Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 158

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 158

Den gældende § 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed foreskriver, at gruppe 1-forsikringsselskaber ved opgørelsen af selskabets forsikringsmæssige hensættelser til solvens skal anvende en risikofri rentekurve, som fastlægges af Europa-Kommissionen.

Den foreslåede § 158 viderefører lov om finansiel virksomhed § 126 e uden ændringer.

Den foreslåede § 158 gennemfører artikel 77 a-e i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Bestemmelsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal anvende den samme rentekurve til at diskontere deres forpligtelser med.

Fastlæggelsen af en rentekurve på europæisk plan medvirker til at sikre en ensartet opgørelse af og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige hensættelser til solvens og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet. Herudover skaber rentekurven incitament til god risikostyring. Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til relevante finansielle instrumenters løbetid og til, hvor dybt, likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven bliver fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst hvert kvartal.

For så vidt angår valutaer og nationale markeder, for hvilke der ikke er vedtaget justering i en gennemførelsesretsakt, anvendes der ingen volatilitetsjustering på den relevante risikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn.

Ved volatilitetsjustering forstås en justering af den risikofrie rentekurve efter § 158, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens opgøres under hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 30.

Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-forsikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver anvendelse af en rentekurve.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til solvens til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Det foreslås i 2. pkt., at gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens anvendes en risikofri rentekurve, der fastlægges af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 77e, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009

Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til relevante finansielle instrumenters løbetid og til, hvor dybt, likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst hvert kvartal.

Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab. Det betyder, at medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis de ikke sikrer at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til solvens til dækning af alle forsikringsforpligtelser. Medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen skal også sikre, at der ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens anvendes en risikofri rentekurve, jf. Solvens II-direktivet. Den strafbare handling kan bestå i at undlade at træffe nødvendige og/eller tilstrækkelige foranstaltninger til at sikre, at selskabet er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til solvens, eller ved at opgøre hensættelsen uden brug af en risikofri rentekurve.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.

Kommissionen har fastlagt nærmere regler for tilsynsmyndighedernes godkendelse af anvendelsen af en matchtilpasning som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/500 af 24. marts 2015. Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 86, stk. 3, i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Anvendelsen af en matchtilpasning indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab kan opnå en tilpasning af den rentekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser med. Tilpasningen vil eksempelvis bestå af et tillæg til rentekurven, som vil indebære en højere diskonteringsrente og nedbringe selskabets forpligtelser samt reducere behovet for hensættelser. Selskabet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsættes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringsselskaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.

Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende denne.

Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5 til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse til anvendelse af matchtilpasningen.

Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan anvende en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættelser til solvens, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.

Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens, der er de samlede beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt, opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har foretaget. Derudover skal volatilitetsjusteringen sikre, at forsikringsselskabet ikke kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.

For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangspunkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgøres volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risikofrie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende valuta.

Gruppe 1-forsikringsselskaber skal notificere Finanstilsynet om brugen af volatilitetsjusteringen. Der kræves således ikke tilladelse for at gøre brug af volatilitetsjusteringen.

Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 4 til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af volatilitetsjusteringen. De nærmere regler vil fastsætte de dokumentationskrav, der vil gælde, når gruppe 1-forsikringsselskaber notificerer Finanstilsynet om brug af volatilitetsjustering.

Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasningen og om forudsætningerne for at opnå tilladelse, jf. stk. 2, og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3.

Bemyndigelsen i den gældende § 126 e, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed er udnyttet i bekendtgørelse nr. 886 om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens, for gruppe 1-forsikringsselskaber, der gennemfører de mere tekniske dele af artikel 77 b-d i Solvens II-direktivet, som indsat ved Omnibus II-direktivet.

Det foreslås i stk. 5, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens, jf. stk. 1, 1. pkt., i gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner eller grupper omfattet af § 165, stk. 1 og 2.

Bemyndigelsen i den gældende § 126 e, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed er udnyttet i bekendtgørelse nr. 1279 af 29. november 2017 om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens, for gruppe 1-forsikringsselskaber, der fastlægger de værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende ved opgørelsen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsikringsmæssige hensættelser til solvens gælder det, at værdien af hensættelserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle overdrage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et andet forsikringsselsk. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens afspejler således det beløb, som et andet forsikringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal overtage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser. Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskabernes opgørelse af deres solvenskapitalkrav. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal bidrage til, at artiklerne 75, 76, stk. 2-5, 77 og 78-85 i Solvens II-direktivet gennemføres.

Reglerne i bekendtgørelsen supplerer reglerne i Solvens II-forordningen, der præciserer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens.