Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 19
Med forslaget til § 19 gennemføres dele af artikel 38 og 39 i BRRD og omhandler brugen af virksomhedssalg. Ved et virksomhedssalg kan Finansiel Stabilitet overdrage ejerskabsinstrumenter udstedt af virksomheden eller enheden under afvikling, samt aktiver, rettigheder og forpligtelser fra virksomheden eller enheden til tredjemand, jf. det foreslåede stk. 1.
Virksomhedssalg vil være anvendeligt på alle virksomheder eller enheder under afvikling. Det er ikke et krav for anvendelsen af virksomhedssalg, at den del, der overføres, kan betegnes som en selvstændig virksomhed eller virksomhedsdel. Virksomhedssalg kan anvendes til at overdrage større eller mindre virksomhedsområder eller aktiver m.v., og aktiver og rettigheder kan overføres med eller uden forpligtelser, og ved koncerner kan dattervirksomheder overdrages.
Virksomhedssalg kan anvendes til at foretage flere overdragelser til den samme køber eller anvendes til overdragelser til flere forskellige erhververe.
Overdragelse af aktiver, rettigheder og forpligtelser med tilknyttede sikkerheder kan finde sted for eksempel i forbindelse med overdragelse af finansielle kontrakter, strukturerede finansieringer m.v. I forbindelse hermed er det afgørende, at virksomhedens eller enhedens kreditorer ikke påføres større tab end ved virksomhedens eller enhedens afvikling ved konkurs, og at kreditorer inden for samme klasse som udgangspunkt ikke behandles forskelligt.
Virksomhedssalg kan anvendes på alle de af lovforslaget omfattede virksomheder og enheder.
Overdragelsesbeføjelsen kan anvendes sammen med de øvrige afviklingsbeføjelser, lige som Finansiel Stabilitet, for så vidt angår de enkelte aftaleforhold, der overdrages, kan anvende afviklingsbeføjelserne i kapitel 5 til at ændre og modificere aftalevilkår i forbindelse med overdragelsen.
Overdrages kun en del af aktiverne, rettighederne eller forpligtelserne i virksomheden eller enheden under afvikling, skal den resterende del af virksomheden eller enheden, hvorfra aktiverne, rettighederne eller forpligtelserne er blevet overdraget, og hvis der ikke iværksættes øvrige foranstaltninger herfor, afvikles ved konkurs. Dette skal ske inden for en rimelig tidsfrist og under hensyntagen til den pågældende virksomheds eller enheds eventuelle behov for at levere ydelser eller støtte i henhold til § 42. Det skal således være muligt for den modtagende part at fortsætte de aktiviteter eller ydelser, der erhverves ved overdragelsen med henblik på at nå afviklingsmålene.
Overdragelsen til et broinstitut er udtrykkeligt ikke omfattet af bestemmelsen, da dette reguleres direkte i §§ 21 og 22.
Vederlaget ved overdragelsen tilfalder den enhed eller person, overdragelsen sker fra, jf. det foreslåede stk. 2. Det vil sige, at ved overdragelse af ejerskabsinstrumenter tilfalder vederlaget de pågældende ejere. Ved overdragelse af aktiver, rettigheder og forpligtelser fra virksomheder eller enheder tilfalder vederlaget virksomheden eller enheden.
Af det foreslåede stk. 3 fremgår, at Finansiel Stabilitet kan gennemføre overdragelsen tanpa samtykke fra kapitalejere eller andre tredjemænd, jf. dog § 20. Det forhold, at der ikke skal indhentes samtykke fra kapitalejere og anden tredjemand skal ses i sammenhæng med, at der ved overdragelsen sker universalsuccession, jf. umiddelbart herunder. Finansiel Stabilitet skal iagttage de procedurer og regler, der fastsættes i medfør af § 47, stk. 2. Henvisningen til § 20 har til formål at gøre opmærksom på Finanstilsynets tilladelser som beskrevet i § 20.
