Lov om videnskabelig uredelighed m.v. § 11

Efter gældende ret er der ikke ved lov fastsat nærmere regler for, hvilke oplysninger en anmeldelse om videnskabelig uredelighed skal indeholde. Det følger dog af praksis i UVVU, at det i en anmeldelse til udvalgene skal være muligt at identificere det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen, subjektet for anmeldelsen og de påstande om videnskabelig uredelighed, som fremsættes med anmeldelsen. Uden disse oplysninger kan UVVU ikke iværksætte sin sagsbehandling og sin vurdering af, om der er begået videnskabelig uredelighed i sagen.

Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås det som en naturlig følge af, at anmeldelser nu foreslås indgivet til forskningsinstitutionerne, jf. lovforslagets § 10, stk. 1, at en forskningsinstitution ved modtagelsen af en anmeldelse skal påse, at denne anmeldelse indeholder de grundlæggende oplysninger, der er nødvendige for Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds vurdering af sagen. Der lægges således op til, at forskningsinstitutionen foretager en indledende screening af sagen i forhold til, om sagen indeholder oplysningerne som angivet i bestemmelsens stk. 1, nr. 1-4, og om der dermed er tale om en sag om videnskabelig udredelighed, som skal behandles af nævnet. Det bemærkes hertil, at denne screening kan foretages i dialog med nævnet, så det på mest hensigtsmæssig vis kan klarlægges så tidligt som muligt, om der synes at være tale om en sag omfattet af nævnets kompetence. Bestemmelsen skal endvidere bidrage til, at sagen allerede fra begyndelsen er grundlæggende oplyst. Bestemmelsen er tænkt som en hjælp for nævnet i arbejdet med at oplyse sagen efter det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip (officialprincippet). Samtidig forventes bestemmelsen i et vist omfang at medvirke til at begrænse antallet af mulige chikanøse anmeldelser, idet det bliver sværere at rejse sager på mere vilkårligt grundlag. Det forventes, at forskningsinstitutionen efter almindelige forvaltningsretlige principper bistår anmelderen med nærmere vejledning, hvis anmeldelsen ikke i udgangspunktet opfylder de indholdsmæssige krav i stk. 1.

Efter nr. 1 skal forskningsinstitutionen påse, at anmeldelsen indeholder oplysninger om det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen. Bestemmelsen har sammenhæng med lovforslagets § 4, stk. 1, hvorefter Nævnet for Videnskabelig Uredelighed alene kan behandle sager, der vedrører et eller flere videnskabelige produkter. Hensigten med bestemmelsen er således at sikre en anmeldelsesproces, hvor det så tidligt som muligt kan klarlægges, om genstanden for sagen ser ud til at være et videnskabeligt produkt, selv om den endelige afgørelse heraf foretages af nævnet, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 4. De oplysninger, der tænkes på med bestemmelsen, er oplysninger, der gør det muligt at identificere produktet, eksempelvis titel, udgivelsesdato og -sted.

Efter nr. 2 skal forskningsinstitutionen påse, at anmeldelsen indeholder oplysninger om den eller de forskere, som anmeldelsen vedrører. Herved søges en tydelig identifikation af den eller de personer, der er subjekter for anmeldelsen. Hensigten med bestemmelsen er endvidere at gøre det muligt for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed at foretage en vurdering af, om de forskere, som anmeldes, har bidraget til afgivelsen af det videnskabelige produkt, der er genstand for anmeldelsen, jf. kravet herom i lovforslagets § 4, stk. 2.

Efter nr. 3 og nr. 4 skal forskningsinstitutionen påse, at anmeldelsen indeholder oplysninger om de påstande om videnskabelig uredelighed, der fremsættes, samt begrundelsen for disse påstande. Hensigten med bestemmelsen er at bidrage til så tidligt som muligt at få klarlagt, om der er tale om en sag om videnskabelig uredelighed som defineret i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4. Bestemmelsen er også tænkt som en hjælp for nævnet i den videre sagsbehandling i forhold til at identificere de forhold, som nævnet skal vurdere i sagen. Det bemærkes, at forskningsinstitutionen ikke skal foretage en materiel vurdering af, om der er begået videnskabelig uredelighed. Denne vurdering tilkommer alene Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Forskningsinstitutionen skal derimod påse, om der er fremsat påstande om videnskabelig uredelighed, samt om anmeldelsen indeholder en begrundelse for disse påstande, så nævnet i givet fald kan påbegynde sagens behandling på et oplyst grundlag.

