Sag om erstatning i forbindelse med fredning af Sydhavnstippen

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fredningsnævnet for Københavns erstatningsafgørelse af 25. september 2016, om at fredningen af Sydhavnstippen ikke udløser erstatning for ejendommen matr.nr. F1, København.

Klageberettigelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste Transport- og Boligministeriets klage, da ministeriet ikke blev anset for klageberettiget i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 43, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at ministeriet hverken ejer det omhandlede areal eller i nærværende sag er en myndighed, der skal udrede en del af erstatningen.

Retsgrundlag for Erstatning

Som udgangspunkt fastsættes der erstatning til ejere af rettigheder over en fredet ejendom for det tab, fredningen påfører dem, jf. Naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1. Det følger dog af Naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, 3. pkt., at der ikke tilkendes erstatning for fredning af offentligt ejede arealer, medmindre den fredede ejendom er erhvervet med henblik på midlertidig besiddelse. Arealer omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 (beskyttet natur) og Naturbeskyttelseslovens § 15 (strandbeskyttelseslinjen) udløser ikke erstatning.

Vurdering af Offentligt Eje og Midlertidig Besiddelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at V1 må anses for en del af den offentlige forvaltning. Selskabet er oprettet ved Lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S, er 100 procent offentligt ejet af Københavns Kommune og transportministeren, og er underlagt offentlig styring og kontrol, herunder at offentlighedsloven, forvaltningsloven og ombudsmandsloven gælder for selskabet. Valget af selskabsform var primært baseret på økonomiske og skattemæssige betragtninger, ikke privatisering.

Nævnet vurderede, at det fredede areal ikke er erhvervet med henblik på midlertidig besiddelse, jf. Naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, 3. pkt.. Nævnet lagde vægt på, at arealet har været i offentligt eje siden dets etablering for over 40 år siden, idet V1 har succederet i tidligere offentlige institutioner/selskaber (V2 og V3). Nævnet henviste til Østre Landsrets dom af 14. marts 2014 om Statens Ejendomsselskab V4, som fastslog, at staten ikke opnår en bedre retsstilling ved at flytte salg af en ejendom til et selskab, når ejendommen har været i statens eje i mange år.

Selvom Lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S § 15 angiver, at selskabets formål er at forestå havnedrift og udvikling af arealer, herunder salg, fastlægger lovgrundlaget ikke en entydig fremtidig anvendelse eller tidshorisont for afhændelse. Selskabet kan også helt eller delvist uden vederlag stille arealer til rådighed for rekreative formål. Den kommunale planlægning har heller ikke entydigt fastlagt arealet til byudvikling. På baggrund heraf fandt nævnet, at ejendommen ikke er erhvervet med henblik på midlertidig besiddelse, og fredningen udløser derfor ikke erstatning. Hvis erstatning var blevet tilkendt, ville den del af arealet, der er omfattet af strandbeskyttelseslinjen, ikke udløse erstatning. Grundtaksten ville i så fald have været 3.700 kr.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser truffet efter Naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, 3. pkt. kan ikke påklages til Taksationskommissionen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 45, stk. 1, 2. pkt.. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.

Fredning – Stevns Klint

Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.

Fredningsmyndighedernes revision og erstatningsudmåling for Farumgård står ved magt, efter Retten i Lyngby har vurderet, at en historisk tilbagekaldelsesret fra 1949 er bortfaldet.

Fredningsnævnet begrundede fredningen med områdets store landskabelige værdier og behovet for at sikre og forbedre disse samt offentlighedens adgang. Nævnet fandt, at enhver bebyggelse ville have negativ indvirkning på landskabet og udsigten. Fredningsnævnet fastsatte en række bestemmelser for området, herunder:

• Bevaring af nuværende tilstand.
• Forbud mod tilplantning med udsigtshæmmende afgrøder på landbrugsarealer, dog med undtagelse af private haver.
• Forbud mod nye boliger og anden ny bebyggelse, med visse undtagelser for landbrugsejendomme over 30 ha.
• Begrænsninger på om- og tilbygninger af eksisterende helårshuse til 500 m² bruttoetageareal, samt krav om dispensation for solcelleanlæg.
• Forbud mod etablering af faste anlæg som tårne, vindmøller og sportsanlæg.
• Forbud mod terrænændringer og råstofudvinding.
• Offentlig adgang i henhold til de almindelige regler i naturbeskyttelsesloven, med anlæggelse af nye stier.
• Plejemyndigheden kan gennemføre pleje og udarbejde plejeplaner.

Fredningsnævnets afgørelse blev påklaget af Miljøstyrelsen, Syddjurs Kommune og flere lodsejere. Klagerne omhandlede blandt andet:

• Miljøstyrelsen: Ønske om at udtage arealer omfattet af godkendte kommuneplanrammer grundet potentielt høje erstatninger, samt at fjerne overflødige bestemmelser om gødskning og sprøjtning af § 3-arealer og justere bestemmelser om om- og tilbygning.
• Syddjurs Kommune: Formelle mangler (manglende miljøvurdering/screening), at områdets landskabelige værdier ikke var tilstrækkelige til en fredning, og at eksisterende lovgivning var tilstrækkelig.
• Lodsejere: Fredningen var overflødig, begrænsede landbrugsdrift, forhindrede byudvikling i rammebelagte områder, og påvirkede udsigt og rekreative værdier negativt.