VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Formålet med loven er at styrke troværdighed og integritet i dansk forskning.
Stk. 2. Loven fastlægger rammerne for håndtering af:
Videnskabelig uredelighed.
Tvivlsom forskningspraksis.
Loven finder anvendelse på følgende sager:
Sager, der vedrører forskning udført med hel eller delvis offentlig dansk støtte.
Sager, der vedrører forskning udført ved en offentlig dansk forskningsinstitution.
Stk. 2. Loven finder endvidere anvendelse på sager om videnskabelig uredelighed i privatfinansieret forskning, som ikke er omfattet af stk. 1, hvis den private virksomhed el.lign., der har udført forskningen, giver samtykke til behandlingen af sagen.
I denne lov forstås ved:
Videnskabelig uredelighed: Fabrikering, forfalskning og plagiering, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning.
Fabrikering: Uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data.
Forfalskning: Manipulation af forskningsmateriale, udstyr eller processer samt ændring eller udeladelse af data eller resultater, hvorved forskning fremstår misvisende.
Plagiering: Tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber uden retmæssig kreditering.
Tvivlsom forskningspraksis: Brud på alment anerkendte standarder for ansvarlig forskningspraksis, herunder standarderne i den danske kodeks for integritet i forskning og andre gældende institutionelle, nationale og internationale praksisser og retningslinjer for integritet i forskning.
Videnskabeligt produkt: Et produkt frembragt ved anvendelse af videnskabelige metoder som led i forskning, herunder ansøgninger om forskningsmidler.
Forsker: En person, der er ph.d.-studerende, har en ph.d.-grad eller har tilsvarende kvalifikationer.
Forskningsinstitution: En offentlig dansk institution, der udøver forskning.
Stk. 2. Videnskabelig uredelighed, jf. stk. 1, nr. 1, omfatter ikke
tilfælde af fabrikering, forfalskning og plagiering, som kun har haft ringe betydning ved planlægningen, gennemførelsen eller rapporteringen af forskningen,
spørgsmål om videnskabelige teoriers holdbarhed og
spørgsmål om forskningskvaliteten af et videnskabeligt produkt.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed behandler sager om videnskabelig uredelighed i videnskabelige produkter.
Stk. 2. Sager efter stk. 1 skal vedrøre forskere, som har bidraget til at afgive det videnskabelige produkt i sagen.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed består af 1 formand og 8-10 faglige medlemmer. For hvert fagligt medlem skal der være en suppleant. Faglige medlemmer og suppleanter skal repræsentere forskellige videnskabelige forskningsområder.
Stk. 2. Formanden skal være landsdommer og udpeges af uddannelses- og forskningsministeren efter indstilling fra domstolene.
Stk. 3. De faglige medlemmer og suppleanter skal være anerkendte forskere og udpeges af uddannelses- og forskningsministeren i deres personlige egenskab efter åbent opslag og høring af Danmarks Frie Forskningsfond.
Stk. 4. Nævnet kan for den enkelte sag beslutte, at en suppleant, jf. stk. 1, skal indtræde i nævnet, hvis et fagligt medlem får forfald, eller hvis det i øvrigt vurderes relevant. Indtrådte suppleanter fungerer for resten af sagens behandling.
Formanden og de faglige medlemmer samt suppleanterne udpeges for en periode på indtil 4 år. Genudpegning er mulig, indtil vedkommende har været udpeget i samlet 6 år.
Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren kan undtagelsesvis forlænge udpegningsperioden for formanden og de faglige medlemmer samt suppleanterne for en begrænset periode ud over de perioder, der er anført i stk. 1.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan som led i sagernes behandling indhente ekspertbistand efter konkret behov.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af nævnets medlemmer, herunder formanden, er til stede. Nævnet træffer beslutning ved almindelig stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer. Ved stemmelighed afgør formandens stemme udfaldet.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed udarbejder en forretningsorden. Forretningsordenen offentliggøres på nævnets hjemmeside efter forudgående godkendelse af uddannelses- og forskningsministeren.
Sager om videnskabelig uredelighed kan rejses af enhver ved anmeldelse, der indgives til den forskningsinstitution, hvor forskningen er udført. En anmeldelse kan vedrøre anmelderen selv som en anmodning om renselse for påstande om videnskabelig uredelighed.
Stk. 2. I tilfælde, hvor forskningen ikke er udført på en dansk forskningsinstitution, eller hvor den forskningsinstitution, hvor forskningen er udført, selv rejser sagen, indgives anmeldelsen til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.
Stk. 3. En forskningsinstitution har pligt til at indgive anmeldelse, hvis der er begrundet mistanke om, at der i en konkret sag ved forskningsinstitutionen foreligger videnskabelig uredelighed omfattet af nævnets kompetence.
Den forskningsinstitution, der modtager en anmeldelse efter § 10, stk. 1, skal påse, at anmeldelsen indeholder oplysninger om
det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen,
den eller de forskere, som anmeldelsen vedrører,
de påstande om videnskabelig uredelighed, der fremsættes, og
begrundelsen for de fremsatte påstande om videnskabelig uredelighed.
Stk. 2. Indeholder anmeldelsen de i stk. 1 nævnte oplysninger, skal forskningsinstitutionen efter dialog med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder og oversende sagen til nævnet senest 3 måneder efter modtagelsen af anmeldelsen.
Stk. 3. Indeholder anmeldelsen ikke de i stk. 1 nævnte oplysninger, skal forskningsinstitutionen afvise at oversende sagen til nævnet.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan behandle sager af egen drift, hvis der foreligger en begrundet formodning om videnskabelig uredelighed.
Stk. 2. Den forskningsinstitution, hvor forskningen er udført, skal efter anmodning fra nævnet bistå med en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan afvise at realitetsbehandle sager i følgende tilfælde:
Sagen falder uden for nævnets kompetence.
Sagen må anses for åbenbart grundløs eller formodes ikke at kunne føre til en afgørelse om, at der foreligger videnskabelig uredelighed.
Omkostningerne ved sagens behandling står ikke i rimeligt forhold til dens betydning.
Sagen har meget lille tilknytning til Danmark.
Sager, der ikke optages til realitetsbehandling, skal som udgangspunkt afvises af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed senest 3 måneder efter nævnets modtagelse af sagen i henhold til § 10, stk. 2, eller § 11, stk. 2.
Sager, der optages til realitetsbehandling af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, skal færdigbehandles senest 12 måneder efter nævnets modtagelse af sagen, jf. § 10, stk. 2, og § 11, stk. 2, eller nævnets optagelse af sagen til behandling af egen drift, jf. § 12, stk. 1.
Stk. 2. Foreligger der særlige omstændigheder, kan sagsbehandlingen forlænges ud over de 12 måneder.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed afslutter realitetsbehandlede sager ved at træffe afgørelse om, at der foreligger eller ikke foreligger videnskabelig uredelighed.
Stk. 2. Som led i afgørelser efter stk. 1, hvor nævnet konstaterer, at der foreligger videnskabelig uredelighed, kan nævnet beslutte følgende:
At henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage.
At orientere den eller de berørte forskningsinstitutioner.
At orientere forskerens arbejdsgiver.
At orientere udgiveren af det videnskabelige produkt, herunder eventuelt henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage el.lign.
At orientere eventuelle fonde el.lign., som helt eller delvis har finansieret den udførte forskning.
I tilfælde, hvor Nævnet for Videnskabelig Uredelighed vurderer, at en sag kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis, som af nævnet vurderes til ikke at være videnskabelig uredelighed, kan nævnet oversende sådanne forhold til den relevante forskningsinstitution til videre behandling.
Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Forskningsinstitutionerne behandler tilfælde af tvivlsom forskningspraksis.
Stk. 2. Opgaven efter stk. 1 kan løses af den enkelte forskningsinstitution selv, i fællesskab af flere forskningsinstitutioner eller under anvendelse af ekstern ekspertise.
Den enkelte forskningsinstitution offentliggør på institutionens hjemmeside retningslinjer for behandling af tilfælde af tvivlsom forskningspraksis.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed udarbejder en årlig beretning om sin behandling af sager om videnskabelig uredelighed.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed udarbejder en årlig beretning om tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, som har været under behandling ved forskningsinstitutionerne. Beretningen udarbejdes på baggrund af en årlig afrapportering fra forskningsinstitutionerne til nævnet.
Sekretariatsbetjeningen af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed varetages af Uddannelses- og Forskningsministeriet eller en statslig myndighed under ministeriet.
Uddannelses- og forskningsministeren fører tilsyn med, at denne lov og regler fastsat i medfør heraf overholdes.
Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om formkrav og tidsfrister for anmeldelser om videnskabelig uredelighed, kommunikation på andre sprog end dansk og om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur m.v.
Uddannelses- og forskningsministeren kan bemyndige en statslig myndighed under ministeriet eller andre statslige myndigheder efter forhandling med vedkommende minister til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt uddannelses- og forskningsministeren.
Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.
Stk. 3. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Stk. 2. Medlemmerne af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, hvis udpegningsperiode ikke er udløbet ved lovens ikrafttræden, udgør Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, indtil nævnets medlemmer er udpeget i overensstemmelse med § 6.
Stk. 3. Medlemmerne af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, hvis udpegningsperiode ikke er udløbet ved lovens ikrafttræden, bistår efter anmodning fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed med at færdigbehandle sager indbragt før lovens ikrafttræden.
Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på sager indbragt for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed før lovens ikrafttræden. For disse sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 5. De første årlige beretninger efter §§ 21 og 22 vedrører perioden fra lovens ikrafttræden til og med den 31. december 2018.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
/ Søren Pind
/ Søren Pind
Formålet med UVVU er efter gældende ret at efterprøve den videnskabelige redelighed i dansk forskning og styrke dansk forsknings troværdighed ved at behandle sager om videnskabelig uredelighed. Håndteringen af forhold om tvivlsom forskningspraksis har ikke tidligere været reguleret ved lov.
Der henvises til afsnit 3.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Efter det foreslåede stk. 1 er formålet med loven at styrke troværdigheden og integriteten i dansk forskning. Reglen viderefører formålet efter den gældende regulering suppleret med en henvisning til integriteten i dansk forskning. Ved at lade en styrkelse af integriteten indgå i formålsbestemmelsen refereres til det aktuelle og stigende fokus både nationalt og internationalt på forskningens integritet, hvilket bl.a. er kommet til udtryk i den danske kodeks for integritet i forskning fra 2014, jf. afsnit 3.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Ved det foreslåede stk. 2, nr. 1, lægges der op til som hidtil at fastlægge rammerne for håndtering af sager om videnskabelig uredelighed. Som noget nyt foreslås det endvidere med nr. 2 at fastlægge de overordnede rammer for håndtering af tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, jf. § 19. Det betyder, at både sager om videnskabelig uredelighed og tilfælde af tvivlsom forskningspraksis skal håndteres efter lovforslaget. Reguleringen af tilfælde af tvivlsom forskningspraksis følger ekspertudvalgets anbefalinger og er tænkt at dække behovet for at styrke fokus på de tilfælde af brud på ansvarlig forskningspraksis, som ikke er alvorlige nok til at blive behandlet som sager om videnskabelig uredelighed.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.3.2 og 3.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret skal en sag om videnskabelig uredelighed have betydning for forskning udført i Danmark, forskning udført af personer med ansættelse i Danmark eller forskning udført med dansk offentlig støtte, for at UVVU kan behandle sagen. For så vidt angår forskning i privat regi kan UVVU efter gældende ret kun behandle sagen, hvis den private virksomhed eller lignende har ønsket at være omfattet af udvalgenes kompetence eller ønsker at medvirke til sagens oplysning.
Der henvises til afsnit 3.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at anvendelsesområdet for loven indskrænkes til alene at vedrøre forhold om forskning udført med hel eller delvis offentlig dansk støtte eller forskning udført på en offentlig dansk forskningsinstitution. Det betyder, at det fremover ikke vil være muligt efter loven f.eks. at anmelde sager om videnskabelig uredelighed til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, hvis forholdene er begået i en privat virksomhed og alene er finansieret af private midler.
Efter praksis i UVVU har det afgørende element for, hvorvidt en sag falder inden for reguleringen vedrørende videnskabelig uredelighed, været, om der er tale om forskning udført med hel eller delvis dansk offentlig støtte, forskning udført af personer ansat på danske offentlige forskningsinstitutioner, samt forskning udført ved brug af danske offentlige forskningsinstitutioners faciliteter. Det vurderes, at det foreslåede anvendelsesområde vil være dækkende for de offentlige hensyn, som loven skal varetage, herunder hensynet til, at der ikke anvendes omfattende offentlige ressourcer på at behandle sager om forskning, der alene er finansieret af private midler.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret er videnskabelig uredelighed i lov om forskningsrådgivning m.v. defineret som »forfalskning, fabrikering, plagiering og andre alvorlige brud på god videnskabelig uredelighed, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskningsmæssige resultater.«
UVVU-bekendtgørelsen gentager definitionen og opregner desuden følgende ikke-udtømmende liste over eksempler på videnskabelig uredelighed:
Uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data.
Uoplyst selektiv eller skjult kassation af egne uønskede resultater.
Uoplyst usædvanlig og vildledende anvendelse af statistiske metoder.
Uoplyst ensidig eller forvredet fortolkning af egne resultater og konklusioner.
Plagiering af andres resultater eller publikationer.
Uretmæssig angivelse af forfatterrolle, titel eller arbejdssted.
Afgivelse af urigtige oplysninger om videnskabelige kvalifikationer.
Efter gældende ret kan UVVU ikke behandle sager, der vedrører videnskabelige teoriers holdbarhed eller sandhed, eller sager, der vedrører forskningskvaliteten af et videnskabeligt produkt.
Gældende ret indeholder ikke lovfæstede definitioner af begreberne tvivlsom forskningspraksis, videnskabeligt produkt, forsker og forskningsinstitution.
Der henvises til afsnit 3.4.1 i de almindelige bemærkninger for så vidt angår gældende ret og afsnit 3.4.2 for så vidt angår ekspertudvalgets anbefalinger.
Den foreslåede bestemmelse definerer en række centrale begreber i loven, der nærmere fastlægger området for videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1, foreslås videnskabelig uredelighed defineret som fabrikering, forfalskning og plagiering, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning. Den foreslåede definition er i overensstemmelse med ekspertudvalgets anbefaling til en definition af videnskabelig uredelighed med den justering, at »forskningsmæssige resultater« foreslås erstattet med »forskning«. Begrundelsen for justeringen i den foreslåede definition i forhold til ekspertudvalgets anbefalede definition er, at videnskabelig uredelighed kan forekomme i hele forskningsprocessen, jf. nærmere afsnit 3.4.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede definition forventes at skabe mere klarhed over området for videnskabelig uredelighed, ved at videnskabelig uredelighed efter lovforslaget alene vil omfatte forhold, der kan henføres til fabrikering, forfalskning eller plagiering. Indholdet af disse tre begreber defineres nærmere i bestemmelsens stk. 1, nr. 2-4, jf. nedenfor. Selvom der med forslaget til bestemmelsen tilstræbes en præcisering af begreberne fabrikering, forfalskning og plagiering, vil disse begreber i praksis være underlagt en fortolkning, hvor forskningspraksis på det pågældende område og sagens omstændigheder i øvrigt inddrages.
En væsentlig ændring i forhold til gældende ret er, at »andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis« med den foreslåede definition udgår af definitionen af videnskabelig uredelighed. Denne del af uredelighedsdefinitionen har været vanskelig at håndtere i praksis i forhold til at vurdere, hvornår et brud på god videnskabelig praksis er alvorligt nok til at falde inden for definitionen og dermed afgrænse området for videnskabelig uredelighed over for andre mindre alvorlige brud på ansvarlig forskningspraksis. Endvidere er formuleringen »andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis« blevet kritiseret for at være for bred og skønspræget ud fra et hensyn om, at det på forhånd bør klarlægges så præcist som muligt, hvilke forhold der omfattes af definitionen af videnskabelig uredelighed. Den foreslåede afgrænsning af videnskabelig uredelighed til alene at omfatte fabrikering, forfalskning og plagiering præciserer de forhold, der kan anses for omfattet af definitionen, hvilket forventes at skabe større klarhed over, om et forhold skal henføres til videnskabelig uredelighed eller snarere må betragtes som tvivlsom forskningspraksis efter bestemmelsens stk. 1, nr. 5. Bestemmelsens stk. 1, nr. 1, skal ses i sammenhæng med den foreslåede bagatelgrænse i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 1. Den foreslåede definition af videnskabelig uredelighed sammenholdt med denne bagatelgrænse forventes at medføre, at det alene vil være fabrikering, forfalskning og plagiering af en vis grovhed og dermed de mest alvorlige brud på ansvarlig forskningspraksis, der omfattes af begrebet. Mindre alvorlige brud på ansvarlig forskningspraksis, som falder uden for den foreslåede definition af videnskabelig uredelighed, forventes derimod håndteret som tvivlsom forskningspraksis, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5, og § 19.
Det foreslås endvidere, at fabrikering, forfalskning eller plagiering skal være begået forsætligt eller groft uagtsomt af den pågældende forsker, før forholdet kan anses for videnskabelig uredelighed. Forslaget indebærer, at en forsker skal have begået det eller de forhold, der anses som fabrikering, forfalskning eller plagiering, med forsæt eller ved grov uagtsomhed. Østre Landsret har i dom af 18. februar 2015, 19. afd. nr. B-3931-13, anlagt en skærpet vurdering af tilregnelseskravet i sager om videnskabelig uredelighed, hvor landsretten udtaler, at området er karakteriseret ved en bevidst eller en hertil grænsende groft uagtsom tilsidesættelse af grundlæggende krav til videnskabelig forskning. Landsretten finder videre, at videnskabelig uredelighed omfatter tilfælde, hvor det med fornøden klarhed må kunne lægges til grund, at den pågældende forsker handlede bevidst eller groft uagtsomt i forbindelse med at forfalske eller forvride det videnskabelige budsskab. Vestre Landsret har i dom af 30. marts 2016, 13. afd. nr. B-0864-15, givet udtryk for lignende betragtninger. Med lovforslaget foreslås denne skærpede opfattelse af tilregnelseskravet ikke videreført. Efter lovforslaget skal tilregnelsesvurderingen i relation til videnskabelig uredelighed således foretages i henhold til dansk rets sædvanlige forståelse af begreberne forsæt og grov uagtsomhed, uden at denne vurdering skærpes yderligere. Vurderingen foreslås endvidere ikke at indebære krav om, at der skal være udvist forsæt eller grov uagtsomhed i forbindelse med en forfalskning eller forvridning af det videnskabelige budskab, idet der i en konkret sag kan være videnskabelig uredelighed i metodeafsnit eller lignende, som ikke påvirker selve produktets videnskabelige budskab, men som alligevel kan have skadelig indvirkning på forskningens integritet.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 2, foreslås fabrikering defineret som uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data. Definitionen af fabrikering forventes bl.a. at omfatte tilfælde, hvor en forsker anvender konstruerede eller fiktive data i forskning uden at oplyse herom, hvilket eksempelvis kan medføre, at forskningen ikke bygger på det fremlagte grundlag. Data skal her forstås i bred forstand, dvs. omfattende bl.a. primært materiale, målinger, optegnelser og resultater. Fabrikering foreslås defineret uden nærmere kvalificering i forhold til den foretagne uoplyste konstruktion af data eller substitution med fiktive data, end hvad der følger af den foreslåede bagatelgrænse i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 1. Dvs. at alle tilfælde af uoplyst konstruktion eller substitution, som ikke er under bagatelgrænsen, efter lovforslaget vil omfattes af begrebet.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 3, foreslås forfalskning defineret som manipulation af forskningsmateriale, udstyr eller processer, eller ændringer eller udeladelse af data eller resultater, hvorved forskning fremstår misvisende. Definitionen af forfalskning forventes bl.a. at omfatte tilfælde, hvor en tilpasning, ændring eller udeladelse af data i bred forstand eksempelvis kan medføre, at den præsenterede forskning afviger fra det egentlige forskningsgrundlag. Kravet om, at manipulationen, ændringen eller udeladelsen skal medføre, at forskningen fremstår misvisende, skal forstås i relation til præsentationen af hele forskningen. Det er således ikke hensigten med bestemmelsen at stille krav om, at det specifikt er forskningens resultater, der skal være misvisende, men derimod skal præsentationen af eksempelvis data, metoder, fortolkning eller resultater i forskningen være misvisende, før der er tale om forfalskning efter lovforslaget.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 4, foreslås plagiering defineret som tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber uden retmæssig kreditering. Definitionen af plagiering forventes bl.a. at omfatte tilfælde af uberettiget tilegnelse af forskning, herunder eksempelvis afskrift uden kreditering af den reelle ophavsmand eller uretmæssig angivelse af bidrag til den pågældende forskning. Det forventes, at et væsentligt parameter i vurderingen af, om der er foretaget plagiering, vil være, om der er sket en vildledning i forhold til forskerens egen indsats i forbindelse med det videnskabelige produkt. Af hensyn hertil er det også alene tilegnelsen af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber uden retmæssig kreditering, der vil blive vurderet som omfattet af uredelighedsbegrebet. Selvplagiering i form af eksempelvis genbrug af egne tidligere anvendte tekstpassager og lignende vil derimod alene kunne behandles som tilfælde af tvivlsom forskningspraksis. Det forventes endvidere, at forfatterskabstvister som udgangspunkt vil blive håndteret som tilfælde af tvivlsom forskningspraksis fremfor at blive anset som videnskabelig uredelighed i form af plagiering.
De foreslåede definitioner i stk. 1, nr. 2-4, vil erstatte eksempelopregningen i § 2 i UVVU-bekendtgørelsen. Begrundelsen for denne ændring er, at en udfoldelse af begreberne fabrikering, forfalskning og plagiering er bedre egnet til at skabe mere klarhed over området for videnskabelig uredelighed end en ikke-udtømmende eksempelopregning. Det bemærkes hertil, at det under hensyn til forskningens dynamiske karakter og udviklingen i praksis på tværs af forskningsområder ikke er muligt på forhånd at opliste alle tilfælde af videnskabelig uredelighed.
Der henvises for så vidt angår stk. 1, nr. 1-4, i det hele til afsnit 3.4.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 5, foreslås tvivlsom forskningspraksis defineret som brud på alment anerkendte standarder for ansvarlig forskningspraksis, herunder standarderne i den danske kodeks for integritet i forskning og den løbende videreudvikling heraf samt andre til enhver tid gældende institutionelle, nationale og internationale praksisser og retningslinjer for integritet i forskning. Definitionen af tvivlsom forskningspraksis er bredt formuleret og svarer til definitionen af brud på ansvarlig forskningspraksis i den danske kodeks for integritet i forskning. Begrebet forventes udfyldt af forskningsinstitutionerne gennem bl.a. praksis og institutionelle retningslinjer.
Tvivlsom forskningspraksis forventes at dække over alle tilfælde af brud på ansvarlig forskningspraksis. Ved vurderingen af, om der i et konkret tilfælde foreligger et brud, der kræver særlig opmærksomhed og udredning, kan der lægges vægt på, om forholdet er egnet til at påvirke integriteten og troværdigheden i den udførte forskning. Begrebet tvivlsom forskningspraksis foreslås med definitionen at omfatte et bredt spektrum af adfærd og forhold, der betragtes som brud på ansvarlig forskningspraksis. De mest alvorlige tilfælde heraf betegnes videnskabelig uredelighed som defineret i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1. Videnskabelig uredelighed udgør hermed en delmængde af tvivlsom forskningspraksis. Håndteringen af denne afgrænsede delmængde overlades til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, jf. lovforslagets § 4. Hermed sigtes til, at i tilfælde, hvor en konkret sag vedrører videnskabelig uredelighed og tages under behandling af nævnet, falder sagen som udgangspunkt uden for området for håndtering af tvivlsom forskningspraksis. Det skal hertil bemærkes, at sager, der indeholder elementer fra definitionen af videnskabelig uredelighed, men hvor nævnet konkluderer, at der ikke foreligger videnskabelig uredelighed, kan ende som tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, der behandles på den involverede forskningsinstitution. Dette kunne eksempelvis være tilfældet, hvis nævnet i en sag vurderer, at en udført fabrikering falder under bagatelgrænsen for videnskabelig uredelighed, jf. bestemmelsens stk. 2, nr. 1. En sådan sag om fabrikering, der af nævnet er vurderet til ikke at udgøre videnskabelig uredelighed, kan behandles af forskningsinstitutionen som tilfælde af tvivlsom forskningspraksis. Som et yderligere eksempel kan nævnes, at tilfælde af plagiering, som ikke er begået forsætligt eller groft uagtsomt, og dermed ikke er omfattet af definitionen af videnskabelig uredelighed, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 1, kan være omfattet af definitionen af tvivlsom forskningspraksis. På tilsvarende vis vil sager, hvor forholdene i sagen opfylder de materielle betingelser i definitionen af videnskabelig uredelighed, eksempelvis tilfælde af forsætlig forfalskning over bagatelgrænsen, men hvor nævnet ikke kan tage sagen under behandling pga. manglende kompetence efter lovforslagets § 4 eller afviser sagen fra realitetsbehandling af andre grunde efter lovforslagets § 13, kunne behandles som tilfælde af tvivlsom forskningspraksis.
Som nævnt ovenfor forventes begrebet tvivlsom forskningspraksis udfyldt nærmere gennem praksis og institutionelle retningslinjer på forskningsinstitutionerne, jf. hertil pligten for forskningsinstitutionerne til at behandle tvivlsom forskningspraksis og udstede retningslinjer herom i lovforslagets §§ 19 og 20. Definitionen af begrebet i lovforslaget foreslås at relatere sig til ansvarlig forskningspraksis, som er et dynamisk begreb, der udvikler sig over tid gennem praksis i forskningsmiljøerne og nationale og internationale retningslinjer m.v. på området. Den danske kodeks for integritet i forskning indeholder principper og standarder for ansvarlig forskningspraksis, som kan bidrage nærmere til en forståelse af begrebets indhold. Det foreslås således, at håndteringen af tvivlsom forskningspraksis i vidt omfang overlades til forskningsinstitutionerne som led i deres generelle virksomhed med at varetage integriteten og troværdigheden i den forskning, der udføres på institutionerne. Under hensyn hertil og i erkendelse af, at forskningspraksisser varierer på tværs af videnskabelige områder, er lovforslagets definition af tvivlsom forskningspraksis formuleret bredt. Det forventes, at tvivlsom forskningspraksis med den foreslåede definition bl.a. vil kunne omfatte falske anklager og chikanøse anmeldelser om videnskabelig uredelighed som foreslået af ekspertudvalget, jf. afsnit 3.4.2 i de almindelige bemærkninger.
Der er tale om en ny definition, da begrebet tvivlsom forskningspraksis ikke tidligere har været reguleret ved lov. Baggrunden for denne nye definition i lovforslaget er, at lovforslaget har til formål at styrke forskningens troværdighed og integritet gennem fastlæggelse af rammer for håndtering af videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Til opfyldelse af formålet foreslås det med lovforslagets § 19, at forskningsinstitutionerne skal behandle tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, hvorfor lovforslaget også bør indeholde en definition af dette begreb, så det klarlægges, hvilke tilfælde der er omfattet af lovforslagets § 19.
