Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 24 af 04/01/2019

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 20

En køber af ejerskabsinstrumenter udstedt af virksomheden eller enheden under afvikling eller alle eller dele af aktiver, rettigheder eller forpligtelser i virksomheden eller enheden under afvikling skal have den eller de fornødne tilladelser fra Finanstilsynet til at kunne drive de erhvervede forretningsaktiviteter.

Stk. 2. Kan Finanstilsynet ikke gennemføre den i § 61 i lov om finansiel virksomhed omhandlede vurdering inden overdragelsen, jf. § 19, kan overdragelsen gennemføres, men de tilknyttede stemmerettigheder kan alene udøves af Finansiel Stabilitet, indtil en godkendelse foreligger. Finansiel Stabilitet har ikke pligt til at udøve denne stemmeret.

Stk. 3. Afslår Finanstilsynet ansøgningen i medfør af § 61 i lov om finansiel virksomhed, fastsætter Finansiel Stabilitet en frist for købers afhændelse af ejerskabsinstrumenterne. De tilknyttede stemmerettigheder kan alene udøves af Finansiel Stabilitet, indtil afhændelse er gennemført.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 20

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 38 og 39 i BRRD.

Det foreslås med stk. 1, at det er en betingelse, at en køber af ejerskabsinstrumenter efter § 19 har den eller de fornødne tilladelser fra Finanstilsynet til at kunne drive de erhvervede forretningsaktiviteter. For eksempel hvis køber får overdraget indlånsvirksomhed m.v., skal køber have en tilladelse til at drive virksomhed som pengeinstitut.

I praksis må dette forventes at ske som i dag, hvor det er en betingelse i Finansiel Stabilitets aftale med en køber, at køber har eller får de nødvendige godkendelser fra Finanstilsynet, konkurrencemyndighederne m.v.

I medfør af § 61 i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet på forhånd godkende aktionærer eller tilsvarende ejere i en finansiel virksomhed, der erhverver en kvalificeret andel, eller som forøger sin ejerandel til over 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. §§ 61-61b i lov om finansiel virksomhed fastsætter den nærmere procedure herfor.

Hvis en overdragelse af ejerskabsinstrumenter, som omfattet af § 19, stk. 1, vil resultere i, at køber direkte eller indirekte erhverver en kvalificeret andel, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, skal køber således på forhånd ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse, jf. § 61 i lov om finansiel virksomhed. Det samme gælder ved forøgelse af den kvalificerede andel, der medfører, at denne efter erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, eller medfører, at den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed bliver en dattervirksomhed.

I medfør af § 204 i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet godkende en finansiel virksomheds sammenlægning med en anden finansiel virksomhed eller en bestemt forretningsdel af en anden finansiel virksomhed. Overdragelse af ejerskabsinstrumenter i en finansiel virksomhed er ikke omfattet af § 204 i lov om finansiel virksomhed, men kan afhængig af ejerandelen være omfattet af § 61 i lov om finansiel virksomhed om forudgående godkendelse af en kvalificeret andel, jf. umiddelbart herover.

For at sikre, at afviklingsprocessen kan gennemføres hensigtsmæssigt, og inden for en rimelig tidshorisont, forventes det, at Finanstilsynet vil bestræbe sig på at behandle ansøgninger om tilladelser i tide, således at Finanstilsynets godkendelse ikke er til hinder for, at afviklingsforanstaltningen opfylder de relevante afviklingsmål. Finansiel Stabilitet skal i den forbindelse medvirke til at sikre, at Finanstilsynet modtager de nødvendige oplysninger til at gennemføre vurderingen.

Hvis en overdragelse af ejerskabsinstrumenter som omfattet af § 19, stk. 1, vil resultere i en afhændelse af en kvalificeret andel eller en formindskelse af en kvalificeret andel, således at grænsen på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen eller stemmerettighederne ikke længere er nået, eller bevirker, at virksomheden eller holdingvirksomheden ophører med at være datterselskab, skal Finanstilsynet straks og inden det tidspunkt, hvor overførelsen gennemføres, skriftligt underrettes herom med angivelse af størrelsen af den påtænkte fremtidige kapitalandel, jf. § 61 b i lov om finansiel virksomhed. Der er ikke i den forbindelse et krav om Finanstilsynets godkendelse.

Med det foreslåede stk. 2 foreslås, at i det tilfælde, hvor det ikke er muligt for Finanstilsynet at gennemføre vurderingen inden overdragelsen skal gennemføres, vil Finansiel Stabilitet fortsat kunne effektuere overdragelsen. I den situation vil køber dog ikke kunne udøve de tilknyttede stemmerettigheder, før der foreligger en godkendelse fra Finanstilsynet. Derimod vil Finansiel Stabilitet kunne udøve stemmerettighederne. Finansiel Stabilitet har imidlertid ikke pligt hertil. Ved vurderingen heraf skal Finansiel Stabilitet tage hensyn til konsekvenserne for virksomheden eller enheden, herunder for gennemførelsen af afviklingsforanstaltningerne.

Hvis Finanstilsynet godkender overdragelsen af ejerskabsinstrumenter til køberen, anses den til disse ejerskabsinstrumenter knyttede stemmeret for i fuldt omfang at være tildelt køber umiddelbart efter, at Finansiel Stabilitet eller køberen har modtaget meddelelse om godkendelsen fra Finanstilsynet, medmindre Finansiel Stabilitet under hensyntagen til afviklingsforanstaltningerne fortsat har taget kontrol over virksomheden eller enheden, jf. de foreslåede §§ 15 og 16.

Hvis Finanstilsynet afslår ansøgning om overførsel af ejerskabsinstrumenter til køberen, følger det af det foreslåede stk. 3, at Finansiel Stabilitet i denne situation fastsætter en frist for købers afhændelse af ejerskabsinstrumenterne. Køberen skal således afhænde ejerskabsinstrumenterne inden for en af Finansiel Stabilitet fastsat afhændelsesperiode under hensyntagen til de gældende markedsvilkår. Afhændelsesperioden skal således fastsættes under hensyntagen til mulighederne for at afhænde ejerskabsinstrumenterne. De tilknyttede stemmerettigheder kan i mellemtiden alene udøves af Finansiel Stabilitet, indtil afhændelse er gennemført. Afhændelsesperioden forventes fastsat i samarbejde med Finanstilsynet.

Hvis køberen ikke inden for den af Finansiel Stabilitet fastsatte afhændelsesperiode afslutter afhændelsen, kan Finanstilsynet med Finansiel Stabilitets samtykke pålægge køberen sanktioner og andre foranstaltninger for overtrædelser af krav til erhvervelser eller afhændelser af kvalificerede kapitalandele i medfør af § 62 og kapitel 24 i lov om finansiel virksomhed.