Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 154

Den gældende § 126 c i lov om finansiel virksomhed fastlægger nærmere bestemmelser om gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af solvenskapitalkravet.

Den foreslåede § 154 viderefører lov om finansiel virksomheds § 126 c uden ændringer.

Bestemmelsen gennemfører dele af Solvens II-direktivets artikel 100-102 og 119.

Det foreslås i stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.

Solvenskapitalkravet skal sætte forsikringsselskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsikringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.

Den måde, hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved anvendelse af standardformlen, jf. forslagets § 9, stk. 1, nr. 28, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den risiko, gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den risiko, selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 måneder. For den eksisterende virksomhed, som gruppe 1-forsikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet alene uventede tab, da de forventede tab antages at være indeholdt i selskabets prissætning. For den virksomhed, gruppe 1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommende 12 måneder, afspejler solvenskapitalkravet derimod både forventede og uventede tab.

Det fremgår af præamblen til Solvens II-direktivet, at for at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselskabet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation i hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at forsikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hensyntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsinstrumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikationseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i samme retning.

Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de enkelte investeringer.

Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede investeringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at en enkelt investering eventuelt falder markant.

Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab. Det betyder, at medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis de ikke sikrer, at selskabet til enhver tid har et kapitalgrundlag, som dækker det solvenskapitalkrav, som selskabet har opgjort, jf. det foreslåede stk. 2. Den strafbare handling kan bestå i at undlade at træffe nødvendige og/eller tilstrækkelige foranstaltninger til at sikre, at selskabet har et kapitalgrundlag som krævet i henhold til bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 2, at solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf. dog stk. 4.

De overordnede rammer for standardformlen fremgår af Solvens II-direktivets artikel 103-109, som ændret ved Omnibus II-direktivet, der er gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. bemyndigelsen i stk. 6.

Selve standardformlen er fastlagt af Kommissionen som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 111 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

EIOPA har som en del af niveau 3-reguleringen desuden udstedt retningslinjer for delmodulet for sygeforsikringskatastroferisici, der vedrører artikel 105, stk. 4, i Solvens II-direktivet samt artikel 160-163 og bilag VI i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Retningslinjerne er rettet til tilsynsmyndigheder i henhold til Solvens II-direktivet og har til formål at fremme konvergerende praksis på tværs af medlemsstaterne samt hjælpe selskaber med på en hensigtsmæssig måde at identificere og beregne de kvantiteter, der indgår i beregningen af kapitalkravet for sygeforsikringskatastrofer i forskellige scenarier og situationer.

Et gruppe 1-forsikringsselskab har også mulighed for at anvende en af Finanstilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler, til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer for interne modeller fremgår af Solvens II-direktivets artikel 112, 113 og 115-126, som ændret ved Omnibus II-direktivet, der er gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. bemyndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den interne model opfylde en række betingelser, der dels fremgår på bekendtgørelsesniveau, dels i nærmere regler fastsat af Kommissionen som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/460 af 19. marts 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for så vidt angår proceduren for godkendelse af en intern model. Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 114 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going concern-basis.

Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse af det foreslåede stk. 2 kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet er medlemmer af et gruppe 1-forsikringsselskab. Den strafbare handling består i, at solvenskapitalkravet opgøres i strid med standardformlen eller ved anvendelse af en intern model, der ikke er godkendt af Finanstilsynet.

Det foreslås i stk. 3, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender standardformlen, kan anvende selskabsspecifikke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, hvis Finanstilsynet godkender dette.

Bestemmelsen giver et gruppe 1-forsikringsselskab mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet og dermed justere nogle af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses selskabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet.

Kommissionen har fastlagt nærmere regler for tilsynsmyndighedernes godkendelse af selskabsspecifikke parametre som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/498 af 24. marts 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende tilsynsmyndighedernes godkendelsesprocedurer for anvendelse af virksomhedsspecifikke parametre. Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 111, stk. 2, i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse af det foreslåede stk. 3 kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den strafbare handling består i at anvende selskabsspecifikke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet uden Finanstilsynets godkendelse.

Det foreslås i stk. 4, at afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet anvender en godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de relevante risikomoduler.

Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i Solvens II-direktivet.

Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici, modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skadesforsikring og livsforsikring.

Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overensstemmelse med lovforslagets § 132.

Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af solvenskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke giver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den baggrund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at selskabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 154, stk. 6.

I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet eller udarbejdet den interne model for de relevante risikomoduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som beskrevet i forslagets § 277.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at gruppe 1-forsikringsselskabet som minimum skal opgøre solvenskapitalkravet en gang årligt og herefter skal indberette resultatet til Finanstilsynet.

Det foreslås i 2. pkt., at selskabet ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav skal foretage en ny opgørelse og øjeblikkeligt herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med artikel 102, stk. 1, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet.

Fristen for indberetning til Finanstilsynet følger de frister, som er fastlagt i Solvens II-forordningen for afgivelse af kvantitative indberetningsskemaer, jf. artikel 312, stk. 1, litra c. Efter artikel 312, stk. 1, litra c, skal de årlige kvantitative indberetningsskemaer forelægges tilsynsmyndighederne indenfor de frister, der er fastsat i artikel 308 b, stk. 5, i Solvens II-direktivet, og efter den overgangsperiode, der er fastsat i artikel 308 b, stk. 5, senest 14 uger efter selskabets regnskabsårs afslutning.

For at vurdere, om der er sket ændringer af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis vurdere, om negative udviklinger i markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.

Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet en indholdsmæssig forskel i anvendelsen af ordet »øjeblikkeligt« i lovteksten i modsætning til direktivets anvendelse af ordet »omgående«. Ordet »øjeblikkeligt« er tillige anvendt i forbindelse med det tilsvarende krav på soloniveau, jf. direktivets artikel 102, stk. 1, 4. afsnit, og forslagets § 126 c, stk. 5. Anvendelsen af forskellige ord i den danske udgave af direktivet kan ikke antages at tilsigte en indholdsmæssig forskel, idet den engelske version af direktivet benytter samme sprogbrug i forhold til kravet, jf. artikel 102, stk. 1, 4. afsnit, og artikel 219, stk. 2, 1. afsnit, der begge steder anvender vendingen »without delay«. For at sikre overensstemmelse i sprogbrugen i de danske regler anvendes »øjeblikkeligt« begge steder. Den nærmere afgrænsning af »øjeblikkelig« må ske i praksis, men vil skulle ske i overensstemmelse med den gængse opfattelse af ordet. Kravet vurderes at indebære, at genberegningen af solvenskapitalkravet skal ske uden ophold og dermed straks efter konstatering af de væsentlige ændringer.

Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse af det foreslåede stk. 5 kan straffes med bøde.

Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det betyder, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med bøde, hvis det ikke minimum én gang årligt opgør og indberetter resultatet af solvenskapitalkravet til Finanstilsynet. På samme måde betyder det, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med bøde, hvis det undlader at foretage en ny opgørelse af solvenskapitalkravet, når der er ændringer af væsentlig betydning til opgørelsen, eller hvis det undlader øjeblikkelig efter en sådan opgørelse at indberette resultatet af solvenskapitalkravet til Finanstilsynet.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anvendelsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse af en intern model.

Det foreslåede stk. 6 viderefører den gældende bestemmelse i § 126 c, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, der er benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. og bekendtgørelse nr. 1165 af 31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.

I bekendtgørelsen om opgørelse af kapitalgrundlag for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v fastsættes en opdeling af kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapitalen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier. Bestemmelserne i bekendtgørelsen bidrager til, at artiklerne 93-96 og 98 i Solvens II-direktivet gennemføres.

I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser er der ved gennemførelsen af Solvens II-direktivet sket en ændring. Særlige bonushensættelser af type B i forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kunne under den tidligere gældende regulering i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapitalen og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættelser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres aktiver, jf. forslagets § 220. Der var således mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i registeret over aktiver, som følge af at der skulle registreres aktiver til fordel for særlige bonushensættelser.

Med Solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kvalitet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Denne kapital kan, i modsætning til tidligere, ikke samtidig anses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere registreres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det risikobaserede solvenskapitalkrav.

Kommissionen har fastlagt nærmere regler for anerkendelse af kapitalgrundlag som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 99 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 153, stk. 5, og § 155, stk. 7, for nærmere information om indholdet af bemyndigelserne.

Bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen fastsætter de nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Standardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokategorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.

Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de enkelte investeringer. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korrelationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhængighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokategorierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.

Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved anvendelsen af selskabsspecifikke parametre, tillades dette for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici, under den forudsætning at sådanne parametre er opgjort ved brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selskabets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet, men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som en intern model.

For at afspejle små og mindre komplekse forsikringsselskabers særlige situation er der mulighed for at anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen.

Bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model indeholder en række bestemmelser om opgørelse og godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finanstilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici er tilfredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i tilstrækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solvenskapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau, samt forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden skal den interne model og dens output løbende valideres, og modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan forstå den.