Der henvises for så vidt angår stk. 1, nr. 5, i det hele til afsnit 3.4.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 6, foreslås videnskabeligt produkt defineret som et produkt frembragt ved anvendelse af videnskabelige metoder som led i forskning, herunder ansøgninger om forskningsmidler. Begrebet har ikke tidligere været defineret i lov om forskningsrådgivning m.v. eller tilhørende bekendtgørelser, men UVVU-bekendtgørelsen indeholder en bestemmelse om, at sager om videnskabelig uredelighed skal vedrøre et skriftligt videnskabeligt produkt, hvorfor begrebet er blevet nærmere fastlagt gennem praksis i UVVU. Den foreslåede definition lægger sig op ad UVVU's praksis på området, hvorefter et videnskabeligt produkt er karakteriseret ved at være frembragt som led i forskning ved anvendelse af videnskabelige metoder i modsætning til f.eks. mere populærvidenskabelige udgivelser, hvor der ikke på tilsvarende vis anvendes en videnskabelig tilgang. Vurderingen af, om et produkt kan anses for et videnskabeligt produkt, beror på en indholdsmæssig vurdering af produktets forskningsmæssige karakter, hvorved videnskabelige artikler, ph.d.-afhandlinger og lignende er det helt klare kerneområde for begrebet. Et element i vurderingen af, om der er tale om et videnskabeligt produkt i lovens forstand, vil derfor ofte være, om det pågældende produkt er indgivet eller tiltænkt indgivet til fagfællebedømmelse. Videnskabelige produkter kan i dag tage mange former, hvorfor begrebet også kan rumme andre produkter af forskningsmæssig karakter. Det foreslås derfor også, at det gældende krav om, at et videnskabeligt produkt skal foreligge i skriftlig form, ikke videreføres. Med den tekniske udvikling i samfundet kan forskning fremstilles i forskellige former, eksempelvis som lyd- eller videofiler, og det afgørende er således, at der er tale om et forskningsprodukt, og ikke om produktet er skriftligt nedfældet. Ved vurderingen af, om et produkt kan anses for et videnskabeligt produkt i lovens forstand, lægges der vægt på den indholdsmæssige karakter af produktet, hvilket indebærer, at også digitale medier efter omstændigheder kan anses for videnskabelige produkter. Det bemærkes hertil, at begrebet skriftligt videnskabeligt produkt efter praksis i UVVU har været fortolket sådan, at også tv-udsendelser og lignende efter omstændighederne kan betragtes som omfattet af begrebet. Der vil i alle tilfælde skulle foretages en konkret vurdering af produktets forskningsmæssige karakter. Det foreslås som hidtil eksplicit at angive, at ansøgninger om forskningsmidler vil blive betragtet som videnskabelige produkter. Det er med til at skabe klarhed over begrebets indhold i situationer, hvor der i modsat fald kunne opstå tvivl. Begrebet forventes efter omstændighederne tilsvarende at kunne omfatte f.eks. fagfællebedømmelser (peer reviews) af ansøgninger, artikler og ph.d-afhandlinger.
Der henvises for så vidt angår stk. 1, nr. 6, til afsnit 3.4.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 7, foreslås forsker defineret som en person, der er ph.d.-studerende, har en ph.d.-grad eller har tilsvarende kvalifikationer. Begrebet har ikke tidligere været defineret i lov om forskningsrådgivning m.v. eller tilhørende bekendtgørelser, men UVVU-bekendtgørelsen indeholder en bestemmelse om, at sager om videnskabelig uredelighed skal vedrøre en eller flere videnskabeligt uddannede personer, som har afgivet det videnskabelige produkt i sagen. Indholdet af begrebet videnskabeligt uddannet er på denne baggrund fastlagt nærmere gennem praksis i UVVU. Videnskabeligt uddannede personer er efter hidtidig praksis personer, der har en ph.d.-grad eller er nær afslutningen af et ph.d.-forløb og dermed har lignende forskningserfaring som personer med ph.d.-graden. Alternativt personer, der på anden vis har opnået tilsvarende kvalifikationer som personer med ph.d.-grader, eksempelvis gennem indlevering af videnskabelige produkter til fagfællebedømmelse, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 6, eller deltagelse i andre forskningsaktiviteter uden at være i besiddelse af en egentlig forskningsgrad. Den foreslåede definition afspejler denne praksis og tydeliggør samtidig, at også personer under ph.d.-uddannelse omfattes af begrebet, dvs. at ph.d.-studerende betragtes som forskere efter loven. Generelt forventes vurderingen af, om en person kan anses for forsker i lovens forstand, at skulle foretages i forhold til den pågældendes funktion, herunder vedkommendes rolle i det videnskabelige produkt, som sagen vedrører. Samtidig foreslås som et mere generisk begreb anvendt begrebet forsker i stedet for som hidtil begrebet videnskabeligt uddannet. Begrebet forsker vurderes i dag at være en mere retvisende betegnelse. Dette skal ses i sammenhæng med, at vurderingen af, om en person kan anses for en forsker efter lovforslaget, primært relaterer sig til vedkommendes forskningsmæssige erfaring og ikke alene til opnåelse af en bestemt grad eller gennemførelsen af et bestemt uddannelsesforløb. F.eks. kan personer med en almindelig videregående uddannelse, der har bedrevet forskning ved alene eller sammen med andre at udgive et antal videnskabelige artikler eller lignende, være omfattet af begrebet. Det forventes, at der i konkrete sager som hidtil foretages en vurdering af den pågældendes kvalifikationer, uddannelsesmæssige baggrund og forskningsmæssige erfaringer i forhold til, om vedkommende kan anses for at være forsker i lovforslagets forstand.
Der henvises for så vidt angår stk. 1, nr. 7, til afsnit 3.4.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 8, foreslås forskningsinstitution defineret som en offentlig dansk institution, der udøver forskning. Begrebet har ikke tidligere været defineret i lov om forskningsrådgivning m.v. eller tilhørende bekendtgørelser. Begrundelsen for at medtage definitionen i lovforslaget er, at det er vigtigt at definere den myndighedskreds, der vil blive omfattet af de nye opgaver, der er rettet mod forskningsinstitutionerne, herunder forslaget om at deltage mere aktivt i behandlingen af uredelighedssager i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed og forslaget om at behandle tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, jf. lovforslagets §§ 10-12 og §§ 19 og 20. De institutioner, der vil være omfattet af definitionen, er de offentlige danske forskningsinstitutioner, der udøver forskning. Bestemmelsen forventes at omfatte institutioner, hvor forskning er en integreret del af deres virksomhed. Institutioner, hvor en enkelt person deltager i et forskningsprojekt eller på anden vis er involveret i forskning uden egentlig relation til institutionens generelle virke, vil derimod ikke umiddelbart været omfattet af definitionen.
Der henvises for så vidt angår stk. 1, nr. 8, til afsnit 3.4.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 3 indsættes et stk. 2, der præciserer og nærmere afgrænser området for hvilke sager, der omfattes af definitionen af videnskabelig uredelighed. Hensigten med det foreslåede stk. 2 er at videreføre gældende rets bagatelgrænse for forhold, der kan anses for omfattet af området for videnskabelig uredelighed, jf. bestemmelsens stk. 2, nr. 1, samt gældende ret om, at Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds undersøgelsesområde begrænses til den proceduremæssige side af dansk forskning i modsætning til den indholdsmæssige kvalitetssikring af forskningsresultater og anvendte metoder m.v.
Efter bestemmelsens nr. 1 foreslås det, at videnskabelig uredelighed ikke omfatter tilfælde af fabrikering, forfalskning og plagiering, som kun har haft ringe betydning ved planlægningen, gennemførelsen eller rapporteringen af forskningen. Med forslaget videreføres bagatelgrænsen i forhold til videnskabelig uredelighed, som er indeholdt i gældende rets definition af videnskabelig uredelighed, hvorefter kun alvorlige brud på god videnskabelig praksis omfattes af definitionen, og i den gældende bekendtgørelse om UVVU, hvorefter UVVU kan henlægge sager, hvor den konstaterede videnskabelige uredelighed kun har haft ringe betydning for det videnskabelige budskab i produktet. Tilfælde af ringe betydning forventes eksempelvis at omfatte plagiering af ubetydelige passager i metodeafsnit og lignende og helt perifere fabrikeringer eller forfalskninger af mindre omfang, som ikke har indvirkning på den udførte forskning. Sådanne tilfælde kan efter omstændighederne behandles af den relevante forskningsinstitution som tvivlsom forskningspraksis, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5, og § 19.
Det foreslås, at bagatelgrænsen ikke kun relaterer sig til det videnskabelige budskab i det videnskabelige produkt, som sagen vedrører, idet der kan være fabrikering, forfalskning eller plagiering i eksempelvis metodegrundlaget eller analyser i produktet, som ikke nødvendigvis påvirker det videnskabelige budskab. På tilsvarende vis er definitionen af videnskabelig uredelighed efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1, ikke begrænset til kun at vedrøre forhold, der påvirker det videnskabelig budskab i det videnskabelig produkt, som sagen vedrører.
Efter bestemmelsens nr. 2 foreslås det, at videnskabelig uredelighed ikke omfatter spørgsmål om videnskabelige teoriers holdbarhed. Der er i det væsentlige tale om en videreførelse af gældende ret med den sproglige modifaktion, at gældende rets omtale af videnskabelige teoriers sandhed udgår, da det i forskningssammenhæng er mere retvisende at tale om videnskabelige teoriers holdbarhed fremfor deres sandhed. Hensigten med reglen er at fastlægge, at uenigheder om forskningens konklusioner eller de anvendte metoder m.v. ikke kan betragtes som videnskabelig uredelighed. Der lægges således med lovforslaget op til, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed ikke skal forholde sig til, om de fremsatte teorier og resultater i det videnskabelige produkt, som sagen vedrører, er rigtige ud fra en forskningsfaglig og videnskabelig bedømmelse, men nævnet forventes derimod at vurdere, om forskningen er frembragt ved fabrikering, forfalskning eller plagiering. Den forskningsfaglige og videnskabelige bedømmelse af et videnskabeligt produkt forventes som hidtil varetaget gennem fagfællebedømmelse m.v.
Efter bestemmelsens nr. 3 foreslås det, at videnskabelig uredelighed ikke omfatter spørgsmål om forskningskvaliteten af et videnskabeligt produkt. Der er tale om videreførelse af gældende ret, hvorefter videnskabelig uredelighed ikke relaterer sig til forskningskvaliteten i det videnskabelige produkt, som sagen vedrører. Det forventes således, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed som hidtil ikke skal foretage kvalitetsbedømmelser af det videnskabelig produkt, som sagen vedrører.
Der henvises for så vidt angår stk. 2 i det hele til afsnit 3.4.3.4 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret kan UVVU behandle sager om videnskabelig uredelighed. For at udvalgene kan tage en sag under behandling, skal sagen vedrøre et skriftligt videnskabeligt produkt efter den indklagedes frivillige afgivelse heraf. Den indklagede skal endvidere være videnskabeligt uddannet inden for det forskningsområde, som produktet vedrører.
Der henvises til afsnit 3.5.1.1 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger den såkaldt saglige kompetence for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, dvs. fastlæggelsen af, hvilke typer sager nævnet kan behandle. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 19. Hensigten med disse to bestemmelser er at fastlægge, at alle sager om videnskabelig uredelighed skal behandles af nævnet, mens tilfælde af tvivlsom forskningspraksis skal behandles af forskningsinstitutionerne.
Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås det fastlagt, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed behandler sager om videnskabelig uredelighed i videnskabelige produkter. Videnskabelig uredelighed og videnskabeligt produkt er defineret i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1, og nr. 6. Hensigten med bestemmelsen er at klarlægge, at nævnet alene har kompetence til at behandle sager om videnskabelig uredelighed, og at de forhold, som nævnet tager under behandling, skal have sammenhæng med en forskningsmæssig afrapportering, dvs. have fundet sted i et videnskabeligt produkt.
Med bestemmelsen i stk. 2 foreslås det, at sager efter stk. 1 skal vedrøre forskere, som har bidraget til at afgive det videnskabelige produkt i sagen. Der stilles således krav om, at en anmeldelse om videnskabelig uredelighed efter lovforslagets §§ 10-11 eller en egen drift-sag efter lovforslagets § 12 skal vedrøre en eller flere af disse forskere. Herved afgrænses Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds kompetence til sager, der vedrører videnskabelige produkter afgivet af forskere, som dette begreb er defineret i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 7. Dette er i det væsentlige i overensstemmelse med gældende ret for UVVU. Det foreslås dog, at det gældende krav om, at den person, som sagen vedrører, skal være videnskabeligt uddannet inden for det forskningsområde, som sagens videnskabelige produkt vedrører, udgår. Baggrunden for denne ændring i forhold til gældende ret er, at kravene til videnskabelig redelighed bør gælde for forskere, uagtet de bevæger sig ind på et andet forskningsområde end det, de sædvanligvis forsker inden for. Dette aktualiseres særligt af stigningen i tværvidenskabelige forskningsprojekter. Det kan hertil bemærkes, at nævnet forventes at inddrage den pågældende forskers erfaring inden for det forskningsfelt, som den konkrete sag vedrører, i vurderingen af, om forskeren har begået videnskabelig uredelighed, herunder om forskeren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. definitionen af videnskabelig uredelighed i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1.
Efter lovforslaget vil det være Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, der træffer beslutning om, hvorvidt kompetencekravene i bestemmelsen er opfyldt. Det er således nævnet, der inden for bestemmelsens rammer afgør, om en sag vedrører et videnskabeligt produkt og en eller flere forskere, som har bidraget til at afgive det pågældende produkt. Med den foreslåede afgrænsning af nævnets kompetence vil der principielt kunne være sager, der er omfattet af begrebet videnskabelig uredelighed, som dette begreb er beskrevet i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1, men som ikke vil kunne blive behandlet af nævnet pga. kompetencereglerne i den foreslåede bestemmelse. Disse typer sager vil kunne behandles af forskningsinstitutionerne som tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, jf. lovforslagets § 19, idet videnskabelig uredelighed indholdsmæssigt er en delmængde af tvivlsom forskningspraksis, jf. nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5.
Som efter gældende ret for UVVU vil de udtalelser, som Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i de enkelte sager fremkommer med om videnskabelig uredelighed, være afgørelser i forvaltningslovens forstand.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.5.2.1-2 og 3.5.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret består UVVU af tre udvalg, der tilsammen dækker de videnskabelige forskningsområder. Udvalgene har hver især seks faglige medlemmer, som skal være anerkendte forskere, og en fælles formand, der er landsdommer. Hvert af de faglige medlemmer har en suppleant. Formand og medlemmer udpeges af uddannelses- og forskningsministeren efter henholdsvis indstilling fra domstolene og høring af Det Frie Forskningsråd.
Der henvises til afsnit 3.5.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Med stk. 1 foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed består af en formand og 8-10 faglige medlemmer. Antallet af faglige medlemmer foreslås fastsat som et spænd fra otte til ti medlemmer for herved at sikre en vis fleksibilitet ved udpegningen, hvor der også kan tages hensyn til den dynamiske udvikling på forskningsområderne. Det bemærkes, at praksis i UVVU, hvorefter udvalgssammensætningen offentliggøres på udvalgenes hjemmeside, forventes videreført i regi af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Der sikres således fortsat gennemsigtighed om nævnets konkrete sammensætning. I forhold til gældende ret foreslås de nuværende tre udvalg i UVVU erstattet af ét samlet nævn. Begrundelsen herfor er et ønske om at ensarte behandlingen af sager om videnskabelig uredelighed på tværs af forskningsområder og strømline sagsbehandlingen ved, at der kun er ét samlet nævn, der skal sekretariatsbetjenes.
