Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om lovliggørelsespåbud efter planloven

Natur- og Miljøklagenævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4. Dette inkluderer spørgsmål om, hvorvidt et byggearbejde er umiddelbart tilladt, og om en lokalplanbestemmelse har hjemmel i planloven. Nævnet kan dog ikke tilsidesætte skønsmæssige vurderinger, medmindre de er åbenbart forkerte. Lokalplaner kan indeholde bestemmelser om bebyggelsers omfang og udformning, ubebyggede arealer, terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning (Planloven § 15, stk. 2, nr. 7, Planloven § 15, stk. 2, nr. 9), samt bevaring af eksisterende bebyggelse, således at ændringer kræver kommunal tilladelse (Planloven § 15, stk. 2, nr. 14). Bestemmelser i en lokalplan er bindende over for borgerne (Planloven § 18), og dispensation kan kun gives, hvis den ikke er i strid med planens principper (Planloven § 19, stk. 1). Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan (Planloven § 19, stk. 2).

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Furesø Kommunes påbud af 20. juni 2013 om lovliggørelse af byggearbejderne.

Afvisning af klage over afslag på dispensation

Nævnet afviste at realitetsbehandle klagen i forhold til Furesø Kommunes afslag af 29. januar 2013 på dispensation. Dette skyldtes, at klagefristen på 4 uger, jf. Planlovens § 60, stk. 1 og Planlovens § 60, stk. 2, var udløbet for flere måneder siden, da klagen blev indgivet den 18. juli 2013. Nævnet bemærkede desuden, at klagerens argumenter om proportionalitet i vidt omfang måtte ses som udtryk for uenighed i lokalplanens rimelighed og hensigtsmæssighed, hvilket nævnet ikke har kompetence til at efterprøve.

Vurdering af påbud om fysisk lovliggørelse

Nævnet lagde til grund, at de udførte byggearbejder var i strid med lokalplanen, da kommunens afslag på dispensation ikke var påklaget rettidigt. Kommunalbestyrelsen har pligt til at påse overholdelsen af planloven og lokalplaner (Planlovens § 51, stk. 1) og skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre det har underordnet betydning (Planlovens § 51, stk. 5). Det påhviler ejeren at berigtige et ulovligt forhold (Planlovens § 63, stk. 1).

Nævnet vurderede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Furesø Kommunes skønsmæssige vurdering af de enkelte byggearbejders betydning, som førte til kravet om fysisk lovliggørelse. Nævnet lagde vægt på, at Lokalplan 103 er en bevarende lokalplan, der kun omfatter den specifikke ejendom, og at den indeholder detaljerede bestemmelser om bygninger, bygningsdele og ubebyggede arealer. Hensynet til Furesø Kommunes retshåndhævelse vejede tungere end klagerens argument om værdispild, især da der ikke forelå konkrete oplysninger herom, og da de udførte arbejder i et vist omfang ikke var i overensstemmelse med de ansøgte og tilladte projekter.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.