Hvis oplysningerne efter stk. 1 fremgår af anmeldelsen, foreslås det med stk. 2, at forskningsinstitutionen efter dialog med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed skal udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder og sende sagen, herunder den nævnte redegørelse, anmeldelsen og evt. anden relevant dokumentation, til nævnet. Baggrunden for forslaget om, at forskningsinstitutionen skal udarbejde en redegørelse om sagens faktiske omstændigheder, hvilket er i overensstemmelse med ekspertudvalgets anbefalinger, jf. afsnit 3.5.2.4 i de almindelige bemærkninger, er, at sagen også fra forskningsinstitutionens side er oplyst mest muligt, når nævnet modtager sagen, samt at forskningsinstitutionen inddrages i sagen. Forskningsinstitutionen vil ofte ligge inde med faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse, og det er af hensyn til sagsbehandlingen hensigtsmæssigt, at disse oplysninger lægges frem på så tidligt et stadie som muligt. For at bidrage til, at sagen fremmes med størst mulig hurtighed, foreslås det, at sagen sendes til nævnet senest tre måneder efter modtagelsen af behørig anmeldelse. Nævnet kan under iagttagelse af almindelige regler anmode den involverede forskningsinstitution og eventuelle andre implicerede forskningsinstitutioner m.fl. om yderligere oplysninger, hvis dette er nødvendigt af hensyn til sagens oplysning. Den egentlige sagsbehandling i sager om videnskabelig uredelighed ligger således fortsat i nævnet. Med lovforslaget stilles der ikke nærmere krav til udformningen af disse redegørelser, da det forventes, at redegørelserne udarbejdes i dialog med nævnet under hensyn til omstændighederne i den konkrete sag. Tanken med forslaget om dialog i relation til forskningsinstitutionernes redegørelser er, at forskningsinstitutionen, når denne har vurderet, at en sag vedrører videnskabelig uredelighed og dermed skal overdrages til behandling i nævnet, tager kontakt til nævnet med henblik på at klarlægge det nærmere indhold i redegørelsen. Det skal hertil bemærkes, at bestemmelsen skal forstås med en vis fleksibilitet for forskningsinstitutionen, så denne i sager, hvor det står relativt klart, hvilke oplysninger redegørelsen bør indeholde, blot kan orientere nævnet herom.

Hvis oplysningerne efter stk. 1 ikke fremgår af anmeldelsen, foreslås det med stk. 3, at forskningsinstitutionen skal afvise at oversende sagen til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Ved afvisningen afsluttes sagen for så vidt angår uredelighedsdelen, men forskningsinstitutionen skal samtidig overveje, om der er grundlag for at behandle sagen som tvivlsom forskningspraksis. Med afvisningen vil der være tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, da sager om videnskabelig uredelighed i sig selv er forvaltningsretlige afgørelsessager, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 4 og 16. Forvaltningslovens regler er rettet mod sagens parter, dvs. personer, der har en væsentlig og individuel interesse i sagen. I sager om videnskabelig uredelighed vil den forsker, der er genstand for sagen, være omfattet af partsbegrebet, og forvaltningslovens regler vil i hvert fald være rettet mod denne. En anmelder vil ikke alene på baggrund af anmeldelsen være part i sagen. Om en anmelder i det enkelte tilfælde vil have partsstatus, beror på en helt konkret vurdering af den enkeltes væsentlige og individuelle interesse i sagen. En anmelder bør under alle omstændigheder modtage meddelelse om, at forskningsinstitutionen afviser anmeldelsen. Hvis en forskningsinstitution afviser en anmeldelse, og denne afvisning går en part imod, skal forskningsinstitutionen i overensstemmelse med forvaltningsloven meddele klagevejledning til parten, såfremt der i henhold til styrelsesreglerne for den pågældende forskningsinstitution er en klageinstans.

Det bemærkes hertil, at hensigten med lovforslaget i tråd med ekspertudvalgets anbefalinger er at afskære anmeldere fra automatisk at opnå partsstatus i sager om videnskabelig uredelighed, hvilket er en afvigelse fra gældende praksis.

For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.3 i de almindelige bemærkninger.