Stadfæstelse af landzonetilladelse til mellemdepot og laguner ved rodfrugtvaskeri

Ansøgers og Kommunens Supplerende Bemærkninger

Ansøger oplyste, at forrenseanlæg sikrer rent sand/jord, og at prøver bekræfter dette. Vedrørende støj var en støjrapport under udarbejdelse, og der var planer om læbælter og støjvolde. Støvgener fra grusvej var løst ved fejning og asfaltering. Lugtgener formodedes at stamme fra en urenset sø, som ville blive taget ud af drift, og der foregik ingen kompostering. Lysgener var blevet gennemgået og justeret. Udsivning til Banestien var tidligere et problem, men var løst ved forøgelse af dæmningen. Ansøger understregede, at vandet ikke indeholdt mere cadmium end normalt, og at udledning til Lindenborg Å håndteres separat. Ansøger var indstillet på dialog med naboerne.

Aalborg Kommune supplerede, at klagen over støj m.v. primært vedrørte virksomhedens drift. Mellemdepotet ville reducere den koncentrerede trafik. Kommunen havde pålagt virksomheden at fjerne eksisterende jordvolde over 0,5 meter og kun oplægge jord i maksimalt 0,5 meters højde. En støjrapport viste, at der på de fleste hverdage ville komme 48 lastbiler til og fra virksomheden, med op til 61 på mandage og 27 på søn- og helligdage, med drift hele døgnet.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen med deltagelse af 10 medlemmer. Nævnet vurderede sagen ud fra Planlovens § 35, stk. 1, som fastsætter, at opførelse af ny bebyggelse eller ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer i landzone forudsætter tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Afgørelsen træffes på baggrund af planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, samt eventuelle urimelige gener for naboer.

Naboorientering

Nævnet tog stilling til spørgsmålet om manglende naboorientering. Ifølge Planlovens § 35, stk. 4 skal der normalt gives skriftlig orientering til naboer. Dog gælder pligten ikke, hvis det ansøgte efter kommunalbestyrelsens skøn er af underordnet betydning for naboerne, jf. Planlovens § 35, stk. 5. Nævnet fandt, at etableringen af mellemdepot og laguner ikke var en egentlig udvidelse af produktionen, men en ændret driftsform med miljøforbedrende karakter. Derfor vurderede nævnet, at kommunens skøn om at undlade naboorientering ikke var åbenbart urimeligt og dermed ikke skulle tilsidesættes.

Landzonetilladelsen

Nævnet bemærkede, at mellemdepotet er nødvendigt for virksomhedens drift i forbindelse med genanvendelse af vand ved rengøring af rodfrugter. Et flertal på 8 af nævnets medlemmer fandt, at Aalborg Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til virksomheden i dens nuværende størrelse kunne stadfæstes. Begrundelsen var, at der er tale om en eksisterende virksomhed, der har vasket rodfrugter siden 1977, og at ansøger løbende arbejder på at minimere generne for naboerne, med allerede gennemførte miljøforbedringer. Nævnet fandt ikke, at der var planlægningsmæssige og landskabelige forhold, der talte afgørende imod en tilladelse. Det indgik også i vurderingen, at landzonetilladelsen til mellemdepotet næppe ville give anledning til væsentlige nye eller ændrede gener for de omkringboende. Mindretallet (Pelle Andersen-Harild og Peter Thyssen) stemte for at ændre kommunens afgørelse til et afslag.

Afgørelse og Klageadgang

I overensstemmelse med stemmeafgivningen stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet Aalborg Kommunes afgørelse af 27. august 2014 om lovliggørende landzonetilladelse til mellemdepot, laguner og sø på ejendommen. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år, jf. Planlovens § 56, stk. 1. Kommunen er tilsynsmyndighed og påser overholdelse af Planloven og Miljøbeskyttelsesloven, herunder støjforhold reguleret af Miljøstyrelsens Vejledning nr. 5/1984 om Ekstern støj fra virksomheder. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 5, stk. 1.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.