Landsskatteretten: Nægtet fradrag for underskud ved landbrugsejendom - Erhvervsmæssig drift?

Klagerens repræsentant påstod, at virksomheden skulle godkendes som erhvervsmæssigt drevet. Repræsentanten argumenterede for, at bortforpagtning af fast ejendom eller landbrug normalt er selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. Den juridiske vejledning C.C.5.2.2.7 og afgørelser som SKM2012.148.SR og SKM2012.248.SR. Det blev fremhævet, at virksomheden i perioden med bortforpagtning var overskudsgivende før skattemæssige afskrivninger. Vedrørende driftsmæssige afskrivninger anførte repræsentanten, at disse skulle baseres på bygningens faktiske værdiforringelse, ikke en fast procent. Med en salgspris på laden på 550.000 kr. i 2016 (anskaffelsespris 736.896 kr. i 2000) var det faktiske værditab ca. 1,6% årligt. Beslutningen om at overtage driften selv blev truffet i 2010 og effektueret i 2011, med opstart af egen drift i 2012, hvilket medførte ekstraordinære omkostninger i 2012, men forventedes at give et styrket fremtidigt overskud.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede indledningsvist, at udlejning af fast ejendom som udgangspunkt er en erhvervsmæssig aktivitet, men at der altid skal foretages en konkret vurdering af, om virksomheden er erhvervsmæssigt drevet. Selvstændige erhvervsdrivende kan fradrage udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Underskud fra en ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

For landbrugsejendomme er underskud fradragsberettiget, hvis driften er sædvanlig og forsvarlig ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok, og tilsigter et rimeligt driftsresultat. Dette gælder dog ikke, hvis driften ikke forventes at blive overskudsgivende på længere sigt, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Højesterets dom af 15. april 1994, gengivet i TfS 1994.364. Ved vurderingen af rentabilitet er det principielt resultatet efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter, der skal tages i betragtning, jf. Landsskatterettens kendelse gengivet i TfS 1999.48, Vestre Landsrets dom gengivet i TfS 2004.788 og Højesterets dom gengivet i SKM2009.24.HR.

Sagen omhandlede to forskellige driftsformer, der skulle vurderes hver for sig:

• Indkomstårene 2010 og 2011 (bortforpagtning): Landsskatteretten fandt, at denne driftsform ikke opfyldte rentabilitetskravet for at blive anset som erhvervsmæssig. Dette skyldtes, at driften havde givet skattemæssigt underskud siden 2001, og at der i langt de fleste år også ville være underskud efter driftsmæssige afskrivninger, selv ved anvendelse af den faktiske værdiforringelse af driftsbygningen. Driften i disse år blev derfor ikke anset for erhvervsmæssig.

• Indkomståret 2012 (egen drift): Landsskatteretten lagde til grund, at driften blev omlagt i 2012, hvor klageren selv påbegyndte driften af jorden. Virksomheden blev anset for erhvervsmæssig i dette indkomstår, og underskuddet kunne derfor fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Vurderingen lagde vægt på, at der var udarbejdet et realistisk budget, og at driften i en periode efter det første omlægningsår havde givet overskud. Driften i 2012 blev således betegnet som sædvanlig og forsvarlig ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok, og den tilsigtede et rimeligt driftsresultat.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for indkomstårene 2010-2011 og ændrede afgørelsen for indkomståret 2012.

SKATs begrundelse

SKAT begrundede afgørelsen med, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet i henhold til Statsskatteloven § 6a og Statsskatteloven § 4. SKAT lagde vægt på, at der ikke var udsigt til rentabilitet, at underskuddene var konstante og krævede kapitaltilførsel, og at virksomheden blev drevet som bibeskæftigelse. SKAT henviste til domspraksis, der kræver sandsynliggørelse af overskud på længere sigt, og at en årrække med underskud dokumenterer manglende udsigt til overskud. Selvom der er en særlig ligningspraksis for landbrug, hvor et resultat omkring 0 kr. kan være tilstrækkeligt, havde klagerens virksomhed et betydeligt samlet underskud over 10 år. SKAT anførte desuden, at selvom skovdrift har en længere indkøringsperiode, viste budgetterne ikke en rentabel drift over en længere periode, og det lille areal på 7 ha (ifølge SKAT) samt manglende udlejning af jagt rejste spørgsmål ved den erhvervsmæssige hensigt.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at virksomheden var berettiget til fradrag. Klageren anførte, at der i 2004 var foretaget undersøgelser af etablering af skov, og at der var indgået en aftale med SKAT i [by2] om, at et underskud var acceptabelt i etableringsfasen. Klageren fremhævede, at indtægter fra Naturstyrelsen (109.265 kr. og 52.500 kr.) og salg af 3,3 ha eng (383.227,50 kr.) skulle medregnes i virksomhedens samlede resultat. Med disse indtægter ville virksomheden have et samlet overskud på 183.639 kr. for perioden 2005-2014. Klageren argumenterede for, at skoven ville blive overskudsgivende i fremtiden gennem udlejning af jagt, etablering af bistader og udtynding af træer. Klageren mente, at SKATs afgørelse var baseret på faktuelt forkerte oplysninger og forkert rådgivning vedrørende budgetter.