Købers overtagelse af hele eller dele af en virksomhed eller enhed under afvikling anses for at være en videreførelse af virksomheden eller enheden under afvikling eller den del, der overtages. Køberen kan derfor fortsætte med at udøve enhver rettighed, som virksomheden eller enheden udøvede i forbindelse med de overførte aktiver, rettigheder eller forpligtelser. Dette gælder således også for virksomheden eller enheden, som måtte udøve retten til at levere tjenesteydelser eller til at etablere sig i andre medlemsstater. Bestemmelsen fastslår således, at der sker universalsuccession, og der skal således fx ikke indhentes samtykker fra kreditorer.
På den baggrund vil køber tillige kunne fortsætte med at udøve den ret til medlemskab af og adgang til betalings-, clearings- og afregningssystemer, børser, investorgarantiordninger og indskudsgarantiordninger, som den virksomhed eller enhed, der er under afvikling, udøvede, forudsat at køberen opfylder medlemsskabs‑ og deltagelseskriterierne for sådanne systemer. Desuden skal køber fortsat have sådan adgang uanset at instituttet endnu ikke har en rating fra et kreditvurderingsbureau, eller at denne rating ikke opfylder de krav til rating, der kræves for at få adgang til nævnte systemer. Virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse.
Efter stk. 4 skal overdragelsen ske på kommercielle vilkår under hensyntagen til forholdene. Det vil sige, at overdragelsen skal ske til markedspris samt på vilkår, der er sædvanlige under hensyntagen til den konkrete situation, virksomheden eller enheden befinder sig i, og den tidsramme, der arbejdes under. Overdragelsen skal ske i overensstemmelse med statsstøttereglerne.
Ved fastsættelsen af vederlaget skal Finansiel Stabilitet tage udgangspunkt i værdiansættelsen i medfør af §§ 6 eller 7. Det endelige vederlag aftales mellem Finansiel Stabilitet og den private køber. Overdragelsen skal ske hurtigt, og en overdragelse af ejerskabsinstrumenter m.v. til køberen skal således have øjeblikkelig retsvirkning. Vederlaget kan være nul.
Finansiel Stabilitet skal udbyde de aktiver, rettigheder, forpligtelser eller ejerskabsinstrumenter i den pågældende virksomhed eller enhed, som Finansiel Stabilitet agter at overdrage, til salg, eller træffe tilsvarende foranstaltninger. Finansiel Stabilitet fastlægger salgsdelene, herunder om der eventuelt skal foretages en opdeling i puljer af rettigheder, aktiver og forpligtelser.
En salgsproces skal gennemføres så transparent som muligt i betragtning af omstændighederne og navnlig behovet for at opretholde den finansielle stabilitet. Interessekonflikter skal undgås, og salgsprocessen må ikke ubehørigt begunstige eller forskelsbehandle potentielle købere, ligesom den ikke må give en potentiel køber en urimelig fordel. Ved gennemførelsen af salgsprocessen skal der samtidig tages hensyn til behovet for at gennemføre en hurtig afvikling. Målet med salgsprocessen er at få så høj en salgspris som muligt for de berørte ejerskabsinstrumenter, aktiver, rettigheder eller forpligtelser, samtidig med at salget gennemføres hurtigt.
Ovenstående principper for udbuddet er ikke til hinder for, at Finansiel Stabilitet kan rette henvendelse til bestemte potentielle købere. En eventuel offentliggørelse af salgsprocessen kan udsættes i henhold til værdipapirhandelslovens regler om udsættelse af offentliggørelse af intern viden.
Finansiel Stabilitet kan desuden fravige principperne for salgsprocessen, hvis opfyldelsen væsentligt vil skade afviklingsmålene, herunder hvis det vil forårsage eller forværre en trussel mod den finansielle stabilitet, eller det vil svække anvendelsen af virksomhedssalget. Finansiel Stabilitet kan således tilsidesætte kravet om en åben og transparent salgsproces, hvis en sådan kommerciel proces, vil svække et eller flere af afviklingsmålene, jf. § 5. Dette vil navnlig være, hvis Finansiel Stabilitet finder, at der består en væsentlig trussel mod den finansielle stabilitet, og at denne er forårsaget eller forværres af, at den virksomhed eller enhed, der er under afvikling, er blevet eller forventeligt bliver nødlidende, og at overholdelse af en procedure efter 1. pkt. efter alt at dømme vil svække effektiviteten af virksomhedssalg med hensyn til at imødegå truslen eller opfylde afviklingsmålet i § 5.
Finansiel Stabilitet gennemfører således en åben og transparent salgsproces på den bedst mulige måde under de konkrete omstændigheder. Er der således fx åbenhed om virksomhedens eller enhedens situation, og vil yderligere offentliggørelse ikke påføre skade til virksomheden eller den finansielle stabilitet, kan der gennemføres et offentligt udbud. Modsat kan Finansiel Stabilitet rette henvendelse til relevante mulige købere med henblik på at gennemføre en udbudsproces, uden at der kommer offentlighed på det pågældende tidspunkt om virksomhedens eller enhedens situation.
Ved overdragelse af hele eller dele af en virksomhed eller enhed under afvikling, anses køberen for at videreføre virksomheden eller enheden, og kan fortsætte med at udøve enhver rettighed, som virksomheden eller enheden udøvede i forbindelse med de overførte aktiver, rettigheder eller forpligtelser. Virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse.
Ved køberens overtagelse af aktiver, rettigheder eller forpligtelser, overtager køber ligeledes adgangen til de dertil hørende betalings-, clearings- og afregningssystemer, børser, investor- og indskudsgarantiordninger, som den virksomhed eller enhed, der er under afvikling, udøvede.
Såfremt køberen ikke opfylder medlemskabs- eller deltagelseskriterierne for et bestemt betalings-, clearing- eller afregningssystem, en bestemt børs, investorgarantiordning eller indskudsgarantiordning, udøves de nævnte rettigheder i en af Finansiel Stabilitet fastsat periode på højst 24 måneder, som kan fornyes af Finansiel Stabilitet efter ansøgning herom fra køberen.
Overdragelser i medfør af virksomhedssalg er underlagt beskyttelsesforanstaltningerne fastsat i § 49.
Af det foreslåede stk. 5 fremgår, at Finansiel Stabilitet med købers samtykke kan tilbageføre hele eller dele af en gennemført overdragelse. Dette kan bl.a. blive relevant, hvis overdragelsen er sket på grundlag af en midlertidig værdiansættelse, og den endelige værdiansættelsen viser, at der ikke er overensstemmelse mellem det overførte og vederlaget, eller at der er blevet overført dele, som ikke var tænkt, skulle overdrages. Tilbageførslen vil ske ved at de pågældende ejerskabsinstrumenter, aktiver, rettigheder samt forpligtelser tilbageføres til de oprindelige ejere og virksomheden eller enheden. De oprindelige ejere og virksomheden eller enheden under afvikling kan ikke modsætte sig dette og har således pligt til at modtage det returnerede. På grund af den ulempe, en sådan tilbageførelse kan være for de oprindelige ejere m.v., må det antages at være undtagelsen, at der gennemføres en sådan tilbageførelse. Finansiel Stabilitet skal således ved vurderingen heraf tage hensyn til, om de oprindelige ejere har indrettet sig ud fra at overførslen var endelig, om der evt. er omkostninger forbundet hermed for den oprindelige ejere, samt det tidsmæssige forløb siden overførslen. Desuden skal der tages væsentligt hensyn til eventuelle kunder, der måtte blive berørt heraf.
Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at når hele eller dele af en virksomhed eller enhed under afvikling overdrages, har ejere af ejerskabsinstrumenter og kreditorer i virksomheden eller enheden og andre tredjeparter, hvis aktiver, rettigheder eller forpligtelser ikke overføres, ikke rettigheder til eller i tilknytning til de overførte aktiver, rettigheder eller forpligtelser. Dette har til formål at sikre, at Finansiel Stabilitet frit kan beslutte, hvilke aktiver, rettigheder og forpligtelser, der i den konkrete afviklingssituation skal overdrages, uden at dette kan medføre krav fra øvrige ejere af ejerskabsinstrumenter eller kreditorer. Det er fortsat en betingelse, at ingen kreditorer må påføres større tab, end de ville være blevet ved en konkursbehandling af virksomheden eller enheden.