Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Egedal Kommune traf den 26. januar 2021 beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitutbestemmelse i forbindelse med en landzonetilladelse. Tilladelsen omhandlede opstilling af en 15 m2 container på matr.nr. [M1], [A1], 3660 Stenløse. Ejendommen er tinglyst med en servitut, der blandt andet begrænser bebyggelse til én spejderhytte i ét plan per parcel. Kommunen vurderede, at den ansøgte container ikke var i strid med servitutterne.
En nabo klagede den 16. februar 2021 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren anførte, at landzonetilladelsen var i strid med den tinglyste servitut. I sine bemærkninger til klagesagen fastholdt kommunen, at opstillingen af containeren ikke var i strid med servitutten.
Planklagenævnet kan behandle en kommunes afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.
En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43. Denne bestemmelse giver kommunen beføjelse til ved påbud eller forbud at håndhæve overholdelsen af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan.
Kommunen beslutter selv, om den ønsker at anvende Planloven § 43 til at håndhæve bestemmelser i en privatretlig servitut. En kommunes beslutning om ikke at ville bruge denne bestemmelse – uanset om det skyldes, at kommunen ikke har ønsket at håndhæve servitutbestemmelsen, ikke har fundet, at servitutbestemmelsen er overtrådt, eller finder, at servitutbestemmelsen er bortfaldet – er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til og efterprøves af Planklagenævnet.
I den konkrete sag har Egedal Kommune besluttet ikke at håndhæve servituttens bestemmelser. Planklagenævnet fandt, at klagen alene vedrørte, hvorvidt landzonetilladelsen var i strid med servitutten, og ikke indeholdt klagepunkter, der vedrørte selve kommunens afgørelse om landzonetilladelse. På denne baggrund afviste Planklagenævnet at behandle klagen.
Såfremt klageren ønsker at få efterprøvet, hvorvidt den tilladte container er i strid med servitutten, må klageren anlægge et civilretligt søgsmål ved domstolene, hvis betingelserne for en sådan retssag i øvrigt er overholdt.
Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Vestre Landsret stadfæster Tinglysningsrettens afgørelse om krav til geografisk stedfæstelse af vedligeholdelsespligt.



Sagen omhandler Guldborgsund Kommunes indirekte afgørelser om, at opførelsen af sommerhuse på A 1, Væggerløse, er i overensstemmelse med lokalplan nr. 19. Kommunen traf disse afgørelser den 27. og 28. april samt den 18. og 26. juni 2020. Flere klagere, alle beboere inden for lokalplanområdet, indgav klager til Planklagenævnet over disse afgørelser.
De omhandlede ejendomme ligger på A 1, Væggerløse, og er omfattet af lokalplan nr. 19, et feriecenter ved A 3 i Marielyst, vedtaget i 1987 med et tillæg fra 1990. Lokalplanens formål er at modernisere det eksisterende feriecenter ved at tillade nyopførelse af 130-150 ferieboliger og fællesbygninger samt at etablere en samlet bebyggelse inden for et landskabeligt og brugsmæssigt sammenhængende område. Ifølge lokalplanens § 3.1 må området kun anvendes til feriecenter i form af koncentreret feriebebyggelse til udlejning/ferieby, bestående af ferieboligbebyggelse med tilhørende fællesbygninger som reception, restaurant, fælleslokaler, svømmehus og diverse fritidsfaciliteter. Lokalplanens § 7.6 angiver, at bebyggelsen skal placeres retningsgivende som vist på kortbilag 3, der viser grupper af huse i ovale formationer.
Vestre Landsret har slået fast, at tinglysning af tillæg til en servitut kræver udtrykkeligt samtykke fra den nuværende ejer, uanset om ændringen vurderes som en fordel.
To servitutter med fravigelse af det såkaldte gæsteprincip var ugyldige som følge af usaglig forvaltning.
Byggeprojektet omfatter 10 sommerhuse på mellem 182 m² og 242 m² med 10-14 sengepladser hver, hvilket giver et samlet antal på 124 sengepladser. Der etableres desuden "bakker" mellem de fire nordlige huse og den øvrige bebyggelse. Kommunen anførte i byggetilladelserne, at lokalplanens krav skulle overholdes, og at bygherren selv skulle undersøge eventuelle tinglyste servitutter.
Klagerne gjorde gældende, at byggeprojektet var i strid med lokalplanens principper og formål, da de nye sommerhuse ville blive privatejede ferieboliger, hvilket ikke opfyldte begrebet "feriecenter" som defineret i lokalplanen. De anførte, at lokalplanen var forældet, og at afvigelserne var så store, at en ny lokalplan var påkrævet, jf. Planloven § 13, stk. 2. Desuden blev det anført, at projektet ville være i strid med Planloven § 39 om opførelse af mere end én bolig pr. ejendom, en tinglyst servitut, og sommerhusloven vedrørende udlejning og videresalg uden Erhvervsstyrelsens tilladelse. Klagerne kritiserede også kommunen for ikke at oplyse om igangværende arbejde med en ny lokalplan for området.
Kommunen fastholdt, at byggeprojektet var i overensstemmelse med lokalplanens formålsbestemmelse. De påpegede, at de eksisterende ferieboliger også var privatejede, og at de nye sommerhuse ville have samme ejerforhold. Kommunen mente ikke, at 10 nye sommerhuse udgjorde videregående afvigelser, der krævede en ny lokalplan. De anførte, at de nye ejere ville blive forpligtet til at indgå i grundejerforeningen for F 3 og bidrage til vedligeholdelse af fællesarealer og faciliteter. Vedrørende Planloven § 39 oplyste kommunen, at de arbejdede på en ejerkonstruktion, der ville afklare ejerforholdene. Kommunen afviste at håndhæve servitutten med hjemmel i Planloven § 43, da dette er en skønsmæssig beslutning, der ikke kan påklages til Planklagenævnet. Endelig bemærkede kommunen, at bebyggelsesprocenten var under 15 %, hvilket var i overensstemmelse med lokalplanen.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Helsingør Kommunes beslutning om ikke at håndhæve en servitutbestemm...
Læs mere
Sagen omhandler en genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 4. december 2019, hvor nævnet oprindeligt havde givet a...
Læs mere