Lov om videnskabelig uredelighed m.v. § 10

Sager om videnskabelig uredelighed rejses efter gældende ret ved anmeldelse, og anmeldelse indgives direkte til UVVU. Udvalgene kan efter nærmere regler også behandle sager, der rejses af en person, der ønsker at blive renset for navngivne, anonyme eller kildebeskyttede påstande om videnskabelig uredelighed. De nævnte tilfælde udgør udgangspunktet for, hvordan sager rejses ved udvalgene, jf. om egen drift-muligheden bemærkningerne til lovforslagets § 12.

Der henvises til afsnit 3.5.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås gældende ret videreført, således at sager om videnskabelig uredelighed som udgangspunkt, jf. dog egen drift-bestemmelsen i lovforslagets § 12, rejses ved anmeldelse. En anmeldelse kan både vedrøre en eller flere tredjemænd samt anmelderen selv. Renselsesmuligheden foreslås således bibeholdt med den modifikation, at bestemmelsen ikke begrænses til navngivne, anonyme eller kildebeskyttede påstande, idet det ikke kun bør være disse specificerede påstande om videnskabelig uredelighed, der omfattes af muligheden for at rejse en sag om renselse. At sager om videnskabelig uredelighed som udgangspunkt rejses ved anmeldelse, er på linje med ekspertudvalgets anbefalinger, jf. afsnit 3.5.2.4 i de almindelige bemærkninger.

Ekspertudvalget har foreslået, at anmeldelser om videnskabelig uredelighed indgives til den centrale uredelighedsmyndighed. Uddannelses og Forskningsministeriet foreslår imidlertid, at anmeldelser i disse sager indgives til den forskningsinstitution, hvor den forskning, der er genstand for anmeldelsen, er udført. Baggrunden herfor er at tillægge forskningsinstitutionerne et mere tydeligt medansvar ved behandlingen af sager om videnskabelig uredelighed og samtidig understøtte en mere hensigtsmæssig, gennemskuelig og enkel sagsgang med én samlet indgang for anmeldelser af videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Hvis forskningen er udført på flere forskningsinstitutioner, skal anmeldelse indgives til den forskningsinstitution, hvor den væsentligste del af den berørte forskning er udført, og en evt. anden forskningsinstitution, der måtte modtage en anmeldelse, skal i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler videresende anmeldelsen til hovedforskningsinstitutionen. Der kan principielt tænkes at være flere forskningsinstitutioner, til hvem anmeldelse kan indgives, og det forventes i givet fald, at de berørte institutioner aftaler nærmere, hvem der skal håndtere anmeldelsen, eventuelt efter dialog med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Det bemærkes, at det med lovforslaget forventes, at nævnet i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler videresender eventuelle anmeldelser omfattet af bestemmelsens stk. 1 til den relevante forskningsinstitution, hvis anmeldelsen indgives direkte til nævnet.

Med stk. 2 foreslås det, at anmeldelse indgives direkte til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i de tilfælde, hvor forskningen ikke er udført på en offentlig dansk forskningsinstitution, eller hvor den forskningsinstitution, hvor forskningen er udført, selv rejser sagen. Baggrunden for bestemmelsen er at sikre, at også sådanne sager kan bringes frem for og behandles af nævnet. Bestemmelsen er en konsekvens af, at anmeldelser efter stk. 1 forudsætter en anmelder, og at forskningen er udført på en dansk forskningsinstitution, hvortil anmeldelsen kan indgives. Der er derfor behov for at supplere stk. 1 med bestemmelsen i stk. 2, således at sager, der rejses af forskningsinstitutionen selv, og sager, der ikke vedrører forskning på en dansk forskningsinstitution, kan indgives direkte til nævnet.

Med stk. 3 foreslås det som noget nyt lovfæstet, at en forskningsinstitution har pligt til at indgive anmeldelse, hvis der er begrundet mistanke om, at der i en konkret sag ved forskningsinstitutionen foreligger videnskabelig uredelighed omfattet af Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds kompetence. Begrundet mistanke forventes at foreligge, hvis forskningsinstitutionen har grund til at antage, at der kan være begået videnskabelig uredelighed. Omfattet af bestemmelsen er således tilfælde, hvor forskningsinstitutionen selv bliver opmærksom på forhold, der kan indebære videnskabelig uredelighed og derfor evt. kunne have ført til en anmeldelse herom til forskningsinstitutionen, uden at dette dog er sket. Det er med den foreslåede bestemmelse ikke hensigten, at forskningsinstitutionen i den forbindelse skal foretage en forprøvelse af, om de pågældende forhold er udtryk for videnskabelig uredelighed, men alene om der er en sådan tilstrækkelig begrundet mistanke herom til, at sagen bør overdrages til nævnet til nærmere udredning. Pligten omfatter både den situation, hvor der skal foretages anmeldelse til en (anden) forskningsinstitution efter stk. 1, og hvor der skal foretages anmeldelse direkte til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed efter stk. 2. Det er således ikke kun hovedforskningsinstitutionen, som dette begreb er beskrevet ovenfor, der har anmeldepligt, men også en forskningsinstitution, der har en mere perifer tilknytning til sagen. Hensigten med den foreslåede bestemmelse, der er i overensstemmelse med ekspertudvalgets tanker, jf. afsnit 3.5.2.4 i de almindelige bemærkninger, er at medvirke til at motivere til, at alle sager om videnskabelig uredelighed håndteres retmæssigt i overensstemmelse med lovforslagets bestemmelser. Det bemærkes, at hvis der foreligger en begrundet mistanke ved forskningsinstitutionen om fabrikering, forfalskning eller plagiering, som ikke er omfattet af nævnets kompetence, eksempelvis i form af en konkret sag, som nævnet har afvist at behandle, fordi sagen ikke vedrører et videnskabeligt produkt, bør forskningsinstitutionen overveje at behandle forholdet som et tilfælde af tvivlsom forskningspraksis efter lovforslagets § 19.

For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.3 i de almindelige bemærkninger.