Taxiloven § 4

Efter § 2, stk. 4, i den gældende taxilov kan der på grundlag af en tilladelse til offentlig servicetrafik udføres kørsel for trafikselskaber omfattet af lov om trafikselskaber, jf. bekendtgørelse af lov nr. 323 af 20. marts 2015. Tilladelsen er betinget af, at ansøgeren har en kontrakt om udførelse af offentlig servicetrafik for et trafikselskab omfattet af lov om trafikselskaber.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport kan anvendes til kørsel for en offentlig myndighed, som myndigheden udfører i medfør af lov.

Den foreslåede bestemmelse afløser bestemmelserne om tilladelse til offentlig servicetrafik i den gældende taxilov, bl.a. § 2, stk. 5, hvorefter tilladelse til offentlig servicetrafik er betinget af, at ansøgeren har kontrakt om udførelse af offentlig servicetrafik for et trafikselskab omfattet af lov om trafikselskaber.

Den foreslåede bestemmelse har således et bredere anvendelsesområde, idet den omfatter al kørsel, som en offentlig myndighed udfører med hjemmel i lov. Ved udførelse af kørsel for det offentlige forudsættes det, at der foreligger en skriftlig aftale mellem parterne herom, idet aftaler indgået med en offentlig myndighed som udgangspunkt altid vil være skriftlig og dermed have karakter af en kontrakt. Det bemærkes dog, at bestemmelsen ikke indeholder et udtrykkeligt krav om kontraktligt grundlag.

Den kørsel, som en offentlig myndighed bestiller, skal være en kørselsopgave, som myndigheden enten skal udføre eller kan udføre i medfør af lov. Et eksempel kan være den offentlige servicetrafik, som et trafikselskab varetager med hjemmel i lov om trafikselskaber. Et andet eksempel er skolebuskørsel, som en kommune varetager med hjemmel i § 26 i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 23. august 2017. Når offentlige myndigheder udbyder kørselsopgaver, som myndigheden varetager i medfør af lov, har såvel vognmandsvirksomheder med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport som kørselskontorer mulighed for at byde på opgaven. En tilladelse til erhvervsmæssig persontransport kan derimod ikke bruges til at sælge taxikørsel til en offentlig myndighed, idet taxikørsel kun må sælges af et kørselskontor.

Efter § 2, stk. 1, i den gældende taxilov kræves der tilladelse til limousinekørsel. Tilladelse til limousinekørsel giver ifølge § 1, stk. 4, i taxibekendtgørelsen adgang til at udføre repræsentationskørsel, bryllupskørsel og lignende kørsel i køretøjer med særlig indretning, udstyr og lignende. Det er ikke nærmere defineret, hvilke biltyper, der kan anvendes til limousinekørsel, og hvorledes limousiner i øvrigt skal fremstå.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport skal kunne anvendes til limousinekørsel, hvorved foreslås repræsentationskørsel og lignende kørsel i biler, der er specialbyggede limousiner, jf. litra a), eller i biler, hvis almindelige handelsværdi før skatter og afgifter overstiger 500.000 kr., jf. litra b).

Specialbyggede limousiner, jf. litra a), er personbiler, der er forlænget og indrettet af et ombyggerfirma, som er godkendt af bilproducenten til dette formål. Ombygningsvirksomheder af denne art kendes især i USA, hvorfor det ofte er store amerikanske bilmodeller, der bliver specialopbygget som limousiner.

Biler, hvis almindelige handelsværdi før skatter og afgifter overstiger 500.000 kr., jf. litra b), tilhører den øverste prisklasse for personbiler, hvorfor de forventes at kunne dække behovet for repræsentativ kørsel på niveau med de specialbyggede limousiner. Også sportsbiler i den øverste prisklasse henregnes til denne limousinekategori.

For at sikre et objektivt og gennemskueligt kriterium for hvilke biler, der må anvendes til limousinekørsel, fastsætter bestemmelsen en beløbsgrænse for bilens mindste almindelige handelsværdi før skatter og afgifter. Beløbsgrænsen på 500.000 kr. er den samme for nye og brugte biler, der ønskes godkendt til limousinekørsel, og beløbsgrænsen pristalsreguleres ikke.

Værdikriteriet skal være opfyldt på tidspunktet for registreringssynet. Det forhold, at bilen i de efterfølgende år måtte miste en del af sin værdi, hindrer ikke, at bilen fortsat kan forblive registreret til limousinekørsel. Bilens ejer skal dermed ikke under de efterfølgende periodesyn dokumentere, hvorvidt bilen fortsat har en bestemt værdi, og bilens løbende værditab hindrer ikke en fortsat anvendelse som limousine, så længe registreringen til denne anvendelse opretholdes.

Det er ejerens ansvar at dokumentere, at en bil på registreringstidspunktet opfylder lovens kriterium for mindste almindelige handelsværdi før skatter og afgifter. Dokumentation forelægges ved fabriksnye biler ved en erklæring fra SKAT eller i form af en købskontrakt eller forhandlererklæring, der udviser bilens pris før skatter og afgifter. Ved brugte biler dokumenteres den afgiftspligtige værdi ved en erklæring fra SKAT på grundlag af en synsvirksomheds vurdering af bilens stand, hvilket svarer til proceduren ved toldsyn. Derimod accepteres ikke andre former for dokumentation, så som en købekontrakt vedrørende en brugt bil eller en privat indhentet sagkyndig erklæring.