Det foreslås, at der som i dag skal være suppleanter for de faglige medlemmer i form af en suppleant for hvert fagligt medlem. Suppleanterne er ikke personlige, jf. nærmere stk. 4. En suppleant kan benyttes, hvis et fagligt medlem får forfald i en konkret sag, f.eks. hvis medlemmet må udtræde af sagen pga. inhabilitet. Tilsvarende kan en suppleant indtræde i en konkret sag, hvis det vurderes relevant, f.eks. i særligt omfangsrige og komplicerede sager, hvor der kan være behov for øget faglig bredde. Hvis et fagligt medlem permanent udtræder af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, må der udpeges et nyt egentligt medlem. Som i dag vil der efter forslaget ikke være mulighed for at udpege en suppleant for formanden. Hvis formanden i en konkret sag f.eks. måtte være inhabil, må der således efter proceduren i stk. 2 udpeges en sætteformand for denne sag.
Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds faglige medlemmer og disses suppleanter vil efter forslaget skulle repræsentere forskellige videnskabelige forskningsområder. Den foreslåede bestemmelse er sprogligt modificeret i forhold til gældende ret, så der nu lægges op til, at medlemmerne har erfaring med forskellige forskningsområder, fremfor at stille krav om, at medlemmerne skal dække samtlige forskningsområder. Det anses i praksis næppe muligt at opfylde et sådant krav, bl.a. fordi antallet af forskningsområder og kombinationer heraf er stadigt stigende. Det er således heller ikke med den nuværende organisering af UVVU muligt at få specifik repræsentation fra samtlige videnskabelige discipliner i de tre udvalg. Derimod er udvalgene sammensat, så de samlet besidder bred erfaring med forskellige forskningsområder inden for de faglige felter, som det enkelte udvalg dækker.
Med stk. 2 foreslås det som hidtil, at formanden skal være landsdommer og udpeges af uddannelses- og forskningsministeren efter indstilling fra domstolene. Herved sikres, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har den fornødne juridiske faglighed og ballast til at behandle sager om videnskabelig uredelighed.
Tilsvarende foreslås det med stk. 3, at de faglige medlemmer og suppleanter skal være anerkendte forskere, der som hidtil udpeges i deres personlige egenskab af uddannelses- og forskningsministeren. Begrebet anerkendte forskere skal forstås i overensstemmelse med definitionen i lov om forskningsrådgivning m.v., hvor begrebet defineres som personer, der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau. Denne definition forventes videreført i det samtidig fremsatte lovforslag om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond. Som noget nyt foreslås det, at de faglige medlemmer og suppleanter udpeges efter åbent opslag og høring af Danmarks Frie Forskningsfond (i dag Det Frie Forskningsråd). Herved gives der bred mulighed for at foreslå medlemmer til nævnet, og Danmarks Frie Forskningsfond foretager som hidtil en vurdering af de foreslåede medlemmers faglige kompetencer forud for ministerens udpegning. De foreslåede bestemmelser om udpegning efter indstilling fra domstolene og efter åbent opslag og høring af Danmarks Frie Forskningsfond forventes at bidrage til, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed sammensættes med de juridiske og faglige kompetencer, der er nødvendige for at varetage opgaven med at behandle sager om videnskabelig uredelighed.
Med stk. 4 foreslås det nærmere reguleret, hvordan suppleantsystemet fungerer. Det er tanken med bestemmelsen, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed selv vurderer, om der skal indkaldes en suppleant, hvis et fagligt medlem får forfald i en konkret sag, eller det i øvrigt vurderes relevant at indkalde en suppleant i sagen. Tilsvarende beslutter nævnet selv, hvem fra suppleantgruppen der skal indkaldes. Med bestemmelsen skabes den fornødne fleksibilitet for tilrettelæggelsen af nævnets arbejde, herunder fleksibilitet for nævnet til at indkalde den suppleant, der skønnes at have de bedste faglige forudsætninger for at kunne indtræde i sagen. En indkaldt suppleant vil i den konkrete sag have tilsvarende rettigheder og pligter som det medlem, som vedkommende erstatter. Suppleanten indgår således f.eks. i quorum og har stemmeret, jf. lovforslagets § 8. En indkaldt suppleant fungerer som i dag for resten af sagens behandling. Det er forventningen, at nævnet i sin forretningsorden vil fastsætte nærmere regler om suppleantsystemet.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.5.2.3 og 3.5.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret er udpegningsperioden for UVVU's formand, medlemmer og suppleanter fire år med mulighed for genudpegning i to år. Uddannelses- og forskningsministeren har mulighed for undtagelsesvis at forlænge beskikkelsesperioden.
Der henvises til afsnit 3.5.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Med stk. 1 foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds formand, faglige medlemmer og suppleanterne for de faglige medlemmer udpeges for en periode på indtil fire år for at sikre mulighed for en vis udskiftning. Samtidig foreslås det, at der ved genudpegningen er mulighed for at sikre en vis kontinuitet. Af samme grund bør det søges sikret, at ikke alle nævnsmedlemmer fratræder samtidigt. Det foreslås, at seks år er den samlede maksimale udpegningsperiode for formand, faglige medlemmer og suppleanter, jf. dog stk. 2. Der er i det væsentlige tale om en videreførelse af gældende ret med en sproglig præcisering af, at udpegningsperioden maksimalt kan udgøre seks år i stedet for at beskrive det som en mulighed for genudpegning i to år.
Med stk. 2 foreslås det, at uddannelses- og forskningsministeren undtagelsesvis kan forlænge udpegningsperioden for formand, faglige medlemmer og suppleanter for en begrænset periode ud over de perioder, der er anført i stk. 1, som ellers er den samlede maksimale udpegningsperiode. Forslaget tager navnligt sigte på, at formand, faglige medlemmer eller suppleanter kan færdigbehandle større og mere ressourcekrævende sager, som de pågældende har været tæt involveret i behandlingen af, og som er tæt på afslutning, uanset udløb af normal udpegningsperiode. I sådanne situationer vil en udskiftning sent i sagsforløbet kunne medføre et uhensigtsmæssigt yderligere forbrug af tid og andre ressourcer til ulempe for alle involverede. Forslaget tager også højde for bl.a. den situation, at der ved fremtidige politiske forhandlinger om ændringer af eksempelvis Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds sammensætning vil kunne foretages begrænsede yderligere forlængelser af udpegningsperioden for siddende medlemmer frem til f.eks. en ny lovs ikrafttræden. Derved undgås ressourcekrævende opslag efter nye medlemmer på et tidspunkt, hvor vilkårene for medlemskabet vil kunne forventes ændret i nær fremtid. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret kan UVVU nedsætte ad hoc-udvalg uden beslutningskompetence til at bistå sig med forberedelsen af en sag. Ad hoc-udvalg kan sammensættes med nogle af udvalgenes medlemmer, deres suppleanter og eksterne sagkyndige, der udpeges af udvalgene. Muligheden for at nedsætte ad hoc-udvalg har ikke været benyttet af udvalgene i de senere år, hvor udvalgene i stedet har anlagt en praksis med at indhente ekspertudtalelser, hvis der har været behov for inddragelse af eksterne sagkyndige.
Der henvises til afsnit 3.5.1.2 i de almindelige bemærkninger.
I overensstemmelse med ekspertudvalgets anbefalinger foreslås det med bestemmelsen, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed som led i sagernes behandling skal kunne indhente ekspertbistand efter konkret behov. Om nævnet i den enkelte sag bør indhente ekspertbistand, vil være en vurdering, der må overlades til nævnet. Udfaldet af nævnets vurdering vil i væsentligt omfang bero på, hvilken konkret faglig ekspertise nævnet selv besidder i forhold til sagen. Som anført af ekspertudvalget bør ekspertbistand som udgangspunkt benyttes i alle sager, hvor det kan være relevant. Ekspertbistand omfatter brug af eksterne eksperter, såvel som brug af suppleanter for nævnets faglige medlemmer. Suppleanten bliver ikke ved ekspertbistand efter § 7 en del af nævnet i den konkrete sag, i modsætning til situationen hvor suppleanten indtræder i nævnet efter lovforslagets § 5, stk. 4.
Efter almindelige forvaltningsretlige regler vil der ikke være nogen almindelig forpligtelse for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed til at høre sagens parter over nævnets valg af ekspert(er). Af hensyn til at understøtte en smidig og hurtig proces for inddragelse af eksperter foreslås det ikke at indføre en forpligtelse for nævnet til at høre parterne over valget af ekspert. Det vil dog være hensigtsmæssigt, at nævnet i det mindste orienterer parterne om valget, således at f.eks. inhabilitetsproblemer kan håndteres.
En ekspert vil som hovedregel skulle udarbejde en udtalelse eller lignende om sagen til brug for Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds videre behandling af sagen, herunder nævnets afgørelse. Da denne udtalelse afgives af en i forhold til nævnet udenforstående person, vil udtalelsen i overensstemmelse med almindelige regler efter omstændighederne skulle sendes i partshøring hos sagens parter.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed vil i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper kunne bede en ekspert om at give møde i nævnet. Eksperten bliver herved ikke til en del af nævnet og har f.eks. ikke del i nævnets beslutningskompetence.
I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper vil det fortsat være muligt at nedsætte interne udvalg, hvis dette findes hensigtsmæssigt.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at det findes hensigtsmæssigt at fremhæve, at der med den ændrede organisering af den centrale uredelighedsmyndighed (med kun ét fagorgan) kan benyttes ekstern ekspertise og ekspertise fra suppleanter, uden at disse indtræder i Nævnet for videnskabelig Uredelighed under den konkrete sag.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.5.2.3 og 3.5.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Der findes ikke generelt for offentlige nævn særlige regler for, hvordan disse i den interne proces træffer beslutning. Der eksisterer imidlertid på området almindelige uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger. Disse grundsætninger er i dag for UVVU suppleret af bestemmelser i lov om forskningsrådgivning m.v., UVVU-bekendtgørelsen og udvalgenes forretningsorden. Herefter er et udvalg beslutningsdygtigt, når formanden og fire medlemmer eller et tilsvarende antal suppleanter er til stede. Det følger endvidere af regelsættet, at et udvalg i videst muligt omfang skal træffe beslutning i enighed, og at beslutning træffes ved almindelig stemmeflerhed, såfremt enighed ikke kan opnås. Formanden træffer afgørelse i retlige spørgsmål.
Der henvises til afsnit 3.5.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelses 1. pkt. foreslås det såkaldte quorumkrav reguleret, dvs. kravet om, hvor mange af Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds medlemmer der skal være til stede for, at nævnet er beslutningsdygtigt. Det foreslås, at quorum sættes til mindst halvdelen af nævnets medlemmer. Baggrunden for dette forslag er, at quorumreglerne herefter stemmer overens med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. For bl.a. at sikre de enkelte beslutningers lovlighed og af hensyn til stemmelighedsreglen i 3. pkt. foreslås det, at formanden altid skal være en del af quorum. Det bemærkes, at nævnsmedlemmerne efter almindelige forvaltningsretlige principper generelt vil have mødepligt og kun vil kunne undslå sig fra at deltage i nævnets arbejde ved lovligt forfald, f.eks. sygdom.
Med 2. pkt. foreslås det, at beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer. Ved almindelig stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer menes, at der skal foreligge et flertal blandt de afgivne stemmer for et bestemt forslag, for at dette forslag vedtages – såkaldt absolut flertal. Generelt har Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds medlemmer efter almindelige forvaltningsretlige principper stemmepligt, hvilket er en følge af, at afstemningsdelen er en integreret del af nævnets arbejde. Et nævnsmedlem kan således ikke undslå sig fra at deltage i nævnets beslutningsproces ved f.eks. at undlade at afgive stemme, herunder ”stemme blankt”.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres den gældende ordning med, at formanden træffer afgørelse i retlige spørgsmål, ikke. Baggrunden herfor er, at det bør være nævnet som samlet myndighed, der træffer afgørelser i alle sager, og at det i øvrigt i visse tilfælde kan være vanskeligt at adskille retlige spørgsmål fra faglige spørgsmål. Som følge af, at formanden efter lovforslaget skal være landsdommer, er det forventningen, at formandens holdning til retlige spørgsmål naturligt vil vægte tungt. Formanden skal efter forslaget, jf. ovenfor, altid være en del af quorom, hvilket sikrer, at formanden altid kommer ind over de retlige spørgsmål.
3. pkt. udgør en modifikation til 2. pkt. Det foreslås med bestemmelsen, at formandens stemme ved stemmelighed afgør udfaldet. Reglen sikrer, at der ikke ved stemmelighed er risiko for, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed ikke kan træffe beslutning.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret udarbejder UVVU en forretningsorden, som skal godkendes af uddannelses- og forskningsministeren, jf. afsnit 3.5.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Med 1. pkt. foreslås gældende ret videreført, således at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed skal udarbejde en forretningsorden. I forretningsordenen fastsættes generelle procesregler for nævnets virksomhed. Det kan f.eks. være regler om frister for indkaldelse til møder i nævnet, om nævnet inden for visse grænser kan behandle sager i skriftlig høring (cirkulation) m.v. mellem nævnets medlemmer og om interne bemyndigelser (delegationer) til f.eks. nævnets formand eller sekretariat. Overordnet er formålet med forretningsordenen bl.a. at sikre, at arbejdet i nævnet internt foregår på en hensigtsmæssig måde og på et oplyst grundlag. Forretningsordenen retter sig principielt alene indadtil i nævnet. Forretningsordenen, herunder de enkelte regler i denne, skal altid holde sig inden for rammerne af den gældende lovgivning samt gældende ret i øvrigt, herunder almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.
Med 2. pkt. foreslås det som i dag, at uddannelses- og forskningsministeren skal godkende forretningsordenen. Heri ligger, at ministeren også skal godkende evt. senere ændringer i denne. Ved sin godkendelse af forretningsordenen vil ministeren både foretage en prøvelse af, hvorvidt forretningsordenen holder sig inden for gældende ret (legalitetskontrol) samt forretningsordenens hensigtsmæssighed. Forslaget er i overensstemmelse med regler på andre retsområder, hvor der generelt tillægges ministeren stor indflydelse på udformningen af det enkelte nævns forretningsorden. Når uddannelses- og forskningsministeren har godkendt Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds forretningsorden, offentliggøres den på nævnets hjemmeside. Dette er i overensstemmelse med praksis i dag, hvorefter UVVU's forretningsorden er offentliggjort på udvalgenes hjemmeside. Det foreslåede krav om offentliggørelse af nævnets forretningsorden bidrager til åbenhed om nævnets arbejde.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Sager om videnskabelig uredelighed rejses efter gældende ret ved anmeldelse, og anmeldelse indgives direkte til UVVU. Udvalgene kan efter nærmere regler også behandle sager, der rejses af en person, der ønsker at blive renset for navngivne, anonyme eller kildebeskyttede påstande om videnskabelig uredelighed. De nævnte tilfælde udgør udgangspunktet for, hvordan sager rejses ved udvalgene, jf. om egen drift-muligheden bemærkningerne til lovforslagets § 12.
Der henvises til afsnit 3.5.1.3 i de almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås gældende ret videreført, således at sager om videnskabelig uredelighed som udgangspunkt, jf. dog egen drift-bestemmelsen i lovforslagets § 12, rejses ved anmeldelse. En anmeldelse kan både vedrøre en eller flere tredjemænd samt anmelderen selv. Renselsesmuligheden foreslås således bibeholdt med den modifikation, at bestemmelsen ikke begrænses til navngivne, anonyme eller kildebeskyttede påstande, idet det ikke kun bør være disse specificerede påstande om videnskabelig uredelighed, der omfattes af muligheden for at rejse en sag om renselse. At sager om videnskabelig uredelighed som udgangspunkt rejses ved anmeldelse, er på linje med ekspertudvalgets anbefalinger, jf. afsnit 3.5.2.4 i de almindelige bemærkninger.
Ekspertudvalget har foreslået, at anmeldelser om videnskabelig uredelighed indgives til den centrale uredelighedsmyndighed. Uddannelses og Forskningsministeriet foreslår imidlertid, at anmeldelser i disse sager indgives til den forskningsinstitution, hvor den forskning, der er genstand for anmeldelsen, er udført. Baggrunden herfor er at tillægge forskningsinstitutionerne et mere tydeligt medansvar ved behandlingen af sager om videnskabelig uredelighed og samtidig understøtte en mere hensigtsmæssig, gennemskuelig og enkel sagsgang med én samlet indgang for anmeldelser af videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Hvis forskningen er udført på flere forskningsinstitutioner, skal anmeldelse indgives til den forskningsinstitution, hvor den væsentligste del af den berørte forskning er udført, og en evt. anden forskningsinstitution, der måtte modtage en anmeldelse, skal i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler videresende anmeldelsen til hovedforskningsinstitutionen. Der kan principielt tænkes at være flere forskningsinstitutioner, til hvem anmeldelse kan indgives, og det forventes i givet fald, at de berørte institutioner aftaler nærmere, hvem der skal håndtere anmeldelsen, eventuelt efter dialog med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Det bemærkes, at det med lovforslaget forventes, at nævnet i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler videresender eventuelle anmeldelser omfattet af bestemmelsens stk. 1 til den relevante forskningsinstitution, hvis anmeldelsen indgives direkte til nævnet.
Med stk. 2 foreslås det, at anmeldelse indgives direkte til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i de tilfælde, hvor forskningen ikke er udført på en offentlig dansk forskningsinstitution, eller hvor den forskningsinstitution, hvor forskningen er udført, selv rejser sagen. Baggrunden for bestemmelsen er at sikre, at også sådanne sager kan bringes frem for og behandles af nævnet. Bestemmelsen er en konsekvens af, at anmeldelser efter stk. 1 forudsætter en anmelder, og at forskningen er udført på en dansk forskningsinstitution, hvortil anmeldelsen kan indgives. Der er derfor behov for at supplere stk. 1 med bestemmelsen i stk. 2, således at sager, der rejses af forskningsinstitutionen selv, og sager, der ikke vedrører forskning på en dansk forskningsinstitution, kan indgives direkte til nævnet.
Med stk. 3 foreslås det som noget nyt lovfæstet, at en forskningsinstitution har pligt til at indgive anmeldelse, hvis der er begrundet mistanke om, at der i en konkret sag ved forskningsinstitutionen foreligger videnskabelig uredelighed omfattet af Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds kompetence. Begrundet mistanke forventes at foreligge, hvis forskningsinstitutionen har grund til at antage, at der kan være begået videnskabelig uredelighed. Omfattet af bestemmelsen er således tilfælde, hvor forskningsinstitutionen selv bliver opmærksom på forhold, der kan indebære videnskabelig uredelighed og derfor evt. kunne have ført til en anmeldelse herom til forskningsinstitutionen, uden at dette dog er sket. Det er med den foreslåede bestemmelse ikke hensigten, at forskningsinstitutionen i den forbindelse skal foretage en forprøvelse af, om de pågældende forhold er udtryk for videnskabelig uredelighed, men alene om der er en sådan tilstrækkelig begrundet mistanke herom til, at sagen bør overdrages til nævnet til nærmere udredning. Pligten omfatter både den situation, hvor der skal foretages anmeldelse til en (anden) forskningsinstitution efter stk. 1, og hvor der skal foretages anmeldelse direkte til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed efter stk. 2. Det er således ikke kun hovedforskningsinstitutionen, som dette begreb er beskrevet ovenfor, der har anmeldepligt, men også en forskningsinstitution, der har en mere perifer tilknytning til sagen. Hensigten med den foreslåede bestemmelse, der er i overensstemmelse med ekspertudvalgets tanker, jf. afsnit 3.5.2.4 i de almindelige bemærkninger, er at medvirke til at motivere til, at alle sager om videnskabelig uredelighed håndteres retmæssigt i overensstemmelse med lovforslagets bestemmelser. Det bemærkes, at hvis der foreligger en begrundet mistanke ved forskningsinstitutionen om fabrikering, forfalskning eller plagiering, som ikke er omfattet af nævnets kompetence, eksempelvis i form af en konkret sag, som nævnet har afvist at behandle, fordi sagen ikke vedrører et videnskabeligt produkt, bør forskningsinstitutionen overveje at behandle forholdet som et tilfælde af tvivlsom forskningspraksis efter lovforslagets § 19.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret er der ikke ved lov fastsat nærmere regler for, hvilke oplysninger en anmeldelse om videnskabelig uredelighed skal indeholde. Det følger dog af praksis i UVVU, at det i en anmeldelse til udvalgene skal være muligt at identificere det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen, subjektet for anmeldelsen og de påstande om videnskabelig uredelighed, som fremsættes med anmeldelsen. Uden disse oplysninger kan UVVU ikke iværksætte sin sagsbehandling og sin vurdering af, om der er begået videnskabelig uredelighed i sagen.
Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås det som en naturlig følge af, at anmeldelser nu foreslås indgivet til forskningsinstitutionerne, jf. lovforslagets § 10, stk. 1, at en forskningsinstitution ved modtagelsen af en anmeldelse skal påse, at denne anmeldelse indeholder de grundlæggende oplysninger, der er nødvendige for Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds vurdering af sagen. Der lægges således op til, at forskningsinstitutionen foretager en indledende screening af sagen i forhold til, om sagen indeholder oplysningerne som angivet i bestemmelsens stk. 1, nr. 1-4, og om der dermed er tale om en sag om videnskabelig udredelighed, som skal behandles af nævnet. Det bemærkes hertil, at denne screening kan foretages i dialog med nævnet, så det på mest hensigtsmæssig vis kan klarlægges så tidligt som muligt, om der synes at være tale om en sag omfattet af nævnets kompetence. Bestemmelsen skal endvidere bidrage til, at sagen allerede fra begyndelsen er grundlæggende oplyst. Bestemmelsen er tænkt som en hjælp for nævnet i arbejdet med at oplyse sagen efter det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip (officialprincippet). Samtidig forventes bestemmelsen i et vist omfang at medvirke til at begrænse antallet af mulige chikanøse anmeldelser, idet det bliver sværere at rejse sager på mere vilkårligt grundlag. Det forventes, at forskningsinstitutionen efter almindelige forvaltningsretlige principper bistår anmelderen med nærmere vejledning, hvis anmeldelsen ikke i udgangspunktet opfylder de indholdsmæssige krav i stk. 1.
Efter nr. 1 skal forskningsinstitutionen påse, at anmeldelsen indeholder oplysninger om det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen. Bestemmelsen har sammenhæng med lovforslagets § 4, stk. 1, hvorefter Nævnet for Videnskabelig Uredelighed alene kan behandle sager, der vedrører et eller flere videnskabelige produkter. Hensigten med bestemmelsen er således at sikre en anmeldelsesproces, hvor det så tidligt som muligt kan klarlægges, om genstanden for sagen ser ud til at være et videnskabeligt produkt, selv om den endelige afgørelse heraf foretages af nævnet, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 4. De oplysninger, der tænkes på med bestemmelsen, er oplysninger, der gør det muligt at identificere produktet, eksempelvis titel, udgivelsesdato og -sted.
Efter nr. 2 skal forskningsinstitutionen påse, at anmeldelsen indeholder oplysninger om den eller de forskere, som anmeldelsen vedrører. Herved søges en tydelig identifikation af den eller de personer, der er subjekter for anmeldelsen. Hensigten med bestemmelsen er endvidere at gøre det muligt for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed at foretage en vurdering af, om de forskere, som anmeldes, har bidraget til afgivelsen af det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen, jf. kravet herom i lovforslagets § 4, stk. 2.
Efter nr. 3 og nr. 4 skal forskningsinstitutionen påse, at anmeldelsen indeholder oplysninger om de påstande om videnskabelig uredelighed, der fremsættes, samt begrundelsen for disse påstande. Hensigten med bestemmelsen er at bidrage til så tidligt som muligt at få klarlagt, om der er tale om en sag om videnskabelig uredelighed som defineret i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4. Bestemmelsen er også tænkt som en hjælp for nævnet i den videre sagsbehandling i forhold til at identificere de forhold, som nævnet skal vurdere i sagen. Det bemærkes, at forskningsinstitutionen ikke skal foretage en materiel vurdering af, om der er begået videnskabelig uredelighed. Denne vurdering tilkommer alene Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Forskningsinstitutionen skal derimod påse, om der er fremsat påstande om videnskabelig uredelighed, samt om anmeldelsen indeholder en begrundelse for disse påstande, så nævnet i givet fald kan påbegynde sagens behandling på et oplyst grundlag.
Hvis oplysningerne efter stk. 1 fremgår af anmeldelsen, foreslås det med stk. 2, at forskningsinstitutionen efter dialog med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed skal udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder og sende sagen, herunder den nævnte redegørelse, anmeldelsen og evt. anden relevant dokumentation, til nævnet. Baggrunden for forslaget om, at forskningsinstitutionen skal udarbejde en redegørelse om sagens faktiske omstændigheder, hvilket er i overensstemmelse med ekspertudvalgets anbefalinger, jf. afsnit 3.5.2.4 i de almindelige bemærkninger, er, at sagen også fra forskningsinstitutionens side er oplyst mest muligt, når nævnet modtager sagen, samt at forskningsinstitutionen inddrages i sagen. Forskningsinstitutionen vil ofte ligge inde med faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse, og det er af hensyn til sagsbehandlingen hensigtsmæssigt, at disse oplysninger lægges frem på så tidligt et stadie som muligt. For at bidrage til, at sagen fremmes med størst mulig hurtighed, foreslås det, at sagen sendes til nævnet senest tre måneder efter modtagelsen af behørig anmeldelse. Nævnet kan under iagttagelse af almindelige regler anmode den involverede forskningsinstitution og eventuelle andre implicerede forskningsinstitutioner m.fl. om yderligere oplysninger, hvis dette er nødvendigt af hensyn til sagens oplysning. Den egentlige sagsbehandling i sager om videnskabelig uredelighed ligger således fortsat i nævnet. Med lovforslaget stilles der ikke nærmere krav til udformningen af disse redegørelser, da det forventes, at redegørelserne udarbejdes i dialog med nævnet under hensyn til omstændighederne i den konkrete sag. Tanken med forslaget om dialog i relation til forskningsinstitutionernes redegørelser er, at forskningsinstitutionen, når denne har vurderet, at en sag vedrører videnskabelig uredelighed og dermed skal overdrages til behandling i nævnet, tager kontakt til nævnet med henblik på at klarlægge det nærmere indhold i redegørelsen. Det skal hertil bemærkes, at bestemmelsen skal forstås med en vis fleksibilitet for forskningsinstitutionen, så denne i sager, hvor det står relativt klart, hvilke oplysninger redegørelsen bør indeholde, blot kan orientere nævnet herom.
Hvis oplysningerne efter stk. 1 ikke fremgår af anmeldelsen, foreslås det med stk. 3, at forskningsinstitutionen skal afvise at oversende sagen til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Ved afvisningen afsluttes sagen for så vidt angår uredelighedsdelen, men forskningsinstitutionen skal samtidig overveje, om der er grundlag for at behandle sagen som tvivlsom forskningspraksis. Med afvisningen vil der være tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, da sager om videnskabelig uredelighed i sig selv er forvaltningsretlige afgørelsessager, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 4 og 16. Forvaltningslovens regler er rettet mod sagens parter, dvs. personer, der har en væsentlig og individuel interesse i sagen. I sager om videnskabelig uredelighed vil den forsker, der er genstand for sagen, være omfattet af partsbegrebet, og forvaltningslovens regler vil i hvert fald være rettet mod denne. En anmelder vil ikke alene på baggrund af anmeldelsen være part i sagen. Om en anmelder i det enkelte tilfælde vil have partsstatus, beror på en helt konkret vurdering af den enkeltes væsentlige og individuelle interesse i sagen. En anmelder bør under alle omstændigheder modtage meddelelse om, at forskningsinstitutionen afviser anmeldelsen. Hvis en forskningsinstitution afviser en anmeldelse, og denne afvisning går en part imod, skal forskningsinstitutionen i overensstemmelse med forvaltningsloven meddele klagevejledning til parten, såfremt der i henhold til styrelsesreglerne for den pågældende forskningsinstitution er en klageinstans.
