I dommen henviste retten til en skønsmands besvarelse, der anførte, at mattering skulle ske som en varig og fast ændring – f.eks. ved udskiftning af glas eller sandblæsning. Dette tekniske skøn fik efterfølgende afgørende betydning for kommunens påbud.

Kommunens påbud af 15. maj 2025 – og klagerens indsigelse

I marts 2025 ansøgte ejeren om lovliggørende byggetilladelse. Kommunen besigtigede ejendommen den 23. april 2025 og konstaterede, at vinduerne og altanafskærmningen var dækket med folie – ikke matteret i overensstemmelse med vilkåret. Kommunen udstedte den 15. maj 2025 påbud om lovliggørelse og præciserede, at matteringen skulle ske som en varig og fast ændring, dvs. ved udskiftning med matteret glas eller sandblæsning.

Klageren protesterede og anførte:

• At landzonetilladelsen fra 2020 ikke kræver en bestemt teknisk metode
• At en professionel glarmester havde udført matteringen med en sandblæst solfilm, professionelt påført og fastbrændt på selve glasoverfladen
• At den anvendte metode er varig og permanent og ikke uden videre kan fjernes
• At det ikke er proportionalt at kræve udskiftning eller sandblæsning, når den nuværende løsning opfylder betingelserne

Planklagenævnets vurdering: Påbuddet overskrider hjemmelsgrundlaget

Planklagenævnet tog stilling til det retlige spørgsmål om, hvorvidt kommunen havde hjemmel til at give påbud efter Planloven § 51.

Nævnet bemærkede, at dets egen afgørelse fra 2021 – som byretten siden stadfæstede – klart fastslog, at matteringsvilkåret ikke stiller krav om en specifik teknisk løsning. Skønsmandens udtalelse i den efterfølgende retssag ændrer ikke på dette, da den blot indgik som teknisk bevisførelse og ikke har normativ rækkevidde over for den administrative afgørelse.

Nævnet konkluderede:

Krav om, at varig og fast ændring af vinduerne og altanafskærmningen skal ske ved udskiftning af vinduerne og altanafskærmningen med matteret glas eller ved sandblæsning af eksisterende vinduer og altanafskærmning fremgår således ikke af vilkårene i landzonetilladelsen, men kun af påbuddet.

Dermed indebar påbuddet en skærpelse i forhold til landzonetilladelsen fra 2020 – en skærpelse som kommunen ikke havde hjemmel til at foretage. Påbuddet lider af en væsentlig retlig mangel og er ugyldigt.

Planklagenævnet ophæver Fredensborg Kommunes afgørelse af 15. maj 2025 om påbud om lovliggørelse af de to 5-kantede vinduer og altanafskærmning mod øst. Begrundelsen er, at påbuddet stiller krav om en specifik teknisk metode (udskiftning af glas eller sandblæsning), som ikke fremgår af vilkårene i den lovliggørende landzonetilladelse af 15. oktober 2020. Kommunen havde dermed ikke hjemmel efter planlovens § 51 til at udstede påbuddet med dette indhold. Påbuddet udgør en ulovhjemlet skærpelse af de eksisterende vilkår og er derfor behæftet med en væsentlig retlig mangel, der medfører ugyldighed.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

Den påklagede afgørelse

Kommunen traf den 9. april 2019 afgørelse om, at de foretagne ændringer kun delvist kunne godkendes. Afgørelsen stillede krav om:

• At gabionerne mod syd og vest på grunden skulle jordtildækkes og beplantes.
• At en række gabioner nord for huset skulle reduceres til to lag. (Dette punkt blev senere opfyldt).

Det udestående spørgsmål vedrørte således alene lovliggørelse af gabioner langs ejendommens vest- og sydskel.

Klagen til Planklagenævnet

Ejeren klagede den 2. maj 2019 til Planklagenævnet. Klageren anførte navnlig, at kommunen ikke havde hjemmel til at kræve de anførte ændringer, og at afgørelsen skulle træffes ud fra de regler, der var gældende ved sagens opstart, ikke den senere vedtagne lokalplan. Kommunen fastholdt, at den foretagne terrænregulering krævede landzonetilladelse, som ikke forelå, og at det oprindelige påbud var gældende, da det ikke var påklaget rettidigt.