Taxikørsel er ikke nærmere defineret i den gældende taxilov. Det følger imidlertid af den gældende lov, at taxitilladelser giver adgang til at udføre enhver form for erhvervsmæssig kørsel i biler indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet. Biler, der fungerer på grundlag af tilladelser til limousinekørsel, sygetransport og offentlig servicetrafik, er derimod begrænset til at udføre den kørsel, som fremgår af tilladelsen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at der ved taxikørsel forstås kørsel, der hverken er omfattet af nr. 1 eller 2 i denne bestemmelse.

Ligesom det er tilfældet i den gældende lov, kræves der i lovforslaget tilladelse til udførelse af erhvervsmæssig persontransport. Lovforslaget omfatter imidlertid kun én tilladelsestype, som giver adgang til at udføre alle former erhvervsmæssig persontransport i biler, der er indrettet til transport af højest 9 personer, inklusive chaufføren. Den gældende lov omfatter derimod fire forskellige typer af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, nemlig tilladelse til taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og tilladelse til offentlig servicetrafik.

Efter § 10, stk. 1, i den gældende taxilov skal indehavere af taxitilladelser, der er udstedt i kommuner med ti taxier eller derover, oprette eller tilslutte sig til et bestillingskontor, der modtager og fordeler bestillinger blandt de tilsluttede tilladelsesindehavere på udførelse af taxikørsel inden for den kommune, hvor bestillingskontoret er etableret. I henhold til § 10, stk. 1 og 2, i den gældende taxilov er der mulighed for at dispensere fra denne adgang. Den gældende taxilov omfatter ikke kørselskontorer.

Det foreslås i stk. 2, at taxikørsel, kun må sælges af et kørselskontor.

Ved den foreslåede bestemmelse indføres krav om, at taxikørsel alene må sælges via et kørselskontor.

Den foreslåede bestemmelse adskiller sig væsentlig fra den gældende taxilovs bestemmelser om bestillingskontorer, idet alle, som opfylder adgangskravene i den foreslåede bestemmelse, kan få tilladelse til at drive et kørselskontor. Den foreslåede ordning adskiller sig videre fra den gældende taxilovs bestemmelser om bestillingskontorer, ved at indehavere af tilladelser til at drive kørselskontor tillige kan udføre taxikørsel på grundlag af egne tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i henhold til § 3 i dette lovforslag. Et kørselskontor kan tillige sælge taxikørsel på grundlag af en kombination af egne tilladelser og tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, som tilhører vognmandsvirksomheder, der har indgået aftale med kørselskontoret om udførelse af taxikørsel.

Der er i modsætning til den gældende taxilov ikke mulighed for at dispensere fra kravet om, at taxikørsel kun må sælges af bestillingskontorer. Det bliver således obligatorisk for indehavere af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport at være tilknyttet et kørselskontor for at kunne udføre taxikørsel.

Ved et kørselskontor forstås en virksomhed, der sælger erhvervsmæssig persontransport. For at drive et kørselskontor kræves en tilladelse i henhold til § 5.

Biler, som udfører taxikørsel, skal leve op til de krav om indretning og udstyr og funktion, der er fastlagt i kapitel 6 i lovforslaget, og skal bl.a. være udstyret med taxameter, kontroludstyr og kameraovervågning.

Det foreslås i stk. 3, at transport-, bygnings- og boligministeren kan tillade, at en bil, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2, kan anvendes til limousinekørsel, hvis bilen i kraft af sin indretning, udstyr eller historiske værdi besidder en særlig attraktionsværdi som limousine.

Der er tale om en ny bestemmelse.

Denne dispensationsmulighed forventes udelukkende anvendt på køretøjer, der er meget sjældne, og som i kraft af deres særlige indretning og udstyr har en attraktionsværdi, som gør dem egnet til limousinekørsel på niveau med specialbyggede limousiner eller biler, hvis almindelige handelsværdi før skatter og afgifter overstiger 500.000 kr.

Dispensationsmuligheden kan eksempelvis bringes i anvendelse over for køretøjer, som har en særlig historisk værdi, og som i kraft af deres indretning og udstyr samtidig skønnes velegnet til anvendelse som limousine. Dispensationsmuligheden kan endvidere komme i betragtning i forhold til ældre biler, som på trods af en høj vedligeholdelsesstand ikke opfylder værdikriteriet i stk. 2, nr. 2, litra b). Transport-, bygnings- og boligministeren afgør hver dispensationsansøgning ved at foretage et individuelt skøn i det enkelte tilfælde.

I forbindelse med en dispensationsansøgning vil det være ansøgerens ansvar at fremlægge den dokumentation, der er nødvendig for at kunne bedømme bilens særlige attraktionsværdi som limousine, herunder dokumentation for bilens eventuelle historiske værdi og dokumentation for, at bilen ikke opfylder værdikriteriet i stk. 2, nr. 2, litra b). Ansøgeren kan blive pålagt at fremstille den pågældende bil fysisk til besigtigelse og skal i så fald bære de omkostninger, der er forbundet hermed.