Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelse af lønsumsafgift for en bilforhandler

Selskabet anfægtede dette og gjorde gældende, at aktiviteterne var så integrerede, at de ikke kunne adskilles omkostningsmæssigt, og at Lønsumsafgiftsbekendtgørelsen § 4, stk. 4 udpeger omsætningsfordelingen som det primære udgangspunkt for skønnet.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten lagde vægt på, at omsætningsfordelingen kun er et udgangspunkt, som kan anfægtes af myndighederne, hvis skønnet ikke er retvisende for de faktiske forhold, jf. praksis i SKM2019.378.HR. Retten fandt, at selskabets regnskaber tillod en mere præcis opdeling, og at Skattestyrelsens metode gav et mere retvisende billede af det overskud, provisionsaktiviteterne faktisk genererede.

"Landsskatteretten finder, at selskabets skønsmæssige opgørelse af over-/underskudsandelen på baggrund af en omsætningsfordeling ikke er udtryk for en rimelig fordeling, og at Skattestyrelsens skønsmæssige opgørelse af over-/underskudsandelen på baggrund af regnskaberne er mere retvisende."

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om at forhøje selskabets lønsumsafgift med 635.086 kr. for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019.

Afgørelsen er baseret på:

• Lønsumsafgiftsloven § 4, stk. 1 og 4
• Lønsumsafgiftsbekendtgørelsen § 4, stk. 3 og 4

Retten konkluderede, at når en virksomhed har aktiviteter med vidt forskellige omkostningsstrukturer (som bilhandel versus finansiel formidling), kan en flad omsætningsfordeling af det samlede resultat tilsidesættes til fordel for en regnskabsbaseret opdeling, der bedre afspejler ressourceforbruget og indtjeningen i den afgiftspligtige gren.

Selskabet mente, at en omsætningsfordeling af det samlede skattepligtige over-/underskud var et retvisende skøn, da de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter var integrerede biprodukter af kernevirksomheden, og omkostningerne var fælles og uadskillelige. De henviste til, at Lønsumsafgiftsbekendtgørelsen § 4, stk. 4 angiver omsætningsfordeling som udgangspunkt for skønnet. Selskabet argumenterede for, at Skattestyrelsens metode kunstigt skabte et stort positivt resultat for de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter, mens kerneaktiviteterne viste et betydeligt tab, hvilket ikke afspejlede den samlede virksomheds økonomi.

Skattestyrelsens opfattelse

Skattestyrelsen afviste selskabets omsætningsbaserede skøn for over-/underskudsandelen, da det ikke ansås for retvisende. De argumenterede for, at langt størstedelen af omkostningerne (især vareindkøb af biler) direkte kunne henføres til de momspligtige aktiviteter. Skattestyrelsen foretog en aktivitetsopdelt opgørelse baseret på selskabets regnskaber, hvor fællesomkostninger og skattemæssige reguleringer blev fordelt ud fra skøn, men med direkte henføring af omkostninger, hvor muligt. Skattestyrelsen fremhævede, at de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter genererede betydelige indtægter med minimale omkostninger til følge, og at en omsætningsfordeling af det samlede overskud ville være misvisende. Skattestyrelsen henviste til retspraksis, herunder SKM2019.378.HR, SKM2016.565.VLR og SKM2019.415.ØLR, der fastslår, at omsætningsfordeling kun er et udgangspunkt og kan tilsidesættes, hvis den ikke afspejler det faktiske ressourcetræk.

Skattestyrelsens beregning af lønsumsafgiften resulterede i følgende:

Forskellen mellem selskabets og Skattestyrelsens opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget var betydelig:

Den skyldige lønsumsafgift blev opgjort som følger:

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten fandt, at selskabets regnskaber var tilrettelagt på en måde, der muliggjorde et skøn til fastsættelse af over-/underskudsandelen, jf. Lønsumsafgiftsbekendtgørelsen § 4, stk. 3. Retten vurderede, at et skøn baseret på selskabets faktiske indtægter og udgifter, der kunne henføres til den lønsumsafgiftspligtige aktivitet, var en bedre tilnærmelse til det faktiske over-/underskud. Den store afvigelse mellem selskabets og Skattestyrelsens opgørelser viste, at en omsætningsfordeling ikke gav en rimelig fordeling af selskabets over-/underskud, især da de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter bidrog væsentligt til bruttoresultatet med minimale omkostninger. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.