Taxiloven § 1

Det fremgår af § 1, stk. 1, i taxibekendtgørelsen, at ved erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og offentlig servicetrafik) forstås kørsel i et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af højst 9 personer føreren medregnet,

1. med personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføre,

2. som udføres mod vederlag, idet godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger, fx udgifter til benzin eller olie, ikke anses som vederlag, eller

3. som udgør den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål.

Det fremgår endvidere af taxibekendtgørelsens § 1, stk. 5, at samkørselsarrangementer og kørsel ved benyttelse af køretøjer tilknyttet delebilsordninger ikke anses som erhvervsmæssig personbefordring, såfremt der alene ydes godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger.

Det foreslås i stk. 1, at denne lov skal gælde for erhvervsmæssig persontransport i dansk indregistrerede biler, der er indrettet til transport af højst 9 personer, inklusive chaufføren, hvor kørslen udføres for at opnå en fortjeneste.

Den foreslåede definition af erhvervsmæssig persontransport erstatter den tidligere definition i taxibekendtgørelsens § 1, stk. 1. Der er tale om en forenkling af definitionen, idet det fremover alene er afgørende, om en given kørsel udføres med henblik på at opnå en fortjeneste. De tidligere krav om, at der skal være tale om befordring af personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører kørslen, samt at befordringen skal udgøre den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål, er fjernet. Til gengæld er det tidligere vederlagskrav afløst af kravet om, at kørslen udføres for at opnå en fortjeneste.

Fortjeneste ved kørsel foreligger, når betalingen for kørslen overstiger de med kørslen direkte forbundne omkostninger.

Fortjenesten skal således dække alle omkostninger forbundet med kørslen, herunder også dække lønomkostninger og lignende samt afskrivninger på bilen og øvrigt udstyr m.v.

Det er således formålet om at opnå fortjeneste ved en kørsel, der er afgørende for, om der er tale om erhvervsmæssig persontransport, som kræver tilladelse. I modsætning hertil defineres samkørsel ved, at der alene må ydes godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostningerne, jf. bemærkningerne til stk. 2, nedenfor.

For at opnå fortjeneste ved kørslen skal der ske en betaling for kørslen. Ved betaling forstås enten en direkte betaling for den udførte kørsel eller en indirekte betaling, fx i form af en samlet betaling for kørslen samt for en anden ydelse, hvor kørslen er en accessorisk ydelse i forhold til den købte (hoved)ydelse. Det kan fx være i forbindelse med køb af et hotelophold, hvor kørsel til og fra lufthavnen, er en del af en samlet pakke. En sådan kørsel er erhvervsmæssig persontransport, idet der indirekte betales for kørslen. Hotellers kørsel med gæster og andre ydelser, som omfatter udførelse af persontransport, betragtes således som erhvervsmæssig persontransport, der kræver tilladelse. Tilsvarende vil fx kørsel med en pakke og lignende, hvor der samtidig er en person, der transporteres med bilen, ligeledes blive betragtet som erhvervsmæssig persontransport, der kræver tilladelse, hvis betalingen for kørslen overstiger de med kørslen direkte forbundne omkostninger. Det er uden betydning, hvorvidt betaling for udført persontransport udtrykkeligt fremgår af en faktura for et engagement. Det afgørende er, om persontransport rent faktisk indgår som en del af engagementet.

Derimod vil der ikke være tale om erhvervsmæssig persontransport og dermed tilladelsespligtig kørsel, såfremt kørslen er en integreret del af en ydelse, som foregår på områder, der ikke er tilgængelige for almindelig færdsel, fx kørsel på et lukket område med en begrænset personkreds, såsom kørsel i forlystelsesparker, dyreparker, inden for et aflukket lufthavnsområde m.v. Sådanne former for integreret kørsel, der ikke udføres i konkurrence med den øvrige persontransport, er i modsætning til fx kørsel til og fra hoteller ikke erhvervsmæssig persontransport.

Der er heller ikke tale om erhvervsmæssig persontransport, såfremt der er tale om kørsel, som en hjælper udfører for en borger som led i borgerstyret personlig assistance efter § 96 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 17. august 2017, eller andre ordninger efter serviceloven eller øvrig lovgivning, hvor der indgår hjælp til færden uden for hjemmet.

Kørsel i privat regi, hvor der ikke betales for kørslen, er ikke erhvervsmæssig persontransport.

Privat kørsel kan udføres både af privatpersoner, virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder, fx den kørsel der foregår med familie, venner og bekendte, eller kørsel i biler, som en virksomhed stiller til rådighed for dennes medarbejderes udførelse af deres arbejde. Fx den kommunale hjemmehjælper, der kører til klienterne i kommunens bil, eller en sælger, der kører i firmaets bil til kunderne. Det kan også være en situation, hvor fx et plejehjem ejer en bil, og en af de ansatte kører beboerne til private aktiviteter.

Det foreslås i stk. 2, at samkørsel ikke anses som erhvervsmæssig persontransport, såfremt der alene ydes godtgørelse for omkostninger, der er direkte forbundne med kørslen. Samkørsel er således tilladelsesfri kørsel. Ved direkte forbundne omkostninger ved en kørsel forstås passagerens andel af udgifterne til brændstof, løbende vedligeholdelse, slid på dæk og serviceeftersyn m.v. og eventuel broafgift, færgeoverfart og lignende.

Den foreslåede bestemmelse afløser bestemmelsen i § 1, stk. 5, i taxibekendtgørelsen, hvor der anvendes betegnelsen samkørselsarrangementer, og hvor der ligeledes stilles krav om, at der alene ydes godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger.

Der er således ikke tale om en ændring af definitionen af samkørsel, men der henvises nu til de gældende skatteregler for en nærmere afgrænsning af, hvilke omkostninger, der kan medregnes, uden at der bliver tale om en betaling, der vil medføre en fortjeneste for chaufføren.

Ved samkørsel forstås, at to eller flere personer, der skal samme vej, kører i samme bil og deler transportudgifterne. Det anses også for samkørsel, når en passager sættes af eller stiger på i løbet af køreturen, også selv om dette måtte føre til en mindre afvigelse fra førerens rute. Det er således ikke et krav, at føreren og passagererne starter turen samme sted eller har samme slutdestination.

De beløb, som bilejeren modtager fra en passager i forbindelse med samkørsel til dækning af passagerens andel af udgifterne til brændstof, løbende vedligeholdelse, slid på dæk og serviceeftersyn m.v. og eventuel broafgift, færgeoverfart og lignende, er skattefri, da betalingerne ikke kan anses for indkomst i skatteretlig forstand, men derimod skyldes, at bilejeren og passageren deler nogle fælles udgifter. Der henvises til de til enhver tid gældende skatteregler om samkørsel.

Overstiger passagerens betaling for kørslen dennes andel af de ovennævnte omkostninger, anses kørslen som erhvervsmæssig persontransport og kræver dermed tilladelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.