsten i reguleringen af taxierhvervet. Såfremt kontroludstyret ikke er aktiveret er det umuligt for myndighederne at føre kontrol.
Det foreslås tillige, at chauffører, der udfører erhvervsmæssig persontransport, skal kunne straffes for overtrædelse af denne bestemmelse med en bøde på 8.000 kr. Det er meget alvorligt, hvis en chauffør slukker for kontroludstyret, idet pågældende på den måde både kan snyde sin arbejdsgiver og samtidig have mulighed for en indtjening uden om myndighedernes kontrol.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 25, stk. 2, om, at taxametret løbende skal vise turens pris, jf. dog stk. 3, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 25, stk. 2, anses som en alvorlig overtrædelse, idet det er vigtigt, at kunder ved gadeture har mulighed for løbende at følge med i prisen for den pågældende tur.
Det foreslås, at overtrædelse af bestemmelsen i forslagets § 25, stk. 3, hvorefter den aftalte pris skal vises på taxametrets display ved kørslens begyndelse og under hele turen, når der er indgået en aftale om fast pris, jf. § 22, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 25, stk. 3, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke direkte går ud over kunden, men kan gå ud over myndighedernes mulighed for kontrol.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 25, stk. 4 om, at biler, der anvendes til taxikørsel, skal være forsynet med indvendig kameraovervågning, straffes med bøde på 15.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 25, stk. 4, anses som en alvorlig overtrædelse, idet formålet med bestemmelsen, som er at forebygge og bidrage til opklaring af røverier og overfald mod førere af biler, der anvendes til taxikørsel, er yderst vigtigt.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 26, om at biler, der bruges til taxikørsel, udvendigt skal være forsynet med oplysning om prisen for en tur på 10 kilometer ved anvendelse af kørselskontorets priser, bilens tilladelsesnummer og om kørselskontorets navn, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 26 anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke nødvendigvis har en skadevirkning over for kunderne, men gør det sværere at sammenligne priserne mellem forskellige kørselskontorer.
Det foreslås, at overtrædelse bestemmelsen i forslagets § 27, om at biler, der bruges til kørsel for offentlige myndigheder, udvendigt skal være forsynet med bilens tilladelsesnummer, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 27 anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke har skadevirkning over for kunderne, men gør det svært for myndighederne at kontrollere om tilladelsesforholdene er i orden.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 37, stk. 2, om at tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, i den gældende taxilov skal medbringes under kørslen og på forlangende forevises for kontrolmyndighederne, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 37, stk. 2, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke nødvendigvis har skadevirkning over for kunderne, men besværliggør myndighedernes kontrol.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 37, stk. 3, om at førerkort i henhold til § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. skal medbringes under kørslen og skal være anbragt synlig for passagererne, straffes med bøde på 2.000 kr. Bestemmelsen skal gøre det muligt for passagererne at konstatere, at chaufføren er godkendt. Bestemmelsen skal videre gøre det muligt for passagererne at identificere en chauffør i forbindelse med en klage over en gennemført tur.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 38, stk. 1, om at indehaveren af en tilladelse til taxikørsel, der er udstedt i henhold til den gældende taxilov og som i medfør heraf skulle være tilsluttet et bestillingskontor, fortsat skal være tilsluttet et bestillingskontor, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 38, stk. 1, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet bestillingskontorerne fortsat har en rolle, så længe, de opretholder deres drift.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 38, stk. 2, om at indehaveren af en tilladelse til taxikørsel, der er udstedt i henhold til den gældende taxilov ikke kan indgå aftale med et kørselskontor om udførelse af taxikørsel, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 38, stk. 2, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet man fra lovgivers side ikke ønsker en sammenblanding mellem de nye og gamle regler.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 38, stk. 3, om at indehaveren af en tilladelse i henhold til § 3 i dette forslag ikke kan indgå aftale med et bestillingskontor, jf. den gældende taxilov, straffes med bøde på 5.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 38, stk. 3, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet man fra lovgivers side ikke ønsker en sammenblanding mellem de nye og gamle regler.
Det foreslås, at overtrædelse af forslagets § 40, stk. 2, om at indehaveren af et bevis for at have gennemført og bestået et kursus godkendt i henhold til § 32, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. skal medbringe dette under kørslen og skal på forlangende forevise dette for kontrolmyndighederne, straffes med bøde på 2.000 kr. Overtrædelse af bestemmelsen i § 40, stk. 2, anses som en mindre alvorlig overtrædelse, idet forseelsen ikke nødvendigvis har skadevirkning over for kunderne, men besværliggør myndighedernes kontrol.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at overtrædelse af vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til dette lovforslag eller forskrifter udstedt i medfør af, straffes med bøde. Det skal således fx være muligt, at straffe for overtrædelse af vilkår i tilladelser til kørselskontorer i landdistrikter, for kørsel uden for det geografiske område, som tilladelsen gælder i, jf. forslagets § 6, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, jf. § 3, stk. 1, eller en tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, den gældende taxilov, kan straffes med bøde, hvis denne ikke har sikret sig, at dennes chauffører i overensstemmelse med § 7, stk. 1, er i besiddelse af chaufførkort, i besiddelse af førerkort, jf. § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. eller i besiddelse af dokumentation i henhold til § 34, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v. for at have gennemført og bestået et af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen godkendt kursus, jf. § 36 i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v.
Det foreslås, at en indehaver af en tilladelse straffes med bøde på 8.000 kr., hvis denne ikke har sikret sig, at dennes chauffører er i besiddelse af et chaufførkort, førerkort eller af dokumentation for at have gennemført og bestået et af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen godkendt kursus. Det foreslåede bødeniveau er dobbelt så højt, som den bøde, det foreslås, at chaufføren får for samme forseelse. Årsagen hertil er, at det vægtes højt, at vognmanden påser, at de ansatte chauffører har de påkrævede kvalifikationer.
Det foreslås i stk. 3, at der i forskrifter, der er fastsat i medfør af loven, skal kunne fastsættes bestemmelser om straf for overtrædelse af disse forskrifter. Bestemmelsen forventes anvendt i flere af de bekendtgørelser, der vil blive udstedt med hjemmel i denne lov, bl.a. i en generel bekendtgørelse om taxikørsel, som udstedes med hjemmel i forslagets § 3, stk. 10 og 11, § 5, stk. 8, § 6, stk. 4, § 7, stk. 5, § 9, stk. 3, § 20, stk. 10 og 11, § 21, stk. 5, § 30, stk. 2 og § 35, stk. 3.
Desuden forventes bestemmelsen anvendt i en bekendtgørelse om særlige krav til biler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport, jf. hjemmelsbestemmelsen i forslagets § 28.
Det foreslås i stk. 4, at der kan pålægges selskaber (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Bestemmelsen udelukker ikke, at der tillige kan rejses tiltale mod en eller flere juridiske personer, fx i ledelsen af den juridiske person, hvis de pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
Det foreslås i stk. 5, at der ved udmåling af straffen efter stk. 1 kan lægges vægt på hvilke økonomiske gevinster, der er opnået eller søgt opnået ved den pågældende overtrædelse, og karakteren af den begåede overtrædelse.
De i bilag 1 foreslåede bødesatser, vil kunne fordobles eller tredobles, hvis der foreligger skærpende omstændigheder i forbindelse med overtrædelse af bestemmelser i denne lov.
Der bør ved udmåling af bødestraf tillige tages hensyn til omfanget af unddragne beløb og uberettiget vinding i forbindelse hermed.