Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 5
Den foreslåede § 5 gennemfører artikel 31 i BRRD.
Bestemmelsen fastsætter de overordnede afviklingsmål, som Finansiel Stabilitet skal iagttage, når der træffes afviklingsforanstaltninger m.v., herunder at der vælges de afviklingsværktøjer m.v., der er bedst egnede til at opfylde disse afviklingsmål. Afviklingsmålene er centrale for lovforslagets anvendelse, idet der skal være et væsentligt hensyn at tage til et eller flere af de angivne mål, for at betingelsen om, at afviklingsforanstaltninger i henhold til lovforslaget er i offentlighedens interesse, kan anses for opfyldt, jf. det foreslåede § 4, stk. 1, nr. 3. Er betingelsen om, at afviklingsforanstaltninger i henhold til dette lovforslag er nødvendige ud fra hensynet til offentlighedens interesse, ikke opfyldt, skal der ske afvikling på anden vis, fx konkurs.
Med kritiske funktioner, jf. det foreslåede nr. 1, menes aktiviteter, ydelser eller transaktioner, som hvis ophør kan forventes at føre til forstyrrelser i ydelser, der er af afgørende betydning for realøkonomien, eller føre til forstyrrelse af den finansielle stabilitet. Dette kan fx være som følge af virksomhedens, enhedens eller koncernens størrelse, markedsandel, eksterne og interne forbundethed, kompleksitet eller grænseoverskridende aktiviteter. I vurderingen skal bl.a. indgå muligheden for inden for en rimelig tidshorisont at erstatte de pågældende aktiviteter, ydelser eller transaktioner. Der er således ikke tale om kritiske funktioner for virksomheden eller enheden selv, men kritisk for realøkonomien eller den finansielle stabilitet, fx hvis virksomheden eller enheden er den eneste eller en væsentlig udbyder af en specifik central ydelse. For pengeinstitutter kan en kritisk funktion være instituttets betalingsformidling, der er nødvendig fx for kunders (både private og erhvervsliv) daglige transaktioner. For realkreditinstitutter kan udstedelse af særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer anses som en kritisk funktion i forhold til det danske boligfinansieringsmarked.
For så vidt angår hensynet om at undgå betydelige negative konsekvenser for den finansielle stabilitet, jf. det foreslåede nr. 2, vil dette opfyldes, hvis afviklingsforanstaltninger fx er nødvendige for at forebygge spredning, herunder til markedets infrastrukturer, eller for at opretholde markedsdisciplinen. Den finansielle stabilitet er central for at opretholde tilliden til den finansielle sektor og de finansielle markeder, og dermed for at kunne opretholde et velfungerende finansielt system. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at den finansielle krise i 2008-2010 viste, at selv et sammenbrud i en mindre virksomhed eller enhed kan have endog stor negativ indvirkning på den finansielle stabilitet, hvis sammenbruddet sker på det forkerte tidspunkt, eller hvis flere små virksomheder bryder sammen inden for kort tid.
I hensynet til den finansielle stabilitet skal der derfor ikke alene ses på den konkrete virksomhed eller enhed, dens størrelse og evt. centrale funktioner for et velfungerende finansielt system, men også på mere overordnede betragtninger om konsekvenserne for den finansielle sektor og økonomien generelt.
Alt andet lige vil udgangspunktet dog være, at jo større en virksomhed eller enhed, jo større potentiel negativ indvirkning på den finansielle stabilitet.
For realkreditinstitutter vil et nedbrud i et institut kunne påvirke den øvrige finansielle sektor, da udstedte obligationer kan miste deres likviditets- og solvensmæssige status. Det påvirker kapitalopgørelse i de øvrige finansielle virksomheder, som har investeret heri, herunder pensionskasser og forsikringsselskaber.
I forhold til hensynet om at beskytte offentlige midler, jf. det foreslåede nr. 3, sker dette ved at minimere afhængigheden af ekstraordinær offentlig finansiel støtte. Det vil sige, at håndteringen af en virksomhed eller enhed efter dette lovforslag skal tage udgangspunkt i, at det sker uden brug af offentlige midler. Det gælder blandt andet i forbindelse med udarbejdelsen at afviklingsplaner for virksomheder, der ikke må baseres på en forventet adgang til offentlig finansiel støtte. Hensynet skal blandt andet ses i lyset af, at en tidlig indgriben, forebyggende foranstaltninger og en vurdering af, at virksomheden kan afvikles, skal sikre, at der ikke på et tidspunkt inden for en overskuelig tidshorisont vil ske en sådan forværring af virksomhedens eller enhedens situation, at der skal anvendes (flere) offentlige midler i afviklingen. Det er således hensigten med regelsættet, at alle institutter både de helt små og de største, som fx de systemisk vigtige finansielle institutter og globalt systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI’er og G-SIFI’er), jf. afsnit IX i lov om finansiel virksomhed, skal kunne afvikles uden anvendelse af offentlige midler.
Efter det foreslåede nr. 4 skal der tages hensyn til at beskytte indskydere og investorer, som er omfattet af lov om en indskyder- og investorgarantiordning, og efter det foreslåede nr. 5 at beskytte kundernes midler og aktiver.
Det skal tillægges vægt i relation til en vurdering efter nr. 4 og 5, at kunderne ved afvikling i medfør af dette lovforslag får umiddelbar adgang til deres midler efter iværksættelse af afviklingsforanstaltninger, og således ikke skal afvente en eventuel udbetalingsperiode fra Garantiformuen. Dette har ligeledes været væsentligt ved etableringen af de tidligere og gældende afviklingsordninger (Bankpakke I, Bankpakke III og Konsolideringspakken), hvor pengeinstituttet har kunnet åbne på almindelig vis set fra kundens side, der ikke har skullet afvente Garantifonden for Indskydere og Investorers udbetaling og konkursboets opgørelse, for at få adgang til indskud og dividende. Ligeledes undgår kunderne at få opsagt deres lån og skulle have nye betalingskort etc.
For så vidt angår beskyttelsen af kunders midler og aktiver i nr. 5 er den relevante vurdering, hvordan kunden er stillet, hvis ikke virksomheden eller enheden afvikles i henhold til dette lovforslag på det pågældende tidspunkt. Vil kunderne således miste en større del af deres aktiver må dette alt andet lige være et moment, der taler for, at der skal ske afvikling i henhold til lovforslaget. Udgangspunktet for afviklingsforanstaltningerne i henhold til lovforslaget er, at der grundlæggende gennem sådan afvikling eller restrukturering (going concern) bibeholdes større værdier end ved afvikling ved konkurs. I langt de fleste tilfælde vil der således kunne tales for beskyttelse af kundernes midler. Der kan ikke antages at ligge i hensynet, at der skal ske en fuldstændig beskyttelse af kunders midler, da der fx ved bail-in, jf. §§ 24-28, netop kan ske en nedskrivning af kundens midler.
Afviklingsmålene er lige vigtige, og rækkefølgen er ikke udtryk for en prioritering eller vægtning af målene. Finansiel Stabilitet skal afveje dem efter omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. I forbindelse med iværksættelse af afviklingsforanstaltninger skal valget af værktøjer være proportionalt med det med mål, der søges opnået. Afviklingsforanstaltningerne må således ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at opfylde afviklingsmålene.
Til kapitel 3
