Kommunes håndhævelse af servitut om byggelinje - overholdelse af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette inkluderer spørgsmål om overholdelse af almindelige forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen.

Håndhævelse af servitut

Kommunen har hjemmel i Planloven § 43 til at håndhæve privatretlige servitutter om forhold, der kan optages i en lokalplan. Da Planloven § 15, stk. 2, nr. 6 giver hjemmel til at fastsætte lokalplanbestemmelser om bebyggelsers beliggenhed på grunde (byggelinjer), havde kommunen ret til at håndhæve servituttens bestemmelse om byggelinjer.

Lighedsgrundsætningen

Lighedsgrundsætningen indebærer, at sammenlignelige sager som udgangspunkt skal have samme resultat, og at usaglig forskelsbehandling ikke må finde sted. En kommune kan ændre sin praksis, hvis det er en generel ændring baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn, og den nye praksis følges konsekvent. En fejl fra kommunens side afskærer ikke kommunen fra fremadrettet at administrere i overensstemmelse med praksis.

Planklagenævnet vurderede de af klageren anførte sammenlignelige sager:

• [adresse6]: Da der er tale om en ubebygget grund, fandt nævnet ikke, at den var sammenlignelig.
• [adresse2]: Forskellen mellem en selvstændig carport og en integreret tilbygning blev anset for at give et forskelligt visuelt udtryk, hvilket gjorde sagerne ikke-sammenlignelige.
• [adresse4]: Kommunen oplyste, at carporten overholdt servituttens bestemmelser, hvorfor den ikke var sammenlignelig med klagerens ansøgning, der var i strid med servitutten.
• [adresse3]: Kommunen havde ved en fejl ikke forholdt sig til servitutten i denne sag. Nævnet fastslog, at en sådan fejl ikke forpligter kommunen til at fravige servitutten i fremtidige sager, uanset om sagerne måtte være sammenlignelige.
• [adresse5]: Nævnet fandt, at det er et sagligt og planlægningsmæssigt relevant hensyn at skelne mellem byggeri ud til en vendeplads og byggeri langs en almindelig vej. Det visuelle indtryk af en vendeplads er anderledes, og hensynet til afstand til vejen har ikke samme vægt her. Forskellen mellem en selvstændig og en integreret carport blev også anset for et sagligt hensyn, da det påvirker områdets åbenhed.

På baggrund af ovenstående fandt Planklagenævnet ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klageren.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Frederikssund Kommunes håndhævelse af byggelinjebestemmelsen i den privatretlige servitut. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen. Afgørelsen vedrørende gebyret kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Dom i sag om omvurdering af ubebygget grund i Nordhavn i København

Vurderingsstyrelsen havde i 2019 med rette genoptaget og omvurderet ejendomsværdien for en ubebygget grund i Nordhavn i København pr. 1. oktober 2017, da vurderingen var foretaget på fejlagtigt grundlag.

Kommunens afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at skuret i støjvolden var i strid med lokalplanens § 3.1, da det ikke er et haveformål i lokalplanens forstand, og at det desuden var i strid med § 7.4, som forudsætter, at bebyggelse måles fra skråningsfoden, hvilket indikerer, at der ikke må opføres bebyggelse på selve volden. Kommunen vurderede, at § 3.1 er en del af lokalplanens principper, hvorfra der ikke kan dispenseres, jf. Planloven § 19. For skuret ud mod vejen fandt kommunen, at det var placeret for tæt på skel i strid med lokalplanens § 7.1. Kommunen anførte, at en dispensation ville ændre områdets karakter, som lokalplanen ønsker at fastholde.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at skuret i støjvolden er umiddelbart tilladt som haveformål, da det bruges til opbevaring af haveværktøj og dyrkning af planter. Klageren undrede sig over, at terrasser tillades, men skure ikke. Desuden gjorde klageren gældende, at kommunen i 2013 havde givet et bindende forhåndstilsagn om, at skuret var lovligt, hvis det blev brugt til haveformål og ikke var for stort. Endelig påberåbte klageren sig lighedsgrundsætningen, idet kommunen angiveligt havde givet dispensation til andre skure i området, både i støjvolde og ud mod offentlig vej/sti, som var større end klagerens. Klageren fremhævede også, at skurene ikke generer nogen og falder godt ind med ejendommen.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at et skur ikke er et haveformål i lokalplanens forstand, da haveformål forstås som ikke-bygværker. Kommunen oplyste, at den ikke havde givet dispensation til andre skure i støjvolde og havde indledt lovliggørelsessager, hvor sådanne var opført. Ligeledes var der ikke givet dispensation til skure tættere end 2,5 meter fra vejskel. Kommunen havde ingen kendskab til det påståede bindende forhåndstilsagn fra 2013.