Stadfæstelse af asymmetrisk beskatning af gevinster og tab ved handel med kryptovaluta

Spørgsmålet om asymmetrisk beskatning

Klageren anførte, at beskatningen var urimelig og burde være symmetrisk, da nettoresultatet over flere år var tæt på nul, men den asymmetriske model medførte en massiv skattegæld. Landsskatteretten fastholdt dog, at gevinster skal medregnes som personlig indkomst jf. Personskattelovens § 3, stk. 1, da de ikke er omfattet af kapitalindkomst i Personskattelovens § 4. Tabet kan derimod ikke fradrages i den personlige indkomst, da det ikke findes i den udtømmende liste i Personskattelovens § 3, stk. 2.

"Tab ved handel med kryptovaluta har ikke karakter af nogle af de udgifter, som er oplistet i bestemmelsen, hvorfor der alene kan opnås et ligningsmæssigt fradrag, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, modsætningsvist. Der er heller ikke hjemmel i den øvrige skattelovgivning til at fradrage tabene i den personlige indkomst."

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for begge indkomstår. Retten fandt, at der ikke var hjemmel til at fravige reglerne om asymmetrisk beskatning, uanset klagerens indsigelser om rimelighed og igangværende politiske undersøgelser af området. Gevinster anses som personlig indkomst jf. Statsskattelovens § 4 og Personskattelovens § 3, stk. 1, mens tab alene udgør et ligningsmæssigt fradrag.

Skattestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at klageren ikke opfyldte kriterierne for næringsdrivende. De fremhævede, at næring typisk omfatter vekslingstjenester med kundekontakt, og at klageren alene vekslede egen kryptovaluta uden vederlæggelse fra tredjemand. Skattestyrelsen mente, at klagerens aktivitet adskilte sig ikke fra spekulation, og at antallet af transaktioner og omsætningens størrelse ikke kunne tillægges større betydning, da handelsaktiviteten var automatiseret. Klagerens baggrund som softwareudvikler blev ikke anset for at give den nødvendige professionelle tilknytning til den finansielle sektor. Skattestyrelsen henviste til SKM2018.104.SR, SKM2018.130.SR og SKM2021.291.SR.

Skattestyrelsen vurderede, at hensigten med klagerens handler var spekulation, jf. Statsskatteloven § 5, stk. 1, litra a. De lagde vægt på, at kryptovaluta som udgangspunkt er et spekulationsobjekt, og at kursudviklingen forud for købene måtte have spillet en ikke uvæsentlig rolle. Fortjenester skulle medregnes som personlig indkomst, jf. Personskatteloven § 3, stk. 1, og tab gav et ligningsmæssigt fradrag, jf. Personskatteloven § 3, stk. 2, nr. 1 modsætningsvis. Skattestyrelsen anvendte FIFO-princippet til opgørelse af fortjenester og tab. Den reviderede opgørelse viste følgende:

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde principal påstand om, at klageren skulle anses for næringsdrivende med køb og salg af kryptovaluta. Subsidiært blev det gjort gældende, at realiserede tab på handel med kryptovaluta skulle fradrages i den personlige indkomst, jf. Personskatteloven § 3.

Repræsentanten argumenterede for næringsstatus med henvisning til klagerens professionelle baggrund som softwareudvikler, den omfattende og systematiske handel for væsentlige værdier, og at formålet med aktiviteten var at opnå overskud som en del af klagerens levevej. Det blev fremhævet, at det udviklede softwareprogram var et hjælpeprogram, der understøttede driften, og ikke et fuldautomatisk system, der eliminerede behovet for menneskelig indblanding. Det blev anført, at næringsvurderingen skulle baseres på de grundlæggende principper for øvrige aktiver, ikke den særlige praksis for værdipapirer, da kryptovaluta ikke er finansielle aktiver.

Vedrørende fradrag for tab argumenterede repræsentanten, at der hverken var lovhjemmel eller retspraksis fra domstolene, der begrænsede tab til et ligningsmæssigt fradrag. Det blev anført, at Personskatteloven § 3, stk. 1 omfatter både fortjeneste og tab, og at Personskatteloven § 3, stk. 2 alene omhandler fradrag for udgifter/omkostninger, ikke tab. Repræsentanten henviste til historikken i personskatteloven og dens cirkulærer, samt til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a for at underbygge, at tab ikke er driftsomkostninger. Det blev også fremhævet, at Personskatteloven § 4 viser, at tab er omfattet af stk. 1, mens omkostninger er omfattet af stk. 2, og at samme systematik burde gælde for Personskatteloven § 3.