Sag om overarbejdsbetaling for undervisning på Grundlovsdag under skoleophold

Indklagede påstod frifindelse og anførte, at der ikke var hjemmel i overenskomsten til kravet. De mente, at kravet beroede på en fortolkning af Industriens Funktionæroverenskomst og en tidligere voldgiftskendelse, som de ikke var enige i. Indklagede gjorde gældende, at Tvistighedsnævnet kun kan tage stilling til fortolkningsspørgsmål, hvis nævnets faste medlemmer er enige, jf. Erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 2. Da der ikke var enighed, skulle fortolkningstvisten afklares ved faglig voldgift i medfør af Arbejdsretslovens § 21. Indklagede argumenterede desuden for, at overenskomstens arbejdstidsregler, herunder overtidsbestemmelser, ikke er gældende under skoleophold, da eleverne er afgivet til skolen, og at overenskomstens § 11, stk. 3, vedrører arbejde, ikke undervisning.

Tvistighedsnævnet behandlede sagen med udgangspunkt i Erhvervsuddannelseslovens § 55 og Erhvervsuddannelseslovens § 56, stk. 1, som fastslår, at elever har krav på mindsteløn ifølge overenskomsten under både praktik- og skoleophold, og at overenskomstens bestemmelser om ansættelses- og arbejdsvilkår gælder, i det omfang de er forenelige med uddannelsen.

Tvistighedsnævnets voterende

Lønmodtagersidens to voterende fandt, at sagen ikke indeholdt fortolkningsspørgsmål vedrørende overenskomstens bestemmelser. De henviste til, at Erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 1 og 2 direkte fastslår, at elever skal aflønnes efter overenskomsten under skoleophold. Da Grundlovsdag er en fridag ifølge overenskomstens § 12, stk. 11, og denne bestemmelse gælder for elever i medfør af Erhvervsuddannelseslovens § 56, stk. 1, skulle der betales overarbejde i henhold til overenskomstens § 11, stk. 3, når frihed ikke kunne holdes. De mente, at overenskomsten finder anvendelse for elever, ikke kun når de arbejder, men også når de er på skoleophold, og at mødepligt til undervisning på Grundlovsdag skulle betragtes som overarbejde. De stemte for at tage tvisten under påkendelse og give klagerne medhold i deres krav.

Arbejdsgiversidens to voterende fandt, at sagen beroede på en fortolkning af overenskomstens § 11, stk. 3, som efter sit indhold vedrører arbejde og ikke undervisning. De mente, at det ikke var hensigten med bestemmelsen, at skolegang på en arbejdsfri dag skulle indebære overarbejde. Da der var tale om et fortolkningsspørgsmål, og da der ikke var enighed herom, fandt de, at Tvistighedsnævnet ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen, jf. Erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 2. De stemte derfor for at afvise sagen.

Formanden lagde til grund, at der ikke var enighed om, hvordan overenskomsten skulle forstås i den foreliggende situation, og at fortolkningen havde betydning for sagens afgørelse. Formanden stemte derfor for at afvise sagen fra behandling ved Tvistighedsnævnet, jf. Erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 2.

Afgørelse

Efter stemmeflertallet blev sagen afvist fra behandling ved Tvistighedsnævnet. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part.

Tvistens kerne

Kernen i tvisten var, hvorvidt Elevoverenskomsten mellem HORESTA Arbejdsgiver og 3F Privat Service, Hotel og Restauration fandt anvendelse for A's ansættelsesforhold, eller om kun DIS-overenskomster var gældende. Parterne var enige om, at Overenskomst for tjenere mellem B og 3F Privat Service, Hotel og Restauration ikke indeholder bestemmelser om tjenerelever og derfor ikke fandt anvendelse. Desuden var Dansk Metal og Rederiforeningen ikke uddannelsesansvarlige organisationer i det faglige udvalg for tjeneruddannelsen.

Retsgrundlag og parternes anbringender

Sagen blev vurderet i lyset af Erhvervsuddannelseslovens § 55, som fastsætter regler for elevers løn, herunder at den mindst skal udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Desuden var Ansættelsesbevislovens § 1 relevant i forhold til kravet om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis, idet loven ikke gælder for personer omfattet af sømandsloven. Centralt stod også Lov om international skibsregistrering § 10, der fastslår, at kollektive overenskomster for ansatte på DIS-registrerede skibe udtrykkeligt skal angive, at de kun gælder for sådan beskæftigelse. Forarbejderne til denne lov understreger formålet med at bevare handelsflåden under dansk flag ved at tillade lavere driftsomkostninger, herunder gennem specifikke DIS-overenskomster.

A's anbringender: A gjorde gældende, at den gældende overenskomst var Elevoverenskomsten mellem HORESTA Arbejdsgiver og 3F Privat Service, Hotel og Restauration, da Dansk Metal Maritim ikke organiserer tjenere eller er part i det faglige tjenerudvalg. A fastholdt, at DIS-registreringen ikke udelukker aflønning efter denne elevoverenskomst, dog uden skattefrihed. A krævede desuden betaling for tiden mellem morgenvagtens afslutning og aftenvagtens påbegyndelse i henhold til elevoverenskomstens § 5, stk. 5. Vedrørende ansættelsesbevisloven gjorde A gældende, at uddannelsesaftalen var mangelfuld, da den henviste til en ikke-gældende overenskomst, hvilket udgjorde en skærpende omstændighed.

B's anbringender: B anførte, at kun DIS-overenskomster finder anvendelse for tjenesteforhold om bord på DIS-registrerede skibe, og at den påberåbte elevoverenskomst derfor ikke kunne anvendes. B forklarede, at de havde forsøgt at indgå en DIS-overenskomst for tjenerelever med 3F, men da dette ikke lykkedes, blev der midlertidigt anvendt DIS-overenskomsten for kokkelærlinge efter aftale med Metal Maritime. B fastholdt, at A var aflønnet højere end foreskrevet i denne overenskomst. Vedrørende ansættelsesbevisloven gjorde B gældende, at A som søfarende ikke var omfattet af Ansættelsesbevislovens § 1, stk. 1, og subsidiært at uddannelsesaftalen indeholdt korrekte oplysninger. B bestred desuden A's kravopgørelse som værende behæftet med fejl.