Stadfæstelse af forhøjet momstilsvar grundet uregelmæssige bankindsætninger og manglende dokumentation for fradrag

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens repræsentant påstod principalt, at forhøjelsen af momstilsvaret skulle nedsættes med i alt 986.307 kr., subsidiært hjemvises til fornyet behandling. Repræsentanten anførte, at de omhandlede indsætninger stammede fra allerede beskattede midler, COVID-19 lån og hjælpepakker, arv, interne overførsler mellem egne bankkonti, samt betalinger for fakturaer udstedt for en tredjepart ([person1]), hvor indehaveren blot havde stillet sin konto til rådighed uden økonomisk vinding. Det blev også anført, at visse posteringer vedrørte salg af bitcoins uden avance. Repræsentanten gjorde gældende, at Skattestyrelsen ikke havde overholdt officialprincippet ved ikke at indhente tilstrækkelig dokumentation fra banken vedrørende interne overførsler og bitcoin-handler, og at bevisbyrden for skattepligtige indtægter på private konti som udgangspunkt påhviler Skattestyrelsen.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om forhøjelse af virksomhedens momstilsvar for perioderne i årene 2019, 2020 og 2021 med henholdsvis 279.753 kr., 215.117 kr. og 491.437 kr. Retten fandt, at:

• Indsætninger på bankkonti: Indehaveren havde bevisbyrden for, at indsætningerne ikke var skatte- og momspligtige indtægter. Påstanden om interne overførsler, arv, lån, tilbagebetaling af udlæg eller salg af bitcoins blev ikke anset for dokumenteret eller sandsynliggjort. Retten lagde vægt på, at kun indehaveren havde adgang til kontiene, og at posteringsteksterne sandsynliggjorde erhvervsmæssig omsætning. Der blev henvist til retspraksis, herunder SKM2013.613.ØLR og SKM2008.905.HR.
• Omkostninger i virksomheden: Fradrag for udgifter til "[virksomhed8]" og "[virksomhed12] ApS" blev nægtet, da fakturaerne blev anset for fiktive. Dette skyldtes, at "[virksomhed8]" ikke eksisterede, og kontonummeret på fakturaerne tilhørte indehaveren selv. Kontonummeret for "[virksomhed12] ApS" eksisterede ikke, og betalingerne var interne overførsler. Indehaveren havde ikke løftet bevisbyrden for, at udgifterne var reelle og berettigede til fradrag, jf. SKM2016.9.BR.
• Nedsættelse af omsætningen: Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens nedsættelse af omsætningen og momstilsvaret for 2020, da der var konstateret uregelmæssigheder i bogføringen af fakturaer, og betalingerne for disse var medregnet som omsætning i stedet.
• Officialprincippet: Retten fandt, at Skattestyrelsen havde overholdt officialprincippet ved at indkalde og gennemgå 25 af indehaverens bankkonti. Indehaveren havde pligt til at opbevare og indsende det fulde regnskabsmateriale, hvilket ikke var sket. Myndighederne var ikke forpligtet til at indhente yderligere oplysninger fra tredjeparter, som allerede var kontaktet.
• Frister: Den ekstraordinære genoptagelse for afgiftsperioderne i 2019 var berettiget i henhold til Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, da virksomhedens undladelse af at angive momstilsvaret blev anset for mindst groft uagtsomt. Fristerne i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 for varsling og afgørelse blev anset for overholdt, da kundskabstidspunktet var den 25. januar 2023.

Klagerens anbringender

Virksomhedens repræsentant gjorde gældende, at den skønsmæssige ansættelse var åbenbart urimelig og hvilede på et forkert grundlag. Klageren anførte, at der ikke var objektive kendsgerninger, som understøttede, at der var modtaget yderligere betalinger, og at en overtrædelse af kravet om fortløbende fakturanumre i Momsbekendtgørelsen § 57, stk. 1, nr. 2 ikke i sig selv beviser udeklareret omsætning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Retten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse efter Opkrævningsloven § 5, stk. 2, da virksomheden ikke havde opfyldt sin pligt til at føre et regnskab, der kunne danne grundlag for momskontrol, jf. Momsloven § 55.

Salgsmoms: Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn over salgsmomsen. Skønnet var baseret på konkrete bankindsætninger og en beregning af værdien af de manglende fakturaer. Da klageren ikke havde fremlagt dokumentation, der kunne afkræfte skønnets rimelighed, blev forhøjelsen stadfæstet.

Købsmoms: Retten stadfæstede ligeledes nægtelsen af fradrag for købsmoms. Med henvisning til Momsloven § 37 og praksis, herunder SKM2021.456.LSR og SKM2021.692.LSR, fastslog retten, at fradragsret kræver objektiv dokumentation for levering og betaling, f.eks. i form af fakturaer. Bankkontoudtog alene blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation. Betingelserne for fradrag var derfor ikke opfyldt.