LOV nr 383 af 26/04/2017
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Lov om videnskabelig uredelighed m.v. § 8
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af nævnets medlemmer, herunder formanden, er til stede. Nævnet træffer beslutning ved almindelig stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer. Ved stemmelighed afgør formandens stemme udfaldet.
Forarbejder til Lov om videnskabelig uredelighed m.v. § 8
RetsinformationDer findes ikke generelt for offentlige nævn særlige regler for, hvordan disse i den interne proces træffer beslutning. Der eksisterer imidlertid på området almindelige uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger. Disse grundsætninger er i dag for UVVU suppleret af bestemmelser i lov om forskningsrådgivning m.v., UVVU-bekendtgørelsen og udvalgenes forretningsorden. Herefter er et udvalg beslutningsdygtigt, når formanden og fire medlemmer eller et tilsvarende antal suppleanter er til stede. Det følger endvidere af regelsættet, at et udvalg i videst muligt omfang skal træffe beslutning i enighed, og at beslutning træffes ved almindelig stemmeflerhed, såfremt enighed ikke kan opnås. Formanden træffer afgørelse i retlige spørgsmål.
Der henvises til afsnit 3.5.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelses 1. pkt. foreslås det såkaldte quorumkrav reguleret, dvs. kravet om, hvor mange af Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds medlemmer der skal være til stede for, at nævnet er beslutningsdygtigt. Det foreslås, at quorum sættes til mindst halvdelen af nævnets medlemmer. Baggrunden for dette forslag er, at quorumreglerne herefter stemmer overens med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. For bl.a. at sikre de enkelte beslutningers lovlighed og af hensyn til stemmelighedsreglen i 3. pkt. foreslås det, at formanden altid skal være en del af quorum. Det bemærkes, at nævnsmedlemmerne efter almindelige forvaltningsretlige principper generelt vil have mødepligt og kun vil kunne undslå sig fra at deltage i nævnets arbejde ved lovligt forfald, f.eks. sygdom.
Med 2. pkt. foreslås det, at beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer. Ved almindelig stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer menes, at der skal foreligge et flertal blandt de afgivne stemmer for et bestemt forslag, for at dette forslag vedtages – såkaldt absolut flertal. Generelt har Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds medlemmer efter almindelige forvaltningsretlige principper stemmepligt, hvilket er en følge af, at afstemningsdelen er en integreret del af nævnets arbejde. Et nævnsmedlem kan således ikke undslå sig fra at deltage i nævnets beslutningsproces ved f.eks. at undlade at afgive stemme, herunder ”stemme blankt”.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres den gældende ordning med, at formanden træffer afgørelse i retlige spørgsmål, ikke. Baggrunden herfor er, at det bør være nævnet som samlet myndighed, der træffer afgørelser i alle sager, og at det i øvrigt i visse tilfælde kan være vanskeligt at adskille retlige spørgsmål fra faglige spørgsmål. Som følge af, at formanden efter lovforslaget skal være landsdommer, er det forventningen, at formandens holdning til retlige spørgsmål naturligt vil vægte tungt. Formanden skal efter forslaget, jf. ovenfor, altid være en del af quorom, hvilket sikrer, at formanden altid kommer ind over de retlige spørgsmål.
3. pkt. udgør en modifikation til 2. pkt. Det foreslås med bestemmelsen, at formandens stemme ved stemmelighed afgør udfaldet. Reglen sikrer, at der ikke ved stemmelighed er risiko for, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed ikke kan træffe beslutning.
For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser bag bestemmelsen henvises der til afsnit 3.5.3.2 i de almindelige bemærkninger.