Afgørelse i klagesag om Gentofte Kommunes afgørelse om opførelse af enfamiliehus

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Gentofte Kommunes afgørelse.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om overensstemmelse med lokalplanen og overholdelse af sagsbehandlingsregler, herunder forvaltningslovens regler om partshøring. Nævnet kunne derimod ikke behandle klagepunkter vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed, såsom indbliks- og skyggegener eller værditab, da disse ikke vedrører retlige forhold efter planloven. Ligeledes kunne klagepunktet om præcedensvirkning ikke behandles, da det vedrører fremtidige sager og ikke den konkrete afgørelse.

Vurdering af lokalplanens overholdelse

Nævnet fastslog, at lokalplanbestemmelser er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18, og at nye forhold, der er i overensstemmelse med lokalplanen, er umiddelbart tilladte. Lokalplanens redegørelsestekst har alene oplysende karakter og er ikke bindende.

• Lokalplanens formålsbestemmelse (§ 1): Nævnet fandt, at formålsbestemmelsen i lokalplanens § 1 alene fastsætter overordnede målsætninger. Da et forhold, der ønskes reguleret, skal komme til udtryk i planens konkrete bestemmelser, fandt nævnet, at det ansøgte enfamiliehus er umiddelbart tilladt efter lokalplanens formålsbestemmelse.
• Lokalplanens § 8.1 (Helhedsvurdering): Planklagenævnet vurderede, at formuleringen i lokalplanens § 8.1 om en 'god helhedsvurdering' ikke har den fornødne klarhed og præcision til at kunne håndhæves som en bindende bestemmelse. Fortolkningen af bestemmelsen ville i høj grad bero på en skønsmæssig vurdering, hvilket skaber tvivl om, hvorvidt den er overholdt. Derfor fandt nævnet, at det ansøgte enfamiliehus er umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 8.1 og ikke kræver dispensation efter Planloven § 19.

Vurdering af partshøring

Klageren havde anført, at kommunen skulle have partshørt flere beboere i henhold til Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Kommunen havde kun partshørt de to direkte naboejendomme. Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse ikke lider af en væsentlig retlig mangel, uanset om der var pligt til at partshøre flere beboere. Nævnet lagde vægt på, at det ansøgte byggeri var umiddelbart tilladt efter lokalplanen. En ophævelse og hjemvisning af kommunens afgørelse ville derfor ikke kunne føre til et andet resultat.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagen. Kommunens afgørelse af 20. januar 2020 om, at opførelse af det nye enfamiliehus er i overensstemmelse med lokalplan nr. 350, blev dermed stadfæstet. Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede afgørelsen.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

Kommunens Afgørelse og Dispensationer

Helsingør Kommune meddelte byggetilladelse til opførelse af to kviste på i alt 2,7 m² og dispenserede samtidig fra lokalplanens bestemmelser:

• Dispensation fra § 5, stk. 1: Bebyggelsesprocenten forøgedes fra 32,6% til 32,9%, hvilket overskred den tilladte grænse på 25%.
• Dispensation fra § 5, stk. 10: Kvistene fik en bredde på 1,5 meter, hvilket overskred den tilladte bredde på 1,3 meter.

Kommunen undlod at foretage forudgående naboorientering, da de vurderede, at dispensationen var af underordnet betydning for naboerne.

Klagernes Indvendinger

Klagernes ejendom er naboejendom til den omhandlede ejendom, og de tilladte kviste er placeret direkte ind mod klagernes ejendom. Klagerne anførte, at kvistene, som de opfattede som karnapper, medførte betydelige indbliksgener til deres første sal, stue og køkken. De mente derfor, at der skulle have været foretaget partshøring forud for kommunens afgørelse. Klagerne rejste også tvivl om korrekt afsætning af skel, korrekt beregning af bebyggelsesprocenten (inklusive ulovligt opført bebyggelse som en loggia, et skur og en havepavillon), og at kvistene ikke var opført i overensstemmelse med de godkendte tegninger.

Kommunens Svar på Klagen

Helsingør Kommune fastholdt, at klagerne ikke var parter i sagen, da dispensationen var af underordnet betydning. Kommunen mente ikke, at lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesprocent skulle varetage hensynet til indbliksgener, og at indbliksgenerne ikke oversteg, hvad man almindeligvis må forvente i et byområde. Bebyggelsesprocenten var beregnet ud fra BBR-oplysninger, og kommunen fandt det underordnet, om der var opført ulovlig bebyggelse. Kommunen oplyste desuden, at ejendomsudvalget i 2010 havde besluttet at skærpe praksis for bebyggelsesprocent, men at konkrete vurderinger fortsat skulle foretages. Kommunen vedlagde fotos, der viste direkte indblik fra kvistene til klagernes ejendom.