LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 171
Finanstilsynet kan påbyde, at en forsikringsholdingvirksomhed afhænder kapitalandele i et forsikringsselskab, hvis
-
solvenskapitalkravet for koncernen i § 166, stk. 1, 4 og 5, ikke er opfyldt,
-
et medlem af forsikringsholdingvirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr. 3-5, eller
-
forsikringsholdingvirksomheden modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af forsikringsselskabet.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 171
Den gældende § 180 i lov om finansiel virksomhed fastsætter rammerne for, at Finanstilsynet kan påbyde en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse i § 171 viderefører § 180 i lov om finansiel virksomhed med enkelte tilpasninger.
Det foreslåede nr. 1 er tilpasset, så det alene vedrører henvisning til regler, der gælder for forsikringsselskaber. I det foreslåede nr. 2 er »holdingvirksomhed« ændret til »forsikringsholdingvirksomhed«. Endvidere er »modervirksomhed« i det foreslåede nr. 3 ændret til »forsikringsholdingvirksomhed«.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse på forsikringsholdingvirksomheder, jf. definitionen i den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 10. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på blandede forsikringsholdingvirksomheder, jf. definitionen i den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 11.
Den foreslåede bestemmelse har oprindeligt baggrund i anbefalinger i en rapport fra Comittee of Governors of the Central Banks of Member States of the European Economic Community af 28. april 1992. Rapporten vedrører banksektoren, men hensynene bag anbefalingerne og den deraf udspringende § 180 i lov om finansiel virksomhed vurderes også at være af relevans for forsikringsselskaber, hvorfor reglen foreslås videreført.
Den foreslåede § 171 fastslår, at Finanstilsynet kan påbyde, at en forsikringsholdingvirksomhed afhænder kapitalandele i et forsikringsselskab, hvis 1) koncernen ikke opfylder solvenskapitalkravet for koncernen i § 166, stk. 1, 4 og 5, 2) et medlem af forsikringsholdingvirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr. 3-5, eller 3) forsikringsholdingvirksomheden modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af forsikringsselskabet.
Finanstilsynet kan efter det foreslåede nr. 1 kræve kapitalandelen afhændet, hvis koncernen ikke opfylder solvenskapitalkravet i § 166, stk. 1, 2, 4 og 5.
Finanstilsynet kan ifølge det foreslåede nr. 2, påbyde en forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i et forsikringsselskab, hvis et medlem af forsikringsholdingvirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr. 3-55.
Det følger af det foreslåede nr. 2, at forsikringsholdingvirksomhedens ledelse skal opfylde samme krav til egnethed og hæderlighed, som ledelserne i forsikringsselskaberne, herunder at medlemmer af bestyrelse og direktion i forsikringsholdingvirksomheden skal besidde tilstrækkelig erfaring og indsigt til, at de kan varetage den overordnede ledelse og overvåge de forskelligartede forsikringsselskabers risici.
Endelig kan Finanstilsynet efter det foreslåede nr. 3 kræve kapitalandelene afhændet, hvis forsikringsholdingvirksomheden modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af forsikringsselskabet.
Begrebet »modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning« kendes tillige fra lovforslagets § 90, stk. 2, hvor Finanstilsynet kan afslå en ansøgning om godkendelse af en påtænkt erhvervelse, hvis der er rimelig grund til at antage, at den påtænkte erhvervelse vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af virksomheden.