Det bemærkes hertil, at hensigten med lovforslaget i tråd med ekspertudvalgets anbefalinger er at afskære anmeldere fra automatisk at opnå partsstatus i sager om videnskabelig uredelighed, hvilket er en afvigelse fra gældende praksis.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret kan UVVU behandle sager af egen drift, hvis sagerne er af samfundsmæssig interesse eller af betydning for menneskers eller dyrs helbred, og hvor der foreligger en begrundet formodning om videnskabelig uredelighed. Egen drift-muligheden udgør en undtagelse til hovedreglen om, at sager om videnskabelig uredelighed rejses ved anmeldelse (samt ved selv-anmeldelse – renselsesmuligheden), jf. bemærkningerne til lovforslagets § 10.
Der henvises til afsnit 3.5.1.3 i de almindelige bemærkninger.
Med stk. 1 foreslås gældende ret i det væsentlige videreført, så også Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan behandle sager af egen drift. Der skal som i dag i den enkelte sag foreligge en begrundet formodning om videnskabelig uredelighed, dvs. en kvalificeret antagelse om, at der er begået videnskabelig uredelighed. Dette indebærer, at sagen, såfremt nævnet ønsker at optage den til behandling af egen drift, skal opfylde de grundlæggende krav til sager om videnskabelig uredelighed, dvs. at der skal være et videnskabeligt produkt afgivet af forskere, jf. lovforslagets § 4, stk. 1 og 2, og forholdene i sagen skal kunne henføres til definitionen af videnskabelig uredelighed, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1. Herudover skal der være en formodning for, at sagen vil kunne føre til en konklusion om, at der er begået videnskabelig uredelighed i det konkrete tilfælde. I overensstemmelse med ekspertudvalgets anbefalinger foreslås adgangen til at tage sager op af egen drift lettere udvidet, idet det efter forslaget ikke mere er et krav, at sagen er af samfundsmæssig betydning eller af betydning for menneskers eller dyrs sundhed. Da hovedreglen fortsat er, at sager om videnskabelig uredelighed rejses ved anmeldelse, herunder selv-anmeldelse, er det tanken, at nævnet kun undtagelsesvis benytter sig af muligheden for at tage en sag op af egen drift.
Muligheden for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed til at tage en sag op af egen drift kan f.eks. tænkes benyttet i den situation, hvor nævnet bliver opmærksom på mulig videnskabelig uredelighed i en sag, der har været omtalt i pressen, men ikke har været anmeldt til nævnet. Eller hvis der synes at være tale om videnskabelig uredelighed i en sag, der har været behandlet ved en forskningsinstitution som tvivlsom forskningspraksis, f.eks. i forbindelse med forskningsinstitutionens afrapportering til nævnet i overensstemmelse med den foreslåede regel i lovforslagets § 22. Endvidere kan egen drift-bestemmelsen tænkes anvendt i tilfælde, hvor en forskningsinstitution ikke videresender sagen efter lovforslagets § 10, fordi forskningsinstitutionen ved sin screening har lagt til grund, at sagen ikke vedrører videnskabelig uredelighed eller ikke indeholder de nødvendige oplysninger efter lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 1-4. Hvis nævnet i sådanne sager er uenigt i forskningsinstitutionens screening, kan nævnet tage sagen op, forudsat betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.
Efter stk. 2 skal den forskningsinstitution, hvor forskningen har været udført, efter anmodning fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed bistå med en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder. Indholdet af denne redegørelse svarer til redegørelser udarbejdet efter lovforslagets § 11, stk. 2, og redegørelsen forventes således udarbejdet efter en nærmere dialog med nævnet. Redegørelsen skal bidrage til, at også sager, der rejses af egen drift af nævnet, på et tidligt stadie er tilstrækkeligt oplyst til, at nævnet kan påbegynde den egentlige behandling af sagen. Nævnet kan under iagttagelse af almindelige regler anmode den involverede forskningsinstitution og eventuelle andre implicerede forskningsinstitutioner m.fl. om yderligere oplysninger, hvis dette er nødvendigt af hensyn til sagens oplysning. Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 11, stk. 2.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.5.2.4 og 3.5.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret kan UVVU afvise at realitetsbehandle sager, der rejses ved anmeldelse (herunder selv-anmeldelse), i tre tilfælde, nemlig hvis den enkelte sag falder uden for udvalgenes kompetence, sagen må anses for åbenbart grundløs, eller hvis omkostningerne ved sagens behandling ikke står i rimeligt forhold til dens betydning.
Der henvises til afsnit 3.5.1.4 i de almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen foreslås den gældende adgang til i visse tilfælde at kunne afvise sager i det væsentlige videreført for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Bestemmelsen angår i sagens natur alene sager, der rejses ved anmeldelse og ikke sager, der rejses af nævnet selv efter lovforslagets § 12.
Efter nr. 1 foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan afvise en sag, hvor nævnet vurderer, at sagen falder uden for nævnets kompetence. Dette er i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper. Modtager nævnet en sag, der falder uden for nævnets kompetence, er nævnet forpligtet til at afvise sagen. Som eksempler herpå kan nævnes sager, der ikke vedrører et videnskabeligt produkt, jf. lovforslagets § 4, stk. 1, og sager, der ikke vedrører en forsker, der har bidraget til at afgive det videnskabelige produkt i sagen, jf. lovforslagets § 4, stk. 2. Bestemmelsen kan også tænkes anvendt, hvis nævnet modtager en sag, der åbenbart ikke vedrører videnskabelig uredelighed.
Efter nr. 2 foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan afvise at behandle en sag, hvor nævnet vurderer, at sagen må anses for åbenbart grundløs eller formodes ikke at kunne føre til en konklusion om videnskabelig uredelighed. Anvendelsen beror på en konkret vurdering af den enkelte sag, men overordnet vil det for at anvende bestemmelsen være en kvalitativ betingelse, at sagen er åbenbart grundløs eller ikke formodes at indeholde forhold, der kan henføres til videnskabelig uredelighed. Det bemærkes, at anvendelsen af afvisningsbestemmelsen og den forudgående vurdering af de nævnte kvalitative betingelser kan foretages på alle stadier af sagen. Bestemmelsen, der i det væsentlige er en videreførelse af gældende ret, skal primært sikre, at en forsker, mod hvem der er indgivet anmeldelse, ikke belastes unødigt ved en lang og belastende realitetsbehandling, i de tilfælde hvor der åbenbart ikke ligger nogen realitet i sagen eller sagen ikke vil kunne føre til en afgørelse om, at der foreligger videnskabelig uredelighed. Også ressourcebetragtninger ligger bag bestemmelsen, således at nævnet ikke belastes unødigt af denne type sager. Som eksempel på anvendelse af bestemmelsen kan nævnes tilfælde, hvor de forhold, der anmeldes, efter nævnets praksis, og eventuelt i lyset af UVVU's tidligere praksis, åbenbart ikke vil kunne anses for videnskabelig uredelighed.
Efter nr. 3 kan Nævnet for Videnskabelig Uredelighed afvise at behandle en sag, hvor nævnet vurderer, at omkostningerne ved sagens behandling ikke står i rimeligt forhold til dens betydning. Også her vil anvendelsen bero på en konkret vurdering af den enkelte sag. Baggrunden for den forslåede regel, der er en videreførelse af gældende ret, er, at nævnet gives mulighed for at undslå sig at bruge tid og ressourcer på meget omfangsrige sager af mindre betydende karakter. Som eksempel på bestemmelsens anvendelse kan nævnes omfattende anmeldelser rettet mod adskillige forskere, hvor forholdene i sagen ikke kan forventes at føre til, at nævnet når en konklusion om videnskabelig uredelighed. Et andet eksempel kunne være sager, der i vidt omfang involverer udenlandske forskere og institutioner, og som derfor vil kræve betydelige ressourcer at udrede, uden at sagen har den store betydning for dansk forskning.
Efter nr. 4 kan Nævnet for Videnskabelig Uredelighed afvise at behandle en sag, der kun har meget lille tilknytning til Danmark. Der tænkes f.eks. på forskning udført i regi af en international organisation, som Danmark er medlem af, og hvor Danmark derfor kan have deltaget i finansieringen uden i øvrigt at have nogen særlig udøvende funktion, f.eks. forskning i regi af FN, CERN og lignende. Bestemmelsen, der er ny, er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvorefter loven finder anvendelse på forskning udført med hel eller delvis dansk offentlig støtte.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.4 i de almindelige bemærkninger.
UVVU skal efter gældende ret afvise sager, der ikke optages til realitetsbehandling, senest tre måneder efter udvalgenes modtagelse af sagen.
Der henvises til afsnit 3.5.1.4 i de almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen foreslås gældende ret videreført i det væsentlige, så sager, der ikke optages til realitetsbehandling, som udgangspunkt senest skal afvises af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed tre måneder efter nævnets modtagelse af sagen. Hensigten med bestemmelsen er især, at det af hensyn til den anmeldte person bør afklares hurtigt, om nævnet kan eller vil behandle sagen. Fristen på tre måneder regnes fra nævnets modtagelse af sagen fra forskningsinstitutionen efter lovforslagets § 11, stk. 2, der er hovedreglen, eller direkte fra anmelderen, jf. lovforslagets § 10, stk. 2.
Som det fremgår af bestemmelsen, hvilket er nyt i forhold til retstilstanden i dag, foreslås fristen fastsat som et udgangspunkt, der kan fraviges, hvis sagens omstændigheder taler herfor. Baggrunden for at udforme bestemmelsen på denne måde er, at der kan være forhold, f.eks. i forbindelse med oplysning af de faktiske dele af sagen, der gør, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har behov for længere tid til sagsbehandlingen, før sagen kan afvises. Det er imidlertid forventningen, at hovedparten af de sager, der vil skulle afvises, vil kunne afvises inden for fristen.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.4 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret skal UVVU senest tre måneder efter modtagelsen af en sag oplyse sagens parter om sagens forventede faser og forventet tidspunkt for afgivelse af en udtalelse. Dette gælder i forhold til de sager, der af udvalgene optages til realitetsbehandling.
Der henvises til afsnit 3.5.1.4 i de almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås det, at sager, der optages til realitetsbehandling af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, skal færdigbehandles senest 12 måneder efter nævnets modtagelse af sagen, jf. § 10, stk. 2, og § 11, stk. 2, eller nævnets optagelse af sagen til behandling af egen drift, jf. § 12, stk. 1. Det foreslås således, at nævnet som udgangspunkt, jf. bestemmelsens stk. 2, skal træffe afgørelse i sagen inden for fristen. Forslaget er i overensstemmelse med ekspertudvalgets anbefalinger og er primært begrundet i hensynet til den forsker, der er genstand for den pågældende sag. Det er ofte meget indgribende for en forsker at være anmeldt for videnskabelig uredelighed, og så længe sagen er under behandling, kan det have konsekvenser for vedkommendes mulighed for at bedrive forskning, herunder søge om forskningsmidler m.v. Derfor bør der sikres mest mulig fremdrift i sådanne sager ved at indføre den foreslåede vejledende tidsfrist for realitetsbehandlede sager i nævnet.
En sag ved Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan påbegyndes ved nævnets modtagelse af sagen eller nævnets optagelse af sagen til behandling af egen drift. Fristens begyndelsestidspunkt bør fastsættes i overensstemmelse hermed. Hvis sagen påbegyndes på baggrund af en anmeldelse til forskningsinstitutionen efter lovforslagets § 10, stk. 1, hvilket er hovedreglen, foreslås fristens begyndelsestidspunkt fastsat ved nævnets modtagelse af sagen fra forskningsinstitutionen efter lovforslagets § 11, stk. 2. Hvis sagen påbegyndes ved anmeldelse direkte til nævnet, jf. lovforslagets § 10, stk. 2, foreslås fristens begyndelsestidspunkt fastsat ved nævnets modtagelse af denne anmeldelse. Hvis sagen påbegyndes af nævnet selv efter egen drift-bestemmelsen i lovforslagets § 12, foreslås fristens begyndelsestidspunkt fastsat ved nævnets optagelse af sagen til behandling.
Efter stk. 2 foreslås det, at sagsbehandlingen kan forlænges ud over de 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Det kan tænkes, at der er forhold, f.eks. i forbindelse med oplysning af de faktiske dele af sagen, der gør, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har behov for længere tid til sagsbehandlingen, før sagen kan færdigbehandles. Det skal hertil bemærkes, at sager om videnskabelig uredelighed ofte kan være komplicerede og indeholde et omfangsrigt sagsmateriale. Det er forventningen, at hovedparten af sagerne vil kunne færdigbehandles inden for fristen, og såfremt der afviges fra dette udgangspunkt, forventes det, at nævnet tager de fornødne skridt til at færdigbehandle sagen så hurtigt som muligt. Forslaget lægger sig op ad ekspertudvalgets anbefalinger.
Det foreslås ikke at videreføre den gældende bestemmelse om oplysninger til sagens parter om sagens forventede faser og forventet tidspunkt for afgivelse af en udtalelse. Baggrunden herfor er, at sagernes ofte komplicerede karakter kan vanskeliggøre nærmere fastsættelse af sådanne tidspunkter i sagens indledende stadier. Det forventes dog, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper vil holde sagens parter orienteret om sagens gang.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets generelle overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.5.2.5 og 3.5.3.4 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret afgiver UVVU i sager, hvor udvalgene konstaterer, at der foreligger videnskabelig uredelighed en udtalelse (afgørelse), hvori der udtales kritik. Udvalgene kan samtidig orientere den indklagedes arbejdsgiver, hvis vedkommende er ansat som forsker, henstille, at det pågældende videnskabelige arbejde skal trækkes tilbage, orientere vedkommende offentlige myndighed, som fører tilsyn med området, underrette tilskudsgiver, hvis der er tale om, at udvalgene har konstateret, at der foreligger videnskabelig uredelighed i en ansøgning om tilskud fra offentlige forskningsbevillinger, foretage politianmeldelse, hvis der er tale om en strafbar lovovertrædelse, samt efter særlig anmodning fra en ansættelsesmyndighed udtale sig om graden af videnskabelig uredelighed.
Der henvises til afsnit 3.5.1.4 i de almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen foreslås gældende ret til dels opretholdt for så vidt angår Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.
Det foreslås med stk. 1, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed afslutter realitetsbehandlede sager ved at træffe en afgørelse med en stillingtagen til, om der foreligger videnskabelig uredelighed. Der er tale om, at denne afgørelse ligesom efter gældende ret er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
I stk. 2 opregnes udtømmende de accessoriske reaktioner, som Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan anvende i forbindelse med, at nævnet efter stk. 1 træffer afgørelse om, at der foreligger videnskabelig Uredelighed. De oplistede reaktioner indgår som et led i afgørelserne efter stk. 1 og vil derfor være omfattet af det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb. De oplistede reaktioner, der skal anvendes under hensyntagen til det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, er udtryk for de reaktioner, som kan tænkes at være mest relevante i forbindelse med afgørelsen af en uredelighedssag. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at nævnet i overensstemmelse med almindelige regler kan iværksætte andre former for processuelle tiltag. Disse vil blot ikke være afgørelser i forvaltningslovens forstand. Således vil det som efter gældende ret være muligt for nævnet efter omstændighederne f.eks. at indgive politianmeldelse eller orientere en tilsynsmyndighed. Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at andre myndigheder m.fl. som følge af konstateret videnskabelig uredelighed pålægger forskeren andre former for sanktioner eller lignende, f.eks. at arbejdsgiveren anvender disciplinære ansættelsesretlige sanktioner over for forskeren, eller at en forskningsfinansierende fond fastsætter en ansøgningskarensperiode for forskeren.
Med nr. 1 foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage. Bestemmelsen er i overensstemmelse med den gældende retstilstand for UVVU. Modsat ekspertudvalget foreslår Uddannelses- og Forskningsministeriet, at muligheden for at henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage, opretholdes. Selvom ministeriet er enig med ekspertudvalget i, at forskeren blot kan vælge at ignorere henstillingen, kan det ikke afvises, at muligheden kan have selvstændig betydning. Begrundelsen for at opretholde denne reaktionsmulighed er desuden, at nævnet herved gives en mulighed for klart at tilkendegive, at et videnskabeligt produkt indeholder videnskabelig uredelighed af en sådan karakter, at produktet bør trækkes tilbage, så ny forskning ikke bygger videre på det pågældende uredelighedsbehæftede produkt.
Med nr. 2 foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan orientere den eller de berørte forskningsinstitutioner. Baggrunden for bestemmelsen, der er ny, er, at en forskningsinstitution vil have en væsentlig interesse i at blive orienteret om udfaldet af en sag om videnskabelig uredelighed i forbindelse med forskning udført på institutionen. Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af, at en berørt forskningsinstitution ofte efter lovforslagets §§ 10-11 vil være tættere involveret i sagsbehandlingen i konkrete sager om videnskabelig uredelighed.
Med nr. 3 foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan orientere forskerens arbejdsgiver. Bestemmelsen er i det væsentlige i overensstemmelse med, hvad der i dag gælder for UVVU, idet det dog ikke findes hensigtsmæssigt at opretholde kravet om, at den videnskabeligt uredelige skal være ansat som forsker. Det kan være af væsentlig betydning, at en arbejdsgiver orienteres, uanset om den pågældende (tilfældigvis) måtte være ansat i en decideret forskerstilling eller ej. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at begrebet forsker efter lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 7, foreslås at relatere sig til vedkommendes forskningsmæssige erfaringer og ikke nødvendigvis den pågældendes ansættelsesforhold.
Efter nr. 4 foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan orientere udgiveren af det videnskabelige produkt, herunder eventuelt henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage eller lignende. Baggrunden for bestemmelsen, der foreslås indsat efter inspiration fra ekspertudvalget, er, at en udgiver ofte har stor interesse i sagen og i dag ikke nødvendigvis modtager oplysning om, at et videnskabeligt produkt offentliggjort hos denne har været genstand for en uredelighedssag. Udgiverne spiller i forhold til tidligere også en større rolle i forhold til arbejdet med videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. De bør derfor orienteres, således at der kan foretages en vurdering af, om det videnskabelige produkt bør trækkes tilbage, korrigeres eller lignende. Nævnet bør i den sammenhæng kunne henstille til udgiveren, at disse skridt (tilbagetrækning, korrigering eller lignende) bør iværksættes. Herved forventes det også, at der skabes yderligere incitament til, at en forsker følger nævnets henstilling om tilbagetrækning efter nr. 1.
Efter nr. 5 foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan orientere den eller de fonde eller lignende, som helt eller delvis har finansieret den udførte forskning. Bestemmelsen er en udvidelse af gældende ret, hvorefter UVVU kan underrette en tilskudsgiver, hvis der er tale om, at udvalgene har konstateret, at der foreligger videnskabelig uredelighed i en ansøgning om tilskud fra offentlige forskningsbevillinger. Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forskningsfinansierende fonde og lignende har en væsentlig interesse i, om der i den forskning, de finansierer, er begået videnskabelig uredelighed, så fondene m.fl. kan træffe de nødvendige foranstaltninger, eksempelvis tilbagekalde bevilling, fastsætte karensperiode m.v. I den forbindelse forudsættes det, at nævnet orienterer de statslige forskningsfinansierende fonde, men det vurderes hensigtsmæssigt, at nævnet også har mulighed for at orientere andre offentlige og private fonde eller lignende, da forskningsprojekter kan indeholde finansiering fra flere typer fonde samtidig. Det bemærkes, at en yderligere konsekvens af en afgørelse om videnskabelig uredelighed kan være, at der fastsættes en karensperiode for den pågældende forsker i forhold til at søge midler fra Danmarks Frie Forskningsfond (i dag Det Frie Forskningsråd), jf. den foreslåede § 31, stk. 1, nr. 2, i det samtidig fremsatte lovforslag om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond.
Det bemærkes, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed skal iagttage reglerne i persondataloven, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger med senere ændringer, og sikkerhedsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000, som ændret ved bekendtgørelse nr. 201 af 22. marts 2001, om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, herunder i forhold til ovennævnte orienteringer af forskellige aktører. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnittene 3.5.2.5 og 3.5.3.4 i de almindelige bemærkninger.
I overensstemmelse med ekspertudvalgets tanker foreslås det som noget nyt lovfastsat, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan oversende forhold om mulig tvivlsom forskningspraksis til den relevante forskningsinstitution til videre behandling. Der tænkes på tilfælde, hvor Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har vurderet, at der i en sag ikke foreligger videnskabelig uredelighed, men omvendt vurderer, at sagen kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis. Oversendelse efter forslaget kan ske både i forbindelse med en formalitetsbehandling (lovforslagets §§ 13 og 14) og en realitetsbehandling (lovforslagets §§ 15 og 16). Bestemmelsen skal understrege vigtigheden af, at mulige forhold om tvivlsom forskningspraksis, der afdækkes af nævnet, videreformidles til forskningsinstitutionerne.
Som eksempler på forhold, som Nævnet for Videnskabelig Uredelighed forventes at overveje at oversende i medfør af bestemmelsen, kan nævnes sager, hvor nævnet konkluderer, at videnskabelig uredelighed ikke har fundet sted, men hvor der kan være problemer med datahåndtering, forfatterskaber m.m. Nævnet kan endvidere tænkes at anvende bestemmelsen i tilfælde, hvor nævnet vurderer, at en fabrikering, forfalskning eller plagiering ikke er begået forsætligt eller groft uagtsomt eller falder under bagatelgrænsen for videnskabelig uredelighed i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 1, samt i sager, der falder uden for nævnets kompetenceområde, jf. lovforslagets § 4, eller som nævnet i øvrigt afviser efter lovforslagets § 13.
Det er forventningen, at en oversendelse som udgangspunkt vil ske i forbindelse med, at sagen færdigbehandles ved Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Dvs. at nævnet først tager stilling til og får afklaret mulige forhold vedrørende videnskabelig uredelighed og herefter oversender eventuelle spørgsmål om tvivlsom forskningspraksis til behandling på institutionen. Det bemærkes imidlertid, at der principielt ikke er noget til hinder for, at oversendelsen sker på f.eks. et tidligere stadie af sagens behandling, og at der som følge heraf sker en samtidig behandling ved både nævnet og forskningsinstitutionen (nu i to sager). I dette tilfælde vil oversendelsen være en følge af, at nævnet træffer delafgørelse om, at de pågældende forhold, der oversendes, enten ikke er videnskabelig uredelighed, eller ikke, jf. lovforslagets § 13, vil blive vurderet af nævnet. Af hensyn til at fastholde en enkel sagsproces bør denne sidstnævnte model med opdeling i to sager kun anvendes, hvor forholdene i sagen taler særligt for dette.
Med udtrykket den relevante forskningsinstitution menes den forskningsinstitution, der må anses for at have den tætteste tilknytning til sagen. Som hovedregel vil dette typisk være den forskningsinstitution, som anmeldelsen om videnskabelig uredelighed skal indgives til efter lovforslagets § 10, stk. 1. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 19, stk. 1.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er at understøtte det grundlæggende hensyn bag lovforslaget om at skabe en sammenhængende og hensigtsmæssig håndtering af både sager om videnskabelig uredelighed og tilfælde af tvivlsom forskningspraksis.
Det bemærkes, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed skal iagttage reglerne i persondataloven, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger med senere ændringer, og sikkerhedsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000, som ændret ved bekendtgørelse nr. 201 af 22. marts 2001, om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, herunder i forhold til ovennævnte oversendelse af sager til forskningsinstitutionerne. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.5.2.5 og 3.5.3.4 i de almindelige bemærkninger.
UVVU's afgørelser kan i medfør af gældende ret ikke indbringes for anden administrativ myndighed (forvaltningsmyndighed).
Der henvises til afsnit 3.5.1.5 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse fastholdes i overensstemmelse med ekspertudvalgets anbefalinger gældende ret for så vidt angår Nævnet for Videnskabelig Uredelighed med den modifikation, at loven alene indeholder en eksplicit bestemmelse om afskæring af klageadgang i uredelighedssager. Bestemmelsen er en delvis kodifikation af det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt, hvorefter et nævns forvaltningsretlige afgørelser ikke uden klar hjemmel kan påklages til anden forvaltningsmyndighed. Det bemærkes hertil, at andre afgørelser end afgørelser i uredelighedssager, som nævnet måtte træffe, efter disse almindelige forvaltningsretlige regler heller ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. Baggrunden for forslaget er, at nævnets formand efter lovforslaget er landsdommer, og at nævnets øvrige medlemmer er anerkendte forskere. Det forventes således, at retlige og faglige hensyn er tilgodeset med den foreslåede konstruktion.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen samt Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds forvaltningsretlige status henvises der til henholdsvis afsnittene 3.5.2.6, 3.5.3.5 og 3.5.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Der er ikke i dag lovfæstede regler om forskningsinstitutionernes pligt til at behandle tilfælde af tvivlsom forskningspraksis.
Der henvises til afsnit 3.6.1 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er i overensstemmelse med ekspertudvalgets anbefalinger, hvorefter håndteringen af tvivlsom forskningspraksis overlades til forskningsinstitutionerne, der samtidig får pligt til at behandle tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, som dette begreb er defineret i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5. Efter bestemmelsen foreslås der således på lovniveau fastsat en pligt for forskningsinstitutionerne til at behandle sådanne tilfælde. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 4. Hensigten med disse to bestemmelser er at fastlægge, at alle sager om videnskabelig uredelighed skal behandles af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, mens tilfælde af tvivlsom forskningspraksis skal behandles af forskningsinstitutionerne.
Definitionen af tvivlsom forskningspraksis i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5, er formuleret bredt og forventes udfyldt gennem bl.a. praksis på forskningsinstitutionerne, jf. nærmere bemærkningerne ovenfor til bestemmelsen. Det forventes, at det nærmere indhold af pligten til at behandle tilfælde af tvivlsom forskningspraksis følger den dynamiske udvikling i forståelsen af begrebet. Den danske kodeks for integritet i forskning indeholder anbefalinger til institutionelle systemer til håndtering af brud på ansvarlig forskningspraksis, som flere danske forskningsinstitutioner har tilsluttet sig og er ved at implementere. Det er ikke hensigten med bestemmelsen, at samtlige tilfælde af tvivlsom forskningspraksis nødvendigvis skal håndteres efter den fulde procedure som skitseret i kodeksens anbefalinger (hvorefter der lægges op til først at foretage en indledende rådgivning angående mistanker om potentielle brud efterfulgt af en egentlig undersøgelse i dertil nedsatte udvalg eller lignende afsluttet med ledelsens stillingtagen til eventuelle sanktioner). Det forventes således med den nu foreslåede bestemmelse, at det overlades til forskningsinstitutionerne selv at tilrettelægge konkrete procedurer for håndtering af tvivlsom forskningspraksis. I den forbindelse kan det være hensigtsmæssigt eksempelvis at etablere en model, hvor mindre alvorlige tilfælde af tvivlsom forskningspraksis kan håndteres ved mægling, henstillinger og lignende, mens mere alvorlige tilfælde udsættes for en egentlig udvalgsbehandling eller lignende. Det afgørende er, at forskningsinstitutionen lever op til ansvaret med at håndtere tvivlsom forskningspraksis på institutionen, primært af forebyggende grunde.
Behandlingen af konkrete tilfælde af tvivlsom forskningspraksis vil ikke i sig selv være forvaltningsretlige afgørelsessager, dvs. de er ikke uden videre omfattet af forvaltningsloven. De konklusioner, som forskningsinstitutionerne kommer frem til i de enkelte sager, vil efter omstændighederne være uforbindende udtalelser, der ikke har egentlige retsvirkninger, men alene gengiver forskningsinstitutionens vurdering af den konkrete sag. Behandlingen af tilfælde af tvivlsom forskningspraksis vil dog (som i dag) kunne indgå som et led i egentlige forvaltningsretlige afgørelsessager, f.eks. ansættelsesretlige disciplinærsager mod ansatte.
Tilfælde af tvivlsom forskningspraksis kan tænkes at relatere sig til to eller flere forskningsinstitutioner. Forskningsinstitutionerne må i sådanne tilfælde nærmere aftale, hvilken af forskningsinstitutionerne der mest naturligt håndterer forholdet.
Forskningsinstitutioner, som ikke har særlig erfaring med at håndtere tvivlsom forskningspraksis, og som kan have vanskeligt ved egenhændigt at løfte opgaverne efter bestemmelsen, kan efter det foreslåede stk. 2 vælge at løse opgaverne i fællesskab med andre forskningsinstitutioner eller under anvendelse af (anden) ekstern ekspertise. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at nedsætte selvstændige juridiske personer, der kan varetage opgaverne, og det vil fortsat være den enkelte forskningsinstitution, hvor forholdet hører til, der i sidste ende bærer ansvaret for forholdets behandling, herunder har kompetencen i en evt. forvaltningsretlig afgørelsessag. Bestemmelsen giver imidlertid mulighed for, at forskningsinstitutionerne kan trække på hinandens eller en (anden) ekstern parts ekspertise. F.eks. vil professionshøjskolerne kunne gå sammen om nedsættelsen af et fælles udvalg – som organisatorisk placeres på én af professionshøjskolerne – der får som opgave at udtale sig til den berørte professionshøjskole, hvorunder det konkrete forhold henhører. En anden mulighed vil være, at en mindre forskningsinstitution indgår i et samarbejde med et universitet, hvor universitetet kan komme med udtalelser om tvivlsom forskningspraksis på forskningsinstitutionens område. Retningslinjerne efter lovforslagets § 20 vil skulle afspejle denne proces.
Bestemmelsen berører ikke forskningsinstitutionernes generelle pligt til i deres almindelige virksomhed (undervisning, forskning m.v.) at inddrage spørgsmål om tvivlsom forskningspraksis.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.6.2 og 3.6.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter bestemmelsen, der er i tråd med ekspertudvalgets anbefalinger, foreslås det pålagt forskningsinstitutionerne at udarbejde og offentliggøre retningslinjer for deres behandling af tilfælde af tvivlsom forskningspraksis. Herved sikres det, at tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, der kan være komplicerede og kræver særlig faglig indsigt, behandles gennemsigtigt og ensartet på tværs af videnskabelige områder. Retningslinjerne forventes at være i overensstemmelse med gældende ret, herunder almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at fravige, men alene supplere gældende ret. Hvis behandlingen af konkrete tilfælde af tvivlsom forskningspraksis indgår i en forvaltningsretlig afgørelsessag, forventes både retningslinjerne og forvaltningslovens regler iagttaget ved sagsbehandlingen. Hovedparten af universiteterne har allerede i dag nedskrevne retningslinjer for behandling af tilfælde af tvivlsom forskningspraksis.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.6.2 og 3.6.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret offentliggør UVVU en årlig beretning i ikke-personhenførbar form om udvalgenes virksomhed.
Der henvises til afsnit 3.7.1 i de almindelige bemærkninger.
På linje med retstilstanden i dag foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed udarbejder en årlig beretning om sin behandling af sager om videnskabelig uredelighed. Det forventes, at årsberetningen vil indeholde et resumé af de sager, som nævnet har behandlet i årets løb, hvor der som udgangspunkt ikke vil være angivet navne og lignende på den eller de involverede personer. Der videreføres med bestemmelsen ikke et fast krav om, at behandlede sager skal gengives anonymt i årsberetningen. Årsagen hertil ligger bl.a. i det forhold, at visse sager allerede er meget bredt kendt i offentligheden med identificerede personer, ligesom at sager om videnskabelig uredelighed ikke generelt er undtaget fra aktindsigt efter f.eks. offentlighedslovens regler. Nævnet må på den baggrund vurdere, om en sag i særlige tilfælde ikke meningsfuldt kan gengives i beretningen i anonymiseret form. Nævnets overvejelser i den forbindelse skal ske under iagttagelse af persondatalovens regler, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger med senere ændringer. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Udover konkrete sager forventes årsberetningen desuden at indeholde eventuelle andre relevante emner, som nævnet måtte ønske at medtage.
Det forventes endvidere, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, ligesom praksis er i dag i UVVU, vil offentliggøre sine afgørelser på nævnets hjemmeside som udgangspunkt i anonymiseret form, jf. dog ovenfor.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets generelle overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.7.3 i de almindelige bemærkninger.
Med baggrund i ekspertudvalgets anbefalinger foreslås det med bestemmelsen, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed udarbejder en årlig beretning om de tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, som har været under behandling ved forskningsinstitutionerne. Baggrunden herfor er, at der herved etableres og fastholdes et centralt overblik over og åbenhed om håndterede tilfælde af tvivlsom forskningspraksis i Danmark, hvilket bidrager til nyttig viden om integriteten i dansk forskning.
Da tilfælde af tvivlsom forskningspraksis behandles ved forskningsinstitutionerne, jf. lovforslagets § 19, udarbejdes beretningen på baggrund af en årlig afrapportering fra forskningsinstitutionerne til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. For at sikre en så ensartet og hensigtsmæssig afrapportering som mulig er det forventningen, at nævnet og forskningsinstitutionerne i fællesskab fastsætter rammerne for den nærmere praktiske tilrettelæggelse af afrapporteringen. I den forbindelse bemærkes det, at afrapporteringen så vidt muligt bør tilrettelægges med enkle procedurer for forskningsinstitutionerne, så der f.eks. undgås unødigt dobbeltarbejde. Der lægges således op til, at forskningsinstitutionerne alene skal afrapportere til nævnet, hvis der har været håndteret tilfælde af tvivlsom forskningspraksis på institutionen, ligesom allerede iværksatte afrapporteringsinitiativer på forskningsinstitutionerne, eksempelvis årsberetninger fra såkaldte praksisudvalg og lignende, kan indgå direkte i afrapporteringen.
For så vidt angår ekspertudvalgets og Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til henholdsvis afsnittene 3.7.2 og 3.7.3 i de almindelige bemærkninger.
UVVU sekretariatsbetjenes i dag af Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har delegeret denne forpligtelse til Styrelsen for Forskning og Uddannelse.
Der henvises til afsnit 3.8.1 i de almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen foreslås gældende ret videreført, således at sekretariatsbetjeningen af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed varetages af Uddannelses- og Forskningsministeriet eller en statslig myndighed under ministeriet.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.8.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret fører uddannelses- og forskningsministeren tilsyn med UVVU som en del af det almindelige sektortilsyn.
Der henvises til afsnit 3.8.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen eksplicit reguleret, at uddannelses- og forskningsministeren fører tilsyn med, at denne lov og regler fastsat i medfør heraf overholdes. Der er tale om en lovfæstelse af det almindelige sektortilsyn, idet håndtering af videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis hører under Uddannelses- og Forskningsministeriets ressort. Ved tilsyn forstås, at uddannelses- og forskningsministeren bl.a. skal påse, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed overholder lovens bestemmelser i sit virke, samt at forskningsinstitutionerne lever op til de pligter, de pålægges med lovforslaget. Tilsynsforpligtelsen skal sikre, at opgaverne med at behandle henholdsvis sager om videnskabelig uredelighed og tilfælde af tvivlsom forskningspraksis foregår på forsvarlig og lovlig vis i overensstemmelse med lovens bestemmelser og bestemmelser udstedt i medfør heraf.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.8.3 i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende ret kan uddannelses- og forskningsministeren fastsætte nærmere regler for UVVU's virke. UVVU-bekendtgørelsen indeholder ikke regler om formkrav og kommunikation i forbindelse med UVVU's behandling af sager om videnskabelig uredelighed.
Der henvises til afsnit 3.8.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen, at uddannelses- og forskningsministeren gives mulighed for ved bekendtgørelse at fastsætte regler for formkrav og tidsfrister for anmeldelser om videnskabelig uredelighed, kommunikation på andre sprog end dansk og om digital kommunikation, herunder anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur m.v.
Hjemmelen til at fastsætte regler for formkrav og tidsfrister for anmeldelser om videnskabelig uredelighed foreslås indført for at kunne medvirke til at lette sagsgangen i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i forbindelse med nævnets håndtering af konkrete anmeldelser. Som eksempler på formkrav, der kan fastsættes efter bestemmelsen, kan nævnes krav om anvendelse af anmeldelsesskema, format for anmeldelser og platform, herunder digital platform til brug for indgivelse af anmeldelser. Bestemmelsen kan endvidere anvendes til at fastsætte frister for anmeldelser om videnskabelig uredelighed, hvor det eksempelvis fastsættes, at anmeldelser skal vedrøre videnskabelige produkter indgivet til publicering inden for en vis nærmere bestemt tidsperiode.
Under hensyn til navnlig lovforslagets § 7 om anvendelse af ekspertbistand i sager om videnskabelig uredelighed foreslås det, at ministeren også kan fastsætte regler om kommunikation på andet sprog end dansk. Der kan være behov for at indhente udenlandsk bistand i en konkret sag, hvorfor det vil være hensigtsmæssigt af hensyn til kommunikationen med sådanne internationale eksperter, at der kan stilles krav om, at materialet i sagen skal foreligge på engelsk.
Nævnet kan endvidere have behov for at anvende bestemte it-systemer og særlige digitale formater i deres sagsbehandling og i kommunikation med anmelder og andre, hvorfor en hjemmel til at fastsætte regler herom foreslås indført.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.8.3 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at uddannelses- og forskningsministeren i overensstemmelse med gældende ret gives hjemmel til at bemyndige en statslig myndighed under ministeriet eller andre statslige myndigheder efter forhandling med vedkommende minister til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt uddannelses- og forskningsministeren.
Bestemmelsen går for det første ikke videre, end hvad der allerede gælder efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, hvorefter en minister på ulovbestemt grundlag kan delegere kompetence til myndigheder, der ligger i det administrative hierarki under ministeriet. For det andet gives der med bestemmelsen imidlertid uddannelses- og forskningsministeren mulighed for også at kunne delegere kompetence til en myndighed, der ligger i det administrative hierarki under en anden minister. Herved sikres det, at uddannelses- og forskningsministeren, hvis der f.eks. træffes beslutning om flytning af en myndighed under ministeriet, kan henlægge myndighedsopgaver efter loven til en sådan myndighed, hvis dette findes hensigtsmæssigt. Delegation til en myndighed inden for et andet ministerområde vil alene kunne ske efter forhandling med den pågældende minister.
Med bestemmelsen i stk. 1 gives uddannelses- og forskningsministeren mulighed for at kunne gennemføre en samlet regulering af spørgsmål om delegation og klageadgang, jf. nedenfor, efter loven, idet ministeren kan udstede en bekendtgørelse, der samlet regulerer disse forhold.
Efter bestemmelsen i stk. 2 foreslås det, at der gives uddannelses- og forskningsministeren hjemmel til, at denne kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages. Bestemmelsen angår, jf. henvisningen i bestemmelsen til stk. 1, alene afgørelser, der træffes i henhold til en delegation af ministerens beføjelser efter dette lovforslag. Afgørelser, der træffes på andet grundlag, falder udenfor. Bestemmelsen giver ministeren mulighed for f.eks. at fastsætte regler om klagefrister, klagevej og om prøvelsesbegrænsning i klageinstansen, men også til helt at afskære klageadgangen.
Med bestemmelsen i stk. 3 får uddannelses- og forskningsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1. Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor ministeren udnytter sin adgang til at delegere beføjelser efter lovforslaget til statslige myndigheder uden for Uddannelses- og Forskningsministeriets ressort. De regler, som ministeren kan fastsætte i medfør af bestemmelsen, kan eksempelvis vedrøre sagsbehandlingsskridt og fastsættelse af frister.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.8.3 i de almindelige bemærkninger.
Forslaget til bestemmelsen har til hensigt i videst muligt omfang at sikre klarhed, kontinuitet og funktionsduelighed i forbindelse med, at de opgaver, der i dag varetages af UVVU, fremadrettet foreslås varetaget af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed med de ændringer, der følger af lovforslaget.
Med stk. 1 foreslås loven at træde i kraft den 1. juli 2017. Det forventes, at der kan ske behørig udpegning af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed pr. den 1. juli 2017, så nævnet vil kunne behandle sager om videnskabelig uredelighed ved lovens ikrafttrædelse. Det bemærkes, at lov om forskningsrådgivning m.v., der i dag regulerer UVVU, foreslås ophævet med det samtidig fremsatte lovforslag om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmark Frie Forskningsfond.
Det kan imidlertid ikke udelukkes, at nævnet ikke vil være fuldt udpeget pr. denne dato, hvorfor der med stk. 2 foreslås indsat en mulighed for, at de siddende medlemmer af UVVU i en overgangsperiode udgør nævnet. Bestemmelsen i stk. 2 tænkes anvendt for en begrænset periode, hvor medlemmerne af UVVU kan behandle sager om videnskabelig uredelighed efter lovforslaget og i øvrigt varetage nævnets opgaver, indtil nævnet er behørigt sammensat. Herefter vil behandlingen af sager om videnskabelig uredelighed overgå til de efter lovens § 6 udpegede medlemmer af nævnet, jf. dog stk. 3.
Efter det foreslåede stk. 3 skal de siddende medlemmer af UVVU efter anmodning fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, bistå med at færdigbehandle sager, der er indbragt før lovens ikrafttræden. Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at sådanne sager kan håndteres så smidigt og hensigtsmæssigt som muligt. Under hensyn til den ofte komplicerede og omfangsrige karakter af sager om videnskabelig uredelighed vil det være formålstjenstligt, hvis siddende medlemmer af UVVU, der allerede har sat sig ind i sagsmaterialet i en konkret sag, får mulighed for at bidrage til sagens behandling og afslutning. I den forbindelse er der et væsentligt hensyn at tage til sagens parter i forhold til, at sagsbehandlingen ikke trækker unødigt ud. Det bemærkes, at bestemmelsen vedrører bistand fra medlemmer af UVVU, hvis udpegningsperiode ikke er udløbet ved lovens ikrafttræden eller ved tidspunktet for anmodningen om bistand.
Med stk. 4 foreslås det, at loven ikke finder anvendelse på sager indbragt for UVVU før lovens ikrafttræden. For disse sager finder de hidtil gældende regler anvendelse. Sager indbragt før lovens ikrafttræden skal således behandles efter de gældende regelsæt, dvs. lov om forskningsrådgivning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 365 af 10. april 2014, og UVVU-bekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 306 af 20. april 2009 om Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 144 af 20. februar 2012. Bestemmelsen har til hensigt at skabe klarhed over, hvilke regler, der skal anvendes i en konkret sag. Det bemærkes hertil, at Østre Landsret i dom af 18. februar 2015, 19. afd. nr. B-3931-13, har fastslået, at det uredelighedsbegreb, der skal anvendes i en konkret sag om videnskabelig uredelighed, er den definition af begrebet, som var gældende på tidspunktet for afgivelsen eller publiceringen af det omhandlede videnskabelige produkt. Det forventes, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i behandlingen af konkrete sager følger landsrettens anvisninger om, hvilken definition af begrebet videnskabelig uredelighed, der skal anvendes i sagen.
Det foreslås med stk. 5, at de første årlige beretninger om videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis efter lovforslagets §§ 21 og 22 skal vedrøre perioden fra lovens ikrafttræden til 31. december 2018, idet loven træder i kraft midt på året.
