LOV nr 383 af 26/04/2017
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Lov om videnskabelig uredelighed m.v. § 21
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed udarbejder en årlig beretning om sin behandling af sager om videnskabelig uredelighed.
Forarbejder til Lov om videnskabelig uredelighed m.v. § 21
RetsinformationEfter gældende ret offentliggør UVVU en årlig beretning i ikke-personhenførbar form om udvalgenes virksomhed.
Der henvises til afsnit 3.7.1 i de almindelige bemærkninger.
På linje med retstilstanden i dag foreslås det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed udarbejder en årlig beretning om sin behandling af sager om videnskabelig uredelighed. Det forventes, at årsberetningen vil indeholde et resumé af de sager, som nævnet har behandlet i årets løb, hvor der som udgangspunkt ikke vil være angivet navne og lignende på den eller de involverede personer. Der videreføres med bestemmelsen ikke et fast krav om, at behandlede sager skal gengives anonymt i årsberetningen. Årsagen hertil ligger bl.a. i det forhold, at visse sager allerede er meget bredt kendt i offentligheden med identificerede personer, ligesom at sager om videnskabelig uredelighed ikke generelt er undtaget fra aktindsigt efter f.eks. offentlighedslovens regler. Nævnet må på den baggrund vurdere, om en sag i særlige tilfælde ikke meningsfuldt kan gengives i beretningen i anonymiseret form. Nævnets overvejelser i den forbindelse skal ske under iagttagelse af persondatalovens regler, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger med senere ændringer. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Udover konkrete sager forventes årsberetningen desuden at indeholde eventuelle andre relevante emner, som nævnet måtte ønske at medtage.
Det forventes endvidere, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, ligesom praksis er i dag i UVVU, vil offentliggøre sine afgørelser på nævnets hjemmeside som udgangspunkt i anonymiseret form, jf. dog ovenfor.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets generelle overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.7.3 i de almindelige bemærkninger.