Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 170

Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i et eller flere forsikringsselskaber, at udskille forsikringsselskaberne i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, hvis

  1. koncernen er struktureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskapitalkravet for koncernen i § 166, stk. 1, 2, 4 og 5,

  2. et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion omfattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr. 3-5, eller

  3. strukturen i øvrigt vanskeliggør varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 170

Den gældende § 179 i lov om finansiel virksomhed fastsætter rammerne for, hvornår Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i et eller flere forsikringsselskaber, at udskille forsikringsselskaberne i en delkoncern.

Den foreslåede bestemmelse i § 170 viderefører § 179 i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse har oprindeligt baggrund i anbefalinger i en rapport fra Comittee of Governors of the Central Banks of Member States of the European Economic Community af 28. april 1992. Rapporten vedrører banksektoren, men hensynene bag anbefalingerne og den deraf udspringende § 179 i lov om finansiel virksomhed vurderes også at være af relevans for forsikringsselskaber, hvorfor reglen foreslås videreført.

Den foreslåede bestemmelse i § 170 omfatter alle modervirksomheder. Ved etablering af en koncernstruktur, hvori der indgår både forsikringsselskaber og ikke-finansielle virksomheder, vil det være muligt at undgå, at modervirksomheden bliver omfattet af bestemmelsen i dette lovforslags § 166, stk. 1, 2, 4 og 5, om solvenskapitalkrav m.v. samt bestemmelser i lovforslagets § 105, stk. 1, nr. 3-5, om krav til modervirksomhedernes ledelse med hensyn til egnethed og hæderlighed. For at undgå at koncernstrukturen indrettes med dette formål, har Finanstilsynet hjemmel til at forlange forsikringsselskaberne udskilt i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsageligt består i at eje kapitalandele i finansielle virksomheder eller forsikringsselskaber. Finanstilsynet kan kræve en sådan udskillelse både ved etableringen af koncernstrukturen og senere.

Påbud efter den foreslåede bestemmelse kan alene udstedes til udskillelse i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, jf. definitionen i dette forslags § 9, stk. 1, nr. 9 og 10. Påbud efter bestemmelsen kan ikke udstedes til udskillelse i en delkoncern under en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. definitionen i dette forslags § 9, stk. 1, nr. 11.

Den foreslåede § 170 fastslår, at Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i et eller flere forsikringsselskaber, at udskille forsikringsselskaberne i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, hvis 1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskapitalkravet for koncernen i § 167, stk. 1, 2, 4 og 5, 2) et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion omfattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr. 3-5, eller 3) strukturen i øvrigt vanskeliggør varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.

Det må vurderes i hvert enkelt tilfælde, hvornår udskillelse af forsikringsselskaber er påkrævet. Ved denne vurdering skal der ses på, hvorvidt koncernen er struktureret således, at modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskapitalkravene, om modervirksomhedens ledelse ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, eller koncernstrukturen i øvrigt vanskeliggør varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.

Ved udskillelsen opnås, at forsikringsselskabernes nye modervirksomhed bliver en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed. Denne nye holdingvirksomhed vil dermed blive omfattet af reglerne om solvenskapitalkrav m.v.