Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen handler om en langvarig tvist mellem en ejendomsejer i Nivå og Fredensborg Kommune om lovliggørelsen af et enfamiliehus i landzone – særligt om, hvorvidt de matterede vinduer og en altanafskærmning opfylder vilkårene i en lovliggørende landzonetilladelse. Planklagenævnet ophæver kommunens påbud, fordi det stiller skærpede krav, der ikke har hjemmel i den oprindelige tilladelse.
Sagens baggrund strækker sig over næsten et årti. Fredensborg Kommune gav den 9. november 2016 en lovliggørende landzonetilladelse til et opført enfamiliehus på ejendommen. Tilladelsen var betinget af, at vinduerne på hver side af altandøren i gavltrekanten mod øst blev fjernet. Både ejeren og naboen mod øst klagede til Planklagenævnet.
Den 29. januar 2018 ophævede Planklagenævnet enstemmigt kommunens tilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet vilkåret blev anset for utilstrækkeligt præcist.
Kommunen traf den 15. oktober 2020 en ny afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Tilladelsen blev givet med to konkrete vilkår:
Denne afgørelse blev også påklaget. Planklagenævnet stadfæstede den 17. maj 2021 tilladelsen og fastslog, at vilkårene var rimelige og proportionale. Nævnet præciserede dengang:
Planklagenævnet bemærker, at vilkårene om mattering efter nævnets opfattelse ikke med den valgte formulering stiller krav om en specifik teknisk løsning, f.eks. matslibning af glasset, men blot må opfattes som et krav om at bruge en løsning, som ændrer eller påføres selve glasset, og som medfører, at det ikke er muligt at se udsigten i detaljer.
Denne fortolkning er central for sagens udfald.
Ejeren stævnede Planklagenævnet den 1. november 2021 med påstand om, at matteringsvilkåret var ugyldigt, alternativt at det kunne opfyldes med lameller eller tværstriber. Retten i Helsingør afsagde dom den 9. december 2024 og frifandt Planklagenævnet. Retten fandt, at nævnets afgørelse var proportional og sagligt rimelig.
I dommen henviste retten til en skønsmands besvarelse, der anførte, at mattering skulle ske som en varig og fast ændring – f.eks. ved udskiftning af glas eller sandblæsning. Dette tekniske skøn fik efterfølgende afgørende betydning for kommunens påbud.
I marts 2025 ansøgte ejeren om lovliggørende byggetilladelse. Kommunen besigtigede ejendommen den 23. april 2025 og konstaterede, at vinduerne og altanafskærmningen var dækket med folie – ikke matteret i overensstemmelse med vilkåret. Kommunen udstedte den 15. maj 2025 påbud om lovliggørelse og præciserede, at matteringen skulle ske som en varig og fast ændring, dvs. ved udskiftning med matteret glas eller sandblæsning.
Klageren protesterede og anførte:
Planklagenævnet tog stilling til det retlige spørgsmål om, hvorvidt kommunen havde hjemmel til at give påbud efter Planloven § 51.
Nævnet bemærkede, at dets egen afgørelse fra 2021 – som byretten siden stadfæstede – klart fastslog, at matteringsvilkåret ikke stiller krav om en specifik teknisk løsning. Skønsmandens udtalelse i den efterfølgende retssag ændrer ikke på dette, da den blot indgik som teknisk bevisførelse og ikke har normativ rækkevidde over for den administrative afgørelse.
Nævnet konkluderede:
Krav om, at varig og fast ændring af vinduerne og altanafskærmningen skal ske ved udskiftning af vinduerne og altanafskærmningen med matteret glas eller ved sandblæsning af eksisterende vinduer og altanafskærmning fremgår således ikke af vilkårene i landzonetilladelsen, men kun af påbuddet.
Dermed indebar påbuddet en skærpelse i forhold til landzonetilladelsen fra 2020 – en skærpelse som kommunen ikke havde hjemmel til at foretage. Påbuddet lider af en væsentlig retlig mangel og er ugyldigt.
Planklagenævnet ophæver Fredensborg Kommunes afgørelse af 15. maj 2025 om påbud om lovliggørelse af de to 5-kantede vinduer og altanafskærmning mod øst. Begrundelsen er, at påbuddet stiller krav om en specifik teknisk metode (udskiftning af glas eller sandblæsning), som ikke fremgår af vilkårene i den lovliggørende landzonetilladelse af 15. oktober 2020. Kommunen havde dermed ikke hjemmel efter planlovens § 51 til at udstede påbuddet med dette indhold. Påbuddet udgør en ulovhjemlet skærpelse af de eksisterende vilkår og er derfor behæftet med en væsentlig retlig mangel, der medfører ugyldighed.

Påbud om at fjerne asbestholdigt materiale fra ejendom ophævet grundet manglende lovhjemmel.



Sagen omhandler Rudersdal Kommunes afgørelse af 9. april 2019 om, at et påbud af 14. juni 2017 vedrørende reetablering af terræn på en ejendom i Hørsholm kun var delvist opfyldt. Ejendommen er beliggende i landzone og omfattet af landzonelokalplan nr. 257.
Kommunen udstedte den 14. juni 2017 et påbud om fysisk lovliggørelse af en udført terrænregulering på ejendommen. Dette omfattede afgravning, opstilling af gabioner (trådkurve fyldt med natursten) og generel terrænregulering. Påbuddet krævede reetablering af det oprindelige terræn, men tillod visse gabioner at blive bibeholdt, hvis de blev beplantet eller jordtildækket for at sikre mod udskridning.
Den 27. november 2017 fastholdt kommunen påbuddet og forlængede fristen for lovliggørelse til den 15. januar 2018. Kommunen præciserede, at alle gabioner skulle jordtildækkes og begrønnes, dog med undtagelse af gabioner ved husets vest- og nordfacade, som blot skulle begrønnes. Ejeren meddelte den 8. november 2018, at betingelserne i påbuddet var opfyldt, hvorefter kommunen besigtigede ejendommen den 12. november 2018.
Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.
Kommunen traf den 9. april 2019 afgørelse om, at de foretagne ændringer kun delvist kunne godkendes. Afgørelsen stillede krav om:
Det udestående spørgsmål vedrørte således alene lovliggørelse af gabioner langs ejendommens vest- og sydskel.
Ejeren klagede den 2. maj 2019 til Planklagenævnet. Klageren anførte navnlig, at kommunen ikke havde hjemmel til at kræve de anførte ændringer, og at afgørelsen skulle træffes ud fra de regler, der var gældende ved sagens opstart, ikke den senere vedtagne lokalplan. Kommunen fastholdt, at den foretagne terrænregulering krævede landzonetilladelse, som ikke forelå, og at det oprindelige påbud var gældende, da det ikke var påklaget rettidigt.

Sagen omhandler et påbud fra Næstved Kommune om at fjerne et skur på 10 m², som en grundejer havde opført på en støjvold...
Læs mere
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Tårnby Kommunes påbud om lovliggørelse af anvendelsen og bebyggelsen...
Læs mere