Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Relaterede love
Sagen omhandler et krav om overarbejdsbetaling rejst af fire kontorelever, A, B, C og D, mod deres arbejdsgiver, E. Tvisten opstod, fordi eleverne havde undervisning på erhvervsskolen på Grundlovsdag, som ifølge den gældende overenskomst er en fridag. Klagerne, repræsenteret af HK Privat, indbragte sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at hver elev skulle have udbetalt 1.494,97 kr. med tillæg af procesrente fra den 30. juni 2019. Indklagede, repræsenteret af DI Overenskomst I, nedlagde påstand om frifindelse. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.
Klagerne var ansat som kontorassistentelever hos E under uddannelsesaftaler, der fastsatte en ugentlig arbejdstid på 37 timer og løn i henhold til den gældende mindstebetaling i den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet, Industriens Funktionæroverenskomst. I uge 23, fra den 3. til 7. juni 2019, var eleverne på skoleophold. Erhvervsskolen gennemførte undervisning på alle fem dage, herunder Grundlovsdag. Eleverne modtog sædvanlig løn for juni 2019. Efter at forligsmulighederne var udtømte, blev sagen indbragt for Tvistighedsnævnet.
Sagen blev behandlet med udgangspunkt i følgende lovgivning og overenskomstbestemmelser:
Klagerne anførte, at Grundlovsdag er en fridag ifølge overenskomstens § 12, stk. 11, som også gælder for elever. De ville derfor have haft fri, hvis de havde været på arbejde. Da de havde undervisning, har de haft en arbejdsdag for meget og har krav på overarbejdsbetaling i medfør af overenskomstens § 11, stk. 3. De mente, at sagen skulle afgøres efter erhvervsuddannelsesloven, da overenskomstens bestemmelser var klare og utvetydige, og at lønbegrebet i Erhvervsuddannelseslovens § 55 omfatter alle løngoder, herunder overarbejdsbetaling.
Indklagede påstod frifindelse og anførte, at der ikke var hjemmel i overenskomsten til kravet. De mente, at kravet beroede på en fortolkning af Industriens Funktionæroverenskomst og en tidligere voldgiftskendelse, som de ikke var enige i. Indklagede gjorde gældende, at Tvistighedsnævnet kun kan tage stilling til fortolkningsspørgsmål, hvis nævnets faste medlemmer er enige, jf. Erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 2. Da der ikke var enighed, skulle fortolkningstvisten afklares ved faglig voldgift i medfør af Arbejdsretslovens § 21. Indklagede argumenterede desuden for, at overenskomstens arbejdstidsregler, herunder overtidsbestemmelser, ikke er gældende under skoleophold, da eleverne er afgivet til skolen, og at overenskomstens § 11, stk. 3, vedrører arbejde, ikke undervisning.
Tvistighedsnævnet behandlede sagen med udgangspunkt i Erhvervsuddannelseslovens § 55 og Erhvervsuddannelseslovens § 56, stk. 1, som fastslår, at elever har krav på mindsteløn ifølge overenskomsten under både praktik- og skoleophold, og at overenskomstens bestemmelser om ansættelses- og arbejdsvilkår gælder, i det omfang de er forenelige med uddannelsen.
Lønmodtagersidens to voterende fandt, at sagen ikke indeholdt fortolkningsspørgsmål vedrørende overenskomstens bestemmelser. De henviste til, at Erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 1 og 2 direkte fastslår, at elever skal aflønnes efter overenskomsten under skoleophold. Da Grundlovsdag er en fridag ifølge overenskomstens § 12, stk. 11, og denne bestemmelse gælder for elever i medfør af Erhvervsuddannelseslovens § 56, stk. 1, skulle der betales overarbejde i henhold til overenskomstens § 11, stk. 3, når frihed ikke kunne holdes. De mente, at overenskomsten finder anvendelse for elever, ikke kun når de arbejder, men også når de er på skoleophold, og at mødepligt til undervisning på Grundlovsdag skulle betragtes som overarbejde. De stemte for at tage tvisten under påkendelse og give klagerne medhold i deres krav.
Arbejdsgiversidens to voterende fandt, at sagen beroede på en fortolkning af overenskomstens § 11, stk. 3, som efter sit indhold vedrører arbejde og ikke undervisning. De mente, at det ikke var hensigten med bestemmelsen, at skolegang på en arbejdsfri dag skulle indebære overarbejde. Da der var tale om et fortolkningsspørgsmål, og da der ikke var enighed herom, fandt de, at Tvistighedsnævnet ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen, jf. Erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 2. De stemte derfor for at afvise sagen.
Formanden lagde til grund, at der ikke var enighed om, hvordan overenskomsten skulle forstås i den foreliggende situation, og at fortolkningen havde betydning for sagens afgørelse. Formanden stemte derfor for at afvise sagen fra behandling ved Tvistighedsnævnet, jf. Erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 2.
Efter stemmeflertallet blev sagen afvist fra behandling ved Tvistighedsnævnet. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part.

Reglerne for arbejde i folkekirken adskiller sig fra det øvrige arbejdsmarked ved, at alle årets dage som udgangspunkt betragtes som arbejdsdage.


Sagen omhandler en tvist mellem en tjenerelev, A, og rederiet B, vedrørende den gældende overenskomst for elevens ansættelsesforhold på en færge registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). A, repræsenteret af 3F Privat Service, Hotel og Restauration, krævede efterbetaling af løn på 689.328,40 kr. (principalt) eller 257.700,51 kr. (subsidiært) samt en godtgørelse på 25.000 kr. efter ansættelsesbevisloven. B påstod frifindelse. Tvistighedsnævnet behandlede sagen, som tidligere var blevet udsat og måtte gå om grundet et medlems bortgang. Sagen blev genbehandlet mundtligt den 13. oktober 2022.
Den 10. september 2015 indgik A og B en uddannelsesaftale, hvor A skulle uddannes som tjener. Uddannelsen fandt sted på B's passagerskib, S, der sejler ruten X-Y. Skibet er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). I uddannelsesaftalen var den kollektive overenskomst angivet som "Dansk Metal’s Maritime Afdeling/Danmarks Rederiforening/B", hvilket parterne var enige om henviste til Særoverenskomst for kokkelærlinge mellem B og Dansk Metals Maritime Afdeling for skibe registreret i DIS. Lønnen var fastsat til 17.314 kr. pr. måned, og arbejdstiden var 37 timer pr. uge. Uddannelsesaftalen blev ophævet efter gensidig aftale den 31. marts 2017.
Rapporten er udarbejdet af VIVE i 2020 og evaluerer indsatsen 'plads til forskellighed - Inkluderende fællesskaber'.
Regeringen præsenterer en ny overenskomstbaseret erhvervsordning, som skal sikre dansk erhvervsliv nemmere adgang til udenlandsk arbejdskraft fra udvalgte lande på danske løn- og arbejdsvilkår. Derudover præsenterer regeringen nye initiativer mod social dumping, herunder krav om ID-kort på større bygge- og anlægsprojekter.
Kernen i tvisten var, hvorvidt Elevoverenskomsten mellem HORESTA Arbejdsgiver og 3F Privat Service, Hotel og Restauration fandt anvendelse for A's ansættelsesforhold, eller om kun DIS-overenskomster var gældende. Parterne var enige om, at Overenskomst for tjenere mellem B og 3F Privat Service, Hotel og Restauration ikke indeholder bestemmelser om tjenerelever og derfor ikke fandt anvendelse. Desuden var Dansk Metal og Rederiforeningen ikke uddannelsesansvarlige organisationer i det faglige udvalg for tjeneruddannelsen.
Sagen blev vurderet i lyset af Erhvervsuddannelseslovens § 55, som fastsætter regler for elevers løn, herunder at den mindst skal udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Desuden var Ansættelsesbevislovens § 1 relevant i forhold til kravet om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis, idet loven ikke gælder for personer omfattet af sømandsloven. Centralt stod også Lov om international skibsregistrering § 10, der fastslår, at kollektive overenskomster for ansatte på DIS-registrerede skibe udtrykkeligt skal angive, at de kun gælder for sådan beskæftigelse. Forarbejderne til denne lov understreger formålet med at bevare handelsflåden under dansk flag ved at tillade lavere driftsomkostninger, herunder gennem specifikke DIS-overenskomster.
A's anbringender: A gjorde gældende, at den gældende overenskomst var Elevoverenskomsten mellem HORESTA Arbejdsgiver og 3F Privat Service, Hotel og Restauration, da Dansk Metal Maritim ikke organiserer tjenere eller er part i det faglige tjenerudvalg. A fastholdt, at DIS-registreringen ikke udelukker aflønning efter denne elevoverenskomst, dog uden skattefrihed. A krævede desuden betaling for tiden mellem morgenvagtens afslutning og aftenvagtens påbegyndelse i henhold til elevoverenskomstens § 5, stk. 5. Vedrørende ansættelsesbevisloven gjorde A gældende, at uddannelsesaftalen var mangelfuld, da den henviste til en ikke-gældende overenskomst, hvilket udgjorde en skærpende omstændighed.
B's anbringender: B anførte, at kun DIS-overenskomster finder anvendelse for tjenesteforhold om bord på DIS-registrerede skibe, og at den påberåbte elevoverenskomst derfor ikke kunne anvendes. B forklarede, at de havde forsøgt at indgå en DIS-overenskomst for tjenerelever med 3F, men da dette ikke lykkedes, blev der midlertidigt anvendt DIS-overenskomsten for kokkelærlinge efter aftale med Metal Maritime. B fastholdt, at A var aflønnet højere end foreskrevet i denne overenskomst. Vedrørende ansættelsesbevisloven gjorde B gældende, at A som søfarende ikke var omfattet af Ansættelsesbevislovens § 1, stk. 1, og subsidiært at uddannelsesaftalen indeholdt korrekte oplysninger. B bestred desuden A's kravopgørelse som værende behæftet med fejl.

Sagen omhandler en tvist om efterbetaling af løn, feriepenge, fritvalg og pension til en elev, A, der var i praktik som ...
Læs mere
Sagen omhandler en tvist mellem A, en elev uddannet som landmand, og hendes arbejdsgiver, B, vedrørende manglende løn og...
Læs mereNy bekendtgørelse vil styrke erhvervsuddannelserne med færre regler og mere fokus på praktisk erfaring