Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation for etablering af grusvej inden for strandbeskyttelseslinje

Nævnet fandt, at det ansøgte læhegn ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen om ”sædvanlig hegning” i Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 2, nr. 4. Dette skyldtes, at læhegnet ved sin karakter ville ændre væsentligt ved landskabsbilledet, hvilket er i strid med nævnets praksis.

Vurdering af dispensation

Efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2 kan kommunen i særlige tilfælde meddele dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer. Nævnets praksis for dispensation er meget restriktiv. Nævnet vurderede, at det ansøgte ikke udgjorde et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Det blev lagt til grund, at markvejen ikke havde eksisteret siden 1980, baseret på luftfotos fra 1980-1983.

Påvirkning af fortidsmindet

Nævnet vurderede, at grusvejen og læhegnet ville forstyrre fortidsmindet som landskabselement og udgøre fremmedelementer. Læhegnet ville forringe indsynet til og udsynet fra den vestlige del af fortidsmindet, og grusvejen lå i første række til fortidsmindet. Desuden kunne etableringen af et læhegn skade de arkæologiske lag omkring langdyssen.

Præcedens og driftsmæssige hensyn

En dispensation til det ansøgte ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i tilsvarende sager, hvilket ville stride mod formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen. Nævnet bemærkede desuden, at den driftsmæssige nødvendighed af det ansøgte ikke er et hensyn, der kan varetages i forbindelse med vurderingen af dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen. Klagerens anbringender om andre anlæg inden for beskyttelseslinjen kunne ikke føre til et andet resultat.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.

Lemvig Kommunes afgørelse

Lemvig Kommune meddelte den 3. juli 2019 lovliggørende dispensation til at beholde den overdækkede terrasse, skuret med tilhørende overdækket terrasse samt udestuen. Kommunen vurderede, at bebyggelserne ikke forringede indsynet til gravhøjen og ikke havde skadelig effekt på bilag IV-arter.

Klagen fra Slots- og Kulturstyrelsen

Slots- og Kulturstyrelsen påklagede afgørelsen den 30. juli 2019. Klagen anførte navnlig, at:

• Den overdækkede terrasse og skuret med tilhørende overdækket terrasse påvirker oplevelsen af fortidsmindet som landskabselement og hindrer indsyn til og udsyn fra fortidsmindet.
• Lemvig Kommune ikke havde taget stilling til eventuelle arkæologiske lag i området.
• Kommunen ikke havde taget stilling til alle væsentlige tilstandsændringer indenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen, herunder nyere belægning sydøst for højen. Den lovliggørende dispensation til udestuen blev ikke påklaget.

Sagen blev vurderet efter Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1, som forbyder tilstandsændringer inden for 100 meter fra fortidsminder, og Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, der giver mulighed for dispensation i særlige tilfælde, dog med en meget restriktiv praksis